Henrik Dahl: Forbrydelser med anden etisk baggrund

Politiken begik søndag et journalistisk kunststykke. Det var nemlig lykkedes at dække såvel de nylige antijødiske overfald og demonstrationer i Sverige, for eksempel en demonstration i Malmø til støtte for jøderne, uden direkte at nævne årsagen. Kun med lup og med evnen til at læse mellem linjerne, kunne man konstruere sig frem til at balladen muligvis havde at gøre med indvandring fra Mellemøsten.

Jeg gør det imidlertid gerne. Altså tydeligt nævner årsagen: Voldsparate dele af det generelt stærkt antijødiske indvandrermiljø fra Mellemøsten var blevet så opbragte over præsident Trumps beslutning om at efterleve Kongressens vedtagelse fra 1995 og anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, at de lod det gå ud over svenske jøder.

Der ville faktisk være god grund for Politiken til at belyse sagen. For ifølge Paulina Neuding i New York Times har hadet til jøder i de senere år ændret karakter i Sverige. Hvor det tidligere var højreekstremister, der i hovedsagen stod bag antijødiske episoder i Sverige, viste en undersøgelse fra 2013, at det i lidt over halvdelen af tilfældene var yderligtgående muslimer, der stod bag. I en fjerdedel af tilfældene var det venstreekstremister, og kun i fem procent af tilfældene var det yderligtgående højreorienterede, der var ansvarlige.

Et sådant skifte i jødehadet i Sverige er i sig selv bemærkelsesværdigt. Og bliver ikke mindre relevant, når den muslimske befolkningsandel vokser. For eksempel viste en nylig analyse fra det amerikanske analyseinstitut Pew, at under den forudsætning, at indvandringen fra flygtninge standser, mens den ordinære indvandring fortsætter, så vil omkring hver femte indbygger i Sverige i år 2050 være muslim.

Lastbiler har haft en tilbøjelighed til at køre ind i folkemængder og forårsage død og ødelæggelse. Sten har haft en tilbøjelighed til at falde ned fra broer, hvorved menneskeliv også er gået tabt. Pistoler har haft en tilbøjelighed til at gå af i det offentlige rum.

Henrik Dahl
MF, LA

Betyder denne (i virkeligheden ganske konservative) fremskrivning, at Sveriges jøder i fremtiden vil være i endnu større fare end den, de i dag ifølge New York Times befinder sig i? Det ville efter min opfattelse være en særdeles relevant vinkling af solidaritetsdemonstrationen i Malmø – når man først har truffet den redaktionelle beslutning at man i det hele taget vil dække den.

Men ”det subjektløse jødehad”, som Politiken beskriver – altså et jødehad, der ikke tilskrives et menneske, som hader – er en del af en større tendens, som det er mit egentlige ærinde at omtale: Subjektløse handlinger i det hele taget. Ting, der sker, uden at begivenhederne for alvor bliver forbundet med mennesker af kød og blod. Det vil sige forbundet med etisk og juridisk ansvarlige, konkrete personer.

Vi kunne for eksempel se på forbrydelser med anden etisk baggrund. Altså forbrydelser, der er så grove eller så feje eller så menneskeforagtende, at de ikke begås af personer, der har fået en normal socialisering.

Henrik Dahl

I de senere år har biler haft en tilbøjelighed til at bryde i brand. Andre end dem, der bryder i brand, har haft en tilbøjelighed til at køre helt ekstraordinært hensynsløst på offentlige veje. Lastbiler har haft en tilbøjelighed til at køre ind i folkemængder og forårsage død og ødelæggelse. Sten har haft en tilbøjelighed til at falde ned fra broer, hvorved menneskeliv også er gået tabt. Pistoler har haft en tilbøjelighed til at gå af i det offentlige rum. Navnlig yngre mennesker har i nattelivet været så uheldige at løbe ind mængder af skosåler, knytnæver og springknive.

Men hvor er subjektet i alle disse begivenheder? Er der et eller andet mønster i dem? Nogle tendenser, der kunne friste til selv en forsigtig generalisering? Ikke, hvis man skal tro Politiken og den øvrige venstrefløj. Alle disse beklagelige uheld sker bare. Og de bliver så meddelt til offentligheden uden at blive underkastet nogen af de procedurer, der normalt udspringer af selve intelligensens virkemåde. For eksempel mønstergenkendelse og generalisering.

Jeg vil foreslå et kompromis. Hvis det er ubekvemt at generalisere om mennesker, kan vi så ikke begynde med at generalisere om handlinger?

Vi kunne for eksempel se på forbrydelser med anden etisk baggrund. Altså forbrydelser, der er så grove eller så feje eller så menneskeforagtende, at de ikke begås af personer, der har fået en normal socialisering.

En del af den type forbrydelser begås i situationer, hvor socialiseringen er sat ud af kraft. Og det kan den blive af voldsom affekt eller af kemiske stoffer.

Men en anden del begås inden for rammerne af den socialisering, individet er blevet udsat for. Det vil sige: De begås, uden at der er voldsom affekt eller kemiske stoffer på spil. De er ikke udtryk for ophævelse af socialiseringen. De er udtryk for socialiseringens konsekvenser.

Sådanne forbrydelser er det netop på sin plads at omtale som forbrydelser med anden etisk baggrund. For at vise hen til forskellen mellem, at forbrydelsen skyldes ophævet socialisering og at den skyldes socialisering.

Hvad kan vi som borgere i Danmark få at vide om forbrydelser med anden etisk baggrund? Hvor mange er der? Hvilke kategorier falder de inden for? Og – når vi har dette datamateriale: Hvilke konkrete, etisk og juridisk ansvarlige subjekter er det i grunden, der begår forbrydelserne med anden etisk baggrund?

At undersøge disse spørgsmål ville i sandhed være et oplysningsprojekt og derfor noget, der sømmede sig for mennesker og medier, der normalt bekender sig til oplysningen. Desuden ville det igen sætte subjektet på dagsordenen, hvad der i den grad er tiltrængt. Ikke mindst i Politiken og på den øvrige venstrefløj.

------------

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.