Historien bag Altinget: Det startede med et spørgsmål, en længsel, en satsning

TILBAGEBLIK: Et spørgsmål fra en verdensberømt storebror satte tingene i bevægelse, og ved årtusindskiftet tog Rasmus Nielsens storstilede plan om en politisk netavis fart. Få et indblik i Altingets oprindelse i dette første afsnit af mediets historie.

Rasmus Nielsen i folketingssalen ved Altinget.dks fødsel i januar 2000.
Rasmus Nielsen i folketingssalen ved Altinget.dks fødsel i januar 2000.Foto: Jakob Dall/Ritzau Scanpix
Christian Juhl Mølgaard

"Hvorfor laver du så meget tv, når internettet er opfundet?"

Måske var det i bund og grund dette ene spørgsmål fra Jakob Nielsen til broren Rasmus, der antændte gnisten til det hele? En mediemæssig åbenbaring?

Spørgsmålet i sin enkelhed skærpede under alle omstændigheder Rasmus Nielsens bevidsthed om den nye teknologiske tidsalders muligheder. I realiteten vidste den erfarne tv-journalist meget lidt om, hvad det egentlig var, storebroren beskæftigede sig med i starten af halvfemserne.

En sand webguru
Jakob Nielsen var som uddannet it-designer fra Aarhus Universitet i 1990 emigreret til USA og havde slået sig ned ved Silicon Valley med sin danske hustru. På stribe udgav han værker om hypertext, web usability, hypermedia, user interfaces. Sære termer, som Rasmus Nielsen nok kunne regne ud havde noget med computere at gøre.

Fakta
Dette er et uddrag af jubilæumsbogen 'Altinget 2000-2020 – de første 20 år'. Bogen udkom 20. januar 2020.

Storebrorens stjerne i det forjættede land steg støt, som årene gik, og Jakob Nielsen blev efterhånden kendt i vide kredse som et af de mennesker i verden, der forstod den nye internetteknologi og hjemmesiders funktion bedst.

Især skabte han sig et navn på at prædike enkelhed i en periode, hvor alle havde ustyrligt travlt med at overfylde hjemmesider med alle tænkelige funktioner, farver og formater, blot fordi muligheden bød sig.

Det er klart, at jeg i dag, når jeg tænker tilbage, godt kan få kuldegysninger, for det var lige dér, tingene blev til. Hvor undfangelsen fandt sted.

Rasmus Nielsen
Altingets stifter

Selvom det sommetider glippede, hørte familien i Danmark som regel fra Jakob Nielsen ved juletid. Sædvanligvis ringede han juleaften dansk tid, mens familien sad i juletræslysenes skær.

En jul fortalte han sin lillebror, at han havde købt julegåsen online. Det var første gang, Rasmus Nielsen overhovedet hørte om begrebet internet, og han troede følgende, at internettet var "sådan noget med nogen, der leverede gæs".

Et irritationsmoment
Fra 1994 arbejdede Rasmus Nielsen på Christiansborg for TV 2-regionerne. Her sneg det nymodens fænomen sig med tiden også langsomt ind gennem alle sprækker. Til hans nagende frustration.

Internettet irriterede ham simpelthen.

Der kom faxer til det lille redigeringsrum på Christiansborgs anden sal, et gammelt, trangt rengøringsrum uden vinduer, hvor TV 2 News i dag sender fra. Faxerne meddelte lakonisk, at nu havde dette og hint ministerium fået en hjemmeside, trm.dk, stm.dk, fm.dk.

Til hvilken nytte?

Næ, Rasmus Nielsen opsagde internetforbindelsen på telefonlinjen, for den virkede alligevel ikke rigtigt.

Forbitrelsen over det nye fænomen blev ikke mindre, når han i pressens dueslag i vandrehallen om eftermiddagen kunne afhente en kopi af Uffe Ellemann-Jensens formandsbrev med en håndskrevet note: "Udsendt pr. mail kl. 9.41."

Forklarelsens øjeblik
Ved en frokost på Saison på Hellerup Park Hotel hen i halvfemserne, hvor Jakob Nielsen aflagde fædrelandet et sjældent visit, var det, at han konfronterede sin lillebror, den inkarnerede tv-journalist, med spørgsmålet:

"Hvorfor laver du så meget tv, når internettet er opfundet?"

Rasmus Nielsen, der altid havde betragtet tv-mediet som det ultimativt stærkeste medium, forstod det ikke. Hvordan skulle internettet kunne overgå kongemediet? Var det stort andet end noget med nogen, der leverer gæs til jul?

"Nej, det er meget mere," lød svaret. "Det er eksempelvis også e-mails, elektroniske postkort som dem, man sender hjem fra ferie."

Nå ja, okay. Hilsner fra Gran Canaria og den slags. Det er jo ikke ligefrem et massemedie.

"Men hvor mange får du af dem om dagen?"

"Vel to-trehundrede."

"Om dagen?"

Lige dér slog en tanke ned i Rasmus Nielsen. For hvis to-trehundrede sendte noget til en Jakob Nielsen på daglig basis, så måtte der være et vidtforgrenet, forbundet netværk af mange hundreder, ja, tusinder derude, man ville kunne skrive, sende og henvende sig til.

"Er det så et nyt massemedie på linje med klassikerne tv, radio og avis?"

"Ja," svarede Jakob, "og internettet vil overtage avisernes betydning."

En tanke havde sat sig.

Surfing Suzy
Sådan ynder Rasmus Nielsen i dag at beskrive frokostmødet, hvor pråsen i forhold til internettets uanede muligheder omsider gik op for ham. Men helt så klart havde han måske endnu ikke set lyset.

I et interview med Berlingske i forbindelse med lanceringen af Altinget i august 2000 fortalte han, at han måske alligevel ikke var helt så klar på brorens idé på dette tidspunkt. Samtidig krediterede han også en anden for at have givet ham skubbet mod anprisningen og omfavnelsen af den nye teknologi.

"Midt i halvfemserne spurgte min bror mig, hvorfor jeg dog ikke dyrkede internettet, men det kunne jeg slet ikke se idéen i. Det kan godt ærgre mig lidt nu, for jeg synes egentlig, det er i sidste øjeblik, jeg kommer i gang. En af de ting, der gjorde, at jeg blev grebet af nettet, var, da jeg for to år siden lavede tv-udsendelsen 'Surfing Suzy' med Suzanne Bjerrehuus. Hendes enorme begejstring for at bruge nettet smittede af på mig."

På den vis har navnkundige Bjerrehuus altså også en flig af æren for skabelsen af det, der skulle ende med at blive til Altinget.

I tv-udsendelserne fra dengang havde Rasmus Nielsen i øvrigt et fast indslag, hvor han gav gode råd til computerbrug; eksempelvis vedrørende alle velsignelserne ved musens højre tast. Som et kuriosum dukker klip fra denne lettere bedagede programrække med jævne mellemrum op på Facebook, når DR Arkiv muntert vil illustrere de teknologiske fremskridt, der er sket siden da.

Farvel til TV 2
Rasmus Nielsens første tilløb til at skabe et nyt internetmedie tog for alvor fart i 1999.

På dette tidspunkt var han færdig på Christiansborg efter fem år for TV 2-regionerne. Han havde stiftet Oluf Høst Museet på Bornholm. Han var 39 år, havde to små børn, og hans kone, Iben, havde sit stabile job hos Claus Meyer. De boede til leje i en dejlig lejlighed ved Søerne med udsigt til Dronning Louises Bro.

Alt burde ånde fred og idyl, men Rasmus Nielsen var rastløs. Han ville mere med sit liv, og storebroren havde – omend med forsinkelse – pustet liv i den iværksætterånd, Rasmus Nielsen latent besad og altid har haft i sig.

Iværksætteriet har han ikke fra forældrene. Han er søn af offentligt ansatte akademikere, men inden for den seneste årrække havde han set sine to forbilleder, broren og svigerinden, starte hver sin virksomhed i USA.

Oluf Høst Museet, hvor han havde fået Knud W. Jensen fra Louisiana med som medstifter, kunne måske nok betegnes som et iværksætterprojekt. Det samme gjaldt TV 2-regionernes Christiansborg-redaktion, som han med sit enmandsproduktionsselskab RNTV byggede op fra bunden i januar 1994.

Nok var han selvstændig, men det var med garanteret omsætning, så risikoen var begrænset. Det havde sådan set været godt og lukrativt for ham, men efter fem år skulle der ske noget nyt. Han følte, det hele kørte i ring, hvorfor det passede ham godt, at kontrakten med TV 2-regionerne løb ud. Han var søgende, stundesløs og ville virkelig gerne lave noget andet. Hvad eksakt, det vidste han ikke.

Erik Bjerager, hans ven gennem mange år, gav ham freelanceopgaver, så en periode arbejdede han for Kristeligt Dagblad og skrev helsidesportrætter og politiske klummer hver mandag. Selvom han trivedes med freelanceopgaverne hist og her, brændte han stadig efter noget større. Han søgte et par stillinger og var med helt fremme i feltet til at blive DSB's nye kommunikationschef.

Første skadestik
En dag blev han kontaktet af sin gamle ungdomskammerat Henrik Beck. Her i slutningen af halvfemserne var Henrik Beck, der senere blev kommunikationschef ved Danske Speditører, ansat i Danmarks Apotekerforening, hvor han var projektleder på den første generation af den fælles apotekerhjemmeside, som siden blev til Sundhed.dk.

Han og Rasmus Nielsen kender hinanden fra teenageårene i halvfjerdserne, og her ved indgangen til det nye årtusinde mødtes de til en snak om deres fælles interesse for at skabe noget nyt og stort på internettet, sådan som bror Jakob havde tilskyndet. Men hvad skulle det handle om?

De kunne ikke rigtig komme det nærmere, end at det skulle dreje sig om livsstil og ernæring, sundhed og motion. Idéerne med det brede og løst definerede livsstilskoncept mundede ud i planen om at skabe en portal med titlen Ditliv.dk, som til en vis grad skulle bygge videre på Henrik Becks erfaringer fra Apotekerforeningen med gode råd om sundhed og velvære.

