Kommentar af 
Jacob Kjærsgaard Mortensen

Højskoleforstander: “Magtfuldkommenhed” har været det værste ord i valgkampen

Muligheden for at ilte holdninger og synspunkter har været noget af det bedste ved valgkampen, mens politisk mudderkast, mediernes sensationslyst og ét særligt ord har været det værste, skriver Jacob Kjærsgaard Mortensen.

I en valgkamp skal der være en skarp debat på holdninger og visioner, men når politikere forfladiger debatten ved at forvrænge og dæmonisere hinandens synspunkter, sætter de den laveste fællesnævner, hvor de burde sætte den højeste, skriver Jacob Kjærsgaard Mortensen.
I en valgkamp skal der være en skarp debat på holdninger og visioner, men når politikere forfladiger debatten ved at forvrænge og dæmonisere hinandens synspunkter, sætter de den laveste fællesnævner, hvor de burde sætte den højeste, skriver Jacob Kjærsgaard Mortensen.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Jacob Kjærsgaard Mortensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så kom vi ind i november, der som bekendt er den længste måned i året – og med det nyligt overståede folketingsvalg og den kommende regeringsdannelse er det måske meget godt.

Under sådan en valgkamp gør man sig mange betragtninger over stort og småt og godt og skidt. Inspireret af Søren Ulrik Thomsens digtsamling 'Det værste og det bedste' har jeg i det følgende gjort mig nogle strøtanker om valgkampen.

Det allerbedste er, at vi i dette land har en lang og sej tradition for demokratiske valg, hvor vi i fred og nogenlunde fordragelighed i fællesskab beslutter os for, hvordan vores lovgivende forsamling skal sammensættes, og hvem der kan danne regering i de kommende år.

Nogle politikere mente, det var det bedste ord og lirede det af som et mantra – ivrigt sekunderet af dele af pressen – som om det var et faktum, vi blot skulle tage til efterretning

Jacob Kjærsgaard Mortensen
Forstander, Hadsten Højskole

Det fortoner sig måske lidt i vores bevidsthed som en selvfølge, men det er i virkeligheden det allervigtigste ved hvert eneste valg. Det at opretholde en politisk kultur der vedligeholder den tradition.

Det bedste er at få sit valgkort tilsendt, og når dagen kommer at møde op på det lokale valgsted sammen med en masse andre mennesker, der gør præcis det samme. Det er der lige dele alvor og festlighed over.

At det ikke er en selvfølge, er vi i disse år blevet pinligt bevidste om, da autokratiske styreformer er blevet stadig mere højrøstede, og selv de ældste demokratier i verden viser krisetegn i form af manglende opbakning til grundliggende demokratiske spilleregler.

Her tænker jeg selvfølgelig på hele forløbet omkring magtoverdragelsen, stormen på Kongressen i USA og et efterfølgende politisk klima, der gør at politikere eller pårørende bliver overfaldet i deres hjem. Det er en politisk kultur, der er kørt af sporet, og der er al mulig grund til at være opmærksom på faresignalerne.

Derfor er det værste også, når valgkampen bliver til mudderkast og automatreaktioner, hvor personlige antipatier og valgkampsstrategier bliver liret af igen og igen, og absolut ingen bliver klogere.

I en valgkamp skal der være en skarp debat på holdninger og visioner, men når politikere forfladiger debatten ved at forvrænge og dæmonisere hinandens synspunkter, sætter de den laveste fællesnævner, hvor de burde sætte den højeste. Det kan virke som små dråber arsenik, der ganske langsomt er med til at forgifte det politiske klima og afspore den samtale, der er så essentiel i et demokrati.

I bedste fald kan det være ligegyldigt og i værste fald kan det være medvirkende til, at der opstår en lede ved hele det politiske spil, fordi det synes helt ude af trit med de konkrete problemer og den aktuelle virkelighed.

Læs også

Det værste ord i valgkampen har været magtfuldkommenhed, fordi nogle politikere mente, det var det bedste ord og lirede det af som et mantra – ivrigt sekunderet af dele af pressen – som om det var et faktum, vi blot skulle tage til efterretning.

Det er blevet et antislogan med samme overfladiskhed som slogans ofte får, og efterhånden er det blevet en politisk trylleformular for at mistænkeliggøre regeringen og Mette Frederiksen.

