Hvem kan vinde Europas valg i aften? Læs her, hvad du skal holde øje med

EUROPÆISK OVERBLIK: Mister de største politiske grupper deres flertal? Bliver de liberale kongemagere? Får Socialdemokraterne comeback? Hvor stor bliver nationalisternes nye alliance? Vi slår ned på de mest spændende tendenser og klæder dig på til at forstå valgresultaterne fra de vigtigste lande i Europa.

BRUXELLES: Når over 400 millioner europæere i de 28 EU-lande søndag aften har haft mulighed for at stemme ved den vestlige verdens største valghandling, vil resultaterne straks blive finkæmmet af eksperter og politikere på tværs af kontinentet.

Selvom den spraglede folkeforsamling i Strasbourg til tider kan virke forvirret og famlende med sine sindrige demokratiske processer, så har Europa-Parlamentet udviklet sig til en stor magtfaktor i det europæiske samarbejde.

Kun meget lidt europæisk lovgivning kan i dag laves uden de 751 (efter Brexit 705) medlemmer af et enestående multinationalt parlament, som også i de kommende uger og måneder får stor indflydelse på udpegelsen af Den Europæiske Unions nye ledelse og retningen for samarbejdets fremtid.

Derfor er det alt andet end ligegyldigt, hvilke politikere de forskellige medlemslandes vælgere peger på – og hvilke nye balancer, alliancer og magtkampe det kan udløse i det nye Europa-Parlament efter valget.

Men hvordan afkoder man resultaterne ude fra Europa? Hvad er det, man skal se efter ved lige præcis det her europæiske valg?

Herunder forklarer vi nogle af de vigtigste overordnede tendenser og peger i retning af de medlemslande, hvor der sker spændende udviklinger.

(artiklen fortsætter efter grafik)

 

 TENDENSER, DU SKAL HOLDE ØJE MED:

 

Hvor meget skrumper de største politiske grupper?
Lige siden de første direkte valg til Europa-Parlamentet for 40 år siden har forsamlingens to største politiske grupper været de konservative kristendemokrater i EPP samt socialisterne og socialdemokraterne i S&D. Den socialdemokratiske gruppe var Parlamentets største i alle årene frem til 1999, hvor EPP overhalede S&D. Siden har de konservative været størst, og sådan ser det også ud til at fortsætte efter dette valg.

Men begge de to største grupper ser ud til at blive væsentlig mindre denne gang. Skal man tro målingerne, så vil de skrumpe så meget, at EPP og S&D ikke længere vil kunne danne et flertal sammen alene. Det har de ellers kunnet i alle årene lige siden 1979, og det har tilladt de to største grupper at dominere parlamentets arbejde. Når de var enige om noget, så var det næsten ligegyldigt, hvad de andre grupper mente. Hvis den situation ændrer sig ved dette valg, så bliver der behov for en ny og anderledes magtbalance i Europa-Parlamentet.

 

Bliver de liberale og Macron kongemagere?
Samtidig med, at de to største grupper skrumper, så tegner Parlamentets tredjestørste gruppe til at vokse. Det er den liberale gruppe Alde, som huser de danske politikere fra både Venstre og De Radikale. Fremgangen opstår først og fremmest, fordi Alde forventes at indgå en alliance med det nye franske parti La République en Marche (LREM), grundlagt af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Alde bliver sammen med De Grønne de mest naturlige samarbejdspartnere for EPP og S&D, hvis de to største grupper nu bliver tvunget til at lave en større alliance hen over midten. Med andre ord kan De Konservative og Socialdemokraterne få brug for de liberales omkring 100 mandater på en helt ny og afgørende måde, når der skal vedtages lovgivning i fremtiden.

Det kan også gøre Alde+LREM til kongemagere, når Europa-Parlamentet skal godkende den nye formand for EU-Kommissionen til sommer. Og det kan give Alde mulighed for at tage sig betalt, for eksempel ved at kræve en liberal leder indsat på en af EU's topposter (Margrethe Vestager er et af de navne, der i givet fald kunne komme i spil).

 

Er rygterne om socialdemokraternes død overdrevne?
De senere års politiske udviklinger i nogle af de største EU-lande har skabt en fortælling om, at Europas socialistiske og socialdemokratiske partier nærmest vred sig i dødskramper. Men der er gryende tegn på, at den tendens måske er ved at vende.

