Fra rebel til Danmarks næste statsminister? Her er milepælene i Mette Frederiksens politiske forvandling

PORTRÆT: Mette Frederiksen råbte som ung folketingspolitiker højt om sexkøb, fattigdom og for hård udlændingepolitik. I dag har hun andre holdninger. Hun flytter sig efter magten, siger modstanderne. Hun er blevet klogere, siger støtterne. Læs eller genlæs historien om S-formandens forvandling på vej mod Statsministeriet.

Forbyd sexkøb, send flere på førtidspension, og drop stramningerne af udlændingepolitikken. Sådan lød nogle af de markante udmeldinger fra Mette Frederiksen i hendes første år som folketingsmedlem.

Siden blev den socialt indignerede socialdemokrat partiformand og ændrede holdning på afgørende politiske spørgsmål. Nu er hun klar til at blive statsminister, hvis hun kan samle rød blok bag sig i løbet af de kommende uger.

Det er i manges øjne historien om en politiker, som har formået at flytte sig – og sit parti – uden at give køb på sine grundholdninger. Andre vil hellere tegne et billede af et magtmenneske, der har smidt idealismen for at føre den politik, der skal til for at indtage Statsministeriet.

Da Mette Frederiksen fyldte 40 år i november 2017 tegnede Altinget et portræt gennem milepælene i hendes politiske udvikling. Læs eller genlæs det her - i en let opdateret version:

Medlem af ANC og sponsor for kaskelothval
Det politiske engagement kom tidligt til udtryk, da Mette Frederiksen som 12-årig opkøbte regnskov i Sydamerika, brugte lommepenge på at sponsorere en kaskelothval kaldet Jens og meldte sig ind i den sydafrikanske anti-apartheid-bevægelse ANC Youth League.

Hun er opvokset i et arbejderhjem i Grønlandskvarteret i Aalborg. Mette Frederiksen er fjerdegenerations socialdemokrat, og partifællen Bjarne Laustsen kendte både hendes farfar og far, der havde tillidsposter i partiet.

”For første gang siden Anker (Jørgensen, red.) har vi en formand, som alle i organisationen bakker op om,” siger han.

Mens Frederiksens forgænger Helle Thorning-Schmidt aldrig blev accepteret i partiet som en rigtig socialdemokrat, er Mette Frederiksen i manges øjne indbegrebet af én.

Som teenager og ung var hun aktiv i nærmest alt, hvad man kunne opstøve af politisk arbejde.

Som 15-årig blev hun aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom DSU efter at have overvejet tanken om SF. 

Hun blev amtsformand for DSU Nordjylland, sad i hovedbestyrelsen, var aktiv i elevrådet på sit gymnasium, i Operation Dagsværk, i Nyt Europa og Dansk Ungdoms Fællesråd. Og hun arbejdede som ungdomskonsulent i LO.

 Før valget i 2001 gik Mette Frederiksen til kamp mod partitoppens linje i udlændingedebatten. Sammen med formand for DSU Kristian Madsen (th.), MEP Helle Thorning-Schmidt (i midten) og MF Jeppe Kofod opfordrede hun ledelsen til at droppe inspirationen fra Dansk Folkeparti.

Folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen (S) er også fra Nordjylland og var yngre medlem af DSU, mens ”Mette var en af de store”.

Hun beskriver S-formanden som et menneske med en stærk idealisme og stort overskud:

”Hun var idealist og passioneret. Det er hun stadig. Hun har et flammende engagement, og hun stiller høje krav til sig selv og folk omkring hende. Det er også derfor, hun har gjort og rykket så meget. Jeg har altid været imponeret over, at uanset hvor meget det regner ned over ørerne på hende, så får man stadig den der sms, hvor hun spørger, hvordan det går.”

Ny, klar stemme i Folketinget
Da Mette Frederiksen i 2001 blev valgt ind i Folketinget som 24-årig, havde hun kort strithår, var yngste kvinde i en folketingsgruppe på 52 medlemmer og langt nede i hakkeordenen.

Alligevel gjorde hun sig bemærket med markante udmeldinger både på sine egne ordførerområder kultur, medier og ligestilling og på andres.

Helt uhørt for et menigt medlem gjorde hun det somme tider uden at afstemme det med resten af partiet.

Som da hun foreslog et forbud mod at købe sex hos prostituerede og fastholdt forslaget i et debatindlæg, selv efter at partifæller havde sat hende på plads.

Og som da hun kun to dage efter at være kommet ind, angreb Karen Jespersen og den stramme udlændingepolitik, hun havde stået for som indenrigsminister op til valget.

“Den linje, hun står for, er færdig. Helt færdig,” sagde det nyvalgte folketingsmedlem.