Blandt inspirationskilderne var også Rasmus Nielsens ven Rune Bech, der havde stigende succes med portalen Netdoktor.dk. Deres fælles ven, den daglige leder af Meyers Madhus, Claus Tingstrøm, blev koblet på projektet, og sammen ønskede de tre at undersøge forretningsgrundlaget for Ditliv-portalen, herunder blandt andet mulighederne for bannerannoncering som indtægtskilde. Det store københavnske revisionsfirma KPMG fik til opgave at undersøge markedet i det sene efterår 1999.

Undfangelsen på parkeringspladsen
I januar 2000 blev trekløveret præsenteret for revisionsfirmaets rapport. Mødet hos KPMG blev øjenåbneren for Claus Tingstrøm.

En af de kloge folk derfra fortalte, hvordan man værdisatte en dotcom-virksomhed. Det var antallet af unikke hits kombineret med væksten i foregående kvartal og en visionær forretningsplan, der satte prisen. En virksomhed med mange unikke hits, men uden vækst, var værdiløs. Claus Tingstrøm spurgte til økonomien, og de forklarede, at indtægter var uden relevans, det eneste interessante var burn rate, altså den fart, hvormed man brugte kapitalindskud, og dermed det tidspunkt, hvor man fik brug for yderligere kapital.

Tingstrøm eller en anden i rummet bemærkede, at det var en usædvanlig forretningsmodel.

"Det er en boble," lød svaret. Men de afviste ikke projektet. Man kunne jo forestille sig, at man gik i luften, fik en masse hits, solgte en masse aktier dyrt og flyttede til Bahamas. Så havde Claus Tingstrøm fået nok. Henrik Beck fik tilsvarende kolde fødder ved de fremtidsudsigter, KPMG fremmanede. På mødet meldte han klart ud, at han ikke havde lyst til at gå videre med projektet.

I silende januarregn mødtes han og Rasmus Nielsen på vej ud fra revionsfirmaet på parkeringspladsen. Rasmus Nielsen var oprigtigt skuffet over, at vennen ikke ville være med. Han ærgrede sig, for uden de penge fra en arv, Henrik Beck havde talt om at investere i projektet, så det svært ud.

"Hvad synes du så, jeg skal gøre nu?" spurgte Rasmus Nielsen sin gamle ven.

"Hvis du fortsat har lyst til at lave noget på internettet," svarede Henrik Beck, "så skal du overveje at tage udgangspunkt i noget af det, du i forvejen ved, du er kanongod til at lave. Det er selvfølgelig politisk journalistik."

Med den opfordring fik Rasmus Nielsen noget at tænke over, og en mismodig vinterstemning tog en drejning. Kunne man lave en netavis om politik med både tv og radio? Tekst selvfølgelig også, men primært noget med levende billeder og lyd, som han havde størst erfaring med? Det var måske slet ikke umuligt.

"Det var mig, der fik tændt hans interesse," siger Henrik Beck i dag.

"Selvom det i virkeligheden startede med noget helt andet, som ikke var særligt veldefineret. Rasmus har ved flere lejligheder sagt, at det i virkeligheden var mig, som fik ham skubbet i den retning. Og han har antydet, at hvis ikke han havde fået det skub på det tidspunkt, var det ikke blevet til noget med Altinget."

Skibbrud for partiportalen
Rasmus Nielsen gik i perioden herefter med flere tanker om, hvordan han kunne komme ud over stepperne med politisk journalistik på nettet. Én af hans første idéer var at levere indhold til samtlige partiers hjemmesider. Derfor holdt han møder med dem alle. Hos Dansk Folkeparti var det eksempelvis med Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen. De tog vældig godt imod ham.

Hos Venstre var det med partisekretær Claus Hjort Frederiksen. Alle partier var overvejende positive, særligt Venstre. Rasmus Nielsen fik efterfølgende et brev fra Claus Hjort, hvor han skrev, at de gerne ville købe indhold til Venstre.dk.

Da turen kom til Frank Aaen fra Enhedslisten, og dette erindrer Rasmus Nielsen meget tydeligt, sagde Aaen: "Hvis DF er med, så er vi ikke."

Da smuldrede Rasmus Nielsens plan. Han ville have alle med, for han havde svært ved som journalist at arbejde for nogle og ikke for alle. Dermed røg også hans oprindelige plan om en partiportal, Partal.dk, han ville have skabt. Men politisk journalistik ville han under alle omstændigheder lave. Så meget vidste han.

Uden endnu reelt at have gennemtænkt, hvad produktet og forretningsmodellen i sidste ende skulle være, gik han i gang.

Hvad er barnets navn?
Idéerne om en politisk webportal funklede og glødede i hans tanker efter det kolde klarsyn på den trøstesløse parkeringsplads. Meget var endnu diffust, og særligt én væsentlig detalje var endnu ikke på plads: navnet. Rasmus Nielsen var som nævnt inspireret af sin ven Rune Bechs Netdoktor, så fra begyndelsen arbejdede han med navnet Nettinget. Men han var ikke tilfreds med det. Dobbelt-t'et gør det svært at udtale. Man skal stoppe op – og så fortsætte.

Nej, allerhelst ville han gerne kalde den nye portal for Arena, der i parentes bemærket i dag er navnet på Altingets konference- og netværksafdeling. Det altoverskyggende problem var blot, at Benny Berdino sad tungt på domænet Arena.dk, hvor han præsenterede alverden for sit cirkusprogram for den kommende sæson.

Ét af de andre navne, der fra starten var med i den øvre liga på Rasmus Nielsens bruttoliste, var Altinget, og tirsdag 25. januar 2000 købte han en stribe domæner, herunder Altinget.dk. I dag regner han denne dato for selskabets egentlige fødselsdag.

Han er, når alt kommer til alt, meget tilfreds med navnet. Det starter med alfabetets første bogstav, det er kort, det er entydigt at høre, entydigt at stave. Det er smukt og inkluderende. Det er rummeligt. Historisk. Det er nordisk og redeligt.

"Man kan godt sige, at vi i starten fik noget troværdighed af navnet. Nu kan vi forhåbentlig give lidt tilbage ved at værne om det og give det fylde. Og så har det endelsen .dk, det er selvfølgelig også smukt. Island var jo en del af det danske rige."

Tvivlen nager
Samtidig med glæden over navnet blev han også fyldt af en nagende bekymring. Ville det mon gå an at tage et parlaments navn? Ét er flertydigheden, men Børsen, Information og på sin vis også Politiken er også flertydige navne. Ingen af dem rummer dog konnotationen med et andet lands parlament.

For at få sjælero gik han derfor til Marianne Jelved (R), som på dette tidspunkt ud over at være økonomiminister også var minister for nordisk samarbejde.

En politiker, Rasmus Nielsen kender godt og nærer sympati for. Han fortalte hende om sit dilemma, og hun foreslog ham at kalde det Tingstedet. Det havde han også selv overvejet, men han syntes, det lød lidt gumpetungt. "Jamen, så bare gå med Altinget," lød Jelveds svar. Dermed følte han sig på sikker grund. Den nordiske minister havde sagt god for det.

Da Folketingets daværende formand, Ivar Hansen (V), en dag indvilligede i at gå med op på Folketingets tredje sal til det, der i daglig tale uden den store kærlighed kaldes Sibirien, for at se, hvor det nystartede medie havde indrettet sig i et lånt lokale, fik Rasmus Nielsen atter lejlighed til at lakmusteste navnet. Da de gik på den lange gang, vendte Ivar Hansen sig mod ham:

"Altinget? Det går ikke! Så kommer de efter jer! Det er jo et parlaments navn."

Rasmus Nielsen husker i dag tydeligt de ord: "Så kommer de efter jer!"

"Det er sådan en finurlig måde at sige det på i stedet for at sige: 'Så bliver du stævnet', som en jurist ville sige. Jeg elskede jo Ivar. Han var en stovt jyde. Men jeg tog navnet alligevel, for Marianne havde sagt god for det. Det var en politisk afvejning, slet og ret."

Det blev nogle intensive, euforiske måneder for Rasmus Nielsen dér i starten af det nye årtusinde. En helt særlig, forunderlig periode fyldt med fremtidsplaner, spontane idéer, vildskud og lysglimt.

"Det er klart, at jeg i dag, når jeg tænker tilbage, godt kan få kuldegysninger, for det var lige dér, tingene blev til. Hvor undfangelsen fandt sted. Ligesom med børn. Det er så vigtigt lige i anslaget, at det bliver rigtigt fra starten. Det var sådan set en god tid. Ligesom med undfangelsen. Det er en kort fornøjelse, men så er der godt nok meget bøvl efterfølgende. Det var dejligt at tage domænet, at købe det, lave logo. Men så skulle det fyldes ud. Det er simpelthen sådan, det blev til, og så holdt vi fast ved det. Det har jeg ikke fortrudt."

Vejen frem er smalle nicher
Når Rasmus og Jakob Nielsen talte om, hvad man kunne lave på nettet, understregede storebroren som noget nær et helligt mantra vigtigheden af, at det skulle være smalt.

"Der er kun ganske, ganske få, der vil blive meget store. Resten er mange smalle nicher," spåede han.

Med planen om at skabe en webportal om noget så smalt som dansk politik følte Rasmus Nielsen omsider, at han havde fulgt sin brors råd til punkt og prikke. Han var ved godt mod ved den tanke, for når han tænkte tilbage, havde han alle dage kunnet regne med sin bror. Det, broren sagde, holdt stik. Uanset hvad det drejede sig om.

I barndommen var Jakob ganske vist ulidelig, som kun ens søskende kan være. Han drillede ustandseligt lille Rasmus. Men allerede i de unge år kunne man stole på ham. I et og alt. Nok var han en internationalt kendt internetekspert, men det var navnlig blodsbåndet, der var afgørende for Rasmus Nielsens blinde, afgrundsdybe tillid.

