Her er EU's danske lobbystjerner, du aldrig har hørt om

BRUXELLES: Lobbyisterne i spidsen for Europas største teleselskaber, tech-virksomheder, pelsavlere og elselskaber er danskere. Det samme er manden, der repræsenterer Facebook i Bruxelles. Det er danskere, der kører EU-kontorerne for gødningsproducenter og for sammenslutningen for intelligente transportsystemer.

Sandsynligvis har du aldrig hørt om dem. Men de repræsenterer milliardindustrier og tusindvis af virksomheder i kampen om den politiske dagsorden i Bruxelles.

I modsætningen til de danske organisationer, virksomheder, myndighedskontorer med flere, der også er til stede blandt de anslået 15-30.000 lobbyister i EU-hovedstaden, har de lagt den nationale hat på hylden for at være talerør for særinteresser.

”Jeg skal være stemmen for industrien – plus jeg skal være dens høreapparat,” siger Kristian Ruby, generalsekretær for Eurelectric, der repræsenterer den europæiske elbranche, fra kulkraftværkerne og vindmøllefabrikanterne til dem, der distribuerer og handler med strømmen, der kommer ud af dem.

Tilsammen står hans medlemmer for en omsætning på over 1.500 milliarder kroner årligt og tæller over 3.500 virksomheder.

Myten om de beskidte lobbyister
Han vil gerne gøre op med det billede, som nogle har af ”de beskidte lobbyister og de rene politikere”, når det kommer til at påvirke de europæiske lovmagere i EU-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

”I gamle dage var der en forestilling om, at industrien bare kunne komme og sige, hvordan det skulle være. Men virkelighedens verden er, at politik i dag er meget mere komplekst. Det skabes i samspil mellem aktører i institutionerne, ngo’erne og pressen, der alle er med til at forme diskussionerne og sætte dagsordenen. Og man bliver nødt til at arbejde med alle de aktører for at blive hørt på den rigtige måde,” siger Kristian Ruby.

Ifølge Lise Fuhr, der repræsenterer de 37 store teleselskaber, der står for 70 procent af investeringskapitalen i den europæiske bredbåndsinfrastruktur, er det helt nødvendigt for virksomhederne at blande sig.

”Der er så afsindigt mange områder, man som parlamentariker eller kommissær skal forholde sig til. Der kan de ende med at lave noget uhensigtsmæssigt, hvis de ikke får input fra industrien, forbrugere og andre, der bliver berørte,” siger generaldirektøren for Etno, hvis medlemmer tæller mastodonter som TDC, Telia og Deutsche Telekom.

Hun nævner mange menneskers yndlings-hadeeksempel. Det velmenende, men stærkt kritiserede stykke EU-lovgivning, der tvinger de europæiske internetbrugere til konstant, men også tit bevidstløst, at forholde sig til cookies, når de surfer på internettet. Det er endda i den mere lette ende på hendes felt.

”Udfordringen med teleområdet er, at det er frygteligt komplekst og frygteligt usexet. For der er jo ingen af os, der tænker over vores forbindelser, så længe de virker. Og der er meget få brugere, der tænker over, hvad der sker, når man piller ved reguleringen,” siger Lise Fuhr.

Prominente damer
I efteråret endte Lise Fuhr på toppen af en prestigefyldt liste udformet af EU-hofmediet Politico over de mest indflydelsesrige kvinder i Bruxelles i selskab med en række andre prominente damer.

Blandt disse såkaldte tech-titaner var der også en anden dansker: Cecilia Bonefeld-Dahl, der repræsenterer 25-30.000 it-virksomheder i DigitalEurope, der ubetinget er den største it-brancheforening i EU-landskabet med medlemmer som Amazon og Google.

”EU er blevet verdens navle for digital lovgivning. Washington er ikke engang tæt på,” siger generaldirektøren for DigitalEurope.

Hun peger på det væld af områder, hvor EU spiller ind på den digitale dagsorden og omvendt. Fra databeskyttelse over cybersikkerhed til konkurrencepolitikken, hvor den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager stanger bøder ud til nogle af it-verdenens tungeste spillere for at forhindre dem i at misbruge deres dominans.

Se mere til EU
Der er også andre danskere i toppen af tech-området. Facebook har danske Thomas Myrup Kristensen som EU-chef. Hos CCIA, der lobbyer for mere åbne markeder, systemer og konkurrence på it-området på vegne af virksomheder som Google, Netflix og Uber, hedder chefen Christian Borggreen.

