Hedegaard om COP21: Slækkede ambitioner er prisen for enighed

Som minister og EU's klimakommissær har Connie Hedegaard været med til 10 klimatopmøder.

I år foregår det 21. i rækken i Paris, og der har hun også været til stede, denne gang som bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito.

Altinget stiller hende her seks skarpe til årets topmøde og den aftale, der er ved at blive forhandlet på plads.

Hvorfor er en ny global klimaaftale vigtig?

Hvis du spørger energisektoren, siger de 'giv os en pris på CO2'. Det er det, der virkelig skal til.

Connie Hedegaard
Bestyrelsesformand i Concito

"Der vil altid være nogle, der nok skal finde ud af at rykke, uanset om der er en aftale eller ej. Både lande, byer og virksomheder. Men hvis man skal have hele verden til at rykke og have gjort op med argumentet om 'jeg venter på dig, fordi du er min konkurrent', så er det vigtigt at have en overordnet international ramme.

For nogle år siden fandt vi på – det er EU's strategi – at alle lande skulle komme med deres nationale mål før topmødet i Paris. Det har vist sig at virke. 186 ud af 195 lande har præsenteret deres mål.

Hvis den deadline ikke havde været der, hvor mange tror så, vi havde set det? Vi kan diskutere, om målene er ambitiøse nok, men man kan ikke diskutere, at det er en meget vigtig ting, at landene er begyndt at lave klimapolitik og sætte mål. Og oven i købet fortæller resten af verden om, hvad de har tænkt sig at gøre."

Hvad skal vi særligt lægge mærke til her i slutfasen?

"Den helt store hurdle er, at der ikke kun er små uenigheder tilbage.

Hvordan skal man for eksempel følge med i, om landene rent faktisk gør det, de siger. Når målene ikke bliver skrevet ind i en traktat, er det ret vigtigt, at vi i Europa kan holde øje med, at Kina leverer. Der skal være en transparens. Kineserne skal omvendt også kunne se, om amerikanerne og europæerne leverer.

En anden ting er, at de mål, landene har meldt ind, ikke er nok til, at man kan holde sig under de to grader, som hele verden har lovet hinanden siden topmødet i København i 2009. Så hvornår skal man igen tale om, hvornår der kan lægges noget oveni, fordi den ene eller den anden teknologi er blevet billigere.

Det tredje store emne er finansiering. Rigtig mange ulande vil gerne forfølge en mere bæredygtig udviklingsstrategi. Men i nogle år frem kan disse teknologier være lidt dyrere, end hvis man vælger den billigste form for kul.

Der skal ikke stå nogle andre lande og betale det hele, der skal nogle private investorer ind. Men hvis en privat investor skal ind i Malawi, er det mere risikabelt end andre markeder. For at få dem til at lave de investeringer er det vigtigt med noget klimafinansiering til at tage toppen af den risiko.

Det er afgørende for ulandene i forhold til at gå med i den aftale, der tegner sig."

Hvad er det mest oversete tema ved topmødet?

"Der er et meget vigtigt tema, som slet ikke er på bordet længere ved dette topmøde: at få en pris på CO2 og et marked for at handle med CO2-kvoter. Det blev droppet for nogle måneder siden, for det kan man ikke blive enige om.

Hvis du spørger energisektoren, siger de 'giv os en pris på CO2'. Det er det, der virkelig skal til. Men i september meddelte Kina, at fra 2017 indfører de en national pris på CO2. Så det er et område, hvor der sker noget i ganske mange lande. Men det er ærgerligt, at man har måttet holde det ude i denne omgang."

Hvad skiller landene ad?

"Det er nogle af de ting, jeg har sagt. Og så en enkelt ting, jeg ikke har nævnt endnu.

Det er den gamle diskussion om, at der ikke længere skal være en stor brandvæg mellem ilande, som skal gøre noget, og ulande, som bare gør noget frivilligt. Verden hænger sammen og er ikke et statisk sted. Man kan godt have været uland i 90'erne uden at være det længere.

Bag kulisserne lægger de arm om, hvordan man får gjort op med den gamle, todelte måde at gå til det på. Det betyder ikke, at man ikke accepterer, at rige lande skal gøre mere end ulande. Men i de lister står Qatar som et uland. Det giver jo ikke mening i 2015."

Er det realistisk, at landene får en aftale i hus?

"Man skal altid være forsigtig med at sige, at noget er helt sikkert i klimaforhandlinger. Men der er en meget god stemning. Også i kraft af at Kina og USA nu engagerer sig på en helt anderledes måde. Indien for den sags skyld også.

De mindre lande har tidligere været frustrerede, når nogle af de store lande ikke har villet spille bold. Og nu kan de se, at de begynder at rykke. Der er stadig hårde forhandlinger, men jeg har svært ved at se, at man ikke skal kunne få enderne til at mødes.

Så får man en aftale, som ikke er så ambitiøs, som verden har brug for. Det er prisen for enigheden. Men der må man have en mekanisme, så man kigger på det om nogle år igen og får gjort endnu mere i den rigtige retning."

Hvordan har franskmændene klaret opgaven som værter?

"De har klaret det rigtig flot og har dygtige folk bag kulisserne. Når man ser det i Paris, er det gigantisk, hvad de har brugt af ressourcer. Men de har lavet et flot stykke arbejde.

De er selvfølgelig blevet hjulpet af, at de store nu vil spille bold, men de har også spillet deres rolle rigtig fint."