Hanne-Vibeke Holst: Den betalte tænkepause er også værd at kæmpe for

KOMMENTAR: Som alle kunstnere og videnskabsfolk ved, er det, når vi tillader os at koble af, slippe rutinen og løfte blikket, at de gode idéer pibler frem. Så hele samfundet har brug for en tvungen tænkepause, skriver Hanne-Vibeke Holst.

Enhver offentlig ansat ved, hvad en spisepause er. Nej, det er ikke niogtyve hyggelige minutter, hvor man slapper af og nyder maden og det kollegiale samvær efter at have forsynet sig fra kantinebuffeten. En spisepause er et stridspunkt, en knast, der kan udløse splittelse og (endnu i skrivende stund) storkonflikt i Dannevang.

Spisepausen er nemlig penge værd, milliarder af kroner, og det er som altid dem, man slås om. Jo flere moneter, jo hårdere er kampen. Men selve pausen, sikringen af arbejdsdagens pusterum, får ingen musketer til at trække blank. I vores tidsoptimerede konkurrencesamfund er pausen an sich stille og roligt ved at blive sløjfet og er efterhånden lige så truet som honningbien – der bliver færre af dem, frataget levesteder, som de er i de åbne kontorlandskabers udpinte habitat af udtørrede vandhuller og oppløjede blomsterenge.

Her vil det være uretfærdigt kun at rette fingeren mod arbejdsgiveren – lønmodtagerne har selv udviklet sig til nogle ferme pausedræbere.

Kikærtesalaten sluges foran skærmen, computer eller smartphone, eller man arbejder igennem og går i stedet en halv time tidligere hjem. For pauser er noget analogt, der hører gamle dage til – og snart vil det kun være de pensionsmodne (også kaldet seniorer), der kan svømme hen i pinlig arbejdspladsnostalgi og henført berette om dengang, man gav sig tid til at holde sine pauser – kaffepause, frokostpause, rygepause – sammen.

Det var dengang, der også blev fortalt vittigheder, som kunne forårsage kollektive latterbrøl og gøre mandag til fredag. Hvis der overhovedet lyttes til de runkne dinosaurer, der også kan underholde om telefax og skrivemaskiner med kuglehoveder, vil indvendingen lyde: Jamen, hvorfor skal man dog spilde sin ungdom på at holde pause? Med de andre? Til hvilken nytte?

Ja, ligesom honningbiernes bestøvning er uundværlig for biodiversitet, økosystemer og afgrøder, er pausen også nødvendig for os – vi højtydende stressapparater er dybt afhængige af at blive bestøvet. Uden pollen visner vi langsomt hen, mister vores kraft og kan ikke længere sætte nye frø - og hvilket dystopisk fremtidsscenarie vil der så ikke vente bureaukraterne i Moderniseringsstyrelsen?

Uden pauser går du ikke bare kold, du går gold! Alle eksperter i kreativitet, herunder kunstnere og videnskabsfolk, ved det – det er i mellemrummet, de gode idéer pibler frem. Det er, når man tillader sig at koble af, at slippe rutinen og løfte blikket fra arbejdsopgaverne og de ophobede problemer, at hjernen leverer det brillante Georg Gearløs-indfald, den geniale løsning og det overrumplende aha!-moment.

Det er også dér – under bruseren, i solen, midt i forårsrengøringen – at der bliver plads til at gruble over, hvem man er, og om man egentlig gør det rigtige. Om man er i sync med sig selv og sine egne værdier. Det er den slags grundrefleksioner, der skubbes til side, når man pisker rundt i hamsterhjulet og ikke kan se længere end til næste to do-punkt.

Problemet er, at det er så svært at trække stikket. Selv i ferierne kører inertien videre, for også den er programsat og beslaglagt med krav og forventninger. Så hvornår kan vi stoppe op?

Tjae, under en storkonflikt. Jeg er med på, at strejker og lockout helst skal undgås. De er dyre og besværlige og alt det. Men bare en lillebitte én, bare et par dages nedlukning af samfundsmaskineriet kunne give os alle sammen et break. En unik chance for at tage en tvungen pause – ikke bare en flad-ud-i-Netflix-sofaen, men en tænkepause.

Ikke mindst vores overbebyrdede ministre ville have godt af at blive sendt hjem på en tænker. For en gangs skyld kunne de tage arbejdstøjet af i stedet for altid at skulle tage det på. Så kunne de tusse rundt i laksko og hængerøv langt fra Borgen og i ro og mag få tænkt sig ordentligt om. Endelig få tid til at overveje visdommen i de forslag, forlig og love, som blev fremlagt, indgået og vedtaget i kampens hede og meldt bombastisk ud – med ministeren komisk flankeret af fadderne – for rullende kameraer.

For ved nærmere eftersyn er beslutningerne måske ikke lige fornuftige alle sammen.

