Jens Chr. Grøndahl: Skal DF også bestemme vores udenrigspolitik?

Europa deler sig igen mellem vest og øst. På den ene side Tyskland og Frankrig i spidsen for de traditionelt EU-positive lande. På den anden side ”Visegradlandene” opkaldt efter den by ved Donau, hvor Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn i 1991 blev enige om at samarbejde, efter at Murens fald havde gjort det muligt for dem at indføre demokrati og tilnærme sig Vesten.

Det er historiens grumme ironi, at det fornyede modsætningforhold netop skyldes den udemokratiske udvikling i Polen og Ungarn, hvor magtens tredeling og domstolenes uafhængighed er under angreb.

Ironien bliver ikke mindre af, at Visegradlandene er uforandret glade for at modtage økonomisk støtte fra EU, samtidig med at man med sin nationalchauvinistiske højrekurs forsøger at bakke ud af den demokratiske kontrakt, som er samarbejdets forudsætning.

Polens og Ungarns regeringer er i den grad enige om at undergrave de forfatningsmæssige principper med magtfordrejende lovgivning, at Warszawa kan regne med et veto fra Budapest, når EU for første gang iværksætter den famøse Artikel 7 om suspension af en medlemsstats rettigheder. De er desuden enige med Prag og Bratislava om at lægge gift for enhver ansats til en solidarisk løsning på flygtningekrisen.

EU-modstandernes myte er nu som før, at Lille Danmark står over for mastodonten i Bruxelles. Som om vi ikke stod endnu mindre over for Rusland eller Kina. 

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Den fælles holdning til spørgsmålet – og til resten af EU – blev malende udtrykt af Tjekkiets tidligere præsident og premierminister Václav Klaus, da han i en pamflet sidste år i ramme alvor hævdede, at det er den politiske konsensus i Europa at slå alle porte op og hilse folkevandringen velkommen. (Václav Klaus og Jiri Weigl: ”Europe All Inclusive: A Brief Guide to Understanding the Current Migration Crisis”, Václav Klaus Institute 2017).

Som om Wir Schaffen Das ligefrem var blevet de europæiske politikeres motto.

Det har længe forplumret dansk indenrigspolitik, at højrefløjen er blevet stueren, mens den eftertænksomme nuancering kaldes ”elitær”.

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Mindre EU og slet ingen fremmede. Lyder det som en melodi, vi kender? Herhjemme er det med årene lykkedes for Dansk Folkeparti at gøre modviljen mod flygtninge og indvandrere til en fælles sag, der forener blå blok og Socialdemokraterne.

Succesen er så stor, at det nu belaster erhvervslivet, der som bekendt råber på udenlandsk arbejdskraft. Et eksempel er den jyske slagteridirektør, der forleden måtte overflytte en somalisk medarbejder til natskiftet for at få ham op på et lønniveau, der forhindrer udvisning.

Men hvis manden taler dansk, har et job og er socialt velfungerende, kan det så ikke være lige meget, om forholdene i Somalia opfylder kriteriet for hjemsendelse? Hvis ydeevnen og integrationsviljen er til stede, hvad er det da ved manden, der byder den politiske konsensus imod?

Vi har at gøre med en gråzone i argumentationen fra Thulesen Dahls og Inger Støjbergs side, og det er i dén, venstrefløjens beskyldning om gement fremmedhad finder grobund. Mens vi venter på, at sumpen drænes, og de tungerevejende grunde kommer for en dag, kan vi se lidt på, hvordan den nationale udlændingeaversion gør sig som udenrigspolitik.

For det første har DF haft held med at få regeringen til at afmontere FN’s kvoteflygtningeordning og dermed obstruere en model for international solidaritet, der ellers kunne sætte en stopper for menneskesmuglerne og den fatale trafik på Middelhavet.

For det andet har DF efter Brexit gjort det til sin målsætning – når vi nu ikke følger med briterne ud – at Danmark skal alliere sig med Visegradlandene og lægge afstand til den fransk-tyske ambition om at styrke det europæiske samarbejde. Og det ser ud til at lykkes.

Siger man ”Macron” til Løkke, svarer han med ”rugbrødsarbejde”. Fransk konditorkunst over for dansk pragmatisme? Selvfølgelig har statsministeren ligesom sine forgængere og sin efterfølger de evindelige forbehold at danse med som en kæmpe klods af træghed om benet. Der er ingen udsigt til at få forbeholdene ophævet, men hvorfor er det ikke engang tilladt at diskutere dem?

Frygten er stor for at tirre dansk politiks ukronede konge, der til gengæld er polyamourøs nok til også at lægge an på Mette Frederiksen.

DF’erne er ved at overtage De Radikales gamle rolle som magtens mandatjonglører. Men der fandtes dog sådan noget som et radikalt udsyn på verden uden for krostuens blyindfattede ruder. DF har kun stegt flæsk på menuen, til nød russisk salat, al den stund at Putins nyautoritære zarvælde har indfølte og forstående venner i danskhedens midtsøgende højreparti.