  

Mette Frederiksen og Karen Jespersen på Christiansborg i september 2002.

Nu blev Frederiksens idealistiske synspunkter afprøvet i forhold til erfarne politikere og for et stort publikum. Og med sine meget bastante og venstreorienterede udmeldinger delte hun vandene.

”Nyt kvindeligt temperament i Tinget,” kaldte Berlingske sin artikel, hvor man mødte MF Frederiksen for første gang. Og mens de røde elskede hende, fik nogle borgerlige modstandere – især Venstre-folk – knopper af hende.

De kaldte hende øgenavne, og i medierne blev hun jævnligt satiretegnet med en stor, råbende mund.

Men engagementet aftvinger også respekt.

"Hun har altid haft en indignation som drivkraft, og man kan jo mærke hende. Hun er en eminent taler," siger Benedikte Kiær (K), som senere sad over for Mette Frederiksen i mange forhandlinger, først som socialminister og siden som beskæftigelsesordfører.

Mette Frederiksen "kan få de små nakkehår til at rejse sig på en gammel socialdemokrat, når hun taler", som en anden siger.

Nej til formandspost efter Lykketoft
Selv om hovedpersonerne på valgaftenen i 2005 var vinderen Anders Fogh Rasmussen (V) og taberen Mogens Lykketoft (S), er det billederne af Mette Frederiksen, der bliver husket.

Da partiformand Lykketoft erkendte sit nederlag og holdt afskedstale, var kameraer og øjne rettet mod Mette Frederiksen. Fordi hun græd. Og fordi alle spekulerede på, om hun skulle være den næste formand.

Det havde Lykketoft gerne set, men Mette Frederiksen var ikke klar.

”Det er i og for sig ingen hemmelighed, at jeg meget tidligt tænkte, at hun ville være den, der rent følelsesmæssigt og på en politisk engageret måde kunne lede det her parti," sagde han i et interview i 2016.

”Det er en vigtig person for Socialdemokratiet, og det er også en af mine gode venner, som stopper nu. Lykketoft har spillet en særlig rolle i min politiske ungdom,” sagde Mette Frederiksen til DR, efter at hun havde grædt sig igennem Mogens Lykketofts afskedstale. Her er de ved EP-valget i 2009.

Flere iagttagere har peget på, at Frederiksen havde brug for mere tid til at udvikle en ny udgave af sig selv. En mere midtersøgende, mindre kantet Mette Frederiksen, som kunne være et seriøst bud på en statsministerkandidat.

I stedet for selv at gå efter formandsposten bakkede hun den næste formand Thorning-Schmidt op. Selv om hun havde stemt på Frank Jensen. Hun blev socialordfører og næstformand.

Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen ved afslutningsdebatten i Folketinget i juni 2005. Thorning var blevet valgt til ny partiformand efter Lykketoft ved kampvalg to måneder tidligere.

Det var også midt i 00’erne, hun bevidst tog en pause fra medierne for at fjerne sig fra sit gamle image og vende tilbage i en rundere udgave. ”Hun dæmpede sig i en periode,” som en formulerer det.

Ti socialdemokratiske teser
Når kritikere i dag kalder Mette Frederiksen en vendekåbe, der over natten skiftede sine venstreorienterede holdninger ud med en stram beskæftigelses- og udlændingepolitk, siger støtterne, at hun har været i bevægelse i mange år.

I 2008 fremlagde Mette Frederiksen med inspiration fra DSU ni socialdemokratiske teser, hvor hun blandt andet slog fast, at pligter kommer før rettigheder. Ifølge hendes nærmeste var det et manifest, hun havde tænkt længe over.

”Flere skal yde mere, pligt kommer før ret. Enhver skal arbejde og forsøge sig selv,” lød det i de ni teser, Mette Frederiksen præsenterede i 2008. Her stod der også, at ”skatten på arbejde skal sænkes”, og ”boligreform skal gøre op med ghettoer”.

Det var måske det første synlige tegn på Mette Frederiksens vej væk fra at tale om ydelser som et af de vigtigste midler mod fattigdom. I dag er det den enkeltes pligt til at arbejde, hvis man kan, og samfundets pligt til at hjælpe folk i arbejde, S-formanden taler om.

"Socialdemokrater har altid talt om ret og pligt, men hun flyttede fokus over til, at hvis der er arbejde, så skal du også tage det. Hun tænkte meget over, hvordan man skal finansiere den offentlige sektor i fremtiden, og det spillede også en rolle for, at hun begyndte at tænke mere i en aktiv beskæftigelsespolitik frem for en passiv," siger en socialdemokrat.

