Gensyn med nej'et i 1992

FORBEHOLD: Hvorfor sagde danskerne nej i 1992, og hvad sagde de egentlig ja til i 1993? Altinget går på jagt i den danske EU-skepsis dengang og nu.

Partilederne fra de tre store ja-partier, Socialdemokratiet, Konservative og Venstre, på valgaftenen 2. juni 1992.<br><br>
Partilederne fra de tre store ja-partier, Socialdemokratiet, Konservative og Venstre, på valgaftenen 2. juni 1992.

Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES – Det kom som et chok, da danskerne stemte nej til EU’s Maastricht-traktat en junidag i 1992. Det var et chok i Danmark, hvor det politiske etablissement gik ud fra, at afstemningen var hjemme. Og det var et chok ude i Europa.

For første gang afviste et land en traktat og punkterede illusionen om, at europæerne havde stukket deres ledere en underforstået blankocheck til at lede dem mod en stadig snævrere politisk union. “Reaktionen var bestyrtelse,” siger Poul Skytte Christoffersen, der dengang sad i EU’s Ministerråds generalsekretariat i Bruxelles som højre hånd for daværende generalsekretær Niels Ersbøll.

”Danmark havde været en meget aktiv forhandler undervejs, hvilket var et komplet skifte fra den fodslæbende danske holdning i 80’erne til en bred politisk enighed i Folketinget om at have en meget offensiv europapolitisk holdning til Maastricht. Så reaktionen fra de andre var: Hvad sker der?"

”Men det viste jo nok, at politikerne i Danmark var løbet foran befolkningen, og at den holdning ikke nød tilstrækkelig opbakning,” siger den tidligere diplomat.

Fakta
Det nationale kompromis
Aftalen bag de fire danske forbehold går under navnet ”det nationale kompromis” og blev til som et samarbejde mellem SF, Socialdemokraterne og Radikale, som Venstre, Konservative, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti tilsluttede sig oven på nej'et til Maastricht-traktaten.
Det eneste parti i Folketinget, der stod udenfor, var Fremskridtspartiet. Målet med det nationale kompromis var at respektere nej’et fra 2. juni 1992, men samtidig gøre det muligt at komme videre med samarbejdet.

Kompromiset indebar, at Danmark stod uden for:
  • Den fælles forsvarspolitik
  • Det økonomiske og monetære samarbejde (Euroen)
  • Unionsborgerskabet
  • Retsområdet, når samarbejdet krævede afgivelse af suverænitet.
Dertil kom en række hensigtserklæringer om blandt andet at arbejde for et mere åbent og demokratisk EU. Det lagde grund til, at de øvrige stats- og regeringschefer i december 1992 i Edinburgh kunne nikke til den danske særordning, som blev sendt til afstemning 18. maj 1993.
Med det danske ja kunne Maastricht-traktaten træde i kraft 1. november samme år.

Foto:

Pæn opbakning
På overfladen virkede danskerne ellers ganske tilfredse med samarbejdet. Lige siden 1970’erne og frem til i dag er der lavet målinger af holdningen til EU, og hvorvidt befolkningen mener, at Danmark har gavn af at være med.

”Netop i 1992 toppede den andel af danskerne, som mente, at medlemskabet var en god ting. Den kurve havde været støt stigende og var på sit højeste i midten af nej’et. Så derfor var det noget andet, der gjorde, at vi stemte nej,” siger Catharina Sørensen, der er forskningschef hos Tænketanken Europa med speciale i netop folkelig euroskepsis.

Den eneste lov, der er om folkeafstemninger, er, at hvis folk er usikre på noget, så stemmer de nej.

Rebecca Adler-Nissen
Lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Det ”andet”, der var med til at overbevise 50,7 procent af danskerne om at sætte deres kryds ved et nej til Maastricht-traktaten, handlede til en vis grad om, at man – med god grund - anså datidens EU for at være for lukket og for udemokratisk, konstaterer hun.

”Men hovedgrunden var helt klart, at man følte, at det gik langt ind over ens selvbestemmelse og den danske identitet og suverænitet,” siger hun.

Store skridt
Maastricht-traktaten var også ret beset et kvantespring. Den nye traktat banede vejen for samarbejde, der senere skulle munde ud i en fælles mønt, fælles grænse-, asyl- og indvandringspolitik og en fælles udenrigspolitik.

Hos nej-siden, der i 1992 bestod af SF, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti og uden for Christiansborg af Enhedslisten samt organisationer som det tværpolitiske Folkebevægelsen mod EF (senere EU), ansås det for en helt forkert retning for det dengang 12 lande store fællesskab.

