Kommentar af 
Emil Sloth Andersen

Højrefløjens angreb på dannelsen sniger svenske og amerikanske tilstande ind i klasseværelset

Børne- og ungdomsborgmesterens forsøg på at nedtone pluralismen i undervisningen er ikke andet end en åndelig dødsstivnen på børnenes vegne. En direkte opskrift på spidsborgerlige elever, der kan leve et tidevandsagtigt lemminge-liv, skriver Emil Sloth Andersen (R).

Over sommeren har jeg af og til fået lyst til at råbe: Pak nu ikke eleverne ind i vat, lad undervisningsfriheden sejre, skriver Emil Sloth Andersen (R).
Over sommeren har jeg af og til fået lyst til at råbe: Pak nu ikke eleverne ind i vat, lad undervisningsfriheden sejre, skriver Emil Sloth Andersen (R).Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Emil Sloth Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De mest bornerte og kønsforskrækkede blandt os burde alle læse Odysseen.

Odysseen er blandt mange kendt som et billede på begrebet 'dannelse'. "Gnoti sauton" – kend dig selv – sagde grækerne.

Odysseus kendte sig selv. Og endnu vigtigere: sine egne begrænsninger i verdenen. På sin hjemrejse fra Troja til Ithaka fører hans begær for viden ham mod farer og fristelser, der gør hans visdom stor. Han kender sig selv så rasende godt, at han binder sig til masten i mødet med sirenerne. På den måde bliver han ikke suget ind i deres fordærvende favne. Men han kan stadig lytte til deres skønsang.

Det er et uskånsomt og bredt dannelsesbegreb, der ligger i Homers Odysseen. Odysseus' dannelse kommer af hans åndelige prøvelser med den mangfoldige verden – både i mødet med kyklopen Polyfem og nymfen Kalypso.

Det dannelsesbegreb kan vi finde i en afart hos Grundtvig. Grundtvig troede ikke kun på ét oplysningsformat. Nej, det er gennem mangfoldigheden af oplysninger – sang, natur, ord, følelse og fornuft – at vi finder visdommen! Hos Hal Koch er det ligeledes de mange perspektiver, der gør borgeren oplyst.

Det væsentlige er, at eleverne har kildekritikken som våben, når én fanatisk forståelse fremlægges som et lukket bolværk mod andre perspektiver

Emil Sloth Andersen (R)
Børne- og ungdomsordfører

Desværre ser vi en tendens til, at man nu politisk indsnævrer dannelsesbegrebet. Dannelsen bliver en mængde af viden, der kan hældes på barnet, som mælk hældes i en tom flaske. Det er dannelse på formel!

Dansk Folkeparti vil eksempelvis have den sorte skoles udenadslære tilbage. Det minder mere om det engelske education (altså en mere faktabaseret læring) end formation (dannelse).

Der er andre eksempler på diskussioner om pensum, der pludseligt er blevet et politisk anliggende – stik imod den danske tradition for undervisningsfrihed. Skal Omar El-Hussein omtales som terrorist? Og skal det kun være sundhedsfagligt personale eller lærere, der forestår seksualundervisningen?

Blandt Socialdemokraterne og SF finder vi – i varierende grad – en tanke om, at vi skal styre, hvad der er på pensum, heriblandt Muhammed-tegningerne. Og i børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsagers (K) optik bør samtalen om eksempelvis kønsidentiteter helst ikke tages op i klasselokalet. Det lærte vi i borgerrepræsentationssalen 25. august. Vi skal undgå "kønsforvirring", siger Næsager. Men "forvirret er den oplyste mand", siger jeg!

Den konservative kønswokeness – altså den politiske, indsnævrede styring af undervisningen – skal ud af klasseværelset. Og det er en egentlig udansk tendens tyvstjålet fra udlandet.

I England har man nationale pensumlister, og på universiteterne begynder man at sætte advarselstegn på eksempelvis Jane Austen og Shakespeares Hamlet, der med sætningen "at være eller ikke at være" kan anspore til ikke-samfundsønskelig adfærd (selvmordet).

