Debat

Hummelgaard: EU-mindsteløn skal ikke undergrave den danske model

DEBAT: Vi skal gøre noget ved underbetalte arbejdere i Europa, men fælles regler om mindsteløn vil ødelægge den danske model. Det er vigtigt, at vi ikke lader det ske, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Vi skal som politikere blande os uden om lønforhandlingerne, skriver Peter Hummelgaard (S).
Vi skal som politikere blande os uden om lønforhandlingerne, skriver Peter Hummelgaard (S).Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Hummelgaard (S)
Beskæftigelsesminister og MF

Sidste år fik vi en ny EU-Kommission, som heldigvis har sagt klart, at den ønsker et mere socialt balanceret Europa.

Der er stadig stor forskel på levevilkårene i øst, syd, vest og nord, og når lønmodtagere rejser fra nogle af de syd- og centraleuropæiske lande for at arbejde i andre EU-lande, har vi været vidner til, at de bliver underbetalt og udnyttet af kyniske arbejdsgivere. 

Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved. Men Kommissionens tanker om at indføre fælles regler for mindsteløn i EU er ikke den rigtige løsning. I nogle lande er det politikerne, der fastsætter mindstelønnen. I Danmark er det anderledes.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Den danske model
Hos os er det lønmodtagerne og virksomhederne selv, der fastsætter løn og arbejdsvilkår.

Det er det, vi kender som den danske model, hvor vi politikere så vidt muligt blander os udenom.

Hos os er det lønmodtagerne og virksomhederne selv, der fastsætter løn og arbejdsvilkår.

Peter Hummelgaard (S)
Beskæftigelsesminister og MF

Den danske model er årsagen til, at vi i Danmark har gode lønninger, gode arbejdsvilkår, og virksomhederne tilsvarende er mere konkurrencedygtige, fordi vi lader det være op til at arbejdsmarkedets parter selv at aftale løn og arbejdsvilkår.

Det er blandt andet baggrunden for, at danske lønmodtagere rent faktisk – i modsætning til langt de fleste andre lande i EU – får en mere retfærdig del af de vækst-, velstands- og produktivitetsstigninger, som bliver skabt.

Vores model er med andre ord en af årsagerne til, at vi ikke har samme store ulighed som andre vestlige lande. 

Henstilling eller direktiv
Og modellen har vist sig særdeles langtidsholdbar.

De sidste 100 år har den sikret os et ekstremt fleksibelt og stabilt arbejdsmarked i forhold til andre lande, og den har også formået at tilpasse sig et EU med fri bevægelighed – arbejdsmarkedets parter arbejder hele tiden benhårdt på at sikre, at de lønmodtagere, som kommer hertil, får løn efter overenskomsterne og arbejder under trygge vilkår.

Og fra regeringens side er vi selvfølgelig klar til at hjælpe dem med den opgave.

Europa-Kommissionen sendte tirsdag 14. januar de første overvejelser om mindsteløn i høring.

Her bliver der lagt vægt på, at lande med kollektive overenskomster som Danmark skal undtages, men djævlen ligger som bekendt i detaljen.

Blandt andet mangler vi at få afklaret en meget vigtig detalje, nemlig om Kommissionen lægger op til en henstilling eller et direktiv.

Hjørnestenen i vores samfund – den danske model – kan blive ødelagt, hvis vi pludselig får mindsteløn ind ad bagvejen.

Men hvordan får vi så løftet lønmodtagerne i EU's fattigste lande og bekæmpet social dumping i de rigeste, kunne man spørge? Og der er en vej.

Respekt for landets økonomi
For det første bør EU-Kommissionen koncentrere sig om at løfte niveauet i de lande, der reelt har brug for at løfte deres lønmodtagere til et højere lønniveau – med respekt for hvert lands økonomiske situation. Det kunne eksempelvis være i form af en henstilling.

Til gengæld skal Kommissionen blande sig uden om løndannelsen i de lande, der som Danmark har en velfungerende arbejdsmarkedsmodel og gode vilkår for lønmodtagerne. 

For det andet bør vi arbejde på at styrke dialogen mellem lønmodtagere og arbejdsgivere – både på EU-plan og i de enkelte medlemslande.

Den nye beskæftigelseskommissær har klart sagt, at uanset hvilken løsning der kommer på bordet, vil den ikke underminere den danske model.

Og det vil vi selvfølgelig holde ham op på, for det duer ikke at bekæmpe et problem ved at skabe et nyt. Og det vil ske, hvis EU pludselig skal sætte rammerne for løndannelsen i Danmark.

Derfor kommer vi til at følge det her helt til dørs.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00