Friis Bach: Migrationskrisen er en myte – hvornår tør politikerne at sige det højt?

KOMMENTAR: Der er ikke en migrations- eller flygtningekrise i Europa og i EU. Langtfra. Det ville være befriende, hvis politikerne fra de store og gamle politiske partier turde sige det, skriver Christian Friis Bach.

Ordet migrationskrise bliver flittigt brugt i de to valgkampe, vi ser udfolde sig i Danmark: Valget til Folketinget og til Europa-Parlamentet.

Ja, der bliver endda refereret til ”folkevandringen”, og blikket vender hele tiden tilbage til 2015, hvor flygtninge gik på Europas motorveje. Og vi skal huske, lyder skræmmebilledet, at Afrikas befolkning vil blive fordoblet over de næste 30 år.

Jeg vil nødigt ødelægge et godt argument med fakta. Men der er ingen migrationskrise i EU. Ligesom der heller ikke er en migrationskrise i USA, der kan berettige en gigantisk mur mod Mexico.

Der kom rigtigt mange i 2015. Men kun en mindre del var irregulære migranter. Det var primært flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Irak, der - efter år i elendige lejre i nærområderne, uden indkomst og uden at børnene kunne komme i skole - gav op og søgte mod Europa.

Andre kom, fordi situationen i Libyen brød sammen i konflikt og usikkerhed som følge af oprøret og det militære angreb - støttet af vesten mod Gadaffi. Det var en helt ekstraordinær situation.

Det antal mennesker, der irregulært krydsede en grænse til EU sidste år var 150.114 – et fald på 92 procent siden 2015. Det er lidt flere end de 70.000-140.000, der ankom i årene før den store indstrømning i 2015, men det er stadigt et lille tal.

Til sammenligning kom der over 700 millioner turister til EU i 2018. Der kommer over 20 millioner turister om året til byer som Paris eller Athen alene. Og ja, Afrikas befolkning vil blive fordoblet over de næste 30 år. Men det er den allerede blevet i de sidste 30 år, uden at antallet der søger mod Europa er steget massivt. 

De 150.114 migranter og flygtninge, der ankom ad irregulære ruter til EU svarer til én for hver ca. 3400 indbyggere.

Det antal kunne EU sagtens håndtere ordentligt, gennem samarbejde og med værdighed og respekt for de internationale menneskerettigheder. EU kunne sagtens sikre en god og sikker asylbehandling, så vi på europæisk jord kunne afgøre, hvem der har ret til beskyttelse, og brug for beskyttelse, og hvem der ikke har – og derfor skal sendes hjem igen.

EU’s medlemslande kunne sagtens sikre gode, sikre og værdige forhold i de centre, hvor flygtningene opholder sig, indtil det sker. Men det sker ikke. I stedet ser vi et splittet EU.

Den krise, vi ser, er derfor ikke en migrationskrise, men en beskyttelseskrise og en politisk krise.

Beskyttelseskrisen ser vi overalt på ruterne, hvor mennesker bevæger sig. I takt med at grænserne lukkes og ruterne blokeres, ser vi en tendens til mere alvorlige overgreb på både flygtninge og migranter.

I min tid som minister rejste jeg rundt til landene rundt om Syrien og opfordrede dem til at holde grænserne åbne, så de syriske flygtninge kunne undslippe krigen og overgrebene. I dag kan ingen europæisk minister med troværdigheden i behold rejse rundt med det samme budskab.

Tværtimod så rejser europæiske ministre rundt i verden og opfordrer landene til at lukke deres grænser. Det er en ganske markant ændring på få år.

For alle, der forsøger at undslippe krig, konflikt og forfølgelse, er det en dybt alvorlig situation. Og antallet af flygtninge og fordrevne i verden er steget til det højeste tal siden anden verdenskrig.

Den politiske krise ser vi i en lang række europæiske lande, hvor stærkt nationalistiske og populistiske partier vinder frem, hvor grundlæggende menneskerettigheder og værdighed kommer under pres, og hvor det internationale samarbejde både i verden og i EU undermineres.

Nationalismen og protektionismen ses tydeligt med de hegn og mure, der bygges, i Brexit, i den markante krise i Verdenshandelsorganisationen, WTO, og i manglen på fremskridt i stort set alle typer af internationale forhandlinger.

Og nationalismen står stærkest i en række østeuropæiske lande, der modtager meget få flygtninge og irregulære migranter, men som (mis)bruger frygten for de få, der kommer, til at høste massive politiske gevinster.

Det er de egentlige kriser. En beskyttelseskrise og en politisk krise.

Jeg respekterer den bekymring, der er, og at det er nødvendigt at beskytte EU’s ydre grænser. Men det er på tide at få spørgsmålet om migration og flygtninge sat i perspektiv. Det er ikke vor tids største udfordring. Der er ikke en migrations- eller flygtningekrise i Europa og i EU. Langtfra.

Det ville være befriende, hvis politikerne fra de store og gamle politiske partier turde sige det. Vi er ikke i krise på grund af en folkevandring fra Afrika. Vi er i krise på grund af en politisk vandring mod det yderste højre og en markant svækkelse af det internationale samarbejde og af menneskerettighederne.

Den krise skal vi løse. Ellers kommer EU og verden for alvor i problemer.

----------

Christian Friis Bach er fhv. generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, udviklingsminister for Radikale og undergeneralsekretær i FN.

Forrige artikel Jarl Cordua: Rød valgsejr kan udløse magtkamp i Venstre Jarl Cordua: Rød valgsejr kan udløse magtkamp i Venstre Næste artikel SV-spøgelset trukket ud af skabet: Løkke sætter bommen ned for højreekstremer SV-spøgelset trukket ud af skabet: Løkke sætter bommen ned for højreekstremer
”Vi siger ikke det er sandt”

”Vi siger ikke det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.