Sagen om privatskolen gjorde hende voksen
En enkelt sag er særligt blevet hevet frem som et afgørende punkt i Mette Frederiksens politiske udvikling fra principfast idealist til realpolitiker.

I 2010 kom det frem, at hun havde meldt sin datter ind i den lille private Hareskovens Lilleskole i Hareskovby i stedet for den lokale folkeskole i Ballerup. Tidligere havde hun ellers kritiseret ressourcestærke forældre for at svigte folkeskolen.

”Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole,” skrev hun i et indlæg i 2005.

Mette Frederiksen gravid med sønnen Magne i 2005, hvor hun også skrev et debatindlæg med overskriften ”Alle skal tage medansvar for folkeskolen”. Fem år senere meldte hun sin datter Ida Feline ind i en privatskole.

Der blev skrevet om dobbeltmoral i alle medier i de dage, og selv siger Mette Frederiksen i dag, at den oplevelse gjorde hende klogere. 

"Det var en syngende lussing om: Lad nu være med at sidde der og forholde dig på distancen til, hvad der er rigtigt for andre mennesker. For det kan man ikke. Der er så mange ting på spil i vores liv, og derfor skal man som politiker ikke tro, man ved bedre. Det lærte jeg på den hårde måde, og jeg er politiker på en anden måde i dag," sagde hun i et interview med Berlingske i 2017. 

Ministertesten: "Den forvandling så ikke ud til at genere hende"
Den første test af den nye Mette Frederiksen kom, da hun blev minister. Nu var det definitivt slut med blodrøde meldinger, som kunne give midtervælgeren stempelkaffen galt i halsen.

I stedet skulle hun som beskæftigelsesminister gennemføre en politik med stramninger for alle dem uden for arbejdsmarkedet, som hun hidtil havde råbt op for.

"Fortæl Folketinget, fortæl den danske befolkning, hvad man vil gøre ved den stigende ulighed," havde hun for eksempel næsten råbt fra folketingets talerstol til socialminister Eva Kjer Hansen (S) i en debat om datidens kontanthjælpsloft.

I Venstre sad Ulla Tørnæs som beskæftigelsesordfører over for ministeren ved forhandlingerne. Hun portrætterer S-formanden som ”inkarnationen af et magtmenneske”.

"Hun var klar til at begå de største løftebrud for at få magten. Det er hendes navn, der står på dagpengereformen og efterlønsreformen, selv om hun kort inden valget havde lagt fundamental afstand til dem. Og den forvandling så ikke ud til at genere hende overhovedet. Hun er et dygtigt, strategisk og nogle ville sige kynisk magtmenneske," lyder Tørnæs' karakteristik.

 Som beskæftigelsesminister måtte Mette Frederiksen blandt andet gennemføre en kontanthjælpsreform, som hun her holder pressemøde om i 2013.

Selv har Mette Frederiksen udlagt tiden som beskæftigelsesminister i flere versioner. Hun har sagt, at mødet med unge på førtidspension reelt overbeviste hende om, at det var bedst at give førtidspension til færre unge.

Men når det gælder dagpengereformen, siger hun i dag, at hun personligt var dybt imod den.

"Det er nok en af de største udfordringer, jeg har mødt. For man skal ikke tage fejl af, at jeg – også qua min opvækst – ikke tager let på, at folk ikke har ressourcer til at leve et ordentligt liv," har hun sagt.

I det hele taget har Mette Frederiksen frem mod valget brugt kræfter på at lægge afstand til den borgerlige økonomiske politik, hun selv var med til at føre under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon.

I Thomas Larsens portrætbog fra foråret beskriver Frederiksen, at hun og Henrik Sass Larsen internt forsøgte at gøre oprør mod kursen, som blandt andet medførte lettelser af selskabsskatten. Ikke just en socialdemokratisk mærkesag.

Og ved S-kongressen i efteråret sagde hun åbent, at hun vil genopbygge den tillid til partiet, som smuldrede under Thorning.

"Er vi blevet mere klassiske socialdemokrater, når det kommer til fordelingspolitik? Svaret er ja," sagde hun i sin tale ifølge Altinget.

Embedsværk trak i sort og talte ikke i et døgn
Sidste brik i det puslespil, som ender med at forestille den Mette Frederiksen, vi kender i dag, finder man ifølge hovedpersonen selv og flere støtter og iagttagere i Justitsministeriet.

Her skulle hun som minister forsvare en udlændingepolitik, som stod i direkte modstrid med alt, hvad hun stod for, da hun kom i Folketinget ti år tidligere. Den linje, Karen Jespersen var first mover på, og som den unge Frederiksen skød ned.

Blandt andet fik hun ansvaret for en lov, der betød, at asylsøgere på en særlig 1-årig opholdstilladelse ikke kunne få deres familie hertil i den periode. Tidligere havde hun ellers talt imod at stramme reglerne for familiesammenføring.

