Debat

Google: Vi hugger ikke annoncører fra medierne

Google stjæler hverken annoncører fra medierne eller udnytter indholdet. Vi linker til det. Annoncører vælger selv det sted, hvor det bedst giver mening at reklamere, skriver Christine Sørensen.

Hele ideen om, at Google skulle skovle penge ind på
baggrund af mediernes indhold, er simpelthen forkert, skriver Christine
Sørensen.
Hele ideen om, at Google skulle skovle penge ind på baggrund af mediernes indhold, er simpelthen forkert, skriver Christine Sørensen.Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix
Christine Sørensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Medier tjener flere penge på trafik og abonnementer, som de får via platforme, end platformene tjener på det materiale, som medierne lægger ud hos dem".

Det kunne lyde som noget, Google har skrevet. Eller måske et nystartet internetmedie? Men nej, udsagnet stammer såmænd fra en af verdens mest anerkendte nyhedsorganisationer, det 143 år gamle Washington Post.

Observationen er værd at notere i en tid, hvor visse danske medieorganisationer vedholdende blæser til konflikt snarere end at mødes og finde løsninger. Senest her på Altinget, hvor Danske Mediers spidser – endda i rubrikken – gentog sit budskab om, at techgiganter har en "enorm indtjening på medier".

Google tjener minimalt på at henvise til mediers indhold

Christine Sørensen
Politisk chef, Google Danmark

Nyheder giver ikke annoncekroner
Det er ikke korrekt. Google tjener minimalt på at henvise til mediers indhold.

Det skyldes, at kun under to procent af danskernes søgninger er på nyhedsindhold – og netop de søgninger er der næsten aldrig annoncer på. Annoncører ønsker at vise deres annoncer, hvor det har effekt, og det er ikke ved siden af nyhedshistorier om coronakrisen, jordskælv eller partihop på Borgen.

De betaler derimod for at vise deres produkter, når folk søger på røde kondisko eller støvsugere. Derfor er hele ideen om, at Google skulle skovle penge ind på baggrund af mediernes indhold, simpelthen forkert.

Det er rigtigt, at Google tjener mange penge på annoncer, for eksempel fra danske virksomheder, for hvem platformen er et afgørende middel til – på en billig og effektiv måde – at nå ud til kunderne og dermed vokse.

Især vigtigt i en krisetid som denne. Det er i vidt omfang helt små virksomheder: Den lokale frisør, kørelærer eller tøjbutik. Små forretninger, som alligevel ikke råd til en helsidesannonce i avisen. 

Så kort fortalt: Google hugger ikke annoncører fra medierne – annoncører vælger selv, hvad der virker bedst for dem. Og vi 'stjæler' eller 'udnytter' ikke mediernes indhold – vi linker til det.

Google ønsker at samarbejde
Måske er tiden kommet til at se på ligheder og muligheder frem for forskelle og konflikt? Uafhængige medier, store som små, er en vigtig livsnerve i samfundet med deres produktion af kvalitetsindhold.

Google er sat i verden for give folk mulighed for at finde troværdig information, oplyse sig og ytre sig. På den måde klæder både publicistiske medier og åbne platforme befolkningen på til den demokratiske samtale.

Ofte hører man indignerede stemmer banke i bordet og sige, at nu må de store techvirksomheder betale for mediernes indhold – som om vi var uenige. Det er vi ikke. Vi ønsker tværtimod at samarbejde om netop det.

Google ønsker rigtignok ikke at betale for at linke til indhold, fordi vi – ligesom rigtig mange andre i debatten – frygter, at det vil underminere internettets fundament. Derfor understreger EU's nye ophavsretsdirektiv (som Danmark er ved at implementere) netop også, at links og korte tekstuddrag ikke skal være til forhandling.

Vi har rakt hånden frem til danske medier i håbet om, at vi kan samarbejde om betaling for nyhedsindhold

Christine Sørensen
Politisk chef, Google Danmark

Vi betaler gerne for indhold
Til gengæld forhandler Google gerne om at betale for indhold. Helt konkret har det allerede ført til, at vi har aftaler med mere end 500 medier verden over, store som små, om betaling for indhold. Flere er på vej.

Modellen giver nyhedsorganisationer mulighed for at præsentere deres stof lækkert, opsætte dagens historier, give mere kontekst gennem for eksempel tidslinjer og få betaling for det. Det kommer selvsagt oveni den betydelige trafik fra Google, som medierne hver eneste dag kan omsætte til annonceindtægter.

Vi har rakt hånden frem til danske medier i håbet om, at vi kan samarbejde om betaling for nyhedsindhold. Det er en bedre løsning end skyttegravskrigen – ikke mindst for mediebrugerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00