Ganske vist er socialdemokraterne stadig kriseramte i både Tyskland og Italien, og i Frankrig er socialistpartiet nærmest blevet udraderet oven på det franske præsidentvalg for to år siden. Ifølge meningsmålingerne står S&D da også til at miste en hel del mandater fra de tre lande ved dette europaparlamentsvalg. Men der er andre medlemslande, hvor det går bedre.

Det gælder jo for eksempel Danmark, hvor Socialdemokraterne står til at få fremgang. Og det gælder lande som Spanien, Portugal og lidt overraskende også Holland, hvis man skal tro exitpolls fra det hollandske EP-valg i torsdags. Alt i alt skaber det en udvikling, hvor S&D i de seneste prognoser kun er 20-30 mandater fra at indhente EPP som Parlamentets største gruppe.

De tal har dog det meget vigtige forbehold, at prognosen stadig omfatter parlamentarikerne fra Storbritannien, som jo ikke har fået gennemført landets Brexit endnu. S&D's tal bliver derfor boostet af de omkring 15 MEP'er, som Labour formodes at kunne sende til Strasbourg efter dette valg. Men de bliver næppe siddende længe.

Omvendt kommer EPP ikke til at mærke noget tab ved Brexit, fordi de britiske konservative længe har siddet i en anden gruppe.

 

Kan nationalisterne gribe efter reel indflydelse?
Mens de tre største politiske familier – de konservative, socialdemokraterne og de liberale – lægger arm med hinanden for at finde en ny magtbalance på midten, så vil der lyde en ikke så fjern torden fra den yderste højrefløj i det nye Europa-Parlament.

To store nationalistpartier, der begge står til kanonvalg i nogle af EU's største medlemslande, forbereder et fremstød for at skabe opbrud i Parlamentet. Det er Italiens Lega, ledet af indenrigsminister Matteo Salvini, og så franske Marine Le Pens Rassemblement National (tidligere Front National). Salvini har arbejdet hårdt på at samle en større alliance bestående af en række højrenationalistiske partier, der blandt andre også tæller Østrigs Frihedsparti og vores eget Dansk Folkeparti.

Et af de virkelig store spørgsmål i det nye Parlament bliver, om Salvini kan holde sammen på den nye gruppe kaldet Europæisk Alliance af Folk og Nationer (EAPN) – og om den kan blive stor nok til at få reel indflydelse.

Mange forskellige nationalister og populister står til at blive valgt ind, men før i tiden har de altid haft så svært ved at arbejde sammen, at de aldrig rigtig er blevet en magtfaktor. Det håber Matteo Salvini, Dansk Folkeparti og de andre at kunne lave om på i et nyt Europa-Parlament, hvor den politiske midte ser mere svækket ud end nogensinde.

Foreløbig ser gruppen ud til at kunne samle omkring 70-80 mandater, hvilket er hæderligt, men ikke skelsættende. Salvini drømmer derfor om at tiltrække EU's to største regeringsbærende nationalistpartier: Polens Lov & Retfærdighed (PiS) og den ungarske leder Viktor Orbáns parti, Fidesz.

Hvis de to gik ombord, ville EAPN pludselig overhale de liberale i Alde som Europa-Parlamentets tredjestørste gruppe. Indtil videre har polakkerne og ungarerne sagt nej tak, primært fordi de ikke bryder sig om Marine Le Pen og hendes parti.

 

LANDE, DU SKAL HOLDE ØJE MED:

 

ITALIEN. Fortsætter Salvinis stormløb ud over Italiens grænser?


Matteo Salvini (i midten) forsøger at samle Europas nationalistpartier.

 

På kort tid har højrenationalisten Matteo Salvini forvandlet sit parti, Lega, fra et regionalt baseret fløjparti til en nationalt dominerende politisk bevægelse. Da han sidste år dannede en uventet koalition med Femstjernebevægelsen og blev indenrigsminister, var det som juniorpartner i regeringen. Men nu står Salvinis indvandrerkritiske parti til at få næsten en tredjedel af stemmerne, og derfor kan dette europaparlamentsvalg blive et vendepunkt for ham.

Matteo Salvini arbejder på at samle en alliance af nationalistiske partier på tværs af EU. Men hans virkelige ambition kan meget vel være at udløse et nyt nationalt valg i Italien, som kan gøre ham selv til regeringsleder. En stor sejr ved europaparlamentsvalget er hans brækjern til at komme helt op i toppen af italiensk og europæisk politik.

 

FRANKRIG. Hvem vinder tvekampen for eller imod Europa?


Emmanuel Macron og Marine Le Pen dyster videre ved EP-valget.