Læs også

Det er engelske, amerikanske og svenske tilstande, der sniger sig ind. Men Danmark har en lang tradition for undervisningsfrihed. Det ligger i nerven af vores pluralistiske demokrati, vores frie debat og vores forgangsposition for frisind gennem 1960’erne og frem, at vi ikke med den åndelige bonertheds tyssen sætter dannelse på formel.

Det ligger i Grundtvig og Hal Koch. Det findes i sin mest oprindelige form i Odysseen. Og det kan i dag måske bedst formuleres i følgende tese: det er i mødet med de mange oplysninger – efter grundtvigiansk forbillede – at vi styrker barnets fortsatte dannelsesrejse. Odysseen uden et slutpunkt.

Hvor ser vi netop dét dannelsesbillede? Jo, folkeskolens formålsparagraf beskriver i dag, hvordan "skolens virke skal være præget af åndsfrihed" og samtidig udvikle elevernes "tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle" og den enkeltes  "lærelyst".

Men den – lærelysten – kommer sgu ikke af, at vi brændemærker Michaels Strunges digte om rygning eller Judith Butlers teser om mænd-i-kvindekroppe som farefulde. Nej, lærelysten kommer i mødet med de åndelige nymfer, kykloper og sirener på elevens egen fortløbende odysse.

Over sommeren har jeg af og til fået lyst til at råbe: Pak nu ikke eleverne ind i vat, lad undervisningsfriheden sejre!

Ja, Normstormerne kan kritiseres heftigt. Fint. Men for eksempel bør begrebet 'køn' – som er epicenter for diskussionen om undervisningens indhold – ikke være låst. Begrebet kan jo behandles med både reagensglas, sang, debatindlæg, poesi og det hele på én gang.

Det er ikke en politisk opgave at sætte dannelsen på formel. For i netop det øjeblik vi politisk indsnævrer pensum har vi fattiggjort hver enkelt elevs egen odysse

Emil Sloth Andersen (R)
Børne- og ungdomsordfører

'Køn' kan forstås kromosomalt – det biologiske køn – og som kønsidentiteter. De to er ikke gensidigt udelukkende. Det væsentlige er, at eleverne har kildekritikken som våben, når én fanatisk forståelse fremlægges som et lukket bolværk mod andre perspektiver. Dét er den udanske trojanske hest herhjemme!

Pointen er, at vi politisk må beskytte lærernes frihed til at tvinge eleven til den åndelige frigørelse. Det er det paradoksale tvang-til-frihed-mantra, der lever gennem den mangfoldige oplysning. Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed, som det lyder hos Imanuel Kant.

Højrefløjens forsøg på – i sin egen bonerte og småborgerlige wokeness-bølge – at nedtone pluralismen i undervisningen og selve refleksionen er ikke meget andet end en stille, åndelig dødsstivnen på barnets vegne. En direkte opskrift på spidsborgerlige elever i Kierkegaardsk forstand, der kan leve et tidevandsagtigt lemminge-liv. 

Så hvad nu? Vi bør alle genbesøge fortællingen om Odysseus. "Politiker, bind dig selv til masten som Odysseus", kunne nutidens mantra være!

I mødet med sirenerne – meningsmålinger og popularitetsmålingerne – må vi politisk insistere på, at det er vores opgave at styre skibets overordnede kurs og ikke pensum. Politikere skal sikre, at lærerne kan boltre sig på deres egne dannelsesrejser – gennem uddannelse, efteruddannelse og ro – og derfra kan skubbe eleven afsted på deres eget dannelsesskib. That's it.

Det er ikke en politisk opgave at sætte dannelsen på formel. For i netop det øjeblik vi politisk indsnævrer pensum har vi fattiggjort hver enkelt elevs egen odysse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Næsager

Børne- og ungdomsborgmester (K), Københavns Kommune
Cand.jur., Københavns Universitet 1997

Emil Sloth Andersen

Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Universitet, 2019)

0:000:00