Historiker: Med Orbáns bejleri til Putin kan Ungarn og de vestlige værdier ende på Ruslands menukort
Ungarns premierminister Viktor Orbán har med sine nye udtalelser om Ukraine som et ”Ingenmandsland,” der bør give op, sendt et Valentinskort til Putin. Men bejleriet kan i sidste ende betyde, at også Ungarn selv og de vestlige værdier står på menuen, skriver Vibe Termansen.
Vibe Termansen
Historiker, forfatter og journalistSidste uge fik en lille gruppe venligtsindede udlændinge bevilget hele to timer i behageligt selskab med Ungarns premierminister Viktor Orbán, der leder et mindre centraleuropæisk land med den højeste inflation og grad af korruption i EU og derfor må have masser af andre ting at tage sig til sådan en torsdag sidst i januar.
Orbán var blandt venner. Det er længe siden, han holdt op med at give interviews til kritiske journalister. Men det her møde lader alligevel til at have været ekstra varmt og åbenhjertigt. En af de heldige gæster kaldte i hvert fald bagefter i magasinet The American Conservative Orbán for en ”verdensleder”, ”dyb”, en ”stor strateg” samt ”skarp, sjov, strålende, meget selvsikker” og ”virkelig interessant.”
De øvrige vestlige ledere er ”visionsløse”, hårdt pressede af USA og bange for de vestlige, liberale medier. De vestlige mediers dækning af Orbán er ”frustrerende”.
Og det kunne han jo ikke have skrevet bedre selv.
Hvis man sier smigeren fra, siger Orbán to interessante ting i artiklen:
1. Han ønsker ”absolut ikke”, at Ungarn skal blive i EU.
2. Han kalder Ukraine et ”Ingenmandsland”, et ”uregerligt vrag” og sammenligner landet med Afghanistan.
Nummer 1, at Orbán sigter mod et ungarsk exit fra EU, blev hurtigt pillet af The American Conservatives hjemmeside. I stedet er der nu en version af artiklen, hvor Orbán siger, at det ”smerter ham personligt at have Ungarn i EU, hvor landet bliver mobbet, men at Ungarn vil blive i EU, fordi dets økonomi er afhængig af det.” Altså at det er et hårdt job, men nogen skal jo gøre det, og han påtager sig det, fordi det er i Ungarns nationale, økonomiske interesse. Absolut ikke fordi han deler EU’s værdier.
Vi står midt i krigen og ved endnu ikke, hvor den ender. Orbán kan altså ende med at få ret i sin analyse af krigen og den kommende globale verdensorden: at Rusland ikke taber
Nummer 2, at Ukraine er et Ingenmandsland, altså det øde og ubrugelige stykke land mellem to hære, har fået lov at blive stående i artiklen. Udsagnet fik det ukrainske udenrigsministerium, der længe har været trætte af Orbáns pro-russiske, anti-ukrainske retorik, til at indkalde den ungarske ambassadør i Ukraine til en kammeratlig samtale. Ukraine er ikke et øde, ubrugeligt stykke land. Ukraine ser ikke blot passivt til, mens Rusland og Nato fører krig om dets område.
Også Ungarns allierede i Nato, USA, har reageret på Orbáns Ingenmandsland-udtalelse. Den amerikanske ambassadør i Budapest, David Pressmann, var for eksempel ifølge mediet Politico meget klar i mælet:
”Politiske ledere i den ungarske regering taler ofte om at fremme fred, men fortsætter – fra at fordømme sanktioner til at støtte Ruslands ”våbenhvile”-forslag – med at støtte Putins politik. Vi tilslutter os den ungarske regerings opfordringer til fred, men disse opfordringer skal stiles til Vladimir Putin.” Ambassadøren tilføjede, at Washington ”fortsat vil tale for at afslutte denne krig ved resolut at stille sig på ofrenes side.”
Altså en klar fordømmelse af Ungarns støtte til russiske synspunkter, og en lige så klar opbakning til Ungarns naboland, Ukraine.
For den udtalelse har den ungarske regering og de regeringsvenlige medier nu indledt en regulær hadkampagne mod David Pressmann, der jo repræsenterer USA og Nato. Og som i parentes bemærket er menneskerettighedsadvokat, der blandt andet har repræsenteret terrorofre, dissidenter og journalister, der er blevet forfulgt af autoritære regimer. Og så er han gift med en mand.
Dagen efter Ingenmandsland-udtalelsen fulgte Orbán op på sagen om den russiske invasion af Ukraine i ungarsk (regeringsvenlig, selvfølgelig) radio: ”Vores grundlæggende medmenneskelighed og sans for moral kræver, at vi gør alt, hvad vi kan for at fastfryse frontlinjen, få en våbenhvile og begynde [freds-] forhandlinger”.
Hvilket er blevet udlagt som, at Ukraine skal ”give op”. Hvilket flugter nøjagtigt med Vladimir Putins ønske.
Det er bare ikke sikkert, at Rusland, der historisk har spist stater som Ungarn til morgenmad, i længden vil værdsætte bejleriet
Viktor Orbáns udtalelser bunder i hans analyse af krigen: Rusland kommer ikke til at tabe.
Rusland taber ikke sin nuværende krig i Ukraine, mener Orbán, fordi Putin ikke har råd til at være den præsident, der tabte en krig.
Rusland taber ikke, fordi Rusland ikke kan tillade Nato at etablere sig i Ukraine.
