Historien bag Altinget: Fra ruinerne af et iværksætterprojekt spirede succesen

TILBAGEBLIK: Det første Altinget kuldsejlede, men Rasmus Nielsens nye plan om en professionel nicheportal bag betalingsmur skulle i hidtil uset grad vise sig at blive frugtbar. Få et indblik i Altingets oprindelse i dette andet afsnit af mediets historie.

Ved indgangen til 2002 var Altinget nærmest en saga blot. 

Det oprindelige aktieselskab var sprængt i atomer, men resterne blev tilbagekøbt af stifteren selv og overtaget af hans lille tv-produktionsselskab, RNTV.

For Rasmus Nielsen var stædigheden selv.

Han var slet ikke færdig med projektet. Det skulle lykkes, og han vidste, det ville lykkes, om han så skulle klare det ene mand.

Ensomheden blev dog brudt, da han fik selskab af den unge universitetspraktikant Claus Iversen, der i dag er finansredaktør ved JP Finans.

Ved deres første samtale havde Rasmus Nielsen været hudløst ærlig, usentimental og havde ikke lagt skjul på tingenes tilstand.

"Det går ad helvede til med økonomien," var den direkte besked.

En bunden opgave
Opdraget var derfor enkelt: Der skulle genereres indtægter.

"Få det her til at virke, Claus, så er du ansat!" lød chefens melding. "Du kan være her et halvt år i praktik, så må vi se. Hvis vi begynder at tjene penge, har du et job."

Der skulle skabes et produkt, folk ville være villige til at betale for. Rasmus Nielsen og Claus Iversen vendte situationen mange gange. Folk i almindelighed var tilsyneladende ikke villige til at betale for politisk journalistik på nettet.

Men var det muligt, at der var kunder til produktet, hvis det blev endnu mere fagspecifikt?

Rasmus Nielsen havde hele tiden set dansk politik som en niche til trods for bror Jakobs advarsler om, at det var for bredt.

Hvis nu man gik laget dybere og koncentrerede sig om de enkelte politiske fagområder hver for sig? En nichens niche? Ville dét kunne lykkes?

Måske.

Der syntes næsten kun at være alt at vinde ved at tage springet.

Et lille lyspunkt
Et optimistisk hint om, at det kunne være vejen frem, fik Rasmus Nielsen desuden i de tidlige forårsmåneder 2002, hvor instituttet Jureka.com ved Kristian Rikard-Petersen foretog en analyse blandt Altingets 3.000 gratister. Resultatet blev en øjenåbner for Rasmus Nielsen.

Rapporten viste to signifikante resultater.

For det første havde Altinget som medie en exceptionelt høj troværdighed. Det var et skulderklap i sig selv. Men nok så vigtigt viste det sig, at der blandt gratisterne var 8 procent, der var villige til at betale for et abonnement.

Det synes måske ikke af meget, men i forhold til, at alle eksperter på dette tidspunkt sagde, at det var fuldstændig umuligt at tage betaling for internetindhold, så var 8 procent af 3.000 dog en spinkel flamme i det fortrøstningsløse mørke.

Rasmus Nielsen lavede et regnestykke, der nok er fortegnet og simplificeret, men ikke desto mindre gav et resultat, der atter indgød ham tro og håb.

"8 procent vil gerne betale. Vi har 3.000 brugere. Det er 240. Hvis 240 vil give mig 5.000 kroner om året, så er det en million. Så kan jeg leve af det. Så har jeg løn til mig selv, min bogholder, måske en freelancer og lidt teknik, hosting og så videre, og portalen kan faktisk køre."

Det var dog næppe politisk interesserede privatpersoner, der alle som én ville betale den pris for et abonnement.

Men hvis man nu rettede sit fokus mod en anden kundegruppe, de professionelle? Kunne det være nøglen til succes?

Den første nicheportal
Det var på tomandshånd lige dér på kontoret i ridebanebygningen, at idéen om FødevareTinget blev fostret.

Derefter gik det relativt hurtigt. Allerede efter to-tre uger var de i luften med en fagportal med indhold bag betalingsmur. Fra at have ingenting til lige pludselig at udgive det.

I starten var ansvarsfordelingen mellem de to på kontoret mildest talt usædvanlig. Den ulønnede universitetspraktikant uden journalistisk uddannelse var i en og samme person journalisten, redaktøren, fotografen, alt. Direktøren selv var sælger.

Claus Iversen husker det som en besynderlig tid, men ser det også som udtryk for, at Rasmus Nielsen alle dage har været god til at lade folk få ansvar.

"Det er også det sjove ved Rasmus. Han var på Christiansborg i ti år, forinden på TV 2, og var da en stor mand, der rendte rundt på gangene, men han var ikke for fin til lige pludselig at sige: 'Okay, nu bliver jeg nødt til at bruge det næste halve år af mit liv på bare at sidde og sælge.
Du tager dig af alt det sjove, Claus, du tager ud og snakker med folk, laver journalistikken, så må jeg tage den opgave på mig, der hedder at sælge.' For i princippet burde det ikke være noget, han skulle sidde og lave. Men der var ikke andre muligheder."

Kunder i butikken
Når Rasmus Nielsen i dag tænker tilbage på det, har han svært ved at forestille sig, at det kunne have lykkedes uden Claus Iversens kæmpemæssige indsats.

"Han var en nøgleperson, et naturtalent inden for journalistikken. Det var helt afgørende, at han var så dygtig. Det hjalp i forhold til, at produktet kunne sælges."

For pludselig skete miraklet. Første salg var i hus, og Claus Iversen var førstehåndsvidne til optrinnet.

"Jeg glemmer aldrig det første salg, hvor han smækker røret på: 'Jaaa!' Han kan juble sådan helt euforisk. Det gjorde han dér – med armene oppe. Klassisk Rasmus: 'Ja! Sådan! Det skal fejres!'"

Det var Leif Erland Nielsen, direktør for Danske Andelsselskaber, der tegnede sig som Altingets allerførste betalende abonnent. For Rasmus Nielsen var dette the point of no return.

I sejrsrusen over salget var han klar over, at dette var fuldstændig afgørende. Det første spæde tegn på, at FødevareTinget var en potentiel kommerciel succes. Omsider havde han skabt noget, der var interesse for i en sådan grad, at folk var villige til at betale.

"Ham Leif, han betød alt. Jeg skylder ham alt. Han ville have det! Hold kæft, vi har lavet noget, der har en værdi!"

Det var en gylden eftermiddag, og efter at Claus Iversen var gået hjem, sad Rasmus Nielsen alene tilbage i sine egne tanker – ligesom den dag, bestyrelsen havde forladt ham for sidste gang på Christiansborg. Han sad på kontoret på Ridebanen og tænkte: 'Yes, nu kan det muligvis blive til noget'.

Nichens niche
Han var kommet til den erkendelse, at selv om det var omnibuspolitik, der stod hans hjerte nærmest, så svarede dét, han nu kaldte nichens niche, på sin vis til det setup, han kendte fra tiden ved TV 2.

I princippet kunne nicheportalerne sammenlignes med TV 2 Regionerne i forhold til moderkanalen, en delmængde med en afsindig stor betydning for den rette, smalle målgruppe. Samtidig begyndte han at anskue forholdet mellem Folketingets udvalg og ministerierne som den evighedsmaskine, Altinget var sat i verden for at monitorere og skrive om.

"Det er i samspillet mellem lovgivende og udøvende magt, at journalistik aldrig bliver forældet. Man kan ikke undgå kritisk journalistik til demokratispillet, for uden det – ikke noget demokrati. Så bliver det kun et interessentvælde, enevælde, ekspertvælde. Jeg vil næsten tro, at den sidste form for journalistik, der på denne jord må blive opgivet, er politisk journalistik i vore demokratier."

Nichekonceptet blev udviklet løbende, og Rasmus Nielsen grublede intenst over, hvad portalen skulle indeholde ud over artikler. Bedst tænkte han, når han gik ture langs kysten ved Gudhjem, eller når han stod under bruseren. Han og Claus Iversen tog også på inspirationsture til Bornholm sammen, burede sig inde i 24 timer, drak alt for meget rødvin og fandt på nye tiltag, nye produkter, redesign og fagspecifikt indhold.

Journalistikkens rugbrød
Navnestoffet var fortsat den store kæphest, men generelt skulle alt, der gik ind under fællesbetegnelsen servicestof, herunder kalender, fødselsdagsomtaler, § 20-spørgsmål og -svar særligt fremhæves. Det skulle i sig selv i særlig grad vise sig at blive én af nøglerne til succesen.

Ved små kvalitative undersøgelser fandt Rasmus Nielsen ud af, at det især var dette stof, abonnenterne gerne ville have. Fortegnet og groft skitseret var den store, forkromede artikelproduktion rent add on, flødeskum. Rugbrødet var servicestoffet. Det var det vigtigste. Fra Landbrugsraadet lød den kontante melding sågar, at man herfra kun ville forny abonnementet, såfremt servicestoffet fortsat blev dækket grundigt.

En anden ting, Rasmus Nielsen også meget tidligt i processen, i modsætning til de fleste andre medier, gjorde en særlig dyd ud af, var den grundige og korrekte indeksering af alt på sitet. Claus Iversen fornemmede, hvor bevidst Rasmus Nielsen var om, at det var et digitalt medie.

"Der er mange medier, der først langt senere er kommet halsende efter indeksering og tagging, fordi de hænger fast i de lidt irriterende avissystemer. Det er sjovt at se, hvordan han tidligt var meget fremme i skoen i forhold til at kunne forudse, at det faktisk var vigtigt og værdiskabende at kunne indeksere og søge efter noget bestemt."

Langt de fleste aspekter i nichens-niche-konceptet tager Rasmus Nielsen gerne fuld credit for. Der er dog ét område, der definitivt ikke er groet i hans have, men som han ærgrer sig over ikke på et tidligere tidspunkt at have dyrket. Det fyldige og vægtige debatstof, der siden er blevet en meget væsentlig del af Altingets dna, var ikke noget, han så komme. Det er der andre, der siden har opfundet og opdyrket i Altinget-regi.

