Kronik

Højskoleforstander: Har vi kastet vores unge ud i et grundlæggende meningstab?

Det er nærliggende at spørge, om præstationskulturen har kastet vores unge ud i en strategisk performance, der skygger for genuin interesse, så aktiviteter ikke nødvendigvis har værdi i sig selv, men primært er instrumenter til at nå next level, skriver højskoleforstander Jacob Kjærsgaard Mortensen.

De unge skal hurtigst muligt videre, der testes og evalueres, og der er blandt unge en tendens til et selvundersøgende diagnostisk blik, skriver højskoleforstander Jacob Kjærsgaard Mortensen.
De unge skal hurtigst muligt videre, der testes og evalueres, og der er blandt unge en tendens til et selvundersøgende diagnostisk blik, skriver højskoleforstander Jacob Kjærsgaard Mortensen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jacob Kjærsgaard Mortensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mistrivsel blandt unge blev et markant tema i efterårets valgkamp, og den seneste rapport fra Vive om problemet viser endnu engang en stigende tendens.

Det er på mange måder et paradoks i så rigt og velfungerende et samfund som vores, hvor den enkeltes muligheder synes langt større end så mange andre steder i verden. Derfor står man også undrende og lettere rådvild tilbage – hvad handler det her om?

Det siger sig selv, at det er problematisk at tale generaliserende om unge som en gruppe, da store forskelle gør sig gældende. Men hvis man overordnet skal forklare disse tendenser, peger Center for Ungdomsforskning på tre overordnede grunde: tempo, præstationskrav og psykologisering.

De unge skal hurtigst muligt videre, der testes, evalueres og stilles krav til at præstere på bestemte måder, og der er blandt unge en tendens til et selvundersøgende diagnostisk blik. Læg dertil politolog Ove Kaj Pedersens tese om, at konkurrencestaten fremkalder det opportunistiske menneske, der reagerer på incitamenter og opsøger muligheder for sig selv.

Tankevækkende er det ligeledes, at når man taler med unge mennesker om ensomhed og mistrivsel, så peger de selv de på de sociale medier som en væsentlig årsag. Paradoksalt nok giver de udtryk for, at disse medier gør det modsatte af at forbinde mennesker.

Den cocktail synes at være grobund for en præstations- og perfekthedskultur, hvor der sniger sig en introspektion ind blandt unge – et indad skuende, (over)kritisk blik.

Uanset hvor individualiseret vi er blevet, lever vi under indtryk af det samfund og den kultur, vi er sat i. Ja, måske i højere grad end vi er os det bevidst

Jacob Kjærsgaard Mortensen, højskoleforstander, Hadsten Højskole

I udgangspunktet er det vel ganske naturligt og positivt, at man gerne vil præstere. Men hvis rammen for præstation bliver for snæver, arenaerne hvor det er påkrævet for mange og kravene for udvendige, kammer det tilsyneladende over. Sociolog Anders Petersen taler ligefrem om en præstationskultur. Endeligt siger det sig selv, at det perfekte er en umulig opgave, da menneske rimer på fejlbarlighed.

Tillad mig at foretage lidt af et spring i tid og tema, nemlig tilbage til den tyske filosof Friedrich Nietzche og hans berømre udsagn: "Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan." Den erkendelse har den østrigske psykolog Viktor E. Frankl, der sad tre år i Auschwitz, har reflekteret og beskrevet i den enestående lille bog 'Psykologi og eksistens', hvor det blandt andet lyder:

"Selv oplevede jeg, at et trykklart manuskript blev konfiskeret for mig, da jeg kom til Auschwitz. Der er ingen tvivl om, at mit dybe ønske om atter at skrive denne bog hjalp mig til at overleve lejrens pinsler."

Frankl fremhæver viljen til mening som menneskets væsentligste drivkraft. Ligesom han pointerer, at den mening, som det enkelte menneske er ansvarlig for, "snarere er at finde i verden end i mennesket og menneskets psyke, som om denne var et lukket system". Den danske psykolog Per Schultz Jørgensen var i et interview i 2022 inde på det samme:

"Den eksistentielle fordring er at finde, skabe og fastholde meningen med ens liv og ens eget ansvar for denne mening. Meningen opstår i mødet med udfordringerne, og når man indgår i engagerende, reflekterende og tætte fællesskaber med andre."