Stolt kunne lillebroren derfor i det tidlige forår 2000 i morens køkken i Knabrostræde fortælle sin storebror, at han var ved at skabe en portal om dansk politik. Det måtte da for pokker være smalt nok, syntes Rasmus Nielsen, der gennem sin hidtidige karriere havde været forkælet med millionpublikum i radio og på tv.

"Det er for bredt," udbrød Jakob Nielsen kort og overbevist.

Det forstod lillebroren ikke. Dansk politik er vel om noget smalt? Helt nede i meget små mængder, måske en tyvendedel af dagbladene, mente han. Han måtte da have et vist lebensraum for at kunne lave et nyt medie? Men hvad var da smalt nok?

"Jamen det skal være noget for danske fluefiskere, der tager til Norge og står i elvene og fisker."

Det var unægtelig relativt smalt, måtte Rasmus Nielsen erkende. Måske tog broren for en gangs skyld alligevel fejl på dette område? Ikke uden en vis trods kæmpede Rasmus Nielsen under alle omstændigheder videre med sit udgangspunkt. For det måtte kunne lade sig gøre at lave en portal på nettet om dansk politik. Sagen var blot, hvordan? Og hvad med finansieringen? Det måtte tiden vel vise.

Forretning eller hobby?
Rasmus Nielsen har aldrig lagt skjul på, at han ikke er opdraget med et kommercielt tankesæt. Hjemmefra var han i sine unge år vant til public service-tankegangen i DR, hvor faren var provinschef, og som voksen journalist blev han ansat i selvsamme institution og senere ved den nye konkurrent TV 2. Det var licensfinansieret, pengene var der bare, for det er jo vigtigt at lave politisk journalistik i vores demokrati.

At også den kommercielle del af planen om Altinget, ud over afgrænsningen af nichen, haltede, gjorde bror Jakob ham også opmærksom på. På Café Krasnapolsky, hvor de hverken har været før eller siden, stak han igen til sin lillebror:

"Hvad er dit produkt?"

"Det er politisk journalistik."

"Nej, om igen, hvad er dit produkt? Til hvem? Til hvilken pris? Hvis ikke du er klar på det som iværksætter, så har du ikke nogen forretning. Så er det en hobby."

Den bemærkning gik Rasmus Nielsen og grundede lidt over.


Datalog Jakob Nielsen, 1999 (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix)


Design i verdensklasse

Hvor det måske nok kneb med den forkromede kommercielle plan for projektet, lå en anden ting dog helt fast fra første færd. Rasmus Nielsens Altinget skulle være smukt at besøge, og det skulle være brugervenligt. Han ville simpelthen have state-of-the-art-design.

Derfor henvendte han sig meget tidligt i forløbet til et af samtidens førende bureauer, MouseHouse i Nyhavn. Her mødte han direktøren, Caroline Søeborg Ohlsen, senere gift Ahlefeldt, en ret kendt erhvervsleder allerede på dette tidspunkt. Hun husker udmærket episoden, da Rasmus Nielsen henvendte sig.

"Når man selv er entreprenør, så appellerer det med det samme at møde en anden, der brænder og forestiller sig noget, som ikke findes i dag. Så jeg blev meget begejstret for Rasmus, og det samme gjorde teamet," fortæller hun.

"Det var fantastisk spændende at høre hans idéer og visioner. Det var meget visionsbåret at lave et 'Alting', der skulle kunne noget med Folketinget og samfundet. Der lå en meget altruistisk og smuk idé bag Altinget, som jeg synes, Rasmus og hele teamet har levet op til. Det er en meget fin historie, hvordan Altinget er blevet større og større, har fundet sin egen plads som en vigtig aktør i samfundsdebatten og har gjort det arbejde, der foregår på Christiansborg og i det politiske liv, mere gennemsigtigt for omverdenen."

Hos MouseHouse blev Rasmus Nielsen også introduceret for Jakob Tuborgh, der skulle komme til at spille en vigtig rolle som rådgiver i forhold til de kommercielle muligheder og koncepter.

"Ind ad døren trådte Rasmus med en idé, og det var uden sammenligning den smalleste forretningsidé, jeg nogensinde havde hørt om. Jeg havde en lille smule svært ved at forstå det i starten. Jeg blev ved med at spørge, men der var også noget ved hans personlige sødme, som holdt min nysgerrighed i live."

Kvalitet koster
Ønsket om webdesign og brugervenlighed i ypperste særklasse var dog langtfra en gratis omgang for Rasmus Nielsen.

"Mange af mine penge gik til MouseHouse. Jeg havde en halv million, og cirka 350.000 kroner gik til dem. Det var bare at betale. Det var en stor udskrivning for mig, en stor andel af det, jeg havde. For pengene fik jeg sparring med Jakob Tuborgh og naturligvis hele designet. Christian Sørensen blev koblet på som designer, og han fandt virkelig den tone, som jeg gerne ville have. Han lavede det smukkeste design. Jeg kom med alt muligt, men han forstod at skære fra og forenkle. Det koster selvfølgelig noget tid at skabe den renhed."

Jakob Tuborgh var overvældet over alle designønskerne til hjemmesiden. Det ville tage mindst ti år at forrente det website, tænkte han dengang. Og selvom Rasmus Nielsen våndede sig over prisen, tog MouseHouse faktisk hensyn til ham og hans situation.

"Dette er ikke en joke: Han fik den bedste pris af alle vores kunder dengang. Han fik det virkelig billigt, for jeg fattede kærlighed til Rasmus og projektet. Gud, det var spændende mediemæssigt. Det var modigt. Han var drevet af inspirationen fra sin bror. Og han havde sådan en undrende tilgang: 'Det må da være muligt', som er meget ulig andre, der kommer ind i butikken med en forretningsidé. Normalt kommer folk med meget tydeligere eller mere færdige idéer. Rasmus kom ind meget tidligt og ville engagere med os, og alene det at have fundet på det her site var nærmest en del af forretningsidéen. Jeg brugte uforholdsmæssigt meget tid på de mange samtaler, fordi jeg syntes, det var spændende."

At skabe et nyhedssite fra bunden
Manden, der stod bag Altingets første visuelle fremtoning, var den på dette tidspunkt unge, lovende webdesigner Christian Sørensen, der allerede havde haft flere prominente kunder, herunder Danmarks Nationalbank, for hvilken han havde skabt den første hjemmeside. Fra start var han med til møderne om dette "mærkeligt nørdede nicheprojekt med det specielle navn" og blev koblet på opgaven med at omforme alle de mange idéer til virkelighed.

Han og Rasmus Nielsen svingede så godt sammen, at det blev starten på et designmæssigt parløb, der reelt kom til at strække sig 10-12 år ud i fremtiden, langt ud over MouseHouses egen levetid.

"Jeg har altid sagt til alle, at han var min absolutte favoritkunde, fordi han så gerne ville høre, hvad jeg havde tænkt. Det var sjældent specielt dybsindige diskussioner om design, vi havde med andre kunder, men Rasmus ville vide alt. Man skulle motivere valg af font og farve. Derfor var det enormt interessant at arbejde med ham. Selvom det ikke var synderligt indbringende for MouseHouse."

I den større designproces blev der også gjort mange og dybe tanker om, hvordan man skulle præsentere en nyhed eller en tekst på nettet. I dag kan det virke banalt, for der hersker trods alt en vis præcedens for, hvordan man gør. Det var der ikke i samme grad på dette tidspunkt.

Rasmus Nielsen og Christian Sørensen studerede nøje CNN og andre nyhedstjenester for at se, hvad man kunne lade sig inspirere af.

"Vi sad og prøvede at opfinde det. Så godt var nettet heller ikke på det tidspunkt. Det var denne mærkelige blanding af at lave en avis, der alligevel heller ikke var en avis i gængs forstand. Det er noget andet at skrive til skærmen. I dag kan man sige, det er noget andet at skrive til papir. Det er der ikke så mange, der har prøvet efterhånden. Det er lidt underligt at tænke sig."


Christian Sørensens første skitse til Altingets forside, marts 2000.

Hvem blev valgt?
Fra starten var Christian Sørensen også med til at skabe et andet af de faste produkter, Rasmus Nielsen har insisteret på at producere helt fra start: folketingsplakaterne, hvor man efter et valg kan se alle medlemmer af Folketinget med foto og data. Et stort, research- og korrekturtungt stykke arbejde.

"Man tænkte: 'Yes, nu har jeg lavet en gigantisk plakat, trykt på virkelig godt papir i total flot vektorkvalitet. Den blev helt rigtig!' Vil du nogensinde hænge den op? Nej, aldrig. Det periodiske system er væsentligt mere spændende," siger Christian Sørensen med et smil og fortsætter:

"Nej, nu siger jeg det også med en vis ironi selvfølgelig. For det var jo skidegodt. Rasmus fik folk til at hænge plakaten op hist og pist. De forskellige modtagere af den kunne sagtens bruge den, når de skulle orientere sig om, hvem der var blevet valgt. I virkeligheden tror jeg, der er rigtig meget Rasmus i det. Han ser sig næsten forpligtet til at være formidler, og der er noget historieskrivning i at lave sådan en plakat, hvor man siger: 'Sådan var det.'

En perlerække af pinger
Ganske som Rasmus Nielsen ville have state-of-the-art-design, skulle det samme gælde den personkreds, der skulle tegne hans virksomhed. Det var vigtigt for ham, at den bestyrelse, han pønsede på at sammensætte, kom til at bestå af vægtige folk, der kunne give troværdighed til projektet.

Fredag 28. april 2000 stiftede han med et indskud på 500.000 kroner aktieselskabet Altinget.dk, og han fik professor Jørn Henrik Petersen til at takke ja til at blive formand for bestyrelsen. Han var på det tidspunkt leder af den journalistiske uddannelse ved Syddansk Universitet i Odense og havde været TV 2's første formand i perioden 1986-1994.