"Det er et fingeraftryk, jeg ikke dyrker, fordi jeg ikke rigtig interesserer mig for det. Det er meget langhåret. Jeg vil vide: Får vi bevillingerne, eller får vi dem ikke? Er han død, eller er han levende? Fylder han 60, eller gør han ikke? Er der begravelse der eller her? Hvor er tingene henne? Nyheder, servicestof og navnestof.

Hvorvidt Socialdemokratiet skal gå 2 procent til venstre eller højre langsigtet, det er langhåret. Det er jeg ikke interesseret i, men det er værdifuldt, og det er billigt at producere, så det skulle jeg have dyrket noget før. Skulle jeg gøre livet om, ville jeg have indført meget mere debatstof. Helt sikkert."

Kvinden bag ham
En af de allervæsentligste forudsætninger for, at Rasmus Nielsens Altinget-projekt i sidste ende kunne lykkes, var, at hjemmefronten i vid udstrækning var stabil.

I Altingets tidlige år var der i hjemmet den uskrevne ordning, at hans daværende hustru, Iben Herrik, tog sig af alt. Sådan havde det altid været, og det var et valg, hun selv havde truffet. Hendes husbond var ikke den store praktiker, men han var god til at skaffe. Ikke kun malerier på væggene.

Iben selv er til gengæld meget praktisk anlagt. Derfor kunne det lade sig gøre. Hun passede børnene, ordnede alt i hjemmet og stod last og brast med sin mand. Hun havde indset, at Altingets succes afhang af hendes støtte på hjemmefronten.

"Det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis Rasmus havde været gift med en karrierekvinde. Det havde det simpelthen ikke. Det er ikke en cadeau til mig, men til os begge to, fordi vi ville det," siger Iben Herrik i dag.

"Rasmus' stædighed gjorde, at han var fuldstændig overbevist om, at det kunne lade sig gøre, selv om alle andre sagde: 'Det kan du glemme'. Men han tænkte: 'Selvfølgelig kan det lade sig gøre, jeg skal bare finde ud af den rigtige måde at gøre det på', og så kunne han ellers gå rundt i årevis og være verdensfjern, mens han tænkte over det."

I hjemmet kaldte de ham i spøg professor Tournesol. De kunne sidde fire mand om bordet, spise og tale indlevende om drengenes skolegang, og efter tyve lange minutter uden selv at have mælet et ord kunne det pludselig lyde fra Rasmus: "Jamen hvordan går det så i skolen?"

Distanceret, distræt og mentalt dybt begravet i alt det, han skulle have styr på.

"Men man må erkende, det er gået godt. Med ganske få fejltrin. Der er faux pas alle steder, sådan er det jo," siger Iben Herrik.

"Rasmus besidder en styrke, man ikke ser hos mange. Alle sorger, bekymringer, økonomiske problemer og bump på vejen har han stået igennem. Det kræver en stærk psyke, men samtidig er han også en meget, meget følsom sjæl. Sandheden er, at han ofte har taget kampen alene med sig selv. Han har selvfølgelig informeret mig: 'Vil du være sød at skrive under på endnu et lån i huset derovre.' 'Jah? Det kan vi da godt.'"

Rasmus Nielsen belånte parrets sommerhus på Bornholm til langt op over skorstenen, og han lånte penge af sin mor.

"Det gik slet ikke op for mig før bagefter, hvor pressede vi havde været økonomisk. Rasmus er stædig på en sjov måde, for han er ikke dumdristig. Det kan man ikke kalde ham. Han har tænkt over det og holder fast. Lige meget, hvor dumt det så måtte være. Han har ikke altid taget alle omstændighederne udenom med, men han har tænkt meget over det. Det er forskellen på ham og sådan nogle, der er risikovillige normalt. Hurtige typer. Det kan man ikke sige, han er.

Men han tør tage chancer og kommer ovenpå igen, hvis det fejler. Ligesom med hans Høst-museum på Bornholm, hvor han blev gået, lige inden det skulle åbne, fordi man ikke kunne få fondene til at betale, hvis det ikke var en kunsthistoriker, der stod i spidsen. Det er sådan, verden er. Det gjorde ham virkelig ked af det, men han kom op igen. Han er sådan en lille figur med bly i bunden. Hans kampgejst er man aldrig i tvivl om."

Afvisninger og tilbageslag
Fagportalen FødevareTinget slog an, og Claus Iversen kunne efter endt praktik fortsætte på posten som redaktør. Porteføljen blev udvidet året efter, da Altinget i februar 2003 åbnede sin anden fagportal, SundhedsTinget. Men selv om det viste sig muligt at sælge abonnementer, var det dog langtfra en brusende økonomisk succes fra start. Og det var en tid med flere nederlag end sejre.

Eksempelvis måtte det store projekt med SkoleTinget, der skulle have været en politisk læringsportal for folkeskoleelever og -lærere, lukkes efter et halvt års tid. Støttemidlerne slap op, og det blev aldrig rentabelt.

Rasmus Nielsen søgte penge til alskens projekter alle tænkelige steder og blev i de fleste tilfælde mødt af afslag på afslag. Det værste slag fik han, da kulturminister Brian Mikkelsen (K) afviste at støtte et projekt med kommentaren om, at ministeriet i forvejen støttede Altinget ved at abonnere på nyhedsbrevet.

Konkursen var på det tidspunkt igen overhængende, og ministerens bemærkning i det kaos fyldte Rasmus Nielsen med afgrundsdyb harme. Hans privatøkonomiske situation bevægede sig kraftigt ud i en fortsat mere og mere håbløs sfære. Han vidste efterhånden ikke, hvad han skulle gøre.

Hvis han stoppede, ville han være så dybt forgældet, at han simpelthen ikke kunne se, hvordan han nogensinde skulle få sin økonomi på ret køl igen. Nej, det var ingen udvej at lukke, selv om Iben anbefalede ham det. Han var pinedød nødt til at få det til at køre for at få sine penge retur.

I påsken 2003 ramte han et lavpunkt. Han var fortvivlet, forslået, udbrændt.

Han dobbeltjobbede for Folketingets grundlovsdebat, og han producerede sports-web-tv, han absolut ikke interesserede sig for eller havde en klap forstand på.

"En dag fik mine drenge alligevel at vide, at der var det mad i køleskabet, de så. Der kom ikke mere. Vi slog også niårige Oskars sparegris i stykker til hans store fortrydelse for at få penge til mad," siger han og fortsætter eftertænksomt:

"Jeg har heller ikke været meget for Iben. For jeg var kun i mit firma. Jeg har også forskånet hende for indsigt i vores økonomi. Det vil jeg nok sige. Jeg kan blive helt utilpas ved at tænke på, hvordan den situation var. Det skulle jeg ikke have udsat min familie for. Jeg var så forgældet; jeg havde simpelthen ikke kongens mønt."

Redningskrans i oprørt hav
Efter påskens dybe nedtur, hvor han havde været ved at opgive ævred, begyndte tingene imidlertid at glide i den rigtige retning. Først langsomt, og så hen over sommeren tog begivenhederne fart. På samme tid skete der flere gunstige ting, der ikke havde været til at forudsige.

Efter én lang nedtur for Nasdaq og it-aktierne, der havde varet siden marts 2000, vendte konjunkturen. Samtidig begyndte begge nicheportaler, FødevareTinget og SundhedsTinget, at få vind i sejlene. Salget gik pludselig langt over forventning.

Men vigtigst af alt: Da det så sortest ud, modtog Rasmus Nielsen et opkald fra en gammel ven, der havde en væsentlig forespørgsel, og med et slag vendtes opstartsårenes æra af modstand, tvivl, smerte og afsavn til en glædesstund og en fornyet tro på fremtiden.

Det var gymnasiekammeraten Rune Bech, der kastede redningskransen ud i det oprørte hav, og han blev dermed uden sammenligning Altinget og familien Nielsens redningsmand. Som stifter af Netdoktor stod han allerede før skabelsen af Altinget som en inspirationskilde for Rasmus Nielsen, og nu, hvor han sad i en position som interaktiv chef for TV 2, sikrede han foretagendets overlevelse.

For på TV 2 herskede der på dette tidspunkt et stærkt ønske om at styrke public service-profilen på tv-stationens hjemmeside, og det var ambitionen at bygge en dedikeret politikkanal på sitet.

Da Rune Bech i forvejen kendte Rasmus Nielsen fra gamle dage og samtidig var fuld af beundring for initiativet med skabelsen af Altinget, følte han, det var naturligt at tage kontakt. Der var flere scenarier i spil, herunder et køb af virksomheden, helt eller delvist, eller et samarbejde, uden at Rasmus Nielsen solgte ud af ejerskabet.

Det endte med sidstnævnte løsning, og Altinget fik ansvaret for produktion til og redigering af hele det nye politiksite hos TV 2. Pludselig og helt uventet var Rasmus Nielsen tilbage på den grønne gren.

Redaktion med vokseværk
En ekstra fjer i hatten fik han, da Altinget blandt 34 nominerede i februar 2004 modtog sin første hædersbevisning i form af Journalisthøjskolens nystiftede eJour-pris, der gives for god journalistik i Skandinavien.

Med TV 2-kontrakten fik Rasmus Nielsen fyldt sin økonomi op, så han i runde tal kom i nul. Det lukrative og stabile kapitalindspark gav ham også blod på tanden til at opfylde ambitionerne om at starte nye portaler og ansætte flere journalister.

Det var lidt af en milepæl for ham, da han med Mette Dyrskjøt kunne ansætte sin første "rigtigt" uddannede journalist, og for Dyrskjøt selv var det også en milepæl, for det var hendes første "rigtige" job. Hun kendte både Christiansborg og Bruxelles godt, da hun havde været begge steder som Ritzau-praktikant, og hun delte Rasmus Nielsens begejstring for EU-stoffet.

