Gymnasieelev: Mitchel Oliver skaber selv den polarisering, han beskylder venstrefløjen for

Det neutrale rum findes ikke

For det første hviler argumentet på en forestilling om, at politik kan og bør trækkes ud af hverdagen, så livet kan vende tilbage til et neutralt fællesrum. Men dette “neutrale fællesrum” er langt fra så begribeligt, som Mitchel Oliver fremstiller det.

Historisk har det været et rum defineret af dem, der i forvejen passede ind. For mange kvinder og minoritetspersoner har hverdagen derfor aldrig været neutral, men præget af normer og beslutninger de ikke selv har haft indflydelse på. Det ses i, hvem der har kunnet leve deres liv uden løbende at skulle forklare eller forsvare deres måde at leve på.

At påpege dette er ikke at gøre “alt politisk” af ideologisk ivrighed, men at erkende at politik også er det, der former rammerne for vores liv.

Når nogen i dag vælger at tænke over klima eller ligestilling, er det ikke et udtryk for totalitær ideologisk tænkning. Det er lige så meget et forsøg på at tage ansvar, i en verden hvor individuelle valg kan have kollektive konsekvenser.

Højrefløjen politiserer i høj grad hverdagen, blot omkring andre værdier: familie, nation, tradition, køn, kultur og sprog.

Vitus Ditlev Christensen
Gymnasieelev

For det andet opstiller kommentaren en skarp modsætning mellem venstrefløjen og højrefløjen. Venstrefløjen fremstilles som en bevægelse, der ser magt og undertrykkelse overalt, mens højrefløjen fremstilles som livets beskytter. Dem, der vil lade mennesker være og give friheden ”tilbage” til folket. Men også dette er en karikatur.

Højrefløjen politiserer i høj grad hverdagen, blot omkring andre værdier: familie, nation, tradition, køn, kultur og sprog.

Når bestemte familieformer hyldes som mere “rigtige” end andre, eller når nationale symboler bruges som moralsk målestok, er det også politisering. Forskellen er ikke, om der politiseres, men hvad der politiseres – og hvis normer der bliver fremstillet som neutrale.

Mennesker reduceres til ideologi

For det tredje lider kommentaren under en meget alvorlig overdrivelse, når den sammenligner nutidens sociale konflikter med DDR’s totalitære system.

Der er hverken statslig overvågning eller hemmeligt politi i Danmark. At ligestille nutidig værdikritik med DDR’s totalitære kontrol er ikke en saglig analyse, men en skræmmefigur, der udvander vores forståelse af historiske overgreb og bestemt ikke medvirker til en saglig debat.

Endelig er der et mere grundlæggende problem med Mitchel Olivers kommentar: Han hævder at forsvare det menneskelige imod ideologien, men taler selv i et sprog, der reducerer mennesker til blot at være ideologi.

“Den venstreorienterede” fremstilles som et næsten ensartet væsen, drevet af moralistisk trang og manglende tolerance. Det er netop den form for generalisering, kommentaren ellers advarer imod.

Mitchel Olivers kommentar er ikke et forsvar for neutralitet, men for bestemte værdier forklædt som fravær af værdier.

Vitus Ditlev Christensen
Gymnasieelev

Sammenhængskraft skabes ikke ved at erklære politik for uønsket i hverdagen. Den skabes ved, at mennesker med forskellige erfaringer og værdier kan bevare en relation uden at fornægte de forskelle, der faktisk findes.

Uenighed forsvinder ikke af, at man lader, som om den ikke er der – hverken i familier eller på arbejdspladser. Sammenhængskraft kræver derfor ikke mindre politik, men mere plads til uenighed og større vilje til refleksion.

Ensidig moralsk dommer

Mitchel Oliver skriver, som om han står uden for ideologi og blot forsvarer det menneskelige mod det politiske. Men den position findes ikke. Hans kommentar er ikke et forsvar for neutralitet, men for bestemte værdier forklædt som fravær af værdier.

Når han udskammer “den moderne venstreorienterede” som moralsk fanatiker og implicit fremstiller sig selv som repræsentant for fornuft og rummelighed, indtager han selv den moralske dommerposition, han hævder at kritisere. Hans domme er ikke universelle, men ensidige.

Det er ikke mindre ideologi, men ideologi, der nægter at erkende sig selv. Og netop denne forestilling om egne værdier som neutrale er en af de mest klassiske drivkræfter bag polarisering.