 

Ved præsidentvalget for to år siden blev Frankrigs traditionelle politiske system rystet i en grad, så det ikke er kommet sig endnu. Socialisterne er gået fra regeringsmagt til at blive et af landets mindste partier. De borgerlige i Les Républicains klarer sig lidt bedre, men ikke desto mindre er også de mest tilskuere ved dette europaparlamentsvalg. Det virkelige slag udspiller sig mellem de to, der kæmpede om Elysée-palæet i foråret 2017: Emmanuel Macron og Marine Le Pen.

Fra måling til måling har Le Pens parti, Rassemblement National, kæmpet med Macrons parti, La République en Marche, om at vinde førstepladsen hos de franske vælgere. Begge partier ligger og vipper omkring 22 procent i prognoserne, og tonen mellem dem er hård. Le Pen beskylder præsidenten for at forære Frankrig væk til EU og storkapitalen, mens Macrons parti udstiller hende som en fremmedfjendsk lakaj for både Vladimir Putin og Donald Trump.

Præsidenten har brug for en sejr for at polstre sin EU-begejstrede politik. Marine Le Pen kan underminere ham, hvis hun vinder.

 

TYSKLAND. Hvor langt når euroskeptikerne i EU's rigeste land?


Jörg Meuthen er en af lederne af Alternative für Deutschland (AfD). 

 

Tysk politik er også i en vis forstand ramt af opbrud og nationalisme, om end i en mere forsigtig grad end Frankrig og Italien. Ved dette europaparlamentsvalg vil alles øjne være rettet mod det euroskeptiske parti Alternative für Deutschland (AfD), der snupper stemmer fra både kansler Merkels konservative CDU og socialdemokraterne i SPD.

Partiet AfD, der har meldt sig under Salvinis faner, står til at få omkring 12 procent af stemmerne. I Tyskland er det virkelig mange stemmer for et parti, der vil have nedlagt euroen.

En anden bemærkelsesværdig udvikling i de tyske prognoser er, at De Grønne kan gå hen og overtage SPD's plads som Tysklands næststørste parti efter kristendemokraterne i CDU/CSU. De tyske socialdemokrater fortsætter deres nedtur, mens De Grønne ser ud til at få et supergodt europaparlamentsvalg. Det kan få betydning for den grønne gruppes status i Europa-Parlamentet.

 

HOLLAND. Vil Timmermans-effekten bremse de nye skeptikere?


De hollandske socialdemokrater jublede i torsdags. 

 

De hollandske vælgere er i den specielle situation, at de allerede har været til europaparlamentsvalg. Det foregik i torsdags, og selvom ingen officielle resultater må offentliggøres før søndag aften, så tyvstartede hollænderne med en exitpoll. Og den var overraskende, for den giver sejren til Hollands socialdemokrater i arbejderpartiet PvdA.

Med angivelig 18 procent af stemmerne ser de ud til at slå både regeringsleder Mark Ruttes liberale VVD og alle andre – inklusive det nye euroskeptiske parti, Forum voor Democratie (FvD). Nationalisten Geert Wilders' Frihedsparti (PVV) står til et meget dårligt valgresultat med kun omkring fire procent af stemmerne.

Hvis den hollandske exitpoll holder stik, så er det en forbløffende udvikling, der stikker af fra alle meningsmålingerne. FvD havde for nylig stor succes ved Hollands regionale valg, og partiet var også tippet som vinder ved dette europaparlamentsvalg. Måske skyldes succesen for PvdA, at de europæiske socialdemokraters højt profilerede spidskandidat til jobbet som kommissionsformand, Frans Timmermans, er hollænder.

 

POLEN. Kan oppositionen overvinde det EU-kritiske regeringsparti?


EU-præsident Tusk (t.h.) støtter den borgerlige leder, Grzegorz Schetyna. 

 

Det polske europaparlamentsvalg er ikke mindst interessant, fordi det bliver betragtet som en slags forpremiere på landets nationale parlamentsvalg i efteråret. Dette valg til Europa-Parlamentet i det største og mest toneangivende af de central- og østeuropæiske medlemslande bliver en styrkeprøve mellem en EU-skeptisk regering og en næsten fortvivlet proeuropæisk opposition.

Siden det kom til magten i 2015, har Jaroslaw Kaczynskis nationalkonservative parti Lov & Retfærdighed (PiS) været på kollisionskurs med EU på grund af en række indgreb i blandt andet domstolenes uafhængighed. Partiet, der især er populært i Polens store konservative landbefolkning, står til et kanongodt europaparlamentsvalg med måske helt op til 40 procent af stemmerne.