”Man ville udvikle samarbejdet fra økonomi og handel til alle dimensioner af en stat. Og det var vi imod på det tidspunkt, blandt andet fordi de andre nordiske lande og Centraleuropa ikke var med,” siger Jens-Peter Bonde, der gennem sit mangeårige medlemskab af Europa-Parlamentet for først Folkebevægelsen mod EF og senere den nu nedlagte Junibevægelse var kendt som Danmarks mr. No.

Også Enhedslisten var ekstremt kritisk.

”Grundlæggende mente vi, at EU var på vej i en gal retning, som var mere overstatslig og militariseret uden reelt demokrati. Det ønskede vi at stoppe. Og det lykkedes jo, indtil det blev gjort til et dansk spørgsmål og en dansk løsning. Det var i sig selv et kæmpe nederlag for os,” siger Søren Søndergaard, partiets nuværende EU-ordfører.

En dansk løsning
Til nej-sidens store ærgrelse blev det danske nej nemlig ikke nogen løftestang til at komme af med eller få ændret på Maastricht-traktaten.

Det stod meget hurtigt klart, at samarbejdet ville fortsætte som planlagt. Bare uden Danmark.

”Prioriteten fra de andre var at finde en løsning, som ikke krævede, at man åbnede traktaten igen,” siger Poul Skytte Christoffersen, der som EU-embedsmand var med til at rage kastanjerne ud af ilden oven på det danske nej.

Svaret blev fundet i det såkaldte nationale kompromis mellem de fem ja-partier og SF og Kristeligt Folkeparti fra nej-siden, der sammen fandt formlen for den danske særstatus, herunder de fire forbehold på unionsborgerskab, det økonomiske og det militære samarbejde og så det retsforbehold, som regeringen har sat til afstemning 3. december.

Det kunne de andre lande gå med til, så længe det ikke påvirkede dem hverken nu eller senere.

”Prisen var, at Danmark ikke måtte forhindre andre i at overgå til et mere bindende samarbejde længere nede ad vejen,” siger Poul Skytte Christoffersen.

Ja til hvad?
18. maj 1993 gik danskerne så i stemmeboksene for anden gang og leverede et ja på 56,4 procent til den nye aftale, som betød, at Maastricht-traktaten kunne træde i kraft i november samme år.

”Efter både SF og Kristeligt Folkeparti hoppede over på ja-siden, stod vi totalt chanceløse i folkeafstemningen. Styrkeforholdet mellem de etablerede partier og samtlige massemedier over for os sammen med et Fremskridtsparti i vild opløsning var ændret. Det gav sig selv – da var løbet kørt,” siger Jens-Peter Bonde, der på det tidspunkt havde stiftet Junibevægelsen og kæmpet for et nej gennem den.

Han tvivler dog kraftigt på, at danskerne var helt og aldeles klar over, hvad det var, de sagde ja til.

”De anede ikke, at det stadig var Maastricht- traktaten, de stemte om. Ordet union var totalt forsvundet,” siger han.

Også forskningschef ved Tænketanken Europa Catharina Sørensen har sine tvivl om det.

”Der blev lavet en meningsmåling på dagen, hvor folk blev spurgt, om de kunne nævne de fire forbehold. Og det var helt ekstremt få, der kunne nævne dem. Så det var ikke substansen, der ændrede noget. Jeg tror, folk følte, at de fik særbehandling, og politikerne kunne italesætte, at de nu var på vagt over for de ting, der virkede farlige i EU. Det var nok til, at man kunne vende det lille nej fra ’92,” siger Catharina Sørensen.

Mager retspolitik
Der var dog ingen, der rigtigt vidste, hvad det i praksis ville komme til at betyde at stå udenfor på de områder, som siden kom i eksplosiv vækst.

På retsområdet, som vi nu skal stemme om, var samarbejdet på det tidspunkt så sparsomt, at det mest bestod af et meget løst politisamarbejde og så det grænseløse Schengenområde, der på daværende tidspunkt endnu ikke var en officiel del af EU og kun talte en håndfuld EU-lande.

Selve Maastricht-traktaten lagde kun grunden til et fremtidigt snævrere retssamarbejde. Det forblev i første omgang sådan, at nye tiltag blev forhandlet mellem stater med fuld vetoret uden for EU’s normale fælles beslutningsregler.

Det betød også, at Danmark tog forbehold for noget, som endnu ikke fandtes i praksis, og som man i de første mange år slet ikke mærkede noget til, fordi man godt kunne være med, så længe man ikke afgav suverænitet.

