Kommentar af 
Jakob Nielsen

Hvad er Mette Frederiksens pris på et reddet liv? 

Indsatsen mod coronavirus kan komme til at definere dansk økonomi og politik mange år ude i fremtiden. Og før eller siden bliver politikerne nødt til at svare på det umulige spørgsmål: Hvor meget er vi villige til at betale for at redde et menneskeliv? 

Regeringen har valgt at lukke alle danske grænser med virkning fra i dag lørdag klokken 12 med argumentet om, at det skal mindske udbredelsen af coronavirus. Her er det grænsen ved Øresundsbroen.
Regeringen har valgt at lukke alle danske grænser med virkning fra i dag lørdag klokken 12 med argumentet om, at det skal mindske udbredelsen af coronavirus. Her er det grænsen ved Øresundsbroen.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.

Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.

Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.

 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da statsministeren fredag aften holdt pressemøde om, at det nu bliver forbudt for udlændinge at rejse ind i Danmark, stod to ministre og en politichef ved hendes side. Men var det ikke, som om der manglede nogen? 

Fraværende ved pressemødet var chefen for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm – manden, som ellers er blevet statsministerens faste makker i den akutte håndtering af coronakrisen. 

Det kan der være mange grunde til, men det er umuligt at frigøre sig for mistanken om, at fraværet skyldes, at der ikke er nogen sundhedsfaglig begrundelse for at lukke grænsen. At der var tale om at gardere sig mod angreb fra Dansk Folkeparti, som i flere dage har forlangt, at Danmark lukker for udlændinge.  

Den mistanke blev bestyrket, da netop Søren Brostrøm på lørdagens pressemøde kaldte grænselukningen “en politisk beslutning”.  

Igen er regeringens dilemma åbenlyst: Uanset om vi kan lide det eller ej, vil der være danskere, der dør af influenza – og af coronavirus. Men hvor går grænsen for, hvad vi er villige til at gøre for at begrænse skaderne? 

Det gør ikke nødvendigvis beslutningen forkert. Vi ved ikke, hvilke data eller worst case-scenarier regeringen handler ud fra. Men netop den uklarhed skaber utryghed, fordi der kan opstå frygt for, at regeringen ligger inde med en dramatisk viden, den ikke deler med befolkningen.  

I SIDSTE ENDE vil graden af indgreb være et politisk valg. Demokratiet er netop kendetegnet ved, at politikerne træffer beslutningerne og står til ansvar over for vælgerne.  

Men i takt med at indsatsen mod coronavirus bliver mere indgribende, stiger også behovet for at stille spørgsmålet: Hvad er prisen for at redde liv? Kan den pris blive for høj?  

Eller som den fhv. direktør for Sundhedsstyrelsen, Jens Kristian Gøtrik, skrev på Twitter:

”Når vi skal tage stilling til ny dyr medicin indgår overvejelser om, hvad det koster at redde et liv. Indgår de samme betragtninger mon i forhold til, hvad det koster at undgå coronadødsfald”? 

 
SAGEN ER, AT Danmark kommer til at betale en ekstremt høj pris for de lukkede grænser.  

Man kan begynde med de over 20.000 danskere, der bor i Skåne, hvoraf mange arbejder i København. De – og de mange svenske pendlere – vil fortsat kunne komme ind, men lange køer ved grænsen vil alvorligt hæmme mobiliteten. Dertil kommer de mange tusinde udlændinge, som hver uge kommer til Danmark for at være turister eller for at arbejde med eller for danske virksomheder.  

Ingen kan vide, hvor store de økonomiske konsekvenser bliver, men det er uden for diskussion, at omsætning for mange hundrede millioner – sandsynligvis milliarder – kroner vil gå tabt, og at det kommer til at koste arbejdspladser i et meget betydeligt omfang. Og man må åbent stille spørgsmålet, om indsatsen mod corona også i sig selv kan komme til at koste menneskeliv. Det kan være i form af andre sundhedsindsatser, der nedprioriteres, eller som langsigtet konsekvens af den økonomiske nedtur, vi står overfor.  

Det er velkendt, at økonomiske kriser også har sundhedsmæssige konsekvenser. I en analyse fra 2018 undersøgte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd de økonomiske konsekvenser 10 år efter finanskrisen. En af de mere opsigtsvækkende konklusioner var, at danskere, som mistede jobbet under finanskrisen, havde et lønefterslæb på 300.000 kroner om året i forhold til danskere, som ikke havde mistet deres job. Især de ufaglærte blev hårdt ramt.  