Væsentligt her er, at Frankl og Schultz Jørgensen er enige om, at mening er at finde uden for mennesket, i verden og i fællesskaber med andre.

Tillad mig at foretage endnu et spring. 11. april 2018 bragte Zetland en artikel, der kortlagde ni årsager til depression ledsaget af en opsang til systemet. Artiklen bygger på den britiske journalist Johann Haris årelange research i årsagerne til depression.

Det er tankevækkende, at de tre førstnævnte årsager i artiklen alle har at gøre med tab af mening. Det være sig mangel på mening i sit arbejde, mangel på meningsfyldt samvær med andre mennesker og mangel på meningsfulde værdier.

Læs også

Manglen på meningsfulde værdier har at gøre med at være styret af værdier om perfektion og om at komme til tops. Er man styret af disse værdier, bliver ens relationer til andre mennesker mere overfladiske, ens aktiviteter instrumentelle. Hver femte dansker rammes af depression, som derfor betragtes som en folkesygdom. Mistrivsel er altså ikke kun et problem blandt unge, men et mere grundliggende problem i vores tid og samfund.

Det er nærliggende at spørge, om unges mistrivsel også kan tænkes at have noget at gøre med en følelse af meningstab – reflekteret eller ureflekteret. Et meningstab, der har at gøre med et præstationspres, som kommer til at foregå i et selvreferentielt lukket kredsløb. Et kredsløb, hvor den enkelte hele tiden bliver vist tilbage til sig selv og sin egen præstation i en kritisk introspektion. En opportunistisk jagt på en ny mulighed, som skal give dig en ny mulighed. Strategisk performance, der skygger for genuin optagethed og interesse, så aktiviteter ikke nødvendigvis har værdi i sig selv, men først og fremmest er instrumenter til at nå next level.

Ja, man får et billede af Sisyfos, der skubber stenen op ad bjerget for ind i mellem udmattet at konstatere, så kom jeg så langt.

Man skal ikke undervurdere, hvordan et samfunds værdier, pejlemærker og strukturer kan sætte sig i den enkelte – måske særligt i de formative år – som en uudtalt forventning til, hvordan man bør agere.

Der gives ikke nogen entydige svar på disse spørgsmål, men ikke desto mindre må vi vedvarende stille dem

Jacob Kjærsgaard Mortensen, højskoleforstander, Hadsten Højskole

For uanset hvor individualiseret vi er blevet, lever vi under indtryk af det samfund og den kultur, vi er sat i. Ja, måske i højere grad end vi er os det bevidst i vores tro på de individuelle muligheder.

Vi lever i hinandens verden, og vi er afhængige af at forstå vores liv ind i den sammenhæng, så vi ikke føler os som frit svævende individer i en stor truende verden. Jeg er ganske enig med sognepræst Pia Søltoft, når hun i en tidligere kommentar på Altinget skriver, at "det at være i live som menneske er den vildeste opgave, nogen er blevet stillet, (fordi) det svære ved livet er, at vi selv skal fylde det med mening."

Men netop fordi det er den svære opgave, som vi hver især står med, er der desto større grund til, at vi hjælper hinanden på vej. At vi skaber rummelige fællesskaber med plads til at spørge hvorfor – og ikke blot hvordan. Der gives ikke nogen entydige svar på disse spørgsmål, men ikke desto mindre må vi vedvarende stille dem.

Det er vigtigt, at vi skaber rum til forundring og engagement, skaber rum til nysgerrige samtaler om, hvad der giver vores liv sammenhæng og mening. At vi hjælper hinanden – og især børn og unge – til at rette blikket ud mod de andre og verden.

Der synes at ligge en almen pædagogisk og dannelsesmæssig opgave her. En opgave med at styrke de eksistentielle og livstydende tilgange og fag – og dermed pege på sammenhænge i og forståelser af livet med og mod hinanden. Ja, det den danske filosof K.E. Løgstrup kaldte for tilværelsesoplysning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Kjærsgaard Mortensen

Forstander, Hadsten Højskole
lærer (Marselisborg Seminarium), cand.pæd. i historie og samfundsfag (DPU 2003)

Pia Søltoft

Sognepræst, Christians Kirke, stifter, Coaching-Kierkegaard, fhv. leder, Søren Kierkegaard Forskningscenteret
cand.theol. (Københavns Uni. 1992), ph.d. (1999)