Kommentar af 
Harun Demirtas

Harun Demirtas: DF har fat i noget - hvorfor gifter danske muslimer sig ikke med etniske danskere?

KOMMENTAR: Når vi deler land, skole og arbejdsplads, hvorfor omgås vi så ikke privat med mennesker, der ikke ligner os selv? Hverken etniske danskere eller danskere med muslimsk baggrund er gode til at danne parforhold eller venskaber på tværs.

Det er stort set kun homoseksuelle, som danner par på tværs af etniske skel, skriver Harun Demirtas.
Det er stort set kun homoseksuelle, som danner par på tværs af etniske skel, skriver Harun Demirtas.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Harun Demirtas
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk Folkeparti har foreslået, at udlændinge skal gifte sig dansk, før de kan få dansk statsborgerskab.

Hvorfor mon et parti som DF, der i den grad gør deres for at forhindre, at udlændinge kommer til Danmark og bliver boende, nu vil gøre det mere populært med dansk-etniske-ægteskaber?

Jeg er overrasket. Men de har fat i noget.

I min brune omgangskreds er der nemlig ikke mange, der gifter sig på tværs af kulturer. Selvom alle kalder sig for danske trods deres forskellige rødder og hudfarver, er der alt for få, der gifter sig med etniske danskere.

Fakta
Harun Demirtas er tidligere flygtning og arbejder til daglig som sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd, kreds H, samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det samme gælder dog også min omgangskreds af etniske danskere, der leder efter en drømmepartner i evigheder, men alligevel swiper til venstre på Tinder, når der dukker et udenlandsk navn op.

Det ligger bare ikke naturligt til folk, at Camilla kan gifte sig med Ali - og omvendt.

 Danskerne er dårlige til at invitere mennesker fra muslimske miljøer ind og omvendt.

Harun Demirtas

Derfor har Dansk Folkeparti fat i noget – for når vi deler land, skole, opgang og arbejde, hvorfor tør vi så ikke gå på date på kryds og tværs?

Min omgangskreds er ikke racister. De diskriminerer heller ikke. Og de er nogle af de første, der går til tasterne, når nogen skriver forfærdelige og racistiske kommentarer til mig. Men tanken om at date (nu siger jeg det, som det er) en muslim, sker bare ikke... Problemet er, at der er alt for få, der vil gifte sig med muslimer - og omvendt på grund af social kontrol.

Den eneste fremgang, jeg dog ser i forhold til at gifte sig eller leve sammen, er i homoseksuelle kredse, hvor det er mere udbredt, at den ene part er muslim og den anden etnisk dansker. De er langt bedre end min heteroseksuelle omgangskreds.

Måske kommer det af, at de i forvejen er en minoritet qua deres seksualitet og derfor tør springe ud over de "gængse normer".

Udover parforhold er der også alt for få, der har mangfoldige venskaber.

Når jeg kigger på min vennekreds, så opdager jeg faktisk også, at jeg måske er den eneste muslimske ven, mine venner har. Det kommer måske af den famøse tankegang "han er jo ikke ligesom andre muslimer", men hvad nu hvis de andre muslimer, du eventuelt kunne møde, er ligesom mig? Tænk, alle de mænd, kvinder, potentielle partnere og fantastiske venner, du går glip af!

Det er ikke, fordi hverken etniske danskere eller danskere med muslimsk baggrund er racister. De vil bare ikke omgås med "de andre". Og hvis de kan, vil de faktisk heller ikke have, at deres børn skal.

Tyrkere sender deres børn i friskoler med andre tyrkiske elever, og etniske danskere sender deres børn til private skoler.

Læs også

Jeg er bange for, at vi ender med at lære om hinanden gennem politik, tal, statistik og avisartikler, hvor frygten for at bo sammen med andre, der ikke ligner os selv, bliver sprøjtet ind i os som gift. Det er de historier, der bliver delt på sociale medier, der bliver vores grundlag for vores møde med andre, der ikke ligner os selv.

Vi tager aldrig selv initiativ til at lære dem at kende. Danskerne er dårlige til at invitere mennesker fra muslimske miljøer ind og omvendt. Vi vælger at omgås dem, vi kender og er trygge ved i forvejen, fordi det andet føles usikkert og utrygt.

DF har ret i deres observation. Det er svært at argumentere imod, hvorfor det skulle være et problem at bede flere muslimer om at gifte sig dansk. 

Resultatet er, at DF’s våde drøm går i opfyldelse. Netop at der tildeles færre statsborgerskaber til muslimer.

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning og arbejder til daglig som sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd, kreds H, samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Harun Demirtas

Næstformand, Dansk Sygeplejeråd
social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen 2012), sygeplejerske (Metropol 2016)

0:000:00