En række oppositionspartier betragter Lov & Retfærdighed som katastrofalt for Polens position i EU. I et forsøg på at vende den politiske udvikling har de skabt et tværpolitisk valgforbund, der rummer alt fra de liberale og konservative til socialdemokraterne og De Grønne. Det projekt kan få indflydelse på europæisk niveau.

 

UNGARN. Endnu tordnende valgsejr for EU's mest kontroversielle leder?


Viktor Orbán går efter over halvdelen af de ungarske stemmer.

 

Der er kun én national leder i Den Europæiske Union, der kan prale af meningsmålinger, som tildeler hans parti omkring 55 procent af stemmerne ved valget til Europa-Parlamentet. Og det er Ungarns kontroversielle regeringsleder, Viktor Orbán. Set fra mange andre europæiske lederes synspunkt er problemet bare, at hans nu snart ti år lange regeringstid har undermineret demokratiet og retsstaten i Ungarn. For slet ikke at tale om, at hans valgkampagne mest går ud på at give EU skylden for alverdens problemer.

Ikke desto mindre har Orbán behændigt placeret sig selv som den måske mest indflydelsesrige leder i Centraleuropa. Han er en mand, som Matteo Salvinis nye nationalistgruppe meget gerne ville invitere indenfor på et tidspunkt, hvor Orbáns parti, Fidesz, er blevet suspenderet i EU's konservative EPP-familie.

Ifølge prognoserne står Fidesz til at kunne sende 14 parlamentarikere til Strasbourg efter dette valg. Hvis det holder, stiller det Viktor Orbán i en stærk forhandlingsposition med både det svækkede EPP og Salvinis nationalistgruppe, EAPN.

 

ØSTRIG. Hvordan reagerer vælgerne på regeringens korruptionskrise?


Vicekansler Strache (i midten) og hans ministre fra FPÖ er trådt tilbage.  

 

Indtil for ganske nylig betragtede Europas højrefløj den østrigske regering som et interessant og vellykket eksperiment med samarbejdet mellem et traditionelt konservativt parti og en højrenationalistisk, populistisk bevægelse. Østrigs unge, konservative kansler, Sebastian Kurz, havde trodset kritikken fra andre ledere og dannet regering med Det Østrigske Frihedsparti, FPÖ. Lederen af det parti, Heinz-Christian Strache, var som østrigsk vicekansler en vigtig brik i Matteo Salvinis nye højrenationalistiske alliance sammen med Dansk Folkeparti.

Alt det har ændret sig, efter at Strache for få dage siden måtte gå af på grund af en skandalevideo filmet med skjult kamera. To år gamle optagelser fra et sommerhus på Ibiza viser en beruset Strache love en falsk russisk millionær, at hun kan købe sig til indflydelse og statslige kontrakter i Østrig ved at støtte hans parti i hemmelighed. Nu har FPÖ forladt regeringen, og kansler Kurz risikerer selv et mistillidsvotum.

Det er endnu uklart, hvordan skandalen vil påvirke det østrigske resultat ved europaparlamentsvalget. Men den har skrammet forsøget på at skabe en nationalistisk alliance, der gerne vil fremstå ansvarlig.

 

SPANIEN. Redder Den Iberiske Halvø socialdemokraternes ære? 


Den spanske regeringsleder, socialisten Pedro Sánchez. 

 

Det er ikke bare, fordi han ligner en filmstjerne, at Pedro Sánchez på det seneste er blevet meget populær blandt europæiske socialdemokrater og socialister. Med udsigt til næsten en tredjedel af stemmerne ved det spanske europaparlamentsvalg er Spaniens stadig ret nye socialistiske regeringsleder et håb for S&D efter flere år, hvor krisen har været hård ved de gamle arbejderpartier i flere af de største og vigtigste EU-lande.

Efter en årrække, hvor Spanien blev styret af den konservative Mariano Rajoy, lykkedes det sidste sommer Sánchez at vælte ham ved et mistillidsvotum og overtage magten. Siden udskrev Pedro Sánchez et lynvalg i april i år, som han vandt overbevisende.

Det spanske socialistparti, PSOE, ventes at kunne sende 17-18 parlamentarikere til Strasbourg efter dette valg, hvilket i så fald kan gøre det til et af de ti største nationale partier i Europa-Parlamentet. Både Spanien og Portugal, hvor socialisterne også har magten og ligeledes står til at vinde EP-valget, kan blive symboler på, at S&D ikke har mistet pusten i europæisk politik.

 

STORBRITANNIEN. Hvor hård bliver straffen