Er det eksempelvis særlig begavet at lade en kæmpe nedrivningskugle smadre Danmarks Radio, danskernes vigtigste public servicekanal, i en tid hvor demokratiet og den fælles samtale også (som bierne) er trængt? Hvordan kan man vide, at kulturministerens disruptionstrategi vil virke efter hensigten? At en skøn Fugl Føniks vil rejse sig af asken. Vil der ikke snarere være en betydelig risiko for, at en institution, som det har taget næsten hundrede år at bygge op, med ét slag vil blive tilføjet ubodelig skade? Simpelthen ødelagt?

Visse ministre kunne benytte lejligheden til uforstyrret at tænke over rationalet i disse års ideologiske eksodus, Den Store Udflytning. Hvor intelligent er det at tro, at man per dekret kan skabe små hovedstadskopier hér og dér og forvandle jyder, fynboer, lollikker og bornholmere til en slags københavnersnuder?

Er det i det hele taget muligt at smøre eliten og speltsegmentet tyndt ud? Eller kunne man snarere forestille sig, at gevinsten ved de på enhver måde omkostningstunge, maoistisk inspirerede tvangsforflyttelser vil blive ædt op af collateral damage? Vil Bogense på nogen måde kunne registrere, at Dansk Sprognævn placeres dér? Vil den idylliske købstad få et mærkbart løft og omsætningen stige på Café Solo – eller vil denne kosmetiske botoxbehandling udelukkende føre til skamfering af et velanskrevet forskningsmiljø til irreversibel skade ikke bare for nævnet, men for vidensniveauet?

Måske kunne nogen i sit uforstyrrede lønkammer endda nå til den kætterske konklusion, at power-til-provinsen og ned-med-København er dømt til at mislykkes, eftersom man i sin centraliseringsiver for længst har fjernet de vitale organer (skoler, biblioteker, posthuse, sygehuse og så videre) fra udkanten. Patienten lader sig jo ikke genoplive ved symbolsk tilførsel af nyt blod, vel?

Eventuelt kunne man endda overveje, om der er en grund til, at de skarpeste hjerner og de mest driftige søger mod metropolen (gå ned af en hvilken som helst provinshovedgade efter kl. 18.30, og du vil vide hvorfor!), ikke bare i Danmark, men overalt på kloden? Periferiens hvilepuls er bare lavere, og det kan ingen DF’er lave om på.

Endelig kan man håbe på, at et par ministre (kultur/finans) ofrer arme Rane Willerslev en tanke. For hvis ikke denne innovative direktør for Nationalmuseet skal flygte skrigende tilbage til Sibiriens ødemark, har han brug for et politisk vrid i rattet. En så dedikeret ildsjæl burde anvende sin fantasi og sine evner på at udvikle vores ypperste museum og ikke øde de fleste af sine vågne timer på febrilsk at redde guldhorn og publikum efter grønthøsterens hærgen.

Willerslev, den gamle pelsjæger, siger, at de årlige toprocentsbesparelser – som af Finansministeriet administrativt (!) netop er blevet forlænget til mindst 2021 – sender de institutioner, som har til opgave at forvalte vores kulturarv, durk ind i en dødsspiral, der før eller siden vil føre til undergang. Formentlig også hans egen, hvis han bliver så længe.

Mikkel Bogh, direktøren for Statens Museum for Kunst, har frustreret sat en tidsfrist på – SMK må lukke i 2024, hvis besparelserne fortsætter. Det Kongelige Teater og Det Kongelige Bibliotek har samme kniv for struben og så fremdeles.

Er det sådan nogle afmagrede kulturinstitutioner, vi ønsker at give videre til børnebørnene? Eller kunne man under opholdet i tænkeboksen nå frem til det modsatte – at vi skal styrke kulturen og dens institutioner. Kunst og kultur er ikke bare nice to have, men need to have i et dynamisk samfund, der både er optaget af, hvem vi var, hvem vi er, og hvem vi kan blive.

Der er meget mere at spekulere over. Både for politikerne og os andre. Alt for meget til en afgrænset storkonflikt. Så faktisk burde den indgå som et krav i de næste overenskomstforhandlinger. Den betalte tænkepause. Som mindst vil være 27 milliarder værd. 

Forrige artikel Hanne-Vibeke Holst: Giv os bare en lillebitte lockout Hanne-Vibeke Holst: Giv os bare en lillebitte lockout Næste artikel Majbritt M. Nielsen: Det er dyrt at dø i Danmark Majbritt M. Nielsen: Det er dyrt at dø i Danmark
Sommerpodcast: Liberalisme i Danmark

Sommerpodcast: Liberalisme i Danmark

AJOUR: Såvel Venstre, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance henviser til liberalismen, som deres ideologi. Alligevel er partierne uenige og forskellige. Hvad handler det om?