Da Claus Iversen samtidig rykkede videre til Landbrugsraadet, gav det plads til to andre unge journalister, først Lars Igum Rasmussen, der i dag er sundhedsredaktør hos Politiken, og siden Marie Andergren, der nu er Egmont Fondens kommunikationschef.

Den lille trup udgjorde en utroligt dynamisk redaktion, hvor de tre unge journalister fik helt ufatteligt meget frihed af chefen til at skabe det, de gerne ville. Han viste dem alle enorm tillid og var god til at indfange dem i, at det også var dem, der var med til at skabe noget og sætte noget i gang. Aftalen med TV 2 gjorde også, at de nyuddannede havde fået en plads, hvor de kunne boltre sig med forskellige artikelserier og komme længere ud, end når de blot skrev til Altingets fagportaler.

Kandidatdatabasen kom også for alvor på prøve ved folketingsvalget i februar 2005, hvor TV 2 gennem kontrakten havde købt sig ind på den og linkede direkte til den. Det udfordrede Michael Kellberg en lille smule, da hele det store TV 2-rykind pludselig kom. Det skabte en lidt anden belastning og trafik, end man før havde set på Altinget.

Hvem sætter retningen?
For de nyuddannede journalister var det en ekstremt lærerig tid. Med Klondike-stemningen, pionerånden og den store journalistiske frihed fulgte dog også til tider en tvivl om retningen for hele projektet.

På redaktionen talte de om, hvordan Rasmus Nielsen var ufatteligt god til at sætte skibe i søen. Men måske knap så god til at sige, hvilken retning de skulle sejle i.

Han var i høj grad mere den administrerende direktør end den tydelige journalistiske leder.

Han havde opfundet vigtige faste elementer til portalerne, men derefter var det i uhyggelig grad meget op til journalisterne selv at finde ud af, hvad rammen for portalen derudover skulle være.

Heldigvis herskede der de unge journalister imellem et godt sammenhold, så det var især i kraft af dette og i sparringen med hinanden, de fik lagt en linje og tænkt over, hvad der skulle leveres på.

Alle dage har stifteren fået ros for sin eminente evne til at rekruttere folk, og det lønnede sig ikke mindst her i den endnu tidlige fase af selskabets udvikling.

Den gode fest med for få inviterede
At Altinget-konceptet var en lille genistreg, indså Lars Igum hurtigt efter sin tiltræden.

"Jeg brugte ofte den metafor over for Rasmus, at Altinget er den gode fest, der er inviteret alt for få til. Jeg havde oplevelsen af, at det var et sindssygt godt medie, som virkelig blev alt for lidt læst. Jeg fik Rasmus til at forstå, at det handlede om, at vi skulle blive kendte."

Lars Igum havde mange idéer og holdninger til, hvordan Altinget kunne og skulle udvikle sig, og af egen kraft og drift blev han hurtigt en uhyre vigtig sparringspartner for Rasmus Nielsen, såvel journalistisk og konceptuelt som kommercielt.

Han gjorde sig mange tanker om, hvordan mediet kunne blive mere kendt og citeret og komme mere ind i den journalistiske fødekæde.

Derfor gjorde han også en dyd ud af at skrive citat-egnede historier, der eksempelvis kunne komme i Radioavisen, og han var manden bag den væsentlige beslutning om at rebrande nicheportalerne med nye betegnelser.

Det nyttede ikke noget med forskellige navne som SundhedsTinget og FødevareTinget.

Han ville vende det rundt, så Altinget blev fast præfiks til portalnavnene.

Dermed blev SundhedsTinget til Altinget | Sundhed, der langt lettere kunne afkodes, når fagportalen blev citeret i radioen. 

Sådan fik Altinget som hovedbrand også mere opmærksomhed blandt dem, der skulle læse stoffet.

Det var ikke, for at hr. og fru Danmark nødvendigvis skulle læse Altinget og tegne abonnement, men det var i særlig grad, for at aktørerne blev opmærksomme på, at der skete noget her, som var værd at følge med i.

Journalisterne havde alle høje ambitioner på deres portalers og nyhedsbreves vegne.

Produktionspresset var enormt, når der skulle udgives tre-fem elementer per nyhedsbrev, så indholdsmæssigt fandt Lars Igum også på en række faste elementer, som kunne sikre indhold, uden at man måtte gå på kompromis med kvaliteten.

Han stod bag konceptet med Altingets debatpaneler, og han samlede selv det første panel.

På den måde kunne han sikre sig, at der til eksempelvis tirsdagsnyhedsbrevet fast blev leveret et indlæg. Så kunne han ringe til en kilde og få et svar på det og dermed sikre, at han havde to enheder. Hvis han så også kunne finde noget fakta og dokumentation, havde han et tredje element.

Det handlede om at indsnævre det vigtigste for læserne og give dem en oplevelse af at være dækket ind. Han fik det til at se eksklusivt ud, at aktørerne var med i Altingets meget kendte (nyopfundne) debatpanel. Han skulle bare starte det rigtige sted, så skulle de andre kilder nok følge med.

"Når han er med, vil du så ikke også?"

"Jo, hvis han er med, så ..."

På det kommercielle plan var Lars Igum også ekstremt aktiv. Han havde en bonusordning skrevet ind i sin kontrakt, og han var med chefen ude og sælge abonnementer til store kunder som Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen.

Praktikanternes indmarch
Da man igen begyndte at tage universitetspraktikanter ind, fungerede han derudover også som praktikantvejleder.

Som i tilfældet med Claus Iversen var selv de ulønnede praktikanter aktivt skrivende og indgik i den faste journalistiske produktion. Det var, før overenskomsten med DJ satte en stopper for den praksis.

Den første praktikant blev den statskundskabsstuderende Kristian Lund, der i dag er pressechef ved PFA Pension. Han blev skribent på Sundhed, mens Lars Igum selv tog sig af Fødevarer.

Det lykkedes også Lars Igum at få overtalt Rasmus Nielsen til at kaste sig ud i forsøget på at tiltrække journaliststuderende. Disse skulle i modsætning til universitetspraktikanterne have løn, men man kunne for relativt få penge få meget arbejdskraft ud af dem, argumenterede han.

Den første journalistpraktikant på Altinget blev Ole Hall, der i løbet af det halve års praktik også skulle godkende, at virksomheden var egnet som uddannelsessted for fremtidige journalister.

Det vidste Rasmus Nielsen godt, og der blev da heller ikke sparet på efterkritik på artiklerne, firmabetalt morgenmad i Snapstinget, seminarer på Bornholm eller direkte opmærksomhed fra grundlæggeren selv og de uddannede journalister.

Ole Hall kunne ikke være andet end begejstret, da han skulle evaluere stedet, og hans praktikforløb det følgende år kom til at stå i skærende kontrast. Det foregik på Jyllands-Posten, hvor han fik et kulturchok.

Pludselig var der hierarki, intern rivalisering og praktikanter, der følte sig overset og utilstrækkelige, på en arbejdsplads med langt over hundrede journalister.

Han kom i svær grad til at savne pionerånden og sammenholdet på Altinget, hvor der kun var en håndfuld journalister og en klar følelse af, at alle var med til at skabe noget unikt.

Det flade hierarki
Kendetegnende for Altinget var helt fra start, at hierarkiet var meget fladt, og vigtigt var det, at man kunne sige alt til chefen, som ikke nødvendigvis altid fulgte de klassiske og gængse nyhedskriterier.

Nok kunne han højstemt og med dybfølt patos erklære sin kærlighed til huset Christiansborg, det danske folkestyre og de demokratiske spilleregler.

Men samtidig var han også i vid udstrækning drevet af egne sympatier og antipatier, og Lars Igum så ham også til tider som lidt af en lurendrejer, der ofte gik efter devisen "går den, så går den".

En gang imellem kunne chefen finde på at gå ind i systemet, ændre i folks artikler og nyhedsbreve og lægge en eller anden historie på, han lige syntes, var vigtig.

"Nej, du skal ikke blande dig."

"Jamen ham her, han fylder 70 år, han er meget vigtig."

"Nej, Rasmus, stop det!"

Hvis journalisterne blev irriterede på Rasmus Nielsen, fordi han enten sagde noget, de fandt var noget totalt vås, fik en skør idé eller traf en i deres øjne håbløs beslutning, kunne de sige det direkte.

"Vi var selvfølgelig også femten år yngre og endnu mere energiske, og som regel svarede han blot: 'Nå ja, bummelum', snakkede lidt sort, og så gik det hele videre," husker Lars Igum. Der var ikke som sådan konflikter eller sammenstød.

De ting, Lars Igum sagde til Rasmus Nielsen i de situationer, har han ikke villet sige til chefer på nogen anden arbejdsplads sidenhen. Men på Altinget slap man afsted med det. Der var en meget fri og en meget åben tone.

En anden journalist, der ligesom Lars Igum kom til at sætte et tydeligt præg på Altinget i de tidlige år, var Kaare Sørensen, der i dag er digital udviklingsredaktør hos TV 2 Nyhederne. Han skiftede fra en stilling ved Politikens Lokalaviser, og han higede efter at prøve kræfter med det digitale Christiansborg-medie.

I en sådan grad at han valgte at gå ned i løn og vinke farvel til pension og overenskomst for at komme ind og være en del af det. Ud over at skrive for Altinget og redigere TV 2's politiske side fungerede han som strateg, og kort før han atter forlod virksomheden, lanceredes hans plan 'Mere for mindre', der på flere væsentlige områder forenklede processer på sitet og indførte forskellige former for automatiseret indhold.

Altinget til salg
Inden han og Lars Igum tog afsked med Altinget for stedse, gik de to også og bryggede på en plan – halvt i spøg, halvt i alvor: De ville overtage hele biksen.