Den øvrige bestyrelse bestod af Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, Peter Nedergaard, der på dette tidspunkt sad i en stilling som chef for et nyetableret internationalt kontor i Arbejdsministeriet og var redaktør af fagbladet Økonomi & Politik, og advokat Frederik Blichfeldt, der særligt havde arbejdet med medieverdenen og intellektuel ophavsret, blandt andet i brancheforeningen Producenterne og som rådgiver for Danmarks Radios direktion.

Sidst, men ikke mindst, lykkedes det Rasmus Nielsen at få overtalt sin storebror til også at træde ind i bestyrelsen. Det til trods for, at Jakob Nielsen som nævnt havde advaret kraftigt om, at konceptet var for bredt. Overtalelsen fandt sted under et broderlig roadtrip over Fyn.

Jakob Nielsen var i løbet af foråret 2000 i Danmark, hvor han skulle holde foredrag på Nyborg Strand, og han inviterede sin lillebror med på Falsled Kro ved Faaborg. Her sov de sammen i en dobbeltseng som brødre ved siden af hinanden for første gang, siden de var drenge. Rasmus Nielsen fandt det meget kært, for det mindede ham om drengeårene i halvfjerdserne, hvor de var meget tæt på hinanden og tog på ferie sammen med deres far.

På vej fra Faaborg til Nyborg i det smukke landskab, som Rasmus Nielsen holder så meget af, spurgte han sin bror, om han ikke ville gå ind i den nye bestyrelse. Det var broren ikke meget for, men han gjorde det til sidst. Af gode geografiske og logistiske grunde kom han aldrig til møderne, men han ville af hensyn til sin lillebror godt lægge navn til.

Store forventninger
Erik Bjerager husker i dag kun ganske få punktnedslag fra den korte tid i bestyrelsen, heriblandt at en del af belønningen for at indtage posten var udsigten til at møde den nærmest sagnomspundne Jakob Nielsen. Men da den verdensberømte guru aldrig dukkede op, forblev dette ønske uopfyldt. Belønningen derudover bestod, som Bjerager husker det, i en lille sandwich og en enkelt øl til hvert møde.

Han mindes desuden, at han, dagen efter at det i dagspressen var offentliggjort, at han skulle sidde i bestyrelsen for det nystiftede selskab, kom gående ned ad Købmagergade, hvor han blev antastet af en gammel bekendt.

"Jeg tror, der i den pågældende artikel stod, at alene idéen og navnet var millioner af kroner værd. Det var jo de der fuldstændig hypede tider. Jeg mødte da en gammel journalistkollega, som hilste på mig med næsten ærefrygt, for nu var jeg på sin vis trådt ind i den der nye virtuelle virkelighed af potentielt megarige mennesker. Det er derfor, jeg i spøg nævner øllen og den lille sandwich, for det var ret beset dét, der var i det."

Guruen som trækplaster
At Rasmus Nielsen havde set rigtigt i at få sin bror til at lægge navn til det nystiftede selskab gav ikke kun udslag i at skaffe de rigtige folk til bestyrelsen. Det hjalp også på presseomtalen at få Jakob Nielsen til at figurere funklende galionsfigur for projektet. Det vidner de øvrige mediers dækning af Altingets start om. 'Web-guru bag nyt dansk netmedie' kunne man eksempelvis læse i Politiken, mens Berlingske berettede om 'Guru bag Net-avis'.

Igen og igen fik Jakob Nielsen i den danske dagspresse lejlighed til at anprise brorens tiltag, og det var på ingen måde gennemskueligt, at han bag linjerne reelt havde advaret broren om, at portalen favnede alt for bredt.

"At bruge internet på det politiske område ser jeg som en rigtig god anvendelse af internet som medie. Det er det bedste medie at målrette et budskab på, der passer til en bestemt gruppe af mennesker eller bare til en enkelt person," fortalte han Børsen.

"Og så bliver der desuden mulighed for at gøre politik interaktivt – at gøre det til tovejskommunikation. Det gør hele forskellen. Der sker altid noget i politik, og internettet gør det muligt at få gjort politik langt mere realtidsorienteret ved at sende nyheder hele tiden. Det er desuden muligt for folk, der er meget interesseret i politik, at de kan få korte notitser ud på mobile enheder."

Jakob Nielsen gav også udtryk for vigtigheden af, at Altinget skulle være uden politisk vægtning.

"Der bør være plads til en politisk portal, hvor der bliver gjort noget for den neutrale dækning, så der bliver etableret troværdighed og pålidelighed omkring selve portalens indhold. At noget er neutralt, er ikke det samme, som at det er udvandet. Der må gerne være markante synspunkter – bare sagen ikke kun ses fra en side. Man kan også sagtens forestille sig, at man på sigt kan stille spørgsmål i realtid til politikere eller sende spørgsmål ind til Altingets redaktion eller give politikere 24 timers responstid på et svar. Det er interaktionen, der gør det her til en helt ny service, som er grundlæggende forskellig fra andre mediers måde at dække politik på. Du kan ikke stille spørgsmål til en minister efter at have set tv-avisen. Det kan du på internettet."

Jeg har en plan!
Med råd og sparring fra Jakob Tuborgh fra MouseHouse bryggede Rasmus Nielsen i løbet af forårsmånederne 2000 en tentativ forretningsplan sammen. I al sin enkelhed lød formålsparagraffen for det nye selskab:

"Portalen skal gennem uafhængig journalistik bidrage til at fastholde dansk folkestyre ved at kvalificere den politiske debat, så borgeren får et bedre grundlag for at danne sin egen holdning, i hverdagen og på valgdagen."

Idéen var fra start at skabe et selskab med to søjler med indbyrdes synergieffekt.

Den første søjle skulle være Altinget, en uafhængig, journalistisk og interaktiv portal om politik i Danmark på kommercielt grundlag. Den anden søjle var Pressetinget, der var tænkt som "et professionelt og voksende multimediebureau på Christiansborg med særlig kompetence i dansk politisk journalistik og multimedieteknik leveret til andre medier, hvad enten det er internet, tryk, lyd, faste eller levende billeder". Denne anden søjle i virksomhedens struktur blev betegnet som Altingets "maskinstation og primære indtægtskilde de første år".

Forretningsplanen afslører mange af idéerne til, hvilke grene og underafdelinger Altinget var tænkt at skulle indeholde. Adskillige sammensætninger med 'tinget' som endelse var i spil; heriblandt et modereret chatforum, Chattinget, satiresitet Snapstinget, et politisk leksikon, ABCTinget, en undervisningsportal til folkeskolerne, Skoletinget, og en informationsside om den forestående afstemning om fælles EU-valuta, Eurotinget. Men endnu var dét, der siden skulle vise sig at blive Altingets kerneprodukt – nicheportalerne – ikke på bordet.

Idéerne var, set i bagklogskabens ulideligt klare lys, i det store hele langt mere præget af en public service-tankegang med hovedvægt på omnibusjournalistik end af en større kommerciel strategi. Blandt de mere kuriøse idéer var ordningen '1240K', der var opkaldt efter Slotsholmens postnummer. Her var det meningen, at Altinget skulle tilbyde brugerne at skrive om et konkret problem per mail eller post, hvorefter Altingets redaktion ville finde den minister eller ordfører, der bedst vil kunne løse problemet.

En anden forretningsidé var 'StoreTrappe', der skulle være Altingets besøgstjeneste.

"I samarbejde med medlemmer og lokale medier arrangerer vi besøg i Folketinget (herunder naturligvis med kaffe i den fysiske udgave af Snapstinget). Jeg tror, denne tjeneste er besværet værd, da vi kommer i kontakt med brugerne, der får en lille folder med hjem. Vore guider skal have en Altinget-trøje på," står der i planen.

Det blev aldrig til noget med at agere posttjeneste mellem borgere og politikere eller at udkonkurrere og erobre Folketingets besøgstjeneste iført Altinget-uniformer for den sags skyld. Men den overordnede tanke om det fysiske møde med læserne og brugerne, som Altinget i de senere år har dyrket gennem netværk, konferencer og masterclasses, folkemødefejring på Grønbechs Hotel i Allinge og arrangementer i Gården i Ny Kongensgade, var på den vis allerede til stede på dette tidspunkt.

Kend din kandidat
Der er også værd at bemærke, at idéen til et stærkt og holdbart koncept som kandidattesten, Kend din Kandidat, faktisk var i støbeskeen allerede i det første udkast til forretningskonceptet, her under betegnelsen 'Stemmeseddel'.

"Brugeren konfronteres med et antal politiske synspunkter af blandet generel og aktuel karakter. Brugeren skal så krydse af, hvor enig eller uenig vedkommende er, hvorefter computeren ud fra et program giver svar på, hvilket parti brugeren bør stemme på med de holdninger, fordi partiets program samlet set kommer tættest på. Udvikles i samarbejde med fagfolk. En skæg, original variant af de populære 'Test dig selv' på websites."

 

Helikopterperspektiv og mikromanagement
I forhold til organisationen var det tanken, at der hurtigt skulle findes en direktør for foretagendet samt en salgsdirektør, der jævnfør en håndskreven note fra Rasmus Nielsens arkiv skulle være en "bidsk hund". Rasmus Nielsen har i diagrammet i al ydmyghed indsat sig selv som redaktionschef.

I virkelighedens verden skulle der komme til at gå sytten år, før han lod en anden overtage direktørposten. Det skete først, da han og bestyrelsesformand Per Mikael Jensen byttede plads i juli 2017.

Overordnet set rummer forretningsplanen anno 2000 et virvar af såvel de helt store, overordnede planer for strukturen med B2B-produktionsselskabet Pressetinget og modervirksomheden, Altinget, hvis journalistik skulle sælges til private abonnenter, samt optimistiske bud på budgettering med venturekapital og så et dyk helt ned i detaljen om vigtigheden af kuglepenne og mikrofonvindhætter med logo.

Generelt synes udgangspunktet i denne første forretningsplan at være, at de konkrete kommercielle planer nok skulle komme sådan lidt hen ad vejen. Ikke mindst med kommercielt tænkende journalister ombord.