Men selv om der er en del danskere i gamet i Bruxelles, er der langtfra nok fokus på EU hjemmefra, lyder det fra Cecilia Bonefeld-Dahl.

”Landene har ret stor magt hernede, og Danmark er en frontrunner. Vi er meget liberale, vi er altid med på innovationen. Hvis vi havde endnu mere politisk fokus derhjemme på den indflydelse, vi kunne få på Europa, så ville vi på alle måder vinde ved det. Det er lidt ærgerligt,” siger hun, men gør klart, at det langtfra begrænser sig til Danmark.

”Jeg er blevet overrasket over, hvor lidt dem ude i landene ved om EU. De har selvfølgelig travlt med at blive genvalgt. Men 90-95 procent af reguleringen på det her område foregår altså hernede. Så der er en opgave i at vække politikerne,” siger hun.

Store og små fisk
Ligesom de øvrige lobbychefer skal Cecilia Bonefeld-Dahl formå at favne virksomheder, som også er hinandens konkurrenter, og som har forskellige interesser, alt efter om de er små europæiske virksomheder eller store internationale giganter. Der må man en gang imellem vælge sine kampe, lyder det fra generaldirektøren.

”Det handler også om at appellere til selskaberne og sige, hvis I bare begynder at bekrige hinanden internt, fordi I har forskellige holdninger, så er det hele jo ligegyldigt.”

”Der er det også heldigt, at vi har nogle regler, der gør det muligt at træffe flertalsbeslutninger. Så det kan godt kan være, du er et verdensledende kæmpefirma. Men her er du i mindretal, så tough luck. Det gør ikke altid én rasende populær. Men det er også en del af mit job,” siger Cecilia Bonefeld-Dahl med et grin.

Minkgiganten Danmark
Hvor danske virksomheder og interessegrupper ofte er de små fisk i det store hav hos de store interesseorganisationer i Bruxelles, er det anderledes for Mette Lykke Nielsen, der repræsenterer pelsindustrien på EU-plan.

Her fylder Danmark som EU’s absolut største eksportør af minkskind godt op i Fur Europe, der er paraplyorganisation for europæiske avlere, garverierne, handelsfolk og auktionshuse samlet i over 40 nationale medlemsorganisationer rundt omkring i Europa.

”Danmark er jo den største producent, men det betyder ikke, at de har en særlig position i, hvordan vi vægter vores arbejde her på kontoret,” siger hun.

Pas på dominoeffekten
Hendes job er at holde øje med al ny EU-lovgivning, der kan påvirke industrien, fra dyrevelfærdslovgivning over handelspolitik til miljø og bæredygtighed.

Hendes skrækeksempel er det forbud mod salg af sælskind i EU, som blev vedtaget for små ti år siden. Men organisationen bruger også enormt meget krudt på at påvirke myndighederne ude i landene – især hvis der er forbud mod pelsdyrhold på vej.

”Vi er bekymret for en eventuel dominoeffekt. Et forbud i ét land har kæmpe betydning i hele Europa, for de diskussioner holder sig ikke inden for landegrænser. Derfor bliver vi nødt til at kæmpe. Det betyder, at alle midler og alle kræfter kastes ind, hvis der er et forbud på vej,” siger Mette Lykke Nielsen.

Derfor rejser hun og de ti ansatte på kontoret i Bruxelles også meget rundt i Europa. Og her er det en fordel at have et hold, der er sammensat af mange forskellige nationaliteter, der også kender kulturerne.

”Det er ikke altid, at en direkte dansk kultur er særlig hjælpsom. Der er det godt at vide, at hvis man lige masserer lidt her, så går det nemmere med at få samme budskab ind,” siger hun.

Danskerne er vellidte
Både hun og de øvrige danske lobbychefer understreger, at danskerne generelt bringer en åbenhed og en uhierarkisk tilgang med sig til det internationale miljø i Bruxelles, som er sund for det EU-maskineri, der ellers godt kan være lidt stift. Men alt med måde.

”Danskere er meget vellidte i EU-systemet og kendt for at være meget løsningsorienterede. Men på den negative side er de også kendt for at være ufatteligt direkte. Og jeg tror ikke nødvendigvis, at det altid er en god ting. Som danskere ser vi ingen grund til at pakke det ind i pænt papir, hvis man kan få noget ud og få det sagt. Og det kan støde folk. Det har jeg tænkt meget over, når jeg forhandler,” siger Mette Lykke Nielsen.