"I festligt lag forsøgte Rasmus at sælge Altinget til Lars og mig," husker Kaare Sørensen.

"Jeg kan desværre ikke huske beløbet. Men jeg tror, det havde været en meget god aftale. Jeg er ikke sikker på, at han helt mente det. Måske mente han det lidt en gang imellem. Det kan også have været en vittighed, han har kørt på os. Vi lavede meget sjov og spas."

Lars Igum supplerer:

"Vi syntes, Altinget var det fedeste medie, og at Rasmus på alle mulige måder var for langsom, og at der var et langt større potentiale end det, han fik ud af det, så ja, vi talte om at købe det. Selvfølgelig mest for sjov."

På skrømt eller ej, det blev ikke til noget med en overtagelse af Altinget, for snart lokkede et andet medie. I løbet af kort tid fandt en større åreladning af redaktionen sted. Kaare Sørensen, Lars Igum og Anna Rossman Thejsen fik i sommeren 2006 alle tre hyre ved Nyhedsavisen, lige da den store gratisaviskrig tog fart.

"Det var ikke så populært," husker Kaare Sørensen. Han var den sidste af de tre, der skulle ind til chefen og sige op.

På det tidspunkt var Rasmus Nielsen ved at være lidt træt af Nyhedsavisen. Det var megen kapacitet, viden og infrastruktur, der røg på samme tid. Det kostede ham i det hele taget dyrt i de år, at han finansierede oplæringen af en række Christiansborg-journalister.

At de hurtigt forsvandt igen, var en kæmpe personalemæssig udfordring for Altinget, som ikke kunne stille meget op for at forhindre journalisternes exit, så længe midlerne var små. Kontorerne var trange, sælgere og journalister sad nærmest på skødet af hinanden.

Et mega uformelt arbejdsmiljø
Tilbage i starten af oktober 2004 var noget af det allerførste, der mødte den nye sælger Mette Rosendahl, da hun trådte ind på Christiansborg-kontoret, synet af Lars Igum i boksershorts.

Det havde regnet, og han havde som det naturligste i verden taget bukserne af og sat sig til at arbejde ved computeren.

Det var med den senere vicedirektørs egne ord "et mega uformelt arbejdsmiljø", hun var havnet i, og hun var vild med det. Her hørte hun til.

Hun var blevet hyret få dage tidligere ved en samtale med Rasmus Nielsen i Snapstinget.

Efter de første godt fire år var det for alvor begyndt at slå an med abonnementssalget. Derfor havde han brug for dygtige sælgere. Omend pengesituationen var forbedret, var den stadig ikke strålende, så han havde ikke råd til fuldtidssælgere, men var på udkig efter studerende.

Han havde allerede fundet én sælger, Caya Kaad, og var på jagt efter endnu én, der kunne overtage abonnementssalget. Han kontaktede rekrutteringsbureauet StuderendeOnline og måtte give så meget som 2.000 kroner for den tjeneste.

En leder herfra vendte tilbage og fortalte, at nu mente hun, hun havde en god kandidat på hånden. Vedkommende læste statskundskab, havde telemarketingerfaring fra Falck og var fra Vestjylland. Der var sådan set kun den ene kandidat. Til gengæld var det med garantiordning, så hvis hun ikke duede, kunne Rasmus Nielsen få en anden. Men det blev ikke aktuelt.

"Både som arbejdsgiver og som mand er man altid lidt spændt på, hvem der kommer. Hvis det er en kvindelig ansøger, er det altid sådan: Hvad er det for en type? Hvilke værdier har hun? Nu betoner jeg dét med kønnet, men navnlig er det også en meget lille arbejdsplads. Det er vigtigt, hvem det er, man skal dele kontorplads med. Hvem skal ind i rummet og trække vejret sammen med os? Det var en meget vigtig rekruttering."

Og hvad var det da for et syn, der så mødte den ellers så hærdede Christiansborg-journalist?

Ikke det, han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. En indtræden og fremtoning extraordinaire.

"Der kom Mette med sin rygsæk, og dét var ikke noget, man var vant til at se i Folketinget. Jeg havde nærmest aldrig før set nogen, der kom ind i Folketinget med rygsæk. Det har så senere ændret sig. Men dengang var det et særsyn."

Da Rasmus Nielsen var kommet sig over chokket, fik han under samtalen imidlertid et godt indtryk. Den unge ansøger var en meget nærværende, venlig, energisk person med god øjenkontakt, og hun virker sympatisk og kvalificeret.

De var et umage par fra allerførste færd, to meget forskellige personligheder. Han er til dyre designerlamper, hun til lavpraktiske løsninger.

Fælles for dem var, at de gerne ville se resultater, og de havde ofte samme syn på retningen, men de gik til det på forskellige måder med hver sin metodik. Det skabte i de første mange år en positiv synergi.

Organisatoren
Mette Rosendahl ville ikke blot sælge, hun ville også rigtig gerne påvirke og opbygge hele organisationen.

I starten sad sælgerne på kontoret på Ridebanen sammen med journalisterne, men da der kom en venlig, men bestemt henstilling fra Folketingets administration om problematikken i det setup, gjorde Altinget klar til at udvide for første gang. Salg og administration rykkede til lejede lokaler ved siden af Journalistforeningen på Gammel Strand, hvor også chefen kunne få sit eget kontor.

Med den ekstra plads blev det muligt at øge salgsindsatsen yderligere med flere studerende. Mette Rosendahl byggede afdelingen op, kontaktede tidligere kolleger fra Falck og andre unge, hun kendte fra Øresundskollegiet, heriblandt Maria Bierbaum Oehlenschläger, der i dag er virksomhedens korrekturchef.

Der gik ikke lang tid, før Mette Rosendahl avancerede og indtog rollen som leder af salgs- og administrationsafdelingen.

Hun tog sig af hele bogholderiet, men blev samtidig ved med at sælge. Primært tog hun sig af de store salg, ministerierne, de store gentegninger til universiteterne. Hun kom til at tegne virksomheden på de indre linjer. Strategi, udvikling, retning. Hun sørgede for, at tingene kørte.

Endnu var alt helt basalt i firmaet, så det var hende og direktøren, der sammen kørte i Ikea, købte og samlede møbler og jokede med, hvor vigtigt det var for samarbejdet, at man kunne styre et møbel gennem en dør. Samarbejdet med Michael Kellberg intensiveredes også i forhold til at tage beslutninger angående brugervenlighed og design.

På det redaktionelle plan var hun tilsvarende inde over. Ikke i forhold til de enkelte historier og dag-til-dag-journalistikken, men overordnet med hensyn til portalernes retning og styrke. Hun deltog troligt i alle redaktionsmøder hver torsdag for også at have fuldstændig føling med, hvad der foregik, og så hun kunne pitche ind med input fra organisationen i øvrigt til journalistgruppen.

De ekstra kvadratmeter på Gammel Strand benyttede hun også til at opbygge et netværk af ulønnede praktikanter og studerende, som kunne hjælpe virksomheden med at accelerere lige så hurtigt, som ønsket var. Den samlede kapital var stadig beskeden, og hver gang der blev tjent penge, blev de reinvesteret i nye medarbejdere, der kunne skabe nyt indhold.

Det var en positiv cyklus, der kørte måned for måned, hvor virksomheden støt og roligt voksede.

Men det var også et maskineri, der havde hårdt brug for fleksible folk, studerende og praktikanter. Det var en af grundpillerne i det fundament, netavisens succes blev skabt på, ud over de fastansatte journalister, som udgjorde kernen i produktionen.

I 2007 blev Simon Hanghøj ansat som sælger, og Mette Rosendahl så hurtigt, at han havde flair for det administrative. Han blev en uvurderlig støtte for hende i mange aspekter, og hen ad vejen overtog han hendes plads på det administrative og det kommercielle område, så de kom til at dele lederskabet for de studerende, der solgte. Ad to omgange fungerede Simon Hanghøj også som hendes barselsvikar.

Ledelsens parløb
I de første mange år, hvor det alene var Mette Rosendahl og Rasmus Nielsen, der styrede forretningen, så de, hver gang de havde penge mellem hænderne, hinanden i øjnene, diskuterede, analyserede og regnede på, hvad det næste projekt skulle være.

Hun stod for den analytiske tilgang, han fulgte sin mavefornemmelse, og den kombination var i en årrække opskriften på succes.

Altinget gik med Mette Rosendahl i ledelsen ind i en lang og god periode med organisk, kontrolleret vækst, og det hører med til historien, at hun og direktøren reelt sad og diskuterede, hvor meget vækst de egentlig skulle have i det kommende budgetår.

Mange gange nøjedes de med at budgettere med 15 procents vækst. Hvis det blev mere end det, syntes de ikke rigtig, de kunne følge med. Der kom mange nye ansigter, og risikoen ville også blive lidt for stor, hvis de ikke kunne styre det.

Rasmus Nielsen kaldte hende konsekvent for "fru 101 procent", for det budget, hun lagde, overholdt hun. Aldrig under, men lige på eller lidt over. Hun kørte bevidst på sikre kort, for hun havde respekt for og vidste, det var direktøren personligt, der i sidste ende var hængt op økonomisk.

Hun var indstillet på at beskytte den grundlæggende privatøkonomi, for der var ikke en stor fond eller en pengetank i ryggen, der kunne dække af, hvis de tog for store chancer.

"Det er faktisk meget værdifuldt for mig," siger Rasmus Nielsen.

"For det har jeg ikke været vant til hverken før eller efter. Det har hun et stort talent for. Det er en virkelig vigtig ting, som også medarbejderne har kunnet takke hende for. At vi ikke skulle skride til fyringer eller andre ting. Men det har også nogle gange været irriterende for mig, fordi Mette godt kunne finde på at sige blankt nej.

Nogle gange når et par medarbejdere og jeg sad og havde fået en idé, vi var blevet rigtig forlystelsessyge på, sagde jeg til dem: 'Vi må gå ind og se, om vi kan få lov af Mette'. Det var ikke altid, vi fik lov. Men det var så også godt, for det havde sikkert været for risikofyldt."