Det har længe forplumret dansk indenrigspolitik, at højrefløjen er blevet stueren, mens den eftertænksomme nuancering kaldes ”elitær”. Men hvad med Danmark og verden i form af FN – som vi modarbejder med vores kvotestop – og EU, som vi med vores forbehold er forhindret i at styrke? Endda på et tidspunkt, hvor danske erfaringer med flexicurity, grøn omstilling og tillid til samfundets institutioner kunne virke inspirerende for det kriseramte kontinent.

EU-modstandernes myte er nu som før, at Lille Danmark står over for mastodonten i Bruxelles. Som om vi ikke stod endnu mindre over for Rusland eller Kina. Eller som socialdemokraten Nick Hækkerup i egenskab af udenrigspolitisk ordfører sagde fra Folketingets talerstol under en debat i december: ”De internationale organisationer er uhyre vigtige for et lille land som Danmark. Og hvorfor er de det? Det er de, fordi vi ellers ender præcis i den situation, at det er de store lande, som kommer til at sætte deres magt igennem.” (Jyllands-Posten, 1. januar 2018).

På et tidspunkt hvor den tyske regeringskrise lammer aksen Berlin-Paris, og hvor de nationalautoritære Visegradlande, hvad EU-skepsis angår, til overflod har gjort sig til Storbritanniens ihærdige afløsere, har vi i Danmark al mulig grund til at diskutere med hinanden, om vores forbehold og mistro har udviklet sig til en blindgyde.

Diskutere kan vi vel, eller vil det være at forstyrre krostuens madro?

Forleden fandt jeg en bog frem, der i årene efter Murens fald var til stor inspiration for mange europæere, selv om den faktisk er skrevet, lige inden verden med ét blev forandret. Den italienske forfatter Claudio Magris tager i det mesterlige essayværk ”Donau” ud på det, han i undertitlen kalder ”en følsom rejse fra den store flods kilder til Sortehavet”.

Magris kunne ikke drømme om at definere en overgribende europæisk identitet, tværtimod er mangfoldigheden hans tema. For en gangs skyld er det ikke en floskel.

Det er en broget, heterogen og modsigelsesfuld kulturverden, han fremmaner, men også en verden, som er gået tabt. Donaus krogede løb forbandt jo især det habsburgske Østrig-Ungarn, og da dobbeltmonarkiet med Første Verdenskrig gik til grunde, var det også forbi med en særlig måde at være europæer på.

En fælles horisont, hvor det partikulære og særegne aldrig blev opfattet som modsætninger til fornemmelsen af at færdes i ét og samme historiske rum. I lyset af Viktor Orbans veto mod det europæiske fællesskab er det overraskende aktuelt at læse følgende i Claudio Magris’ lærde rejseskildring, her i Hanne Jansens oversættelse:

”Magyarernes nationalfølelse, som heroisk og lidenskabeligt gennemløber hele den ungarske historie, har sit udspring i en jord hvor invasionerne har afløst hinanden som flodbølger, hvor et utal af forskellige folkeslag i løbet af årtusinder har fundet sammen og aflejret sig: hunner og avarer, slaver og magyarer, tatarer og kumaner, jazyger og petschenegere, tyrker og tyskere. Disse folkevandringer hærgede, men civiliserede også landet – som tyrkerne der ikke blot bragte ødelæggelse og krig med sig, men også den islamiske kultur – og i deres kølvand fulgte det væld af blandinger, der er det hemmelige grundlag for enhver form for nationalisme og dens krav om etnisk renhed …”

Set i den belysning vil ”landsforræderi” først og fremmest sige at forråde historien om sit land og de mennesker, der i al deres indbyrdes forskellighed har præget det. Men Claudio Magris har desværre nok ret. Det er netop mødernes og blandingens uorden, der får usikre sjæle til at søge tilflugt i en illusion om forskelsløs kulturel samdrægtighed. Selv Danmark er jo ikke bare Danmark sådan i grundtvigsk forstand, men det er efterhånden kun Dronning Margrethe, der minder os om det, når hun i sin nytårstale sender en hilsen til Grønland og Færøerne.

I forhold til EU virker det direkte unfair, når man fra skeptikernes side ignorerer, at den nuværende kommission faktisk synes at have taget ved lære og eksplicit har gjort det til en målsætning at imødekomme den folkelige fremmedgørelse over for projektet. Hvem ved, måske har kommisærerne ligefrem læst, hvad Claudio Magris skriver om ”den århundredlange habsburgske politik, der hellere satte sin lid til en kløgtig fleksibilitet og en opmærksom nonchalance.”

Hvis danskerne stadig vil Europa – og det vil vi trods alt, når vi bliver spurgt – er det for beskedent at tilskære udenrigspolitikken i overensstemmelse med Folketingets mest obsternasige hjemmefødninger. Pragmatismen bliver meningsløs, hvis vi ikke kan se os selv i en større sammenhæng. Ind imellem må rugbrødsmadderne altså afløses af makroner.

--------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.