Anmeldelse af 
Anne Sofie Allarp

Hunter Bidens erindringsbog lover at være en tåreperser, men lever ikke op til løfterne

Hunter Bidens erindringer starter exceptionelt godt ud med sceniske, maleriske og fængende nedslag i Hunters liv. Desværre lever resten af bogen ikke helt op til prologens kvalitet og intensitet.

Hunter Biden omfavner Joe og Jill Biden ved indsættelsen i januar.
Hunter Biden omfavner Joe og Jill Biden ved indsættelsen i januar.Foto: Walter/Ritzau Scanpix
Anne Sofie Allarp
Smukke ting
Hunter Biden
280 sider, Politikens Forlag, udkom 6. april

For en europæisk kyniker, som denne skribent, er den amerikanske brug af såkaldte ’trigger warnings’ forholdsvis patetisk. Folk må se at få lidt fedt på nerverne og være voksne nok til at træde ud i livet med den bagage, vi hver især alle bærer rundt på. Man har ikke krav på at blive pakket ind i vat. Det er nu en gang min indstilling.

Jeg vandede høns allerede på side 16 i prologen, vakt af minder om alle de  prægtige, privilegerede mænd i mit eget liv, som har tilflugt i forskellige former for misbrug.

Anne Sofie Allarp
Kommentarskribent Altinget, forfatter og jurist

Og så er det jo godt, at jeg en gang imellem kan smage min egen medicin, for jeg skal love for, at Hunter Bidens selvbiografi 'Smukke ting' ikke skåner nogen, der har haft misbrug inde på livet.

Jeg vandede høns allerede på side 16 i prologen, vakt af minder om alle de prægtige, privilegerede mænd i mit eget liv, som har søgt tilflugt i forskellige former for misbrug. Og prologen, som er bogens første otte sider, er da også exceptionelt godt skrevet.

Scenisk, malerisk, fængende beskriver den Hunters liv i nedslag. Hvordan hans mor og lillesøster blev slået ihjel i et biluheld, da han og broren Beau kun var tre og fire år.

Hvordan han mistede sin bror alt for tidligt, hvordan han har udfoldet sin karriere både som jurist og som alkoholiker og stofmisbruger, hvordan familiens kærlighed har reddet ham, og hvordan han under valgkampen i efteråret 2020 blev kaldt ud af Trump-kampagnens slogan: ”Where is Hunter?”, en frase, der rutinemæssigt bød op til massernes frådende stammedans på den 45. præsidents valgkampagnemøder.

”Jeg er lige her,” svarer han i bogen. 

Desværre lever resten af bogen ikke helt op til prologens kvalitet og intensitet, ikke dermed sagt ,at den ikke er interessant.

Selvindsigt og dømmekraft
Bidens refleksioner over sit eget fyrsteligt aflønnede engagement i bestyrelsen for det ukrainske energiselskab Burisma er for eksempel spændende. Hans indrømmelse af, at ’efternavnet,’ (læs: faren Joe Biden, der på det tidspunkt var USA's vicepræsident), var en væsentlig del af attraktionen for Burisma, er væsentlig.

Og afslørende er hans beskrivelse af sine bestræbelser på at undersøge firmaet, før han påtog sig opgaven. Det fremgår mellem linjerne at de undersøgelser, der ikke fik opsnappet blandt andet britiske myndigheders korruptionsundersøgelser af firmaets majoritetsaktionær, måske var lige lovligt overfladiske.

Men en egentlig indrømmelse af fejl udebliver. Hunter ville ikke have gjort det igen, men det var ikke forkert af ham eller udtryk for dårlig dømmekraft at indtræde i bestyrelsen. Og lige der kan man læse en hel masse om Hunters selvindsigt og dømmekraft.

Den fortabte søn
Rørende er bogens kapitel om broren Beaus død i en alder af 46 år. Der tegnes et billede af Beau, den perfekte søn, bror, og ægtefælle, der var farens stolthed, overfor Hunter, den fortabte søn og sin brors evige skygge.

Vi får ikke et dybere indblik i de psykologiske relationer mellem forfatteren og hans idealiserede storebror Beau, der elsker og udholder Hunter og er så god som dagen er lang.

Anne Sofie Allarp
Komentarskribent Altinget, forfatter og jurist

Hunter fortæller åbent, hvordan hans misbrugsproblemer og sorg var dødsstødet for hans første ægteskab, hvordan han helt kaotisk indleder et forhold til sin brors enke, og hvordan sorgen (og ironisk nok alle pengene fra bestyrelsesposten i Burisma) ultimativt sender ham ud i en spiral af voldsom selvdestruktion i form af alkohol og rygeheroin.

Han beskriver ærligt, men også mekanisk, om sine tåger rundt på samfundets bund. ”Jeg har købt rygekokain på Washington DC’s gader,” skriver han. ”Jeg har været så desperat for at drikke, at jeg ikke kunne vente den korte gåtur mellem forretningen og min lejlighed uden at åbne flasken og tage en slurk.”

Og det er modigt at stille sig frem. ”Jeg vil gerne have dem, der stadig lever i alkoholismens og narkomaniens sorte hul, til at genkende sig selv i min elendighed og derefter finde håb i min i hvert fald foreløbige løsrivelse fra den,” lyder det i bogen.

Mangler de dybe refleksioner
Men beretningen ville have haft godt af dybere refleksioner over, hvad det har gjort ved familien og hans relationer, og hvordan man kommer hen til et sted, hvor man smider tøjlerne og ansvaret og flygter ind i rusen. Svaret er, at rygekokain er fantastisk, får man at vide. Det er selve svaret, følelsen er for god, og måske er der også et hul et sted i Hunter, en ensomhed, som han forsøger at dulme i den flugt.

Men hvor kommer den fra? Det ved vi ikke. Vi får ikke et dybere indblik i de psykologiske relationer mellem forfatteren og hans idealiserede storebror Beau, der elsker og udholder Hunter og er så god som dagen er lang.

Og vi får kun et meget svagt indtryk af farmand, familiens milde, gode og velmenende patriark, der som Washington Post skriver: svæver som et Shakespearesk gespenst over vandene gennem hele fortællingen, forpint, men uden for alvor at manifestere sig, bortset fra under en enkelt såkaldt intervention, hvor familien forsøger at få Hunter indlagt til afvænning. En øvelse, der i øvrigt mislykkes, fordi hovedpersonen flygter. 

På flugt fra livet
Og apropos flugt, så havner Hunter på magisk vis i en smuk sydafrikanerindes arme. Han er forelsket allerede i det øjeblik, han ser hende ind i øjnene. Han frier inden for en time, og de gifter sig en uge efter. Hun redder ham og føder en søn til ham, som får navnet Beau. Hunter er bragt i sikkerhed.

Hunter Biden kan ikke selv se, at forelskelsen også er en rus. Men som læser belaver man sig på det tidspunkt ude i fremtiden, hvor den rus ikke længere er nok. Og som sådan efterlod ”Smukke ting” mig med mange ubesvarede spørgsmål om, hvorfor nogle mænd tilbringer store dele af deres tilværelser på flugt fra livets realitet og egentlige skønhed.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00