Kommentar af 
David Trads

Forvrøvlet og farligt at kalde Mette Frederiksen totalitær

Der er en ubehagelig afsmitning fra Trumps retorik og metoder i dansk politik for tiden – også selv om det både er forvrøvlet og farligt at følge den kurs.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Noget af det mest forfærdelige ved at dække Donald Trumps første valgkamp i 2016 var at opleve, hvordan al anstændighed blev erstattet af bodegasnak:

”Lock her up! Lock her up! Lock her!” råbte Trump-kulten, når han fra en talerstol nævnte sin modkandidat, Hillary Clinton.

Trump smilte indforstået, ja, han lovede sine støtter, at han ville sørge for at spærre Clinton inde, hvis han blev valgt. Det var uhyggeligt på nærmeste hold at opleve den vrede, som Trump rejste hos sine tilhængere. De mente virkelig, at Clinton var en forbryder.

Om skribenten

David Trads er journalist, forfatter og fast kommentarskribent for Altinget m.fl..
Han er forhenværende folketingskandidat for Socialdemokraterne og forhenværende chefredaktør på Information.

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1994. 

Den voldsomme polarisering, som alle ved USA er ramt af, bliver konstant den dag i dag næret af, at Trump og hans tilhængere fortsat råber op om, at Clinton bør spærres inde - og i øvrigt også af, at mange på den modsatte fløj kræver Trump bag tremmer. Den politiske uenighed føres over i den juridiske, den polemiske, den bizarre, den farlige.

Fast forward…til torsdag, hvor statsminister Mette Frederiksen mødte op til retten i Frederiksberg for at blive udspurgt i den igangværende minkkommission. Vrede demonstranter, mange af dem tidligere minkfarmer, mødte op med en stor plakat:

Statsministeren var placeret bag tremmer. Den medfølgende tekst: ’Ind med Slette-Mette.’

Politikere fra oppositionen ville gøre sig selv, og, mere højstemt, demokratiet en stor tjeneste, hvis de lagde klar afstand til den farlige kurs 

David Trads

De, der synes, den slags enten er et relevant budskab eller måske bare trækker på skuldrene, forstår ikke alvoren. Der er nemlig en forhistorie, et bagtæppe af kommentarer, der gør, at vrede demonstranter ønsker at spærre Mette Frederiksen inde:

Måske fordi de erindrer, at Kristian Lausten, nu tidligere formand for Venstres Ungdom, sidste år tweetede en grafik med teksten ’Mette for prison’ – et tweet, han godt nok efterfølgende kaldte satire og slettede. Måske fordi de ofte kan læse fra fremtrædende politikere og kommentatorer, for eksempel i denne uge Arne Ullum, chefredaktør for NB Økonomi, at statsministeren agerer ’totalitært.

Der er en ubehagelig afsmitning fra Trump-metoderne i dansk politik – også selv om det både er forvrøvlet og farligt at følge den kurs, der ødelægger så meget for Amerika. Heldigvis er ingen væsentlige politikere i Danmark – hverken på den eller den anden fløj – i nærheden af Trumps niveau. Slet ikke. Men vi skal passe på at gå i den retning.

Lad mig slå fast - en gang til for prins Knud:

Nej, Mette Frederiksen eller hendes regering er ikke totalitær.

Tænk at skulle skrive det, men her kommer forklaringen:

Frederiksen blev statsminister efter et frit folketingsvalg i 2019. Rød blok fik flertal og indgik efterfølgende et fælles forståelsespapir, som førte til Frederiksens regering. Frederiksen kan – naturligvis – kun blive siddende, så længe hun fortsat har et flertal bag sig. Regeringen kan – selvsagt – ikke gennemføre dens politik uden om Folketinget.

Definitionen på at være ’totalitær’ er som bekendt, at man går uden om demokratiet. Det ville for eksempel være, hvis Frederiksen gennemtvang love, selv om et flertal i Folketinget var imod. Alle og enhver ved, at det komplet urealistisk, umuligt, heldigvis, i Danmark.

Politikere fra oppositionen ville gøre sig selv, og, mere højstemt, demokratiet en stor tjeneste, hvis de lagde klar afstand til den farlige kurs – ’Spær Mette inde’ og ’hun er totalitær’. Det er forkert – og vi ved fra Amerika, at det intet godt fører med sig. Intet.

Hvis man ønsker at ’Gøre Danmark Stort Igen!’, så husk på at føre politik. Ikke polemik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Hillary Clinton

Fhv. udenrigsminister, USA
kandidat i historie (Wellesley College. 1969), cand.jur. (Yale University. 1973)

0:000:00