Advokat til Stig Ørskov: Medieudvalg misforstod ikke opgaven – vi gjorde, præcis hvad vi blev bedt om

De nye digitale medieaktørers ansvarsforhold udgjorde ét ud af fem punkter, som udvalget skulle undersøge, og herudover blev de omtalt i ét andet punkt, hvor udvalget har foreslået det, der blev lagt op til i kommissoriet. 

Det er altså ikke rigtigt, at kommissoriet især bad udvalget lægge vægt på de nye digitale medieaktører. Vi har i udvalget gjort præcist, hvad vi blev bedt om, og derfor er rapportens anbefalinger heller ikke mere vidtgående, end kommissoriet lagde op til. 

Mediernes publiceringsfrihed er helt uændret

Alle i udvalget er i øvrigt bekendte med, hvilke begrænsninger EU-regulering satte i forhold til regulering af sociale medier og digitale platforme.

Derfor gav vi også en anbefaling til regeringen om at arbejde for at rejse udfordringerne med internationale digitale formidlingstjenesters manglende ansvar for det indhold, som publiceres og spredes på tjenesterne, og arbejde for fire konkrete punkter som led i det kommende danske EU-formandskab.

Vi har i udvalget gjort, præcis hvad vi blev bedt om, og derfor er rapportens anbefalinger heller ikke mere vidtgående, end kommissoriet lagde op til.

Heidi Højmark Helveg
Medlem af Medieansvarsudvalget, advokat (H), CO:PLAY LAW

Jeg synes i øvrigt, at det er ærgerligt at antage, at et udvalg, der består af nuværende og tidligere mediechefer fra Danmarks største medier, de øverste chefer for journalisternes uddannelsesinstitutioner, journalisternes og influenternes formænd, et medlem af Pressenævnet, forskere, en generalsekretær for en velanset NGO, to advokater med erfaring i medieret og to embedsmænd, skulle være styret af egne fordomme og modvilje mod medier. 

Stig Ørskov påstår, at anbefalingerne fra Medieansvarsudvalget er “et brud med den stærke danske tradition for selvregulering i medierne. Og et forslag, som samtidig udgør et brud med en tydelig international retspraksis for, at staten helt principielt er tilbageholdende i forhold til at regulere og intervenere i det redaktionelle indhold hos etablerede frie medier.”

Der foreslås ikke at ændre et komma i de ganske få regler om det redaktionelle indhold i danske medier. Medier kan stadig publicere det samme som hidtil, også hvis forslaget gennemføres i sin helhed. Derfor står det mig uklart, hvilken regulering og intervention i det redaktionelle indhold, der henvises til. 

Selvregulering slår ikke altid til

En afgørelse fra Pressenævnet, som blev publiceret den 29. januar, illustrerer til gengæld tydeligt, hvorfor den selvregulering, der kommer til udtryk i Pressenævnet, ikke altid slår til.  

Pressenævnet vurderer alene, om et medie har handlet i strid med god presseskik.

Pressenævnet kan ikke foretage bevisvurderinger, så hvis parterne er uenige om det faktuelle (det er de ofte), kan Pressenævnet ikke udtale kritik.

Pressenævnet vurderer ikke, om et medie har overtrådt straffeloven ved at freds- eller ærekrænke. Derfor vil den politibetjent, der måtte mene sig ærekrænket, fordi en trommelyd i den omhandlede udsendelse kunne efterlade seerne med det fejlagtige indtryk, at betjenten sparkede en mand, ikke få hjælp af Pressenævnet. 

Hvis det skulle ske, at et medie blev dømt for overtrædelse af straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser, vil det ikke skyldes nye regler for mediers indhold, men at indholdet er blevet prøvet ved vores uafhængige domstole.

Menneskerettighedsdomstolen vil være bagstopperen, hvis en sådan dom skulle give overvejelser om ytringsfrihed.  

Jeg minder om, at Danmark én gang er blevet dømt ved Menneskerettighedsdomstolen, nemlig i Jersild-sagen i 1994.  

Tilliden til danske medier er høj – med forbehold

Stig Ørskov mener ikke, at der er dokumenteret et behov for de forslag, som et enigt Medieansvarsudvalg står bag (dog med delvis dissens fra Stig Ørskov på ét ud af fire punkter). Han argumenterer med, at Danmark er et af de lande i verden, hvor tilliden til medierne er allerhøjest; en pointe, der også blev fremført i udvalgsarbejdet.

