Frank Aaen vil for meget på en gang med sit røde kampskrift

DGS og Vietnamkrigen

Rødt Valg begynder ret traditionelt med Frank Aaens opvækst i Aalborg, i et hjem der ikke var særlig politisk.

Som så mange andre fra 68-generationen blev han politisk vakt af elevrådsarbejde.

Som så mange andre fra 68-generationen blev han politisk vakt af elevrådsarbejde i skolen og senere i gymnasiet. Det førte over i DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning), der i 1970'erne var domineret af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Dengang var Frank Aaen mest til Venstresocialisterne (VS), men da der ikke rigtig var nogle VS'ere i Aalborg, endte han i DKP.

Typisk for hans generation var modstanden mod Vietnam-krigen også et stærkt element i den politiske vækkelse, og i 1980'erne var Frank Aaen en aktiv del af fredsbevægelsen, der var mere eller mindre styret af DKP. Aaen avancerede i graderne og blev i nogle år redaktør af det kommunistiske dagblad Land og Folk.

Kikkerten for det blinde øje

DKP var i årtier et af de mest ortodokse, sovjettro kommunistpartier i Europa. Først efter Mikhail Gorbatjov kom til i Sovjet, begyndte der også i DKP at vokse en fornyerfløj frem.

Frank Aaen erkender, at han "for længe" undlod at udtrykke sin kritik af undertrykkelsen i Sovjet og Østeuropa.

Det betegner han med rette som sin største politiske fejl.

Alligevel springer Aaen lidt for let hen over det. For da han blev medlem af DKP, vidste alle, hvad der foregik i Østeuropa: Det tjekkoslovakiske forår var blevet knust af sovjetiske kampvogne i 1968, og de polske arbejdere var blevet undertrykt af militæret i 1970 og 1980-81. Meget svært at forsvare ud fra en socialistisk synsvinkel.

Det nærmeste, vi kommer på en forklaring, er, at Sovjet internationalt spillede en progressiv rolle ved at støtte befrielsesbevægelser rundt om i verden, som kampen mod apartheid i Sydafrika.

Det er præcis der, det gik galt for mange af datidens kommunister: Målet helligede midlet, og af hensyn til "det overordnede billede" satte man kikkerten for det blinde øje, når det gjaldt Sovjet.

Alliance med Søndergaard

Da DKP, VS og SAP (Socialistiske Arbejderparti) i 1989 slog pjalterne sammen, gik Frank Aaens engagement over i Enhedslisten. Da Enhedslisten for første gang kom i Folketinget i 1994, var Aaen en af partiets seks repræsentanter på Borgen.

Aaen var vant til partidisciplin og planlægning i DKP.

Det nye venstrefløjsparti havde overtaget en pæn del af strukturen fra det flippede VS, og de første mange år havde Enhedslisten ikke engang en politisk ordfører. Der var kollektiv ledelse - i hvert fald formelt. For når der ikke er formelle hierarkier, opstår der uformelle.

Aaen mere end antyder, at linjen dengang blev lagt af ham og Søren Søndergaard, der holdt deres egne formøder. Det var nok ikke et tilfælde, at det var de to: Aaen var vant til partidisciplin og planlægning i DKP, og Søndergaard havde lignende erfaringer fra det trotskistiske SAP. 

Først i 2009 fik Enhedslisten sin første politiske ordfører i form af Johanne Schmidt-Nielsen, der løste opgaven mesterligt.

Den tiltrængte fornyelse kom på et tidspunkt,  hvor Enhedslisten var helt i knæ. Partiet havde kun med det yderste af neglene overlevet valget i 2007, hvor de havde opstillet den socialkonservative muslim Asmaa Abdol-Hamid. Også det går Aaen for let hen over.

For hvordan i alverden kunne et sekulært socialistisk parti, der grundlæggende bygger på marxismen, finde på at opstille en fundamentalistisk muslim, der af religiøse årsager nægter at give hånd til mænd?

Lobbyisterne i finanssektoren

Herefter skifter "Rødt Valg" trit, og de næste 100 sider er mere en debat om den økonomiske politik end en erindringsbog. Det er et stilskift, og noget af det er ret tørt stof, men ikke desto mindre vigtigt.

Frank Aaen beskriver, hvordan Danske Bank slap utrolig billigt, da den blev reddet af statens bankpakke – og dermed af skatteyderne – under finanskrisen i 2008-09.

Bogen byder også på interessante afsnit om den højspændte sikkerhedspolitik.

Ifølge Aaen havde der været en model på tegnebrættet, hvor den danske stat som betaling for kapitalindsprøjtningen fik aktier i banken, som man blandt andet kendte det fra Sverige. Men det røg åbenbart ud af hjælpepakken efter et natligt møde mellem bankdirektørerne og repræsentanter for den daværende VK-regering.

Aaen anslår, at den danske stat kunne have tjent op mod 145 milliarder kroner, hvis man havde holdt fast i modellen med aktier som betaling for hjælpen. Det er jo også en slags penge sidst på måneden.