"Direktøren gør det ikke alene – de redaktionelle medarbejdere med redaktionschefen (medejeren) i spidsen skal tænke kommercielt, det vil sige i salg og nye produkter. Erfaringen viser, at netop idérige journalister er gode til at komme hjem med kunder på et sølvfad."

Drømmen om svenske millioner
I løbet af forårsmånederne 2000 åbnede der sig pludselig en reel mulighed for at få tilført kapital til Altinget-projektet i en sådan svimlende størrelsesorden, at det næsten var for godt til at være sandt.

Få måneder før Rasmus Nielsen første gang havde henvendt sig til Caroline Søeborg Ohlsen, var hendes succesrige og prisbelønnede webbureau, MouseHouse, blevet opkøbt af den internationale fremadstormende koncern Linné Group, hvis formand var den svenske legendariske tidligere SAS-chef Jan Carlzon.

Kort efter opkøbet skiftede Linné Group navn til Cell Network. Som kapitalfond var man fra Stockholm interesseret i at investere i nystartede, interessante og lovende virksomheder, og da Caroline Søeborg Ohlsen trådte ind i Cell Networks bestyrelse, var danske Altinget et af de selskaber, hun indstillede til investering. Gennem foråret og sommeren var der løbende kontakt mellem København og Stockholm.

MouseHouse i Danmark hjalp med at udfærdige et pitch, og Rasmus Nielsen fik lejlighed til at præsentere sin forretningsplan og sine visioner. Det vakte genklang hos svenskerne. Man var, som Rasmus Nielsen husker det, mildest talt begejstret, og hen mod sankthans syntes det nærmest blot at være en formssag, at Cell Innovation under Cell Network ville investere et millionbeløb i foretagendet.

"Vi blev indstillet til en valuation til tyve millioner kroner, og Cell skulle så købe tyve procent. Fem millioner til mig, det var fantastisk. Jeg havde investeret 500.000 i april, og i juni måned var det tyve millioner værd. Så jeg ville have fem millioner, når jeg kom tilbage fra sommerferie, til at komme videre. Vi kunne komme ud til flere lande. Det skulle være en international virksomhed. Det var planen."

I august rullede millionerne dog ikke ligefrem ind på kontoen. Tværtom.

Svenskerne udbad sig en mere udførlig beskrivelse af strategien med et øget fokus på indtjeningen. Det fik de. Igen slog man fra dansk side fast, at det overordnet drejede sig om de to søjler i virksomheden.

Hovedsiden Altinget blev nu beskrevet som "et neutralt, monitorerende site uden egen kritisk, journalistisk produktion, henvendt til den alment politisk interesserede dansker". Og søjle to, Pressetinget, reelt et produktionsselskab for andre medier, som var det, man skulle tjene pengene på.

At Altinget som koncept også kunne og skulle udbredes til flere lande, var et af de punkter, svenskerne ønskede uddybet. Umiddelbart var der to muligheder for internationalisering, sådan som man fra dansk side så det:

For det første en global eksport af en såkaldt demokratiplatform med tilhørende viden om, hvad der virkede, og for det andet en lancering af Altinget-konceptet på nærmarkeder som Sverige og Norge. I parentes bemærket skulle der komme til at gå 14 år, før Altinget.se så dagens lys. Altinget.no har vi i skrivende stund endnu til gode at opleve.

Rasmus Nielsen sendte sin reviderede forretningsplan afsted og blev mødt med: stilhed.

Han hørte intet fra Stockholm. Hen mod slutningen af august, kort inden næste bestyrelsesmøde, tog han endelig kontakt til Cell Innovations kontaktperson, Kristina Ahlberg. Han var rasende utålmodig efter at få et svar, men formåede at holde den joviale tone i sin henvendelse.

Kjære Kristina

På torsdag, den 31. augusti kl. 16.30, holdes styrelsesmøte på Christiansborgi a/s Altinget.dk. Var det møgligt vi kunne få en kort briefing från ere innan om hur I ser på sagerne? Kanske midt i veckan?

Alt går bra hér i Köpenhamn. Vi opdaterer dagligt og har stærkt stigende trafik. Vi har en særdeles bra presseomtale, flere artikler er på veg til Stockholm. I går hatte vi chancen at præsentere Altinget.dk for formanden for Folketinget (Ivar Hansen), som besøgte vor lille redaktion, du har set. "Jer kommer vi til at høre meget mere til," sagde han.

Såhér ser det ut, når jag skriver på "dansk/svenska"...

Hej/
Altinget.dk
Rasmus Nielsen

Fortsat øredøvende radiotavshed. En lille uges tid gik der. Og endelig to dage før bestyrelsesmødet sidst i august tikkede en mail ind med nyt fra broderlandet.

Rasmus,

Tack för en omarbetad affärsplan! Vi har noterat dina forändringar i affärsplanen och analyserat Altinget i detalj. Tyvärr så måste vi lämna ett negativt besked till dig i dag – sent omsider. Cell Innovation har som krav att investera i bolag som ger minst 100% i avkastning inom 3 år – något som vi har svårt att se att Altinget kan göra.

Låt mig vara mer specifik:

Även om ni har ökat intäktsandelen något för Pressetinget, så är både marginaler och intäkter alldeles för låga inom detta business-to-business segment. Det verkar helt enkelt svårt att tjäna pengar på att sälja politiskt innehåll. Ursprunglig vision, och det som du uppenbärligen brinner för, är Altinget som consumer-site. Här är tyvärr intjäningspotentialen än mindre – och helt beroende av olika former av annonintäkter. En modell som är mycket riskfylld att bygga en business på.

Politik är dessutom mycket lokalt – varför ni som "content provider" har svårt att sälja ert innehåll till andra länder och på något sätt "skala upp" verksamheten.

Vi diskuterade även möjligheterna med att "exportera en demokrati-portal" till andra länder, där IT-plattformen skulle våra det man kunde sälja. För 400’ får man tyvärr ingen IT plattform som är unik på något sätt. Investeringen i teknik är aIltför låg enligt budget – men det är ändå inte säkert att man kan bygga något som är specielt unikt. Konkurrensen är mycket hård i dagslåget, där div. olika software suppliers lanserar standard moduler till överkomliga priser.

Det är därmed svårt att se en "exit" for oss – ett krav som tydliggjorts än mer från vår styrelse sista månaden. Att inte Tele Danmark går in var dessutom något som vår investeringskommittée hade som krav.

Jag ber om ursäkt för ett sent svar och utdragen process från vår sida. Vi borde ha sett att affärsmodellen inte var attraktiv redan från början – men din presentation och ditt starka engagemang för dansk politik gjorde att vi in i det sista var mycket intresserade.

Hoppas att detta besked inte stannar upp ditt byggande av Altinget – och att ni kan finna finansiärer på annat håll.

Lycka till!

MVH/Kristina
Cell Innovation

Luftkastellet sprænges
Da Rasmus Nielsens mobiltelefon ringede, havde han endnu ikke læst mailen. Han stod midt i forhallen på Christiansborg. Det var Kristina Ahlberg fra Stockholm, der personligt ville levere sit budskab. Han standsede op, afventende, måbende. Vred og skuffet.

"Det var upræcist og konsensuspræget. Hvad pokker var det egentlig, hun mente? Hun leverede simpelthen budskabet, at de hen over sommeren havde ændret strategi; de investerede ikke i it-virksomheder mere. Fordi it-boblen bristede totalt. Hun undskyldte og sagde, at det var generelt, det var stoppet. Jamen det ramte mig! Mine fem millioner var væk. Med et slag. Ét slag, og der stod jeg. Jeg havde stort set ikke flere penge."

Sverige vendte tommelen ned, ja. Og de var utvivlsomt blevet mere ængstelige og påpasselige efter forårets voldsomme udvikling på it-området. Men når det er sagt, havde Cell Innovations folk også nøgternt forholdt sig til den fremlagte forretningsplan og givet deres bud på en analyse af fremtidsudsigterne.

Når hans gamle sparringspartner ved MouseHouse, Jakob Tuborgh, i dag hører Rasmus Nielsen genfortælle historien, bider han mærke i en særlig detalje:

"Det er meget sigende, at Rasmus siger 'mine fem millioner'. For det var det ikke endnu. Men det viser, hvilket ejerskab han tog over det. Det var det billede, han havde taget til sig. Sådan som jeg husker det, var det en mulighed. Men han havde allerede taget muligheden ombord."

"Typisk for en iværksætter," medgiver Rasmus Nielsen.

"Man klamrer sig til alt. Hvor der bare er en lillebitte isflage ude i havet, så er vi på."

Tilbage stod, at drømmen om de svenske millioner forblev netop det, en drøm. Spørgsmålet var da: Hvad så nu?

I et notat til bestyrelsen og selskabets revisor opridsede Rasmus Nielsen de alternative veje, man kunne gå.

Status:

Stærk, troværdig bestyrelse. God presseomtale. Vi rammer plet i den aktuelle bølge af nye kontaktformer mellem vælgerne og politikerne (medborgerjournalistik, folkehøringer). Seks måneders aftale med Opasia, der slutter med 35.000 kroner/månedligt. På næste tirsdag tildeler præsidiet os forhåbentlig/formentlig en plads i Presselogen: Læs frit kontor på Borgen og udvidet adgang til informationer.

Vor ansøgning står uantastet af Cells kovending (der formentlig også skyldes deres dårlige halvårsregnskab). September er dækket ind af offentlig støtte, og vi har ingen forpligtelser fra 1. oktober. Med andre ord har vi september til at afgøre den videre skæbne for selskabet. Udgangspunktet nu er alene en nøgtern økonomisk vurdering af vore muligheder.

Scenarier og muligheder:

Skal vi gå i gang med andre venturefonde? Det bliver nok svært, konceptet er tydeligvis ikke kommercielt nok i forhold til de forøgede krav fra venturekapitalister på nettet. Vi kan ikke forøge indtægtsbudgettet på Pressetinget yderligere, uden at det bliver for risky og utroværdigt.