Altinget modtager Bordings Mediepris 2010 på Københavns Rådhus. Fra venstre administrerende direktør og chefredaktør Rasmus Nielsen, dommerkomiteens formand og koncernchef for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, Altingets vicedirektør, Mette Rosendahl, samt tillidsmand og politisk journalist Niels Th. Dahl. (Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix)

Exit Mette Rosendahl
Efter fem år i virksomheden valgte Rasmus Nielsen i 2009 at forfremme Mette Rosendahl til vicedirektør. En position, hun holdt frem til 2016, hvor ledelsesgruppen var blevet udvidet betydeligt med både en økonomichef og en salgschef. Ved strukturændringen fik hun tildelt posten som strategi- og udviklingschef.

Selv om ændringen i første omgang irriterede hende, vendte hun hurtigt situationen til det konstruktive. Nok er hun generalist og kan lidt af det hele, men det er i forhold til strategi, opstart af nye, store projekter og fundraising, hun har sine skarpeste kompetencer, og sammen med Kristoffer Hecquet og Anne Justesen skabte hun en velsmurt afdeling, hun i 2017 kunne give videre til de to, da hun skiftede til en stilling som udviklingsdirektør ved Mediehuset Ingeniøren.

Blandt de store projekter, Mette Rosendahl har været med til at løbe i gang med dygtig fundraising, kan nævnes portalerne EU, Udvikling og ikke mindst Civilsamfund. Hendes sidste, store svirp med halen blev aftalen, hun landede med Google, som sikrede Altinget en milliondonation til udvikling af robotjournalistik.

Med hendes afgang i 2017 sluttede en lang epoke i både Altingets historie og i Rasmus Nielsens arbejdsliv.

"Selv om vi hverken var gift eller forlovet, kom vi til at minde om hinanden, fordi vi var så meget sammen. Det var dag ind og dag ud, det var tæt. Hun var altid i godt humør, havde overskud. Det er meget værdifuldt. Mette kan utroligt meget. Og samtidig har hun blik for journalistik, hvilket også er meget vigtigt. Det er det ikke alle direktører, der har.

Hun nærer kærlighed til politik og til den objektive journalistik. Hun er en sand generalist, hun kan det hele, og det er der brug for i organisationen. Per Mikael har på et tidspunkt sagt, at der er få af Mettes type. Generalister, der kan det hele. Som kan skabe resultater, og som er gode i en organisation.

Derfor fik hun også meget hurtigt mere og mere plads, i takt med at organisationen voksede. Det gav sig selv. Man skal også sige en anden ting i kærlighed. Ved afskedsreceptionen i den nye kantine på Ny Kongensgade var der en fantastisk, lille, fin situation, hvor talerne var holdt, blomsterne givet, og folk begyndte at gå. Mette sad ved siden af mig, og da kom der bare en enkelt ægte tåre indefra. Og jeg tænkte: 'Åh, nu er det lange kapitel slut'. Det var ikke flæbende, det var bare ægte. Det har jeg dog aldrig oplevet. Det var et vigtigt øjeblik for os begge to. Det viser noget om, hvor meget Mette har betydet."

Ånden på Altinget
Omend diffust og svært at sætte ord på har der alle dage på Altinget hersket en fælles fornemmelse af, at stedet besidder en helt særlig stemning, en ånd, forstærket af et unikt iværksættermiljø og et kollegialt sammenhold i særklasse.

Rasmus Nielsen har selv bevidst eller ubevidst ageret katalysator for denne husets særlige ånd. Allerede første gang, Niels Th. Dahl talte med Rasmus Nielsen, gik det op for ham, at det var et meget specielt menneske, han havde med at gøre. Og efterfølgende fandt Th. Dahl ud af, at Altinget i samme grad var et ganske særligt sted.

Han skulle interviewe Altingets direktør til en interessentanalyse, og da interviewet var færdigt, var Rasmus Nielsen forundret over, hvem den unge mand egentlig var, og spurgte, imponeret over interviewstilen, ind til hans baggrund.

Der gik ikke lang tid, før Th. Dahl i 2006 søgte en stilling og kom til samtale. Med det samme kunne han mærke, at direktøren gerne ville have ham, så i virkeligheden var det ikke en rigtig samtale. Da tiden var gået, sagde direktøren: "Ja, nu må vi lige drøfte, bum bum."

Efter få minutter ringede han tilbage med positivt svar. Th. Dahl fandt det enormt impulsivt, og sådan blev det under alle omstændigheder opfattet af journalisterne, da de fandt ud af, at chefen havde ansat en teolog.

Det var i mange år et særkende ved Altinget, at det var et af de få steder, hvor man kunne komme ind og få chancen på Christiansborg uden nødvendigvis at have erfaringen fra praktiktid ved en politisk redaktion.

Rasmus Nielsen brød med det system og hentede folk ind, han troede på og fandt talentfulde.

"Det var måske også en del af dynamikken," siger Jørgen Skadhede, der kom til Altinget i 2009. "Nu kan jeg kun tale for mit eget vedkommende, men man følte, at man skyldte. Man havde fået en chance, som man måske godt vidste, man ikke havde fået andre steder. Og så skulle man betale af på det.

Filosofien fra ledelsen var, at der var utroligt meget frihed under ansvar. Man fik tildelt en redaktørtitel og to nyhedsbreve, man skulle passe. Hele vejen rundt var det fuld skrald. Folk knoklede, så sveden sprang, og en gang imellem næsten, så det blødte.

Alle journalisterne var unge, og der var kun få, der havde børn, så der var fuld bemanding til sent ud på aftenen. Folk kunne virkelig give den en skalle. I modsætning til andre mediearbejdspladser var der på Altinget ikke rundsave på albuerne eller nid og nag blandt de ansatte. Det var ikke alene, fordi vi havde det godt med hinanden.

Det skyldtes også, at vi ikke kæmpede om en fælles forside. Vi havde ganske vist gratisportalen, men der var let adgang til den. Vi var ikke konkurrenter, vi havde hver vores. Dermed også hver vores forside på sin vis. Det var skarpt defineret, hvem der dækkede hvad, så vi kæmpede ikke om de samme historier. 

Der var ingen chefer, ingen intern positioneringskamp om forfremmelser og den slags. Det skabte et enormt godt sammenhold og kammeratskab blandt journalisterne," mindes Jørgen Skadhede.

Borgens bundskrabere
Men ét var forholdet mellem journalisterne indbyrdes på Altinget. Noget andet var forholdet til de øvrige journalister på Christiansborg. Den mærkeligste oplevelse ved at starte på Borgen var for Niels Th. Dahl på egen krop at mærke mediernes hierarki. Politikerne agtede Altinget højt. Men internt mellem journalisterne på Borgen lå Altingets folk klart nederst i hierarkiet.

Normalt er det en naturlig del af kulturen på Christiansborg, at hvad enten man arbejder for administrationen, et parti, et medie eller som rengøringspersonale, så hilser man på hinanden. Det er som en lille landsby. Men når Altingets folk gik forbi journalisterne fra de større dagblade på gangene, ville de ikke hilse. Det virkede besynderligt. Opsigtsvækkende.

"Det bidrog til en følelse af, at man var anderledes. Det gav samtidig et særligt sammenhold, fordi man sagde: 'Nu skal vi kraftedeme vise dem.' Det bidrog måske også i et vist omfang til et mindreværdskompleks på Altinget, som jeg, i hvert fald efter jeg blev tillidsmand, gjorde det til et selvstændigt mål at prøve at komme af med," fortæller Niels Th. Dahl.

I tillæg til de øvrige mindreværdskomplekser vidste journalisterne også godt, at lønningerne var forholdsvis lave sammenlignet med andre Christiansborg-journalisters. Der var ingen pension, ingen afspadseringsordning, ingen barsel. Man var ansat med et antal kroner og ører, og så måtte man selv finde ud af resten.

Det var også en af årsagerne til, at mange brugte Altinget som et slags springbræt til at komme ind på Christiansborg og videre til et "rigtigt" medie. At det var svært for Altinget at holde på folk, brugte først Martin Kaae som tillidsmand og siden Niels Th. Dahl i argumentationen over for Rasmus Nielsen. Hvis man ville op at spille i den store liga, så blev man nødt til at give nogle bedre forhold.

Rasmus Nielsen var modtagelig over for argumenterne og ville også gerne være den gode arbejdsgiver, som passede godt på sine ansatte.

"Han kunne finde på at sige, at 'vi understøtter ikke blot vore medarbejdere, vi understøtter hele familier'. Godt gammeldags, klassisk arbejdsgiveransvar følte han," husker Th. Dahl.

"Det var ikke altid, han selv kunne finde derhen, men det kunne Martin, og jeg så ham hjælpe lidt til. Forhandlingerne om den første overenskomst gik grundlæggende ret nemt. Mette var den skrappe, men det var også hendes pengepung. Det lykkedes at få indfaset pension, afspadsering og en minimal barselsordning til at starte med.

Forretningen begyndte også at gå ret godt på det tidspunkt. Lønnen steg, og det begyndte at blive et rigtig godt sted. Det var det sådan set hele tiden, men det blev bedre. Og det blev et sted, hvor man tænkte: 'Her vil jeg gerne være et stykke tid', og ikke: 'Det skal bare lige overstås, og så skal jeg videre til et sjovere sted'."

Uvirkelig fremgang i nedgangstider
Overenskomsten gav en stabilitet, og efterhånden fik Altinget mere og mere anerkendelse.

"Der var nemt at være tillidsmand sådan et sted; der var aldrig nogen, der skulle fyres," fortæller Jørgen Skadhede.

I årene efter finanskrisen var der smalhals alle vegne – ikke mindst i medieverdenen, men Altinget kørte videre, åbnede nye portaler og ansatte flere nye medarbejdere.

