Henrik Sass: De erhvervsfaglige uddannelser virker ikke

KOMMENTAR: Danmark har brug for bedre erhvervsuddannelser, hvor de unge ikke er afhængige af lunefulde praktikpladser, og hvor fagligheden er i top.

Det var egentlig så glædeligt.

En god, gammel ven skulle sende sin knægt fra folkeskolen og ud til erhvervslivet. Han havde fået en praktikplads, og en aftale var indgået med virksomheden.

Topmotiveret stod det unge menneske og glædede sig til at lære nyt og slippe langt væk fra den folkeskole, som kun sjældent havde budt ham på noget godt.

Og så lige et par uger, før han skulle starte, sprang virksomheden fra. Så stod det unge menneske der med alle de forventninger, der var bygget op gennem et halvt år, og med, hvad der var købt af tøj, juleønsker om værktøj, planlægning af transport og hverdag og måske kommende værelse eller lejlighed. Og så faldt det hele væk.

Men han kunne så varme sig ved, at han ikke var alene. Børne- og Undervisningsministeriet kan sit kram, når det gælder statistikker og pressemeddelelser, og kunne traditionen tro gøre boet op ved udgangen af sommeren:

"I juni 2020 var der i alt 11.722 elever, der var aktivt praktikpladssøgende. Det er en stigning på 11 procent i forhold til juni 2019. De seneste 12 måneder er der indgået 42.486 uddannelsesaftaler. Det er et fald på fem procent i forhold til antallet af indgåede aftaler i samme periode sidste år".

Man kunne selvfølgelig fristes til den nærliggende konklusion, at det var covid-19, der var baggrunden herfor. Men hvis man bladrer igennem statistikken de seneste 30 år, har det været en kronisk sørgelig tilstand, at der manglede praktikpladser til unge.

Måske det her vil være passende at tage en lille teoretisk ekskursion af hensyn til alle de læsere, som selv har gået i gymnasiet og har planlagt, at deres børn skal gå samme vej:

Forestil jer, at Alma Olivia eller Lukas Valdemar lige pludselig ikke kan få lov til at fortsætte i 2.g, fordi der ikke er pladser nok? Hvaba!?

Her er jeg sikker på, at det biologiske ophav nok skulle finde vej til spalter og kanaler for at udråbe deres choktilstand, vilde forargelser og mere i den dur. Og at forestille sig, at det vil pågå over en 30-årig periode, forekommer utænkeligt.

Men sådan er det for erhvervsuddannelserne, fordi det åbenbart har været sådan siden 1700-grønhvidkål, hvor laug, elever, mestre og traditioner og sidenhen fagforeninger og "tralala" har stået for det.

I tillæg har man bevaret en række "herlige" traditioner om uddannelsens længde og læreforholdets hverdag. Forestil dig eksempelvis følgende to scenarier for 15-årige Alfred:

A) Alfred kan nu gå fra niende klasse og direkte i gymnasiet i de næste tre år med udsigt til mødetid ved otte-nitiden og i snit fem til seks timers undervisning per dag, en herlig masse nye kammerater og god tid til at overveje, hvilket virke han ønsker som voksen.

B) Alfred kan starte som XX-lærling og skal møde klokken syv og med syv til otte timers arbejdsdag og med stor chance for, at der står en svend og råber ham ind i hovedet.

Og bingo! Alfred (og mor) vælger gymnasiet/HF.

Det har jo så fået en række pompøse tænkere til at foreslå, at man begrænser adgangen til gymnasiet, men her er vel kun at konstatere, at disse må være hårdt savnet på sergentskolen.

Og savn er der i øvrigt masser af. En bygningsentreprenør fortalte mig for nylig, at hver anden (hver anden!) opgave skal laves om ude på byggepladserne, fordi kvaliteten af håndværket er elendigt.

Og hvorfor mon det? Jo, fordi der bliver fyldt op med udenlandsk arbejdskraft, der ikke kan sit håndværk i mangel på danske uddannede.

Og hvor tit har du set en dansker med etnisk baggrund som vvs'er, tømrer eller snedker? Nej, vel? De har langt hen ad vejen ikke haft en chance for at blive håndværkere, når fornavnet på ansøgningen startede med "M", og det er skammeligt.

Og alt det her er der intet nyt i. Uanset forslag om skolepraktik og alverdens nye underlige forkortelser på indviklede uddannelsesforløb har det ikke bedret sig.

Så venner: Psst. Det virker ikke!

Lav det om. Kom med en uddannelse til det faglige Danmark på nutidens unges præmisser og på høj faglighed. Kig på længde og placering, og sørg for, at man ikke er afhængig af en lunefuld læreplads.

For min vens søn gik det heldigvis godt. Efter en kæmpe indsats fra familie og netværk er han nu startet i lære. Og far og venner har været forbi og hilse på ham, som vi tidligere kendte som en flink dreng, og oplevede, at vi nu besøgte en ung og stolt mand.

-------------

Henrik Sass Larsen er administrerende direktør for brancheforeningen for kapitalfonde i Danmark, DVCA. Han er tidligere erhvervs- og vækstminister under Helle Thorning-Schmidt og politisk ordfører fra 2006 til 2011. Da han forlod Christiansborg, var han gruppeformand for Socialdemokratiet. Henrik Sass skriver kommentarer til Altinget hver anden uge. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jarl Cordua: Mette Frederiksens indbakke med problemer vokser Jarl Cordua: Mette Frederiksens indbakke med problemer vokser Næste artikel David Trads: Er vi igen parat til en gammel, hvid og kedelig mand? David Trads: Er vi igen parat til en gammel, hvid og kedelig mand?
Frederiksen forklarer sig i minksagen: Jeg reagerede korrekt

Frederiksen forklarer sig i minksagen: Jeg reagerede korrekt

HASTER: De blå partier har indkaldt Mette Frederiksen til en hasteforespørgsel, hvor hun skal redegøre for hele beslutningsprocessen bag aflivningen af alle danske mink. Frederiksen afviser kritik af egen rolle: "Usagligt". Se med her.