I dag er hendes fortælling, at tiden i Justitsministeriet ændrede – nærmest rystede – hende. Og at der er en direkte sammenhæng til den holdning, hun har til udlændingepolitikken i dag.

Det var som justitsminister, hun fik indblik i, hvor grum kriminalitet kan være. Indblik i parallelsamfund, i terrortruslen mod Danmark og i ekstreme miljøer i fængslerne.

Det ændrede hendes syn på, hvor langt man kan komme med integration. Og på, hvor farligt det kan være, når integrationen ikke lykkes. 

Indblikket i kriminelle miljøer og terrortrusler ændrede Mette Frederiksens syn på udlændingepolitikken, har hun forklaret. Her er hun som justitsminister sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt ved begravelsen af Finn Nørgaard, som var en af to dødsofre for terrorangrebet i København 2015.

Igen blev hun testet på flere måder.

På sin modstandskraft i stormvejr, da embedsværket i ministeriet blev så oprørt over hendes barske ledelsesstil, at mange kontaktede medier for at fortælle om det. Det er mildt sagt usædvanligt for embedsmænd i et ministerium.

Konflikten kulminerede, da embedsmændene en dag mødte på arbejde klædt i sort og nægtede at tale til ministeren i 24 timer.

”Hun er et stærkt menneske, men det syntes hun ikke var sjovt,” siger en kilde.

Den anden test var partiets ultimative formandsprøve: Kan hun stå på mål for Socialdemokratiets nye udlændingekurs? Og overbevise medlemmerne og vælgerne om, at hun selv tror på den?

Hun stod på mål for den, og hun forklarede udadtil, at hun havde erkendt, at ”antallet betyder noget”.

"En del af Mettes rejse som politiker skyldes, at hun har mødt virkeligheden og er blevet udfordret på sin idealisme. Men forskellen på hende og DF er, at hun ikke siger, det er de fremmedes skyld, men at integrationen har fejlet. Hun har stadig sin humanisme i behold," siger Bjarne Laustsen.

Så hun bestod. Og da Thorning-Schmidt efter nederlaget ved valget i 2015 fortalte sine partifæller, at hun ville træde tilbage som formand, var der ingen tvivl om, hvem der skulle overtage hendes post. Denne gang græd Frederiksen ikke under partiformandens afskedstale på valgnatten.

Fortællingen om skift i holdninger
Med Mette Frederiksen som formand har Socialdemokratiet ligget stabilt og pænt i meningsmålingerne.

Der er ro i partiet, og der er begejstrede støtter. Som Bjarne Laustsen (S), der betegner formanden som ”den perfekte sammensmeltning af de fantastiske fire”, Svend Auken, Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup.

”Hun er suveræn som kommunikator. Vores tidligere formand kunne sige den samme sætning 16 gange i træk, men Mette kan argumentere fra alle vinkler, hele vejen rundt om en sag. Når hun har flyttet sig på et spørgsmål, kan hun forklare hvorfor. Og hun kan overbevise folk. Hun er umiddelbar, autentisk og troværdig,” siger Bjarne Laustsen.

En af Mette Frederiksens vigtigste opgaver i de seneste par år op til valget har været at få vælgerne til at tro på hendes egen politiske livsfortælling om, hvorfor hun har skiftet ud i sine holdninger. At det ikke bare er snak, men reelt. Og at hun ikke løber fra det igen, så snart hun får magten.

Det har hun blandt andet gjort ved at fremlægge politiske udspil, der understreger hendes og partiets nye profil.

Centralt står udlændingeudspillet, som lægger op til at videreføre den stramme udlændingepolitik ved blandt andet at flytte al asylbehandling ud af Europa. Og forslaget om en ny ret til tidlig pension for dem, man kunne kalde arbejderne. Dem, der har været længe på arbejdsmarkedet og haft et fysisk hårdt job.

Resultatet ved valget onsdag tyder på, at tilstrækkeligt mange danskere er blevet overbevist.

Portrættet blev bragt første gang på Mette Frederiksens 40-års fødselsdag den 19. november 2017. Artiklen er opdateret 7. juni 2019 med et afsnit om Mette Frederiksens afstandtagen fra den økonomiske politik under Thorning og det sidste afsnit om nye udspil fra S.

Forrige artikel Alex Vanopslagh er Liberal Alliances nye politiske leder Alex Vanopslagh er Liberal Alliances nye politiske leder Næste artikel Reddet af valgmatematik: Derfor fik Henrik Sass et mandat trods få personlige stemmer Reddet af valgmatematik: Derfor fik Henrik Sass et mandat trods få personlige stemmer