Skal vi gå til fonde som Teknologisk Innovation under Erhvervsfremmestyrelsen, der tager ejerandel mod indskud på maksimalt 700.000 kroner, ATP, LD? Man kan også sige: Skal vi søge mere "politisk motiverede" investorer?

Skal vi satse på offentlige tilskud, blandt andet fra EU og Undervisningsministeriet? EU har i september frist for støtte til projekter, der bygger bro mellem folkestyre og borgerne.

Skal vi satse på senere på året at sælge selskabet til en stor portal, Opasia, Jubii, SOL eller andre, for eksempel 25timer.dk, Nyhedsavisen, der selv er forsinket, fordi de ikke kan skaffe kapital, et selskab, der har råd til en politisk redaktion på Borgen, hvorved i hvert fald investeringen kommer retur? Værdien af et medlemskab af Presselogen/kontor tæller også. Hvad skal Altinget.dk mindst indeholde, for at portalen er interessant – for Opasia, for brugerne og for kilderne? Er der samarbejdspartnere, der kunne give begge en fordel? For eksempel pr-bureauet Gunbak & Co.

Skal vi satse på mange små investorer, for eksempel 100 anparter a 25.000 kroner? Det tror jeg ikke selv på, omend tanken er sympatisk.

Skal vi søge et samarbejde med Folketinget.dk i håb om, at huset selv vil købe og lade os udvikle nogle af vore idéer, for eksempel virtuel rundtur, Skoletinget, Chattinget, afstemninger, måske endog Snapstinget?

Skal vi afblæse det hele 1. oktober, tage tabet – 75 procent af aktiekapitalen, vil jeg tro – og komme videre? Tid og karriereplanlægning spiller også ind, og der ligger dog stadig en levevej i "de gamle medier" og tv-produktion. Personligt kan jeg godt se en løsning, hvor jeg som medlem af Presselogen, eventuelt sammen med freelancere, udnytter min opsparede kompetence i politisk journalistik og laver stof til Opasia, prøver at skaffe net- og andre kunder til Pressetinget, søger offentlige midler på kryds og tværs, der efterhånden omsættes i de idealistiske dele i forretningsplanen.

Det kunne også være, at internetmarkedet om et år eller to har ændret sig til det lunere, som var temperaturen, da vi begyndte i januar. I så fald vil det have betydning, at bestyrelsen fortsætter sit arbejde, eventuelt med en lavere mødekadence.

Lukning af selskabet var en reel mulighed her, næsten inden det hele var begyndt. Man havde forsøgt at rejse venturekapital, men var fejlet. Man var erfaringerne rigere. Skulle man tage konsekvensen og redde, hvad reddes kunne?

Nej, dertil kom det ikke.

En hjælpende hånd
Rasmus Nielsen ville med bestyrelsens opbakning kæmpe videre. I hvert fald lidt endnu. Ved at følge et par af de skitserede veje ville det måske lykkes at klare skærene. Der var trods alt tilsagn om offentlig støtte fra Nævnet for EU-oplysning, en aftale om leverance til Opasia var på plads, og den lille redaktions produktion var så småt begyndt – der var ikke tid til at dvæle ved fortiden. Nu ville man se fremad.

En af de stier, man valgte at betræde, var at kontakte Teknologisk Innovation under Erhvervsfremmestyrelsen for at søge udviklingsstøtte. Herfra støttede man i løbet af år 2000 knap 90 nye virksomheder. Mange med det formål at få virksomhederne til at tænke i nye forretningsmodeller, at nå et niveau, der kunne gøre dem attraktive for eksterne investorer eller at blive købt op. Det var såkaldt seed-kapital.

Hos Teknologisk Innovation var man interesseret i projektet Altinget, og efter et grundigt eftertjek af virksomheden kunne ekstern konsulent Pernille Kallehave i slutningen af november underhånden sende Rasmus Nielsen hele dokumentet med indstilling og anbefaling.

Hendes SWOT-analyse giver et øjebliksbillede af virksomheden i det sene efterår 2000.

Styrke: Stærk iværksætterprofil (kompetencerne er i orden), stærkt netværk, god bestyrelse, god presseomtale, interessant niche, godt koncept.

Svagheder: Svært at tjene penge på content på nettet, har allerede fået nej fra TeleDK Innovation og Cell, mangler penge til teknologi, mangler man-power.

Muligheder: Udvikle nicheprodukt som journalistisk service, forny den journalistiske metode, nyt forretningskoncept muligt.

Trusler: At ingen vil betale for ydelserne, ingen videreførelse fra venturekapital, at RN "taber pusten".

Rasmus Nielsen måtte ikke brænde ud. Dette var essentielt en reel faktor i trusselsvurderingen.

Projektet stod og faldt med ham.

Bendtsens bid af kagen
Teknologisk Innovation endte ved årsskiftet 2000-2001 med at slå til og overtog for 300.000 kroner en ejerandel på 14 procent. Samtidig takkede Pernille Kallehave ja, da Rasmus Nielsen tilbød hende at træde ind i bestyrelsen.

I januar 2001 kunne hun til Børsen fortælle, hvorfor Altinget i hendes optik havde været det rigtige projekt at støtte.

"Det drejer sig om, at der er nogle politiske beslutningstagere, som har brug for meget målrettet og præcis information på det politiske område, og for hvem det kan være vanskeligt at leve uden. Og er Altinget så i stand til at gøre det på en ny og spændende måde i forhold til de gængse medier, og som opfylder kravene hos beslutningstagerne, er det min overbevisning, at det kan udvikle sig til en god lille forretning," sagde hun og profeterede:

"Det vil aldrig blive en multimillionstor forretning, men der skal være plads til at udvikle nye forretningsmodeller inden for salg af indhold. Lige præcis den del af markedet, som venturekapitalen har vendt fingeren nedad til i år 2000."

Rasmus Nielsen er ikke bleg for at indrømme, at det var en af begyndelsens mest skæbnesvangre stunder, da Teknologisk Innovation skød penge i foretagendet. Uden de midler havde det næppe været muligt for selskabet at overleve vinteren og foråret 2001, og han sender en venlig tanke til ministeren, der på det tidspunkt var overordnet ansvarlig:

"Jeg plejer at sige, at Bendt Bendtsen ejede 14 procent af Altinget. Han var erhvervsminister, og Teknologisk Institut i Høje-Taastrup lå under Erhvervsministeriet. Jeg er meget taknemmelig for de penge. Man har sådan et behov for, at der er nogen, der tror på én, når man er ung, og man er iværksætter. De troede på mig. Det betød alt."

Noget at grine af
Meget tidligt i hele processen gik Rasmus Nielsen i gang med at sætte sit første lille hold af betroede medarbejdere, og næsten symptomatisk for den impulsive ånd, der prægede iværksættervirksomheden, var den første, han fik i fold, hverken journalist eller it-kyndig.

Han var humanist og skulle på daglig basis bedrive noget, han aldrig havde begået sig i før: satire. Morten Brasks mor arbejdede som protokolansvarlig på Christiansborg, og en dag talte hun med Rasmus Nielsen, der fortalte om sit gryende projekt.

"Kan du ikke bruge min søn?" spurgte hun.

Det kunne han måske nok, og efter en samtale i Christiansborgs frokostrestaurant, Snapstinget, var Brask hyret til at lave et satiresite med selvsamme navn.

At der i den begrænsede produktion blev satset så voldsomt på satiredelen, var noget af det, der i særlig grad undrede den anden faste medarbejder, Jon Adelsten, da han tiltrådte. Han syntes, det virkede temmelig vildt at satse så stort på det. At man på en politisk redaktion havde tre faste medarbejdere, og at den ene så på daglig basis skulle lave Svikmøllen-agtig politisk satire – og kun dét.

En lidt aparte gruppe
Jon Adelsten og Rasmus Nielsen kendte hinanden godt. Gennem to år havde de arbejdet sammen ved TV 2-regionernes Christiansborg-redaktion. En bopælen og fortalte, han var ved at starte noget helt nyt, og spurgte til, om specialeskriveren kunne have lyst til at være med. Det kunne han, og dermed blev den næsten færdiguddannede magister Jon Adelsten Altingets første nyhedsjournalist.

Nogen tid efter troppede han op i Sibirien på Christiansborg, hvor han mødte de andre, der udgjorde startholdet.

Ud over Morten Brask var der en praktikant og en tech-fyr, som ud fra MouseHouses design og anvisninger havde programmeret hjemmesiden. Han arbejdede hos Falck, men havde indvilget i at lægge nogle timer om ugen i Altinget-regi og stod nu for funktionaliteten, så det, der blev skrevet, til nød også kunne publiceres.

Rasmus Nielsen og MouseHouse-folkene var nemlig gået skævt af hinanden, hvilket for en stund skabte kurrer på tråden mellem ham og Jakob Tuborgh. Rasmus Nielsen havde regnet med, at MouseHouse også leverede et system til publicering.

Det var jo mange penge, han havde betalt dem, syntes han. Men han havde kun købt design, templates, statiske sider. Intet system til artikel-upload.

En mindre detalje, der i første omgang blev løst ved denne deltids-webmasters mellemkomst.

"Det var en lidt aparte gruppe. Meget typisk opstart, total uprofessionel operation, en samling amatører, der gør det på deltid," mindes Jon Adelsten. Selv var han ansat på fuldtid og blev bedt om at bruge halvdelen af sin tid på at skaffe abonnenter til nyhedsbrevet og resten af tiden på at skrive.


Redaktionen bag Altinget.dk, december 2000 (fra venstre): Rasmus Nielsen, Morten Brask, Sara Holt, Jon Adelsten, Marcus von Hedemann, NB og Lars Michael Sørensen. Webmaster Michael Kellberg sad inde med computer og cola.

Navnestoffet fremfor alt
Af hele den journalistiske produktion på Altinget var der én særlig type historier, der fra start kom til at fylde exceptionelt meget: navnestoffet. Det er og har alle dage været en kæphest for Rasmus Nielsen.

Jon Adelsten fandt, at det måske var en lidt mærkelig prioritering, når der var så få nyhedsartikler og så meget navnestof.