"Folk spurgte ofte: 'Hvad er det, I tjener jeres penge på? Hvordan hænger det sammen?'. En gang imellem kom man selv helt i tvivl. På redaktionen jokede vi med, at 'det her kan ikke være rigtigt, det må være ét stort Stein Bagger-foretagende, hvor Rasmus har gang i en eller anden leasing-karrusel. På et tidspunkt falder hele korthuset sammen'.

Det gjorde det heldigvis ikke. Men det var uvirkeligt, for kollegerne på de andre medier var udsat for den ene fyringsrunde efter den anden. Det var bare noget helt andet hos os. Der var ikke noget, der ikke kunne lade sig gøre, og hvis direktøren havde været ude til et møde i byen, vidste man aldrig, om han kom hjem med en ny vandmølle eller et nyt hotel. Det var ret fantastisk."

Fra at have ligget nederst i hierarkiet gik Altinget til at blive regnet som en værdig med- og modspiller i medieverdenen. Jørgen Skadhede begyndte at få opkald fra journalister ved store medier, som forespurgte om muligheden for ansættelse på Altinget. Om der var stillinger på vej?

Den interesse var ny.

Hvor Altinget hidtil havde været talentfabrikken, der afgav de dygtigste folk til de andre medier, begyndte der pludselig at komme interesse den anden vej.

General Custer-filosofien
Det exceptionelt flade hierarki, der siden starten havde hersket på redaktionen, afspejlede sig gennem mange år ved redaktionsmøderne i Snapstinget hver torsdag morgen, hvor alle redaktionelle medarbejdere var med. Også universitetspraktikanterne. Alle havde noget at skulle have sagt og kunne byde ind.

Ofte lagde den entreprenante og idérige direktør ud med en peptalk, der både kunne bevæge sig i journalistiske og kommercielle retninger. Til tider opstemt og vidtløftigt, og en gang imellem ud ad en tangent, der efterlod journalisterne i tvivl om, hvilket kosmisk univers de befandt i.

Altingets evigt spøgefulde sønderjyde, journalist Ole Toft, har en analogi om Rasmus Nielsens to hjernehalvdele, der rummer både 'den dygtige forretningsmand' og 'publicisten helt ind til knoglerne'. Det er lidt forskelligt, hvilken hjernehalvdel der taler, og det er i virkeligheden nogle gange to modsatrettede interesser.

Men han indkapsler dem begge, og det er også det, der gør, at han er i stand til at få gode idéer. Rasmus Nielsen har evnen til tænke ud af boksen og se tendenser, før mange andre ser dem, og han har samtidig den fornødne naivitet og det gåpåmod, der også skal til for at være iværksætter.

Redaktionsmøderne var også et særligt rum, hvor direktøren og vicedirektøren kunne lufte forskellige planer om det ene eller det andet, og hvor journalisterne kunne tale om, hvordan det kunne og skulle gribes an. Det havde næsten karakter af storråd, og der blev lyttet fra ledelsens side. Det var meget specielt og kunne næppe sammenlignes med noget, der foregik de fleste andre steder.

"Der var virkelig kort fra tanke til handling," siger Jørgen Skadhede.

"Når man fik en idé på torsdagsmøderne, var der ret kort til, at den kunne realiseres. 'Skal vi ikke begynde at lave nogen debatarrangementer? Skal vi ikke lave et magasin til valgkampen?' Der blev handlet på tingene, og der blev ikke lavet store markedsanalyser, inden man lavede nye nyhedsbreve. Det var båret af mavefornemmelser. 'Så angriber vi igen i morgen!' Det var meget general Custer-agtigt på den måde. Det var indbegrebet af, at vi var en lille iværksættervirksomhed, hvor alt kunne lade sig gøre, og hvor tingene gik hurtigt."

Det kom også til udtryk, da Mads Bang en dag kom udefra med en idé og et koncept til at lave en stor analyse af den politiske magt i Danmark.

Det blev der givet rum og plads til. Magtanalysen udkom første gang i september 2012 og var en ambitiøs og omfattende gennemgang af magten i regeringen og i ministerierne, og den indbragte Mads Bang og Altinget Anders Bordings Mediepris året efter.


Magasinet Altinget | Magt modtager i 2013 Bordings Mediepris. Idémanden bag, Mads Bang, flankeres af udgiver Rasmus Nielsen og formanden for priskomitéen, Anne-Marie Dohm. (Foto: Danske Medier)

De publicistiske VIP-værdier
Gennem tiden har der på Altingets redaktion hersket forskellige skoler i forhold til, hvorvidt Altinget skulle satse på at være det eksklusive nørdemedie eller et omnibusmedie.

Niels Th. Dahl advokerede kraftigt for det førstnævnte, for hvilken værdi er der i at lave et medie, der er ligesom alle de andre? Samtidig var det dengang heller ikke muligt for Altinget at konkurrere på de andre mediers bane. Det var i tiden, før Altinget var berettiget til at modtage mediestøtte, og før annoncesalget for alvor tog fart.

Al indtægt var baseret på fagportalerne. Hvis man valgte at lave en omnibusportal, hvad skulle så drive den?

Hans filosofi var derfor, at man skulle gøre en dyd ud af nødvendigheden og være stolt af den ekspertise, man besad. Og samtidig definere, hvad det var, man ikke skulle være. Han foreslog derfor, at Altinget skulle have et værdisæt. Publicistiske principper, som journalisterne besluttede sig for selv at finde frem til.

De holdt en faglig dag, hvor de satte sig i journalist Anders Jerkings lejlighed og i fællesskab definerede principperne, der fik den kække forkortelse VIP for væsentlighed, indsigt og perspektiv.

Væsentlighed
Altinget vægter historier med substans, der kan få konsekvenser, over historier med sensation og identifikation. Altinget fravælger pop og ser på det, der kan få en konkret betydning for nogen eller noget.

Indsigt
Altingets historier skal præges af faglig indsigt og evne til at formidle vanskelige problemstillinger. Altinget vægter grundighed, så der altid er korrekte oplysninger og fakta i artiklerne.

Perspektiv
Altingets artikler fortæller ikke kun, hvad der sker – men også hvorfor. Altingets artikler har historikken med og ser fremad, så artiklerne ikke kun bliver i den umiddelbare konflikt. Altinget vægter en analytisk tilgang til nyhederne.

Mens journalisterne sad og formulerede principperne, grinede de samtidig også lidt af det, for de syntes, det havde et skær af konsulentbingo over sig, husker Jørgen Skadhede.

"Men jo mere jeg er kommet på afstand af det, desto mere synes jeg faktisk, det er genialt fundet på. For det er virkelig kendetegnende for den journalistik, Altinget gerne skal lave. Desuden indrammer måden, hvorpå principperne blev til, på smukkeste vis Altinget-ånden. En lille, dedikeret, fasttømret gruppe sad over chili con carne og udviklede et slogan og et princip for vores journalistik. Garneret med rødvin og Bezzerwizzer. Det står ret stærkt for mig. Det ville have kostet noget nær en million hos et konsulentbureau, og de ville ikke have nået frem til noget, der tilnærmelsesvis kunne ramme det lige så godt."

Hverken Rasmus Nielsen eller Mette Rosendahl var med til processen. De viste journalistgruppen fuld tillid og uddelegerede ansvaret til redaktionen, der tog det på sig. Efterfølgende blev principperne præsenteret for de to i ledelsen, der applauderede uden at rette et eneste komma.

Et lille, velsignet pastorat
Gennem det meste af virksomhedens historie har Rasmus Nielsen som tidligere antydet i stor stil benyttet sig af universitetspraktikanter i arbejdsstyrken. I virksomhedens tidlige år som reelle journalister og portalredaktører. Under Mette Rosendahl gled universitetspraktikanterne over i en rolle som researchere, en støttefunktion for journalisterne.

Praktikanterne fik stadig lov at skrive artikler i ny og næ, men gik ikke længere ind og erstattede fuldtidsstillinger. I foråret 2008 begyndte Altingets nuværende nyhedsredaktør, Kasper Frandsen, og undertegnede på samme hold af universitetspraktikanter.

Det var i starten et lidt mærkeligt forløb, hvor vi sad afskåret fra alle andre på en etage for os selv på Gammel Strand. En gang imellem kunne vi høre Mette Rosendahl øve flamencodans i lokalet over os. Og en sjælden gang var vi heldige at møde Rasmus Nielsen, der havde kontor på samme etage som os.

Vi sad og skrev navnenyt og ventede på, at fastnettelefonen kimede. Af og til var det journalisterne, som regel Ole Toft, der havde fået en hurtig, løst defineret idé til en researchopgave. Men oftest var det vrede DK Hostmaster-kunder, der skældte os huden fuld, indtil de opdagede, vi ikke havde noget med det at gøre. Altinget havde åbenbart overtaget et af deres tidligere telefonnumre.

Men når det er sagt, blev vi også hurtigt kastet ud i opgaver med kød på. Der gik ikke længe, før Kasper Frandsen bragede igennem med et interview med Niels Helveg Petersen, der på grund af Altingets daværende aftale med Børsen også blev bragt i en ægte papiravis. Han var ikke til at skyde igennem.

For mit eget vedkommende fik jeg i løbet af den første uges tid fornøjelsen af at interviewe Erik Ninn-Hansen, Uffe Ellemann-Jensen og Frank Jensen til kioskbaskeren 'Dengang alder spillede en rolle', der blev til i samarbejde med Altingets politiske analytiker, Erik Holstein.

Denne første kooperation lagde grunden til et upåklageligt løbende samarbejde, hvor vi af årsager tabt i glemslens tåger i interne toner titulerer hinanden henholdsvis doktor Stein og pastor Mølgaard.

Efter endt praktiktid blev jeg hyret som leder af researchafdelingen, og gennem mange semestre røgtede jeg min hjord af fromme praktikanter, der ved praktikafslutning hver især fik et passende skriftsted med på vejen.