Rusland taber ikke, fordi Rusland er et enormt land med en enorm befolkning, der derfor kan mobilisere soldater i en helt anden skala, end Ukraine kan, og fordi Rusland har en stor produktionskapacitet. Og fordi Rusland har a-våben.
Rusland har klaret sig skidt i krigen mod Ukraine indtil videre, men historisk, påpeger Orbán, har russerne før begyndt en krig sølle, blot for at komme stærkt igen.
Orbáns analyse om Ruslands igangværende krig må ses som del af en større analyse om fremtidens globale orden, der første gang ramte den måbende, internationale offentlighed, da han gav sin store sommertale i 2014; den tale, hvor han introducerede begrebet ”illiberalt demokrati”. Fremtiden tilhører ikke de liberale demokratier i vest, sagde han. Den tilhører de illiberale demokratier i øst, og så nævnte han blandt andet Tyrkiet, Rusland og Kina som forbilleder.
Vi står midt i krigen og ved endnu ikke, hvor den ender. Orbán kan altså ende med at få ret i sin analyse af krigen og den kommende globale verdensorden: at Rusland ikke taber.
Putin giver rigtignok ikke indtryk af, personligt eller politisk, at være en mand, der kan klare et nederlag. Rusland har rent faktisk en enorm befolkning at mobilisere fra, og de russiske ledere har stor tolerance overfor at skulle ofre egen befolkning i det, de ser som en højere sags tjeneste.
Rusland har a-våben. Rusland har en elendig økonomi, men vi er ikke klar over, hvor meget af økonomien de er villige til at hellige krigsindustri – eller om andre på et tidspunkt vil være villige til at betale gildet.
At melde ud, at Ungarn skal ud af EU samt at Ukraine er et Ingenmandsland, der bør begynde fredsforhandlinger med Rusland straks, er at sende blomster, chokolade og et stærkt parfumeret Valentinskort til Rusland
Historisk er Anden Verdenskrig et godt eksempel på en krig, hvor Sovjet startede pauvert med at blive ydmyget af lilleputnationen Finland, og fra 1941 få læsterlige tæsk af den tidligere hjerteven Nazi-Tyskland, men endte med at jage tyskerne hele vejen tilbage til Berlin og undervejs sætte sig tungt og kvælende på hele det område, de ”befriede”, nemlig Østblokken, og blive siddende helt indtil 1989.
Orbán kan også ende med at få ret i, at det liberale demokrati er so last century, og at de illiberale autokratier, for hvem begreber som menneskerettigheder, demokrati, retsstat og mindretalsbeskyttelse i dén grad er åbne for fri fortolkning, er det nye sort.
Men én ting er analysen. En anden er, hvordan man reagerer på den; ens handlemåde. Om man kæmper imod, at det sker, eller om man opportunistisk søger vinderens side.
Viktor Orbán bryder sig helt klart ikke om at tabe.
Det har Ungarn da også dårlige erfaringer med. Ungarn, der som del af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn kollapsede under Første Verdenskrig og efterfølgende måtte afgive to tredjedele af sit territorium med Trianon-fredsdiktatet. Ungarn, der blandt andet for at få noget af det tabte territorium tilbage, allierede sig med Hitler under Anden Verdenskrig, blev banket på plads af Sovjet og endte bag Jerntæppet frem til 1989.
Orbán har ikke definitivt valgt side. Det er lykkedes ham strategisk at stille sig i midten. At sige ét til Vesten, noget andet til Rusland og noget helt tredje til sine vælgere derhjemme, og høste fordelene alle steder.
Men at melde ud, at Ungarn skal ud af EU (eller i hvert fald, at det smerter Orbán personligt, at Ungarn er i EU) samt at Ukraine er et Ingenmandsland, der bør begynde fredsforhandlinger med Rusland straks, med de nuværende frontlinjer, er at sende blomster, chokolade og et stærkt parfumeret Valentinskort til Rusland.
Det er bare ikke sikkert, at Rusland, der historisk har spist stater som Ungarn til morgenmad, i længden vil værdsætte bejleriet. Ungarn er afgjort nyttig for Rusland som en trojansk hest i EU og Nato. Er Ungarn også nyttig for Rusland uden EU og Nato?
Falder Ungarns naboland Ukraine, og har Ungarn meldt sig ud af EU og Nato, hvem skal så i sidste ende garantere, at Ungarn ikke også ender på menuen?
Hvis Rusland får lov at hævde sin såkaldte interessesfære i Ukraine og pleje sine århundreder gamle imperiale traditioner og sin opfattelse af, at Rusland er enestående blandt nationer og har en særlig mission og derfor skal ekspandere evigt; hvis Ukraine virkelig engang skulle ende som et Ingenmandsland, en ødelagt bufferzone mellem Rusland og Nato/Vesten – så betyder det ikke blot flytning af grænser, råstoffer og andre ressourcer internt i Ukraine samt en ændring af magtbalancen mellem verdens stormagter.
Så betyder det, at de vestlige værdier, der beskytter individet og giver grundlæggende, lige rettigheder til alle, vil være alvorligt truet. Og så betyder det, at den lange periode med fred, vi i Europa har nydt siden Anden Verdenskrig, er slut.
Eller, helt konkret, så man også kan forstå det i Budapest: Falder Ungarns naboland Ukraine, og har Ungarn meldt sig ud af EU og Nato, hvem skal så i sidste ende garantere, at Ungarn ikke også ender på menuen?