Nuvel, der har vitterligt været alvorlige eksempler på fartblindhed og eklatante beslutninger fra regeringens side. Men er det det samme som en personificeret magtfuldkommenhed? I den forbindelse er det bedste, at vælgerne er for kloge til den slags forenklinger, for kloge til at blive talt ned til på den måde, og mantraet ser da også ud til at have givet politisk bagslag.

Det værste er, at dele af pressen tilsyneladende er en del af problemet fremfor at være en del af løsningen. Det synes at være et grundliggende kriterium for dækningen af valget at fokusere på modsætningsforhold og konflikt, mens det ofte synes ofte knapt så vigtigt, at både nuancer og proportioner fortoner sig.

Saglig kritik er selvsagt uhyre vigtig i en valgkamp, men det bliver ofte blot en politisk opportun og nem måde at få opmærksomhed på, og det kan aldrig være endemålet

Jacob Kjærsgaard Mortensen
Forstander, Hadsten Højskole

Et oplagt eksempel var udgivelsen af Lars Findsen biografi, hvor nogle journalister og politikere konkluderede – måske inden at de havde læst bogen – at dette var en bombe i valgkampen. Det viste sig senere på flere måder at blive en fuser.

Det bedste i den sammenhæng var journalist Kurt Strands nøgterne kommentar om, at Lars Findsen ikke var noget sandhedsvidne, og at man selvfølgelig skulle se det her som et partsindlæg. Det burde være indlysende for fagligt funderede journalister og tænksomme politikere, men var det altså ikke.

Jeg afviser overhovedet ikke, at der kan være noget om Findsens erindringer, jeg finder det blot problematisk, hvordan sådan en historie kommer på speed. Politikere følger strategien om at mistænkeliggøre modstanderen, journalister jagter nyheden og sensationen, og det er overladt til vælgerne at holde øjnene på bolden.

Det gælder i øvrigt også, når politikere får endevendt deres private liv i en grad, der er ganske upassende. Det bedste er, at jeg her gør mig skyldig i en forenkling selv, da der også har været konstruktiv og seriøs dækning af valget.

Det bedste er, når pressen i mindre grad lægger mikrofon og spalteplads til at pege på politiske modstanderes fejl og mangler og i højere grad lægger mikrofon og spalteplads til at pege på egne politiske løsninger.

Saglig kritik er selvsagt uhyre vigtig i en valgkamp, men det bliver ofte blot en politisk opportun og nem måde at få opmærksomhed på, og det kan aldrig være endemålet. Der må altid være en forpligtelse til at pege på egne løsninger.

De andre er ingen forhindring, de er en forudsætning, og det bedste er, at valgkampen har givet denne flerhed mulighed for at ilte holdninger og synspunkter

Jacob Kjærsgaard Mortensen
Forstander, Hadsten Højskole

Det værste er, når politikere efter valget peger alle andre steder hen, når det er gået skidt, det bedste er, når nogle tager ansvar og peger på sig selv. Selverkendelse er en dyd – også i politik.

Det værste er, når valgaftenen går på held, stemmerne er talt op og vinderne og især taberne indfinder sig på Christiansborg. Så får de adskillige mikrofoner stukket helt op i hovedet og bliver bedt om kommentarer på valgets resultat.

Mærket efter en lang, hård valgkamp og et dårligt resultat prøver de at undslå sig kommentarer, men pressekorpset lugter blod. Der er noget uværdigt over scenen, noget grænseløst og umenneskeliggørende. Alt sammen for en replik og lidt diffus underholdnings skyld. Den kommentar kunne sagtens vente – ja, den ville nok blive mere kvalificeret af at vente. Det bedste her ville være lidt respekt.

Den tysk-jødiske politiske tænker Hannah Arendt skriver i sit hovedværk 'Menneskets vilkår': "Men fordi vi alle er det samme, nemlig mennesker, og derfor aldrig kan være den samme som noget andet menneske, der lever, har levet eller vil leve, udgør pluraliteten grundvilkåret for menneskelig handling."

Pluralitet kan i mangel af bedre oversættes til flerhed. Uden denne flerhed ingen politik. De andre er ingen forhindring, de er en forudsætning, og det bedste er, at valgkampen har givet denne flerhed mulighed for at ilte holdninger og synspunkter og tage stilling til den retning, vi ønsker for vores samfund.

Det allerbedste – og langt vigtigere end det konkrete valgresultat – er, at vi har denne lange og seje tradition for i fred og nogenlunde fordragelighed at lade de forskellige synspunkter brydes og bøjes mod hinanden.

Denne tradition er bygget op over 173 år, og om blot fire år senest er der valg igen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00