Som Altinget voksede, voksede kravet til produktion af servicestof tilsvarende. Efterhånden antog praktikantholdene gargantuanske størrelser, hvilket ikke var gavnligt for nogen i længden.

På et tidspunkt, efter tilstrækkeligt mange gange at have fortalt ledelsen min lignelse om, at hele researchredaktionen var en sisyfosisk tømmerflåde, der ved hvert semesterskift blev hugget til pindebrænde, hvorefter jeg alene måtte samle en ny, forbarmede Mette og Rasmus sig og tillod brugen af lønnede studentermedhjælpere, der kunne stå for navne-, kalender- og debatstoffet, så universitetspraktikanterne ikke længere indgik som så vitalt et led af produktionen.

Det særlige præg på virksomheden, researchredaktionen gennem tiden har sat, er ikke mindst den slet skjulte hemmelighed, at afdelingen gennem alle år har fungeret som en form for graduate programme, uden at den fra start nødvendigvis var tænkt sådan. Det er nærmest fast kutyme, at en eller flere bliver suget ind i virksomheden efter endt praktikforløb eller ved studenterstillingens ophør.

"Det har givet sindssygt meget til ånden i virksomheden, at rigtig mange i medarbejderstaben er kommet ind på den måde," siger journalist Tyson Lyall, der selv startede som universitetspraktikant i 2010.

"Det er, som om når der er kommet nye talenter, så har de bare passet fantastisk godt ind. Kristian Andersen, Anne Justesen, Nikita Selvig og Martin Lyngbæk Olsen. Det er en virkelig intelligent måde at rekruttere folk på, der svarer til at have folk til jobsamtale i et halvt år. Så får man lige dem, man gerne vil have. Dem, der passer ind."

Den første redaktionschef
I forbindelse med folketingsvalget i 2011 samarbejdede Altinget med Jyllands-Postens politiske redaktion, og Anders Jerking blev udpeget som tovholder for dette projekt. Det fungerede samtidig som en prøve på den stilling som redaktionschef Rasmus Nielsen og Mette Rosendahl pønsede på at oprette.

Operationen gik godt, og efter at have været konstitueret på posten gennem en længere periode blev Jerkings stilling som redaktionschef fast. Ledelsen blev udvidet som et naturligt led i professionaliseringen, for behovet for redaktionel koordinering var vokset støt i lighed med virksomhedens vækst.

Som noget særegent fortsatte Jerking dog et langt stykke hen ad vejen som portalredaktør samtidig med chefrollen. Han holdt for meget af at skrive til at slippe det helt. Han var kommet til Altinget i 2010 fra gratisavisen 24timer på anbefaling af Poul Madsen.

"Tag ham! Jeg ville selv ansætte ham, hvis jeg havde en stilling," havde ordren fra Ekstra Bladets redaktør prompte lydt. Rasmus Nielsen havde knap nået at sige navnet til ende.

For Anders Jerking havde det været et interessant skifte pludselig at skulle skrive til helt ekstremt få læsere. 24timer kom på dette tidspunkt i et kæmpestort oplag og var blandt landets mest læste aviser. Men vel at mærke ikke læsere, der havde bedt om at få den avis.

Han havde følelsen af, at dét, han sad og skrev på 24timer, ingenting betød for utrolig mange mennesker. Omvendt betød journalistikken på Altinget ekstremt meget for ganske få. Det fandt han enormt journalistisk tilfredsstillende, og han kom til at holde meget af de områder, han kom til at dække, transport- og miljøpolitikken, hvor han havde mulighed for at komme dybt, dybt ned i substansen.

Da han gik fra at være kollega til at blive redaktionschef, blev det i første omgang mødt med skepsis fra en del af redaktionen. Man var vant til det ekstremt flade hierarki, hvor kun Rasmus Nielsen og Mette Rosendahl tegnede ledelsen. Og man var i tvivl. Var det mere en titel af navn end af gavn? Eller skulle han reelt også lede og fordele arbejdet? Skulle han pludselig til at diktere, hvad den enkelte portalredaktør skulle skrive?

Det faldt dog ret hurtigt på plads, bekymringerne blev gjort til skamme, og alle – selv de mest skeptiske blandt medarbejderne – var enige om, at han var et godt, hvis ikke det bedste, valg som Altingets første redaktionsleder.

Anders Jerking gik til jobbet på meget professionel vis. Fagligt dygtig, meget vellidt, ydmyg. Han havde den enorme fordel, at han var en insider. Han kendte kulturen, stedet, ledelsen og medarbejderne, og han vidste, hvilken faglighed de stod for. Han kendte alt.

At den enkelte journalist havde ansvar for sit eget var for ham et stærkt og holdbart koncept, han ikke ville rokke ved. At man har så meget ejerskab giver for langt de flestes vedkommende også stor arbejdsglæde. Folk er pligtopfyldende, leverer og strækker sig langt for at få tingene til at gå op, fordi de føler ansvar og kærlighed for deres eget område.

Konstruktionen er dog ikke uden ulemper.

En låst struktur
Med det særlige setup, der er i forhold til bemanding på redaktionen, er der kun en vis båndbredde. Det gør, at der på de fleste dage kan leveres rigtig god, gedigen journalistik, men sjældent er der ressourcer til at lave det helt ekstraordinære. Man er kun én mand til at lave nyhedsbrevet. Journalisterne ved ofte rigtig meget, så der er potentiale til at udfolde tingene langt mere.

Altingets redaktion er dygtig, men det er et skeleton crew, hvor man ikke sådan lige kan tage fire mand ud, der så knokler løs med en sag og vender tilbage fjorten dage senere. I sin tid som redaktionschef forsøgte Anders Jerking at bløde op på den fastlåste konstruktion, og der blev nedsat forskellige former for gravergrupper i det helt små, men det var svært.

"Der var helt klart et journalistisk potentiale, som var uforløst, og når det en gang imellem lykkedes, viste det sig også, at Altinget formåede at sætte dagsordenen. Kasper Frandsen lavede en virkelig flot afdækning af ulandsbistanden, der blev brugt lidt for kreativt til at dække asyludgifter. Det var noget, det blev prioriteret, at han skulle have tid til. Fordi han dækkede området og kunne se, at kilderne krævede noget ekstra.

Lasse Lange og Ole Toft dækkede HPV-sagen, hvor Altinget var et af de første medier, der satte fokus på den problemstilling, der blev skabt som følge af TV 2-dokumentaren om pigerne med symptomer, der ikke blev taget alvorligt af systemet. At der var blevet skabt et helt vildt skævt billede af, hvor farlig vaccinen var, og at det faktisk var et rigtig stort problem, hvis de unge ikke blev vaccineret.

Det er nogle af de projekter, der kom ud af det. Hvor vi sagde, at vi kunne lidt mere, hvis vi brød op i den faste struktur. Det var der et stort potentiale i. Det er også en rigtig god kvalitet, at man bliver på sagen. Også når de andre medier er videre."

Søvndal solo
Da SF's formand, Villy Søvndal, trak sig, var Altingets abonnenter de første, der modtog nyheden. Det var en milepæl, ikke alene for redaktionen, men for hele virksomheden.

I de ti minutter, der gik, inden SF selv sendte en pressemeddelelse ud, var Erik Holsteins artikel og lange interview den eneste kilde på historien. TV 2 News citerede Altinget. Radioavisen gjorde det samme.

Det var et gennembrud for Altinget som medie. Seksten dage tidligere, 22. august 2012, havde udenrigsministerens særlige rådgiver, Claus Perregaard, slentret en tur langs havnen med Holstein.

De havde egentlig aftalt at mødes over en øl, men Perregaard spurgte, om de ikke hellere skulle gå en tur i fred og ro. De mødtes ved Holmens Kirke, og det var under deres halve times gåtur, rådgiveren leverede den nyhed, alle mediers politiske redaktioner brænder for at have solo.

Søvndal havde tænkt sig at gå, og kunne Holstein mon være interesseret i at lave afskedsinterviewet? Et retorisk spørgsmål.

Holstein, en journalist af den gamle skole, har siden 1993 haft Christiansborg som sit revir. De første mange år for B.T., hvor han særligt kastede sig over rets- og udlændingepolitikken.

Han står bag biografier om henholdsvis Mogens Lykketoft og Marianne Jelved samt debatbogen 'Det frontale kultursammenstød'. Fra efteråret 2005 fik han Altinget som sin løbebane, først som portalredaktør for integrationsportalen (der ad omveje endte som socialportal), men hurtigt blev han fast politisk analytiker og kommentator på Christiansborg-portalen.

Han har et stort og veludbygget kildenetværk, ikke mindst i SF, som grundet kursskifte, succes og regeringsdannelse i de år var et af de mest interessante partier at beskæftige sig med. Når det lykkedes at få Søvndal-historien, skyldtes det grundlæggende, at Holstein havde fulgt partiet enormt tæt, og at der på Altinget var blevet givet rum til, at han kunne lave de dybe analyser, der ikke kun skøjtede hen over udviklingen.

Det var et kriterium, at man vidste, hvad man skrev om, og hvad der foregik i partiet, og at man var gået dybere end de andre journalister. Da de i SF skulle vælge, hvem der skulle have historien, stod valget mellem Erik Holstein og en journalist på et landsdækkende medie, som også har en meget stor viden om partiet. Det faldt ud til Holstein og Altingets fordel.

De seksten dage mellem turen langs havnen og afsløringen af formandens retræte var højspændte. Holstein var hele tiden nervøs for, at historien skulle løbe. Thorning fik ikke noget at vide før aftenen før, og der var også kun ganske få partisoldater, der vidste noget.

På morgenen for afsløringen var tingene ved at skride. Journalister fra den øvrige presse begyndte at ringe til SF og spørge lidt løst, om der var noget nyt om Søvndal. Rygtet var ude, men ingen vidste noget konkret. Holstein frygtede, nogen skulle nå at publicere en historie om rygtet, der svirrede. Hos SF delte man nervøsiteten, og Altinget fik lov at sende historien ud en halv times tid før planlagt.