"Det var groft overprioriteret. Hver gang der blev ansat nye folk på Borgen, skulle vi have et portræt af dem. Men det var noget, andre medier ikke havde meget af, fordi de personer var ukendte. Meget af det var derfor solostof for Altinget."

Der skete også noget i de år med en ny type i den politiske personkreds. Spindoktorer var pludselig et ord, man begyndte at bruge. Hvad pokker betød det, og skulle man stave det med c eller k?

Én af de doktorer, Jon Adelsten skulle portrættere, var Michael Kristiansen, der var blevet ansat i Venstre, efter at Henrik Qvortrup gled ud. Han var en anden type end Q, som man var lidt bange for, mindes Adelsten, der i sit portræt beskrev Michael Kristiansen som "den nye medicinmand for Venstrehøvdingen".

Rasmus Nielsen gik meget op i det, og de arbejdede tæt sammen om artiklen. De følte, de havde fat i noget, og det viste sig, at det også blev starten til Venstres forvandling og den nøje planlægning af magtovertagelsen efter valget i efteråret 2001.

Satirens magt
Der herskede en umiskendelig wild west-vibe over den lille redaktion, og ikke mindst Morten Brask havde det som en fisk i vandet. Han fik fuldstændig frie tøjler til at skabe sit eget satireunivers fra bunden, og hurtigt blev Snapstinget ret populært og kom til at virke som en stadigt accelererende trafikgenerator for storesøster-sitet Altinget. Ganske som Rasmus Nielsen havde forudsagt.

Det hjalp også, at internettet stadig var på barndomsstadiet. Endnu var antallet af hjemmesider begrænset, og en side, der på daglig basis leverede aktuel politisk satire, var et særsyn. Snapstinget og Altinget fungerede som to adskilte søster-sites bygget over samme design, hvor satiresiden var holdt i farven rød, mens hovedsiden var blå.

Overalt på siderne var det muligt at gå videre til det andet site, og listerne, hvor man kunne se, hvor folk kom fra, afslørede, at temmelig mange, langt over halvdelen, kom til Altinget via Snapstinget.

I starten skulle Brask lige finde formen. Ligesom han ikke havde beskæftiget sig med satire før, havde han heller ingen grafisk uddannelse eller nævneværdig tæft i den retning, så han var nødt til at finde en illustrator. Det blev Niels B. Poulsen, kaldet NB, og sammen formede de en duo, hvor Brask leverede teksterne, og NB skabte billedmosaikker.

Omstændelig publicering
Systemet med upload af billeder, grafik og artikler til såvel Altinget som Snapstinget var fuldstændig håbløst, der var intet reelt CMS-system, så siderne var usædvanligt omstændelige at opdatere.

Dette irriterende faktum fik Rasmus Nielsen til i sit netværk at efterspørge en dygtig ung studerende med it-kundskaber et godt stykke over middel. Ad den vej lykkedes det ham at finde den helt rette mand til posten, og i november måned 2000 tiltrådte en frisk, ung DTU-studerende ved navn Michael Kellberg.

Han fik hurtigt skrevet en kode, der lagde basen for et system, hvor de skrivende selv kunne uploade direkte til net. For Rasmus Nielsen var der tale om intet mindre end et lille mirakel.

"Michael er skidedygtig. Han er virkelig ikke kreativ og bruger også mange gange tid på det, men hans ting virker. Vi har aldrig dataslip. Det virker, og det er meget, meget vigtigt. For få penge fik jeg en sendemast, så jeg selv kunne opdatere. Det åbnede han. Han gav os syn, vi fik øjne. Vi fik et 180-graders syn til ingen penge. Og i dag har han også fået en god stilling ud af det. Men det, at han var billig i starten, betød alt."

Morten Brask var vild med den nye, nørdede it-fyr, der sad inden døre iført gule solbriller, mens han lystigt kodede.

På et tidspunkt fik han ham med på at redesigne Altinget ud fra Playboys hjemmeside, for han tænkte: 'Det må være populært!'

"Det er dét, jeg mener med, at der herskede en wild west-følelse af, at nu gør vi det bare! Det er virkelig også en cadeau til Rasmus. Han åbnede og gjorde plads; det var frit."

Snapstinget på print
To år i træk blev satiretegningerne fra Snapstinget udgivet som bog ved Aschehoug i passende tid inden julesalget. Det var tænkt som en mandelgaveidé på lige fod med Svikmøllen og Blæksprutten. Jacob Haugaard indvilgede i at være protektor for udgivelsen og endte med at få sit kontrafej på forsiden som et kvalitetsstempel fra "den kongelige hofnar".

Marianne Jelved anmeldte begge bøger for Ekstra Bladet og uddelte naturligvis håndtasker ved karaktergivningen.

Salget var dog ikke imponerende. Selvom det var populært og et godt visitkort fra Altingets redaktion, var der ingen reelle indtægter forbundet med det, så det blev ved de to udgivelser. Omvæltninger på Altingets redaktion spillede også i en ikke ubetydelig grad ind.

Kontakten til Søren Risbjerg
I foråret 2001 fik Rasmus Nielsen en henvendelse fra Svend Gunbak, som han indtil da kun kendte af navn. Gunbak ville gerne samarbejde, og aftalen blev, at han skulle hjælpe Rasmus Nielsen med prissætning og produktudvikling. Det blev ikke til så meget, resultaterne udeblev, og det endte med, at de ikke fortsatte samarbejdet.

Men afgørende var det, at Gunbak gjorde Rasmus Nielsen opmærksom på, at Ritzaus Bureau var ophørt med at bringe det vægtede snit af meningsmålinger, bureauet i en årrække havde publiceret, da et af institutterne, hvis målinger indgik i snittet, havde stillet sig på bagbenene. Rasmus Nielsen tog da kontakt til professor Søren Risbjerg Thomsen ved Aarhus Universitet, som med sin egen formel stod fadder til det vægtede snit.

"Der var et vindue, den lå lige på den flade, og det var meget værdifuldt. Det, Svend Gunbak gjorde i den forbindelse, var hele hans honorar værd. Der kom ikke så meget andet ud af det, men lige præcis dét var helt afgørende."

Parløbet med Altinget passede Søren Risbjerg Thomsen glimrende. I starten leverede han snittet nærmest gratis. Eller i hvert fald meget billigt. Han kunne fornemme, pengene ikke var store i foretagendet. Samtidig så han en egeninteresse i det, for han ville gerne have et fast sted, hvor han kunne offentliggøre sine resultater og samtidig sikre en seriøs journalistisk behandling.

Mandatprognoserne
Risbjerg fandt også ud af, at det var muligt at købe Gallups tal, når instituttet var færdig med at bruge dem. For en forsker var det et fantastisk materiale, og han fik pludselig langt flere interview end kollegerne at arbejde med gennem det parløb. Tallene brugte han på analyser af vælgervandringer, og han så nærmere på, hvordan de forskellige erhvervsgrupper stemte. På nært hold kunne han følge udviklingen i, hvordan arbejderne forlod Socialdemokratiet og begyndte at stemme på DF.

En dag bragte han nærmest i en sidebemærkning en glædelig overraskelse til Rasmus Nielsen.

"Typisk for Søren kom han med en masse ting, hvoraf 90 procent var helt akademisk, statistisk og nørdet. En dag sad jeg og lyttede med et halvt øre, og pludselig sagde han, at han sådan set også godt kunne forudse, hvor mandaterne ville falde. Og om jeg kunne være interesseret i det. Mon ikke!"

Det blev starten på, at Altinget begyndte at bringe mandatprognoser, hvor det også var muligt at spotte de nye stjerner. Jon Adelsten ringede til disse nye højdespringere, der stod til at blive valgt. En dag var der i prognoserne en for ham ukendt kandidat i Ballerupkredsen, en ung LO-konsulent, der godt kunne se ud til at få et mandat.

"Jeg så et billede af hende, hvor hun havde sådan et ungdomsstrithår, og jeg ringede så til hende her Mette Frederiksen. Hun havde eddermame meget energi. Hun kørte i et helt andet gear end de socialdemokrater, jeg kendte fra Borgen. Det var sådan set meget fedt, og det gik jo også godt."

På den lidt mørkere side viser prognoserne også de kandidater, der ikke står til at blive valgt. Ud over at det for den enkelte kan være dybt ubehageligt at blive dømt ude, kan det også have andre konsekvenser, hvilket er noget, Rasmus Nielsen har taget til efterretning.

"Pludselig forstår jeg nu – forklædt som voksen – at tingene kan være smertelige. Hvis man får at vide, at en kandidat står til at ryge ud, så vil partiet give færre valgkampspenge, vedkommende vil få mindre sponsorstøtte, lokalmedier skriver ikke om ham eller hende, det bliver til en negativ spiral. Det skal vi huske på som journalister, hvor megen skade det kan forvolde de pågældende og deres familier. Det betyder ikke, at vi skal afstå fra at gøre det. Men vi skal tage de forbehold, der skal tages. Det gør vi også, synes jeg. Som regel," reflekterer Rasmus Nielsen.

Risbjerg-snittet lever videre
Da Søren Risbjerg Thomsen i 2014 ønskede at træde tilbage som fast leverandør af målinger og prognoser, foreslog han selv Kasper Møller Hansen som afløser og arvtager. Som en cadeau og en æresbevisning til professoren har Altinget bevaret brandet Risbjerg-snittet.

"Det vil vi gøre til evig tid. Så længe vi udkommer, kører det snit, Risbjerg-snittet. Det er hævet over en person. Det er ligesom Gallup. Det hedder det, det vil vi kalde det, og det er jeg meget tilfreds med," siger Rasmus Nielsen.


Professor Søren Risbjerg (Foto: Brian Rasmussen/NF/Ritzau Scanpix)

Jagten på investorer
I forårsmånederne 2001 kunne Jon Adelsten tydeligt fornemme, at der var noget andet i gære. Han var overrasket over, at chefen ikke var mere på kontoret, at han ikke skrev flere artikler, at han ikke lavede produktet. Rasmus Nielsen holdt ustandseligt møder. Hele tiden. Han havde blikket rettet mod noget større. Men det forstod Adelsten ikke på dette tidspunkt.