Vi får brug for seriøse prognoser og analyser af, hvor store de økonomiske konsekvenser af den aktuelle politik bliver. Men at der vil ske fyringer i stor stil, og at mange virksomheder vil gå under, er der næppe nogen tvivl om.  

ET ANDET RELEVANT aspekt er, hvilken præcedens den aktuelle indsats kommer til at sætte. Hvordan reagerer myndighederne, når eller hvis corona blusser op igen til efteråret? Eller endnu mere relevant: Hvordan reagerer den ved den næste influenza-epidemi? 

På et almindeligt år dør typisk mellem 500 og 2.000 danskere af influenza, og det er sjældent noget, der fører til meget mere end en note i avisen. En markant undtagelse var 2009, da verden – lige efter finanskrisen – blev ramt af den såkaldte svineinfluenza, der udviklede sig til en global pandemi. Over hele verden indkøbte sundhedsmyndigheder enorme mængder medicin, ofte ansporet af lobbyister fra medicinalfirmaer, der øjnede en god forretning.  

I Danmark lød der også krav om indkøb af ekstra medicin, og politisk pressede Dansk Folkeparti og andre på for at lukke grænserne og teste udlændinge ved grænsen. Den daværende sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen (K), anlagde imidlertid en mere forsigtig kurs end mange af sine udenlandske kolleger. Det gjorde han blandt andet efter råd fra Sundhedsstyrelsen, og efterfølgende kunne Danmark glæde sig over at skulle kassere mindre ubrugt medicin end mange andre lande.  

Igen er regeringens dilemma åbenlyst: Uanset om vi kan lide det eller ej, vil der være danskere, der dør af influenza – og af coronavirus. Men hvor går grænsen for, hvad vi er villige til at gøre for at begrænse skaderne? 

Læs også

ENDELIG ER det oplagt at tale om modsætningen mellem regeringens kurs i forhold til coronavirus og dens linje i klimapolitikken. 

I debatten om klimaloven har regeringen klart slået fast, at de markante reduktioner i udslippet af drivhusgasser ikke må gå ud over væksten eller koste arbejdspladser. Det samme hensyn har ikke fået lov at bremse indsatsen over for coronavirus. 

Man kan mene, at sammenligningen er urimelig, men set i et større perspektiv kan man også argumentere for, at konsekvenserne af klimaudfordringen er langt mere omfattende end den aktuelle globale pandemi.  

Paradoksalt risikerer klimakampen nu at lide et voldsomt tilbageslag, fordi den i øvrigt sunde danske økonomi vil lide under effekterne af nedlukningen i mange år frem.  

Den diskussion kommer vi også til at tage – uden at beskylde hinanden for kynisme, uanset om man står på den ene eller den anden side i debatten.  
 
DA DANMARK LØRDAG lukkede grænserne og forbød udlændinge at rejse ind, var det et stykke danmarkshistorie, der blev skrevet. Aldrig tidligere har det i fredstid været forbudt for svenskere, nordmænd og borgere fra andre nabolande at rejse ind i Danmark.  

Foreløbig har regeringen ikke angivet de præcise, sundhedsfaglige overvejelser bag at lukke ned. Dermed udsætter den sig for den beskyldning, at de lukkede grænser er et stykke symbolpolitik, som uden sammenligning i øvrigt svarer lidt til det, der foregår i USA, hvor præsident Trump konsekvent omtaler coronavirus som noget, der er påført USA udefra.  

Med den viden, vi har i dag, tyder mest på, at den danske epidemi primært er hjembragt af danskere, som har været på skiferie i Østrig og Italien. Besynderligt nok er der ikke indført obligatorisk karantæne for danskere, der vender hjem fra disse områder, sådan som regeringen opfordrer dem til at gøre.  

I stedet er grænserne lukket for udlændinge. Derfor er det relevant at spørge, hvad Danmark får ud af det indgreb.  
 
NOGLE VIL MENE, at den diskussion bør udskydes, til der er faldet ro på. Men det er et farligt synspunkt af to grunde:  

For det første er det en helt grundlæggende forskel på demokratiske og autoritære samfund, at problemer og løsninger altid er til debat. Det gør os klogere og mindsker i det lange løb risikoen for fejl. 

For det andet kommer vi som samfund til at betale prisen for de aktuelle beslutninger i mange år fremover.  

Derfor er vi på et tidspunkt nødt til at spørge os selv, hvilken pris vi vil betale for at skåne den yderste coronapatient. På næste pressemøde med statsministeren bør det første spørgsmål derfor være dette: Hvad er prisen for et menneskeliv?  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00