Nu var Villy Søvndal fortid som formand. Med Altinget som eneste kilde.

"Det var et udtryk for meget mere end blot et skulderklap for det arbejde, Holstein havde lavet," siger Anders Jerking.

"Det var helt åbenlyst et tegn på en anerkendelse og en respekt, der var bygget over et langt, sejt træk. En milepæl, der virkelig markerede, at Altinget havde rykket sig og var et andet sted. Som nok er Holsteins fortjeneste, i og med at han har de gode kilderelationer til SF, som gjorde, at han kunne få historien. Men det var også en anerkendelse af hele mediet som troværdigt, at det var der, man valgte at breake den kæmpestore historie. Det kom oprigtigt bag på mange, at en historie af den kaliber skulle offentliggøres i Altinget. Det var noget, der blev lagt mærke til."

Der blev også lagt mærke til Altinget et lille års tid efter. Men det var af helt andre årsager.

Lakridspiben fik en anden lyd
Skæbnen ville, at et inferno brød løs i samme stund, Altingets nyudnævnte EU-korrespondent, Rikke Albrechtsen, ved et DHL-stævne mødte sine kolleger for allerførste gang.

Samme dag havde Altinget bragt en EU-artikel, der havde fået politikere, meningsdannere, journalister og ikke mindst klimakommissær Connie Hedegaard helt op i det røde felt. Fra sidelinjen kunne den nye EU-korrespondent måbende iagttage sin nye arbejdsplads blive slynget rundt i en shitstorm med baggrund i et ganske særligt slikprodukt.

Forhistorien var, at EU's tobaksdirektiv skulle justeres. I den forbindelse var der fremsat et forslag fra nogle parlamentarikere om, at man skulle se på slik, der imiterede tobak.

"Intentionen med at skrive historien var, at rigtig mange EU-historier først bliver skrevet i det øjeblik, hvor det i princippet er for sent, hvor tingene skal implementeres i dansk lovgivning. Beslutningsprocessen, hvor tingene bliver formet, ligger i virkeligheden mange år tilbage i tiden, så historien blev til ud fra tankegangen om at diskutere og belyse det, mens det stadig var i proces og kunne ændres. Det var de gode intentioner, der lå bag," siger Anders Jerking.

Artiklen røg afsted med rubrikken 'EU vil forbyde lakridspiber', som på de sociale medier eksploderede i en pyroteknisk stormvind, der spredte sig ustoppeligt. Det var Altingets første oplevelse med en artikel, der gik viralt. Og dét, der gik viralt, var kun rubrikken og ikke selve historien. Når andre medier citerede den, fik de ikke alle de forbehold, der er i artiklen, med.

"Havde den heddet 'EU-parlamentarikere foreslår forbud mod tobakslignende slik' eller 'EU-parlamentarikere vil forbyde chokoladecigaretter', som man vidste ville være dækket, havde det på mange måder været en fin historie. Men vi nåede helt ind i en semantisk diskussion om, hvorvidt en pibe er et tobaksprodukt eller ej. Det var meget Magritte," siger Rikke Albrechtsen.

Proportionerne var groteske.

Artiklen landede lige midt i en international krise, hvor Obama efter giftangrebet i Syrien havde talt om, at den røde linje nu var overtrådt. Der var møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor man alvorstungt skulle beslutte, hvordan Danmark skulle forholde sig, i fald USA gik ind i Syrien. Skulle vi gå med?

Ud fra mødet kom udviklingsminister Søren Pind – med en lakridspibe i munden. Det var uvirkeligt.


Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Bruxelles kalder!
Rikke Albrechtsens første tid på Altinget begyndte således en kende anderledes, end hun havde forestillet sig.

Som tjans nummer et blev hun kastet ud i oprydningsarbejdet efter lakridspibesagen, og derpå skulle hun, uden nogensinde at have beskæftiget sig med tv før, stå for en EU-programrække, som Altinget og DK4 i samarbejde stod for.

Men omsider kunne hun få lov til at koncentrere sig om hverdagen og kontorindretningen i Bruxelles.

Når Altinget overhovedet kastede sig ud i satsningen med at oprette et EU-kontor, var det ikke mindst på grund af Rasmus Nielsens egne præferencer og store kærlighed til EU-stoffet. Alle dage har han været oprigtigt optaget af og fokuseret på det europæiske samarbejde. Og for Altingets fagportaler gav det fantastisk god mening at få en fast base i Bruxelles, da så ekstremt meget faglovgivning stammer herfra.

Rikke Albrechtsen var blevet ansat som Altingets eneste flydende reporter, der skulle bidrage bredt og byde ind på tværs af portalerne. Siden gled ansvaret for EU-portalen dog over til hende, så hun nu er redaktør for nyhedsbrevet.

Hun har løbende dannet makkerskab med journalistpraktikanter, og i efteråret 2017 fik hun en fast makker i Thomas Lauritzen, der blev shanghajet fra Politiken til at stå for Altingets næste EU-satsning, podcasten 'Parlamentet'.

"Det har været en lykke, at det var Thomas, der landede. Han er superdygtig til det, har EU-erfaring og har været på DR, så han er også en fantastisk radiojournalist. En perfektionist med tårnhøje ambitioner. Det er en kæmpe fornøjelse at kunne sparre med ham på kontoret," siger Rikke Albrechtsen.

Mediestøtten banede vej for den åbne forside
Da mediestøttelovgivningen for alvor blev ændret i slutningen af 2013, stod Rasmus Nielsens navn nærmest prentet ud over det hele.

Der har aldrig hersket tvivl om, at han om nogen er en mester til at skabe gode relationer, han kender alt og alle på Christiansborg og regnes for at være en eminent netværker, en receptionsløve, en dygtig lobbyist. Og det gav også udslag i forhold til, at netmedierne endelig kunne "stikke snablen i statskassen", som kollegerne på Politiken så venligt formulerede det.

"Det var lobbyisme i verdensklasse. Der var næsten tale om en Lex Altinget, og det var et udtryk for, at politikerne også gerne ville mediet," siger en tidligere ansat.

Med mediestøtten åbnede der sig nye, spændende muligheder. Rasmus Nielsen ville reinvestere pengene i vækst, så der kom turbo på motoren i tiden herefter. En af de større beslutninger var igen at satse meget mere på gratisdelen, hele Altingets forside. Den havde gennem tiden gennemlevet flere forskellige inkarnationer.

I en årrække havde den været et hermetisk lukket udstillingsvindue for betalingsportalernes tophistorier, inden den i efteråret 2008 atter blev genåbnet. Men der var ikke afsat ressourcer til at drive den, og indholdet var i det store hele en sær blanding af stof fra andre medier, få af de mest omnibusegnede artikler fra portalerne og få korte citathistorier skrevet af universitetspraktikanter.

Det var sjældent, der blev produceret stof direkte hertil, for der var ingen, der havde det som primær opgave. Undertegnede stod for udsendelsen af nyhedsbrevet – senere i et parløb med Anne Justesen – men for os begge gjaldt det, at det aldrig var vores kerneopgave.

Med mediestøtten blev det imidlertid muligt at udvide forsideportalen betragteligt. Konceptet, som Rasmus Nielsen bad om, var, at Altinget skulle være mere til stede på dagen og følge nyhedsstrømmen. Og at der skulle ansættes en journalist til at gøre det.

Hele den forkromede øvelse bestod derefter i, hvordan man kunne lave et opgraderet gratisunivers for Altinget, som var noget andet end det Altinget, som praktisk talt kun henvendte sig til betalende professionelle, fagportalerne bag lås og slå. Kunne man gøre det uden at skade kerneforretningen?

Fagportalerne med deres høje læsertilfredshed og imponerende gentegningsprocent var guldæg, som ikke måtte kvases i processen.

"Det var en meget interessant opgave at skulle skabe omnibusversionen af Altinget. Hvordan skulle det gribes an? Hvilke historier skulle bringes, og hvilke skulle ikke? En af de klareste rettesnore blev de publicistiske værdier, væsentlighed, indsigt og perspektiv. De sagde også noget om, hvad omnibusversionen ikke skulle være i en internettid, hvor rigtig meget er clickbait, sensation og opsigtsvækkende udmeldinger på Facebook. På den måde lykkedes det os at lave forsiden på en måde, hvor vi ikke tabte os selv," siger Anders Jerking.

Det var Per Bang Thomsen, der i første omgang var udset til at skulle lede og opbygge den nye forside, men kort inde i processen skiftede han til DR, så i stedet gik opgaven til Cecilie Gormsen, der blev hentet fra Berlingske, hvor hun var forsideredaktør. Det var hovedsageligt hende, der fik ansvaret for at bygge universet op ud fra devisen om, at Altinget skulle udbredes og nå ud til flere og samtidig i kommercielt øjemed blive en bedre platform for annoncer. Alt sammen uden at miste Altinget-dna'et i processen.

"For journalisternes vedkommende var der også en særlig interesse i det," siger Anders Jerking.

"Nogle gange kunne det godt være frustrerende, at ens rigtig gode historier lå inde bag en betalingsmur og blev læst af ganske få. Det er sjovere, at det kommer bredere ud. Det var en rigtig stor ting og ret fint, at vi på en gang kunne komme ud til så mange flere læsere, fastholde læsertilfredsheden og troværdigheden og samtidig også vokse på økonomien. At de ting kunne gå hånd i hånd. Det var ekstremt tilfredsstillende."

Fortsættelse følger

Forrige artikel Holstein: Boligstriden illustrerer grænserne for Radikales magt Holstein: Boligstriden illustrerer grænserne for Radikales magt Næste artikel Danmarks Indsamling er en lukrativ forretning: Men indtægterne falder Danmarks Indsamling er en lukrativ forretning: Men indtægterne falder