Episoden understreger, at finanssektoren i årtier har drevet en meget effektiv lobbyisme på Borgen. Man har altid haft kontakter til partier som Venstre og Konservative, men interessant nok har sektoren også usædvanligt gode kontakter til Radikale.

Dermed har man lavet en politisk helgardering, for i de seneste 50 år har mindst et af de tre partier næsten altid haft afgørende politisk indflydelse. Et godt gæt er, at sektoren også har været blandt Moderaternes generøse sponsorer i den seneste valgkamp.

Slagsmål med Mærsk

Frank Aaen fandt en rigtig smart måde at udfordre banker og store koncerner på: Han dannede foreningen ”Kritiske Aktionærer”, der nu har aktier i 30 forskellige selskaber. Det giver ingen direkte indflydelse, for aktieposterne er meget små, og foreningens forslag bliver med stor konsekvens stemt ned. Men det giver taletid på generalforsamlingerne.

Det har Aaen brugt flittigt, ikke mindst hos A.P. Møller, hvor han havde nogle bråvallaslag med den gamle ”hr. Møller”. Skibsrederen var ”not amused” over Aaens initiativ, der blandt andet satte fokus på A.P. Møllers samarbejde med tyskerne under krigen gennem Riffelsyndikatet.

Mere nutidigt fik Aaen og Kritiske Aktionærer sat fokus på, hvordan Mærsk behandler ansatte uden for Europa, rederiets meget lave skattebetaling trods rekordoverskud samt planerne om dybhavsminedrift.

Det har krævet et vist mål af civilcourage at stille sig op på generalforsamling efter generalforsamling i et udpræget fjendtligt miljø. Men Aaen har taget det fra den humoristiske side. Som da en opbragt aktionær rejste sig op på en Mærsk-generalforsamling og erklærede:

”Gud bevare Mærsk – og ikke hr. Frank Aaen”!

Sin løn værd

Det er så oplagt i forhold til økonomi – og i særlig grad store virksomheders skatteunddragelse – at Frank Aaen har gjort den store forskel. Som da Enhedslisten som de første i 2001 offentliggjorde en liste over store selskaber, der dengang ikke betalte skat i Danmark. På listen fandt man blandt andet selskaber som Q8, MacDonald’s, Nestlé, IBM, Unilever, Elgiganten og Kellogg’s.

Det blev efterhånden pinligt for nogle af selskabernes image. Aaen beretter om MacDonald's, der under et møde med Enhedslisten bekendtgjorde, at nu betalte man altså skat – og derfor meget gerne ville af listen over nulskatteydere.

På andre områder er Aaen derimod gået politisk i stå.

Det er ganske enkelt godt arbejde – og som Aaen har udtalt i et interview, har han ”i hvert fald tjent sin løn ind”.

Bogen byder også på interessante afsnit om den højspændte sikkerhedspolitik.
Aaen ønsker det danske forsvar opbygget som et defensivt forsvar, ligesom han vil have vægten lagt på opbygningen af et civilt beredskab.

Han anerkender realistisk, at det nationale kompromis mellem S, V, K, R og SF står – også hvis der kommer en rød regering. Men han efterlyser et alternativ til den gensidige oprustning, som da Reagan og Gorbatjov i 1987 indgik en nedrustningsaftale.

Som Aaen skriver: ”Der skal tænkes i andre baner. Det gjorde man under den kolde krig. Derfor endte perioden ikke med en åben krig.”

En krig, der let kunne være endt i en atomar katastrofe.

Der er således meget substans i bogen, både når det gælder skat og sikkerhedspolitik.

Ekko af 90’erne

På andre områder er Aaen derimod gået politisk i stå.

Udlændingepolitikken lyder som et ekko af 90’erne, hvor venstrefløjen bagatelliserede problemerne, og der nævnes intet om kriminalitet, social kontrol og religiøs fanatisme.

Det sidste A gives for Frank Aaens evne til at sætte lys på magtfulde firmaers ubekvemme sandheder gennem de sidste 30 år.

Det samme gælder kampen mod det voksende bureaukrati og den overdrevne akademisering, som Aaen blot ser som skalkeskjul for besparelser. Det burde ellers være et oplagt sted at byde ind for et parti, der gerne vil opfattes som et arbejderparti.

Der er et par mindre fejl i bogen: Kirsten Jacobsen var medlem af Fremskridtspartiet og ikke Dansk Folkeparti (den tanke ville nok give Pia Kjærsgaard et slagtilfælde), og der står ”borgerlig regering” et sted, hvor der skulle have stået socialdemokratisk regering. Men det er i småtingsafdelingen.

Bogen lander på fire A’er. Det sidste A gives for Frank Aaens evne til at sætte lys på magtfulde firmaers ubekvemme sandheder gennem de sidste 30 år.

”Rødt Valg: Erindringer og politisk debat” af Frank Aaen er udkommet 2. oktober på forlaget Momenta. Bogen er på 230 sider og koster 300 kr.