Der foreslås ikke at ændre et komma i de ganske få regler om det redaktionelle indhold i danske medier.

Heidi Højmark Helveg
Medlem af Medieansvarsudvalget, advokat (H), CO:PLAY LAW

Et par nuancer: 57 procent af danskerne har tillid til de fleste medier det meste af tiden. Af 15 undersøgte medier spænder tallet fra over 80 procent til de højeste ned til 35-41 procent for de tabloide publicistiske medier. Altså 35-41 procent af danskerne stoler det meste af tiden på disse medier.  

Over Danmark ligger Finland, Kenya og Nigeria, og vi ligger på en delt fjerdeplads med Sydafrika. Om Sydafrika fremhæves i øvrigt, at tillid og troværdighed ikke nødvendigvis følges ad.  

I øvrigt optræder journalister som faggruppe i bunden af den årlige troværdighedsmåling.

Vi fik i udvalget beskrevet konkrete cases, rigtige mennesker i de værste situationer, man næsten kan forestille sig, som beskrev deres oplevelser med medierne i deres livskriser. Jeg var – desværre – ikke overrasket, men jeg fik det indtryk, at andre medlemmer havde svært ved at genkende deres egen branche.  

I mit arbejde har jeg oplevet på nært hold, hvilke konsekvenser mediedækning, der bryder loven, kan have. Da Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn blev løsladt efter 838 dages fangenskab hos somaliske gidsler, var et af Eddys første spørgsmål: “Må man virkelig det?”

Han havde nu set den tabloide mediedækning af deres tid som gidsler, hvor de fik tæsk, inden de skulle interviewes af et dansk medie, for at virke mere forkomne over for de journalister, der betalte piraterne for interviews. 

Der er noget at komme efter, og både medier og borgere fortjener, at det bliver taget alvorligt. 

Medierne risikerer at fremstå ligeså magtfuldkomne som dem, de dækker

Stig Ørskov tegner en risiko op for, at forslaget om en uafhængig medieombudsmand vil inspirere mere autoritære lande. 

Men uafhængigheden betyder, at der ikke er nogen instruktionsbeføjelse fra staten, og det eneste statslige islæt er de skattekroner, som foreslås som finansiering. På samme vis er både Forbrugerombudsmanden og Folketingets Ombudsmand uafhængige institutioner. 

Jeg tror på, at det vil øge tilliden til medierne og mediernes troværdighed, hvis de ikke fremstår lige så magtfuldkomne, som det er deres fornemste opgave at forhindre magthaverne i at blive.

Heidi Højmark Helveg
Medlem af Medieansvarsudvalget, advokat (H), CO:PLAY LAW

Jeg har svært ved at se det problematiske i, at en medieombudsmand finansieres af statskassen, og at staten dermed kan finansiere sager mod de medier, der blandt andet kontrollerer statens magtudøvelse. Politi, anklagemyndighed og domstolene er også finansieret af statskassen, og domstolene er garant for, at der kun domfældes, når medier går over stregen. 

Havde en medieombudsmand fået sagen med trommelyden på sit bord, kunne der blive foretaget en saglig vurdering af, om sagen bedst egnede sig til Pressenævnet eller domstolene, fordi sagens afgørelse kræver bevisvurderinger.

Hvis der var blevet politianmeldt, ville det som hidtil være politiet, der efterforskede og anklagemyndigheden der rejste tiltale. Medieombudsmanden ville få adgang til at føre sagen i retten, hvis han anmodede om det.  

En medieombudsmand havde også kunnet politianmelde den ulovlige mediedækning af de to gidsler, selv om gidslerne stadig var i fangenskab.  

Jeg tror på, at det vil øge tilliden til medierne og mediernes troværdighed, hvis de ikke fremstår lige så magtfuldkomne, som det er deres fornemste opgave at forhindre magthaverne i at blive. Det undgår man, hvis der er nogen, der reagerer, når man går over stregen.

Jeg vil afslutte med at appellere til, at debatten fremadrettet kommer til at handle om indholdet af medieansvarsudvalgets anbefalinger og ikke personer. Det er vores samfund bedst tjent med.