Her er, hvad vi ved om Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraterne vil bevare arnepensionen og tilslutte sig politiforliget. Læs, hvad vi ved om det nye parti.
Rasmus Straka Skjødt
DebatredaktørInger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, ville få et kanonvalg, hvis et folketingsvalg fandt sted i morgen.
En megafonmåling for Politiken og TV 2 har vist, at Støjbergs parti ved et valg ville få hver tiende stemme, som svarer til 20 mandater i Folketinget.
Danmarksdemokraterne har hverken nogen officielle folketingskandidater eller et offentliggjort partiprogram. Det bliver ifølge Inger Støjberg præsenteret efter sommerferien.
Man kan heller ikke melde sig ind i partiet, da det ikke har nogen medlemsorganisation. I stedet kan man for 250 kroner blive “ven” af partiet. Det fremgår af Danmarksdemokraternes hjemmeside.
Her er, hvad vi ved om Danmarksdemokraterne, som har fået partibogstavet Æ:
Mærkesager:
- Alle skal have adgang til praktiserende læge uanset postnummer
- Ældre skal behandles med respekt og værdighed
- Høje skatter skal gå til varm velfærd
- Der skal være tjek på daginstitutionerne
- Det skal være til at komme frem på vejene
- Mobilnettet skal virke uden for de store byer
- Danske virksomheder skal reguleres mindre
- Klimapolitik må ikke blive erhvervsfjendsk eller skade landbruget unødigt
- Danske arbejdspladser skal bevares under den grønne omstilling
- Arnepensionen skal bevares
- Udlændinge skal indrette sig efter dansk kultur og samfund
- Partiet vil tilslutte sig det politiforlig, som et bredt flertal i Folketinget indgik i 2020, men som Venstre står uden for
Politikere:
- Formand: Inger Støjberg har stiftet Danmarksdemokraterne. Hun har tidligere været udlændinge- og integrationsminister og næstformand i Venstre. Hun blev smidt ud af Folketinget af, efter hun blev dømt skyldig i danmarkshistoriens sjette rigsretssag og fik en ubetinget fængselsdom på 60 dage.
- Næstformand: Pernille Roth er tidligere lokalformand i Venstre. Hun forlod partiet i februar sidste år efter 18 års medlemskab i forbindelse med Støjbergs brud med partiet. Danmarksdemokraternes første næstformand arbejder til daglig som HR- og kvalitetskoordinator hos Hans Jensen Transport
- Andre: Folketingsmedlemmerne Peter Skaarup, Bent Bøgsted, Jens Henrik Thulesen Dahl og Hans Kristian Skibby, som alle har forladt Dansk Folkeparti og er blevet løsgængere, har tilkendegivet, at de vil slutte sig til Danmarksdemokraterne.
Kilder: Altinget og Danmarksdemokraterne