Lasse Karner har skrevet et flot værk om Kina, men mangler bud på mulige fremtidsscenarier

Vejen til den absolutte top bliver forsimplet 

Afsnittet om Xi Jinping og hele Karners bog baserer sig på en klar grundantagelse om, at Xi Jinping styrer og regerer Kina. Det er også lettere at forstå, når man vil fremstille et autokrati. Den næste ”store” kinesiske kommunistpartikongres står for døren, den åbner 16. oktober, og så får vi måske syn for sagn. Eller måske bliver der ”kun” to eller et af de nu tre jobs tilbage til Xi når partikongressen og den efterfølgende folkekongres, i starten af 2023, er overstået?

Hvordan Xi kunne navigere det kinesiske partisystem og statssystem fra ministersekretær til den absolutte top i det magtfulde stående udvalg i Kina, er en fortælling værd

Friis Arne Petersen
Fhv. ambassadør

Karner giver en god beskrivelse af Xi Jinpings ungdom og opvækst i et uhyggeligt Maoistisk Kina. Karner skriver det ikke, men man må antage, at Xi Jinping efter sine egne oplevelser må have fået mere end nok af de rædsler. Det giver en dyb indsigt i Xi Jinpings formative år. Da Karner kommer til afslutningen på Xi’s universitetsuddannelse på eliteuniversitetet Peking Universitet og Xi bliver ministersekretær hos forsvarsministeren, går det dog for hurtigt. Fra ministersekretærstillingen når Karner på fire til fem linjers beskrivelse at gøre Xi til medlem af kommunistpartiets absolutte top: Det stående udvalg.

Netop hvordan Xi kunne navigere det kinesiske partisystem og statssystem i de næste 35 år fra ministersekretær til den absolutte top i det magtfulde stående udvalg i Kina, er en fortælling værd. Den elitære og meritokratiske selektion som kommunistpartiet tilsyneladende anvender har indtil videre sikret Kina kompetencer på topniveau, som i virkeligheden er en strategisk udfordring for vesten.

Konkrete bud på fremtiden udebliver

Bogens måske mest interessante og omfattende analyse er kapitlet om Silkevejen. Xi lancerede det i 2012 og senere kom den digitale Silkevej til det, i forvejen super ambitiøse, infrastrukturprojekt. Infrastruktur suppleret med alle andre dimensioner af samarbejde, politik, handel og økonomi. I konklusionerne lægger Karner sig fast på en fortolkning, der taler om ”Kinas storhed” og ”en stræben efter et alternativ til den vestlige, liberale udviklingsmodel” og beskriver den stigende konkurrence, rivalisering og konfrontation, det har betydet – ikke mindst med USA.

Måske er den model allerede under ændring?

Der ikke længere en enkel definition af den vestlige, liberale internationale orden, som den blev skabt og formet efter 2. verdenskrig. Den anden rival, USA, er med sin egen indenrigspolitiske udvikling allerede i gang med at gå andre veje og ønske en ny international orden, end den vi har kendt de sidste 70 år. 

Karner burde forklare, hvad mange kinesere ser som landets retmæssige plads i verden og hvorfor 

Friis Arne Petersen
Fhv. ambassadør

Karner konkluderer, at ”det er meget muligt, at Kina stormer videre og indtager, hvad mange kinesere ser som landets retmæssige plads i verden. Lige så sandsynligt er det, at vejen bliver lang og farefuld og ikke kommer til at ende der, Xi drømmer om.”

Det er vist en helgardering af, hvad der kommer til at ske. Mere vigtigt er, at der ikke beskrives, hvad det mere konkret er for en verden, vi kan ende med i de to scenarier.

Karner burde forklare, hvad det er og hvorfor ”mange kinesere ser (det) som landets retmæssige plads.” Altså at Kina i århundreder var verdens største økonomi og befolkning, og har oplevet det, som i kinesernes historieopfattelse var ”De 100 års ydmygelser 1839 -1949”. Altså de 100 år hvor Storbritannien og andre europæiske stater besatte og plyndrede landet, og som sluttende af med Japans meget brutale besættelse af Kina under 2. verdenskrig. Det har sat dybe spor i Kinas befolkning.

Det er også på denne baggrund, at Kinas mål om ”100 års fremskridt 1949 – 2049” skal forstås, og ikke mindst fortolkes i dagens geopolitiske udvikling.

Lasse Karner var ansat på den danske ambassade i Kina i årene 2010 til 2012. Friis Arne Petersen var ambassadør i Kina i årene 2010 til 2015.

LÆS OGSÅ: Adam Holm: Per Stig Møllers nye bog har håndværket i orden, men mangler personlig indgravering