På redaktionen undrede man sig blot over, at man stort set aldrig så direktøren for det hele. Senere opsnappede Adelsten, at Rasmus Nielsen brugte de fleste af sine vågne timer på investorjagt.

I februar 2001 forsøgte han eksempelvis at få Bo Mikael Pedersen ved CNN.dk til enten at skyde penge i Altinget eller opkøbe selskabet helt. CNN.dk var en del af den amerikanske nyhedsmastodonts store onlinesatsning i Skandinavien og blev i Danmark drevet af Berlingske-selskabet Metropol Online. Investeringstilbuddet fik ingen gang på jord, og det viste sig siden, at CNN.dk selv levede på lånt tid. Godt et års tid efter var satsningen og nyhedstjenesten historie.

I løbet af foråret og sommeren 2001 blev Altinget ramt af flere hårde slag. Tele Danmark valgte at ændre aftalen om fast leverance af politisk journalistik til portalen Opasia. Fra at man havde betalt Altinget for tjenesten, ønskede man nu at få stoffet stillet gratis til rådighed under påskuddet, at det havde reklameværdi. Året efter ændrede man atter vilkårene, så Altinget nu forventedes at betale for at få journalistikken bragt på Opasia.

Exit Teknologisk Innovation
Samtidig med bortfaldet af pengestrømmen fra Tele Danmark meddelte Teknologisk Innovation, at man ikke ønskede at investere yderligere og derfor ville afvikle engagementet. Rasmus Nielsen forstod ikke den beslutning, han følte sig svigtet.

I dag fortæller investerings- og porteføljechef Michael Frank, at der lå en helt nøgtern beslutning bag valget om at trække sig. Da Rasmus Nielsen havde præsenteret sin idé for dem, kunne de se et behov for databasen og den service, som blev udbudt, og de kunne se deres investering gøre gavn, samtidig med at de kunne øjne en mulighed for forrentning af investeringen.

"Når jeg ser mine egne fortegnelser over investeringen, så står den ikke som en supergod mulighed, men det var på dette tidspunkt mindre vigtigt. Da man rundede 2001, gik det godt for selskabet. God rapportering i februar 2001 blev dog afløst af mindre opløftende tal for udviklingen i selskabet, og hen over perioden fra marts til august gik det dårligere og dårligere. Samtidig gjorde internetboblen det ikke nemmere, og både banken omkring Altinget sagde nej til kreditter, og navne som Politikens Hus, TDC Online, Metropol med flere var afvisende over for noget som helst."

Da Rasmus Nielsen i sensommeren 2001 efterspurgte flere midler, besluttede Teknologisk Innovation sig derfor for at melde pas. Der var ikke samme momentum som før, de kunne ikke se deres penge blive forrentet og havde andre mere lovende investeringsmuligheder i støbeskeen.

Deres kapital var desuden begrænset i størrelse, og de havde skiftet strategi over mod mere ventureagtige investeringer. De var på udkig efter milliardpotentiale, og det så de ikke i Altinget.

At Teknologisk Innovation trak sig, skulle siden vise sig at få den afledte effekt, at Rasmus Nielsen i dag er eneejer af hele koncernen. Noget, han i dag sætter umådelig stor pris på. Men det kunne han ikke vide i august 2001. Tværtom var han på dette tidspunkt efterhånden en mildest talt desperat mand, og han var nu mere end villig til at afhænde hele selskabet.

Et fejlslagent tilbud
I et tilbud sendt til A-Pressens administrerende direktør, Bjarne Salomonsen, var desperationen udtalt.

"Selskabet er mod forventning kommet i akut pengenød allerede nu til førstkommende lønningsdag. Efter sommerferien er det blevet klart, at en række forventede offentlige tilskud samt en enkelt større opgave ikke kommer i kassen som forudsat. Min privatøkonomi skal ikke investere yderligere. Så projektet forliser, hvis der ikke nu tilføres risikovillig kapital. Der skal ikke meget til at klare skærene. Kapitalbehovet, med den nuværende bemanding, udgør kun 100.000 kroner per måned. Jeg er opmærksom på jeres strategi, der tager udgangspunkt i en bredere ejerkreds. Selskabets aktuelle økonomiske situation betyder imidlertid, at driften ikke vil kunne fortsættes, hvis der ikke kommer investeringer nu. Og vi kan derfor ikke vente på en eventuel yderligere investor. Jeg vil derfor gerne tilbyde et salg af selskabet nu – eller, hvis det foretrækkes, salg af en væsentlig ejerandel – på gunstige vilkår."

Avisen Aktuelt var netop lukket, så fra A-Pressens side var man reelt interesseret i at investere i et nyt projekt. Men det blev ikke Altinget. Efter et par dage meddelte Bjarne Salomonsen lakonisk, at man efter behandling i LO's medieudvalg ikke var interesseret i at gå med i projektet. I stedet kastede A-Pressen sig over MetroXpress, der netop var trådt ind på scenen som en ny spiller i den danske medieverden.

Retrospektivt forstår Jon Adelsten beslutningen:

"Vi sad fire snoldede mand i et kontor yderst på Ridebanen, hvor en fjerdedel af redaktionen lavede satiretegninger, en fjerdedel skrev artikler. Praktikanten Sara ved jeg ikke, hvad lavede. Hun skrev sikkert også lidt. Mester selv var optaget af at løbe efter investorer, så han var der ikke. Det er ikke det helt store medie at kaste sig efter."

Situationen forværres
I dagene omkring terrorangrebene i september 2001 forværredes den økonomiske situation for Altinget yderligere, og advokat Frederik Blichfeldt gjorde de indledende øvelser i forhold til at få selskabet lukket. Ud over Teknologisk Innovation, der ejede 14 procent, havde bestyrelse og medarbejdere også få aktier i foretagendet.

Dertil kom, at It- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet havde skudt penge i projektet med at skabe Kend din Kandidat. Databasen var stort set færdigudviklet og klar til det forestående folketingsvalg. Over for ministerierne gjorde Blichfeldt det klart, at hovedaktionæren, Rasmus Nielsen, med henblik på at afværge en konkurssituation havde besluttet at arbejde hen imod en overtagelse af selskabets økonomiske forpligtelser ved at betale kreditorerne mod samtidig overtagelse af alle aktiver.

Han ville kæmpe videre ene mand og videreføre aktiviteterne, omend i meget mindre målestok.

Farvel til bestyrelsen
Rasmus Nielsen husker med al tydelighed det sidste, smertelige bestyrelsesmøde, hvor han måtte meddele sin bestyrelse, at han nu simpelthen ikke kunne holde på dem mere.

"Det var ikke rimeligt, at de skulle lægge navn til det. Jeg havde en privatøkonomisk udfordring, jeg selv måtte tage vare på."

Bestyrelsesformand Jørn Henrik Petersen havde tidligere advaret ham og gjorde det også i denne stund.

"Rasmus, det her, det holder ikke. Du er sgu ved at forgælde dig og din familie ud over al måde. Du ender med at blive et økonomisk vrag. Du må stoppe det her."

Erik Bjerager spurgte til, om der da ikke var andre løsninger. Han holdt fast og ville godt fortsætte. Men Rasmus Nielsen var nødt til at gå selv, og han kunne ikke gøre dem ansvarlige for sit.

"Vi sad i et af de små sidegemakker i Snapstinget, som ser ud på samme måde i dag. Lokalerne var lige sat i stand med messinghåndtag, glasdøre og PH-lamper."

Detaljerne står prentet klart i Rasmus Nielsens sind. Da bestyrelsen havde forladt Borgen, vandrede han tilbage og satte sig alene i mødelokalet.

"Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg hulkede, men jeg sad tilbage og tænkte: 'Hvad i alverden skal der blive af det her?'"

Inden bestyrelsesmedlemmerne var gået, havde de opmuntret ham og sagt:

"Find dig noget andet at lave, gå ud på TV-Avisen, få dig et job."

Men det var virkelig ikke det, han ville med sit liv. Han følte sig totalt som 'Palle alene i verden' i den stund.

Enmandshæren fortsætter
En uges tid før folketingsvalget i november 2001 skrev Rasmus Nielsen under på aftalen om at overtage resterne af selskabet. Hans personligt ejede produktionsselskab RNTV betalte 355.900 kroner for køb og overtagelse af alle passiver og aktiver, rettigheder, varemærke.

Redaktionen havde ikke kunnet undgå at fornemme, at situationen var alvorlig og barsk. De havde mærket, hvordan chefen løbende var blevet mere og mere indadvendt og stresset, men de vidste ikke helt, hvad der foregik i kulissen.

En dag i tiden lige efter valget kaldte han til møde, gav besked om situationen og meddelte dem, at han, hvor nødig han end ville, var nødsaget til at opsige dem. Selvom Morten Brask var ked af beslutningen og ærgrede sig over, at fornøjelsen blev så kort, ser han i dag tilbage på Altinget-tiden med overstrømmende glæde og varme.

"Det er for mig et af de lykkeligste år i mit liv. Det er det virkelig. Rasmus var bare skidegod til at give mig fuldstændig frie tøjler. Han er en karakter. En drømmer, en hidsigprop og en trold. Men jeg holder virkelig meget af ham."

Ved indgangen til 2002 var aktieselskabet Altinget således en saga blot, sprængt i atomer og tilbagekøbt i bidder af stifteren selv. Han var ikke færdig med projektet. Det skulle lykkes.

Han vidste, det ville lykkes, om han så skulle klare det ene mand.

Fortsættelse følger.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Nielsen

Direktør og partner, Nielsen Norman Group, San Jose, CA
cand.scient. (datalogi, Aarhus Uni. 1983), ph.d. (DTU. 1988)

Rasmus Nielsen

Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget i Danmark, Norge og Sverige samt Mandag Morgen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1983)

0:000:00