”Grundlæggende var der ikke meget andet i det, end at man vidste, at det var et følsomt område. Så det var lidt gætteri, da man skulle brygge forbeholdet sammen,” siger lektor Rebecca Adler-Nissen, der forsker i Danmarks EU-forbehold ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab.

”Det er først, da Schengen senere bliver en del af samarbejdet og fungerer som motor, at der kommer mere skub i det, samtidig med at EU rammes af nogle eksterne chok, som forklarer, hvorfor samarbejdet har udviklet sig, som det har,” siger hun.

Bye bye Europol
Det gælder 11. september-terrorangrebene og de efterfølgende bomber i Madrid og London, men også EU’s udvidelse mod øst, der har været med til at gøre retsområdet til det hastigst voksende politikområde i EU i nyere tid.

Det har betydet mere overflytning af kompetence til EU og med det, at Danmark langsomt er helt på vej ud af det retlige samarbejde og for eksempel snart ikke længere vil kunne være medlem af det europæiske politisamarbejde Europol.

Den problemstilling har stået klar for politikerne i mere end et årti, hvorfor det også har været en prioritet for skiftende regeringer at få omdannet forbeholdet til en såkaldt tilvalgsmodel, der lader Folketinget afgøre fra sag til sag, hvor Danmark skal være med. Det lykkedes i forhandlingerne om den hedengangne Forfatningstraktat i 2004 at få en sådan model, som siden er blevet skrevet ind i Unionens eksisterende lovgrundlag, Lissabontraktaten.

Men den afventer en dansk folkeafstemning, før den kan træde i kraft, hvilket der først er blevet politisk appetit på, efter at faren for en Europol-exit er blevet overhængende.

No-brainer?
Fra ja-partierne er tilvalgsordningen blevet præsenteret som lidt af en nobrainer, som giver Danmark ret til at vælge et retssamarbejde à la carte, hvor vi fortsat vil stå uden for EU’s samarbejde på asyl- og indvandringsspørgsmål.

Men der er grund til ikke at tage noget for givet, mener lektor Rebecca Adler-Nissen.

”Den eneste lov, der er om folkeafstemninger, er, at hvis folk er usikre på noget, så stemmer de nej,” siger hun.

”Nu har vi haft patentdomstolsafstemningen sidste år, som blev et rimeligt rungende ja, hvilket nok kan overraske mange, fordi det var selv samme afstemning, hvor Dansk Folkeparti drønede frem og blev det største danske parti i Europa-Parlamentet. Men det var, fordi en meget stor del af dem, der stemte på Dansk Folkeparti, faktisk stemte ja til patentdomstolen. Der er vi lidt købmandskabsagtige – vi vil godt være med, hvis det kan betale sig for Danmark. Men hvis det er noget, som kan løbe løbsk, eller man ikke kan overskue, så må man hellere for en sikkerheds skyld sige nej,” siger Rebecca Adler-Nissen.

For hende at se er netop retsområdet et af de følsomme områder, som det ikke er givet, at danskerne har mod på at overlade til politikerne. Det er hendes forskerkollega fra Tænketanken Europa kun delvis enig i.

”Rigtig mange danskere mener, at EU blander sig i for meget. Den generelle følelse i Danmark i dag er, at EU er godt nok, men hvis man selv kunne vælge, så skulle EU handle om færre ting. Men netop når det kommer til retsforbeholdet, så tror jeg godt, at danskerne kan se en nytteværdi,” siger forskningschef Catharina Sørensen, der peger på, at ni ud af ti danskere er positive over for dansk deltagelse i Europol, og at der er generel opbakning til de praktiske aspekter af samarbejdet.

Alligevel anerkender hun, at hvis nej-siden får styrket argumentet om, at den nye ordning er en glidebane mod mere fremtidig EU-indblanding, så vil det have en effekt.

”Så snart det er noget, som kan gå ud over den måde, vi gør tingene på herhjemme, så er der skepsis. Det har der været, og det er der i dag. Det vil der også være 3. december og formentlig også i fremtiden,” siger Catharina Sørensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens-Peter Bonde

Forfatter, redaktør, medstifter, JuniBevægelsen, fhv. MEP (Folkebevægelsen mod EF og Junibevægelsen)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

Poul Skytte Christoffersen

Seniorrådgive, Macroadvisory Partners og European Policy Centre
cand.polit. (Københavns Uni. 1973)

Søren Søndergaard

Fhv. Informationschef, Europa-Parlamentets informationskontor i Danmark
cand.polit.

0:000:00