Henrik Dahl: Nasserøveriet har bredt sig til alle samfundslag

At nasse er ifølge netordbogen Den danske ordbog ”at lade sig forsørge af andre uden at yde noget til gengæld”. Ordets oprindelse er i øvrigt ukendt. Det foreslås, at der enten er tale om et lydord for ”gnaske” eller ”smovse”, eller at der er tale om en fordanskning af tysk studenterslang for at spise ved et bord, hvor man ikke er inviteret.

Efter en langstrakt debat på Twitter, kom jeg for nylig til at tænke på udtrykket.

Baggrunden er, at det simpelthen går over min forstand, at man kan udklække den idé, at noget andet menneske end en selv har ansvaret, hvis man frivilligt flytter permanent til et andet land, og ikke magter at lære sproget der.

I min forestillingsverden lyder spørgsmålet: Hvorfor i hele den vide verden skulle jeg dog ikke selv bære konsekvenserne af mine valg?

I bedste fald kan man måske udlægge nasseri som en slags umodenhed. Man er endnu ikke vokset fra at være barn og har derfor endnu ikke vænnet sig til, at man må tage ansvar.

Henrik Dahl (LA)

Hvis jeg flyttede permanent til Kina, Japan eller Brasilien – tre lande, hvor jeg ikke behersker nationalsproget – ville jeg nok i første omgang tage en hel del sprogundervisning. Skulle det ikke medføre de ønskede fremskridt, ville jeg i næste omgang sætte de penge, jeg sparede på sprogundervisning, ind på en budgetkonto eller lignende. Så ville de altid stå og være til rådighed, hvis jeg akut fik brug for en tolk.

Men jeg må forstå på mange af de kommentarer, jeg har modtaget, at det er en helt forkert tankemåde.

Ser man økonomisk på feminismens krav om, at der skal reserveres attraktive pladser til kvinder rundt omkring i samfundet, er der således tale om den rene og skære rent-seeking.

Henrik Dahl (LA)

Hvis man flytter til et fremmed land, og ikke magter eller ikke orker at lære nationalsproget, så skal skatteyderne i det land, hvortil man er flyttet, naturligvis til lommerne.

Hvordan man i fuld alvor kan mene, at alle mulige andre end én selv skal bære konsekvenserne af de valg, man har truffet, er for mig aldeles gådefuldt. For er man først begyndt at tænke sådan, er der jo ikke nogen ende på, hvad man kan finde rimeligt.

Er min konto i overtræk, så burde jeg vel bare sende regningen videre til fælleskassen? Kan jeg ikke magte at spare op eller budgettere mig til en sommerferie, burde det så ikke også være noget for mine medborgere at sponsere? Og nærmer julen sig uden, at jeg har fået lagt penge til gaver til side, må det vel igen være det samme: en oplagt sag for alle andre at finansiere?

Derfor tror jeg, vi skal til at tale om nasseri igen. Og måske til at bruge det gode, gamle udtryk nasserøv om dem, der konsekvent mener, at alle andre skal betale for deres forbrug og vaner; og deres manglende vilje til at prioritere.

I bedste fald kan man måske udlægge nasseri som en slags umodenhed. Man er endnu ikke vokset fra at være barn og har derfor endnu ikke vænnet sig til, at man må tage ansvar; sætte tæring efter næring og i det hele taget prioritere. Men i værste fald er der nok mere på spil, som man ser i tv-programmet Luksusfælden. Her er de dybe problemer under de overfladiske pengetrængsler jo ofte en udtalt mangel på ansvarlighed, selvrespekt og realitetssans.

På samfundsplan er spørgsmålet om nasseri dog mere skummelt. Blandt økonomer taler man ofte om begrebet ”rent-seeking”. Det vil sige at forsøge at skaffe sig en gevinst på bekostning af andre.

Rent-seeking kan ytre sig i formelle begrænsninger af konkurrencen. At man for eksempel udnytter sin politiske styrke til at skabe et system af licenser eller autorisationer som forhindrer, at enhver, som er kvalificeret, kan træde ind i et erhverv, hvor man selv er etableret i forvejen.

Gør man det, bliver det forbrugerne, som kommer til at betale i form af højere priser.

Men rent-seeking kan også ytre sig i, at man udnytter sin politiske styrke til at forlange, at et vist antal attraktive positioner (bestyrelsesmedlem, professor eller lignende) på forhånd reserveres til en bestemt stand eller gruppe. Ser man økonomisk på feminismens krav om, at der skal reserveres attraktive pladser til kvinder rundt omkring i samfundet, er der således tale om den rene og skære rent-seeking.

I disse tilfælde er det ikke forbrugerne, der betaler i form af højere priser. I stedet er det for det første den individuelle ansøger, der vrages, skønt han er bedre kvalificeret. Og for det andet samfundet, som lider et generelt tab derved, at poster ikke uddeles efter kvalifikationer, men efter irrelevante kriterier.

En rent-seeker er dybest set en person, som er på jagt efter et privilegium. Derfor er også en rent-seeker en nasserøv. Hvad enten der er tale om en erhvervsdrivende, der vil have monopol, eller en privatperson, der vil have attraktive positioner reserveret til medlemmer af den gruppe, hun selv tilhører.

Der er således mange, gode grunde til, at i vi fremtiden bør tale mere om nasseri og nasserøve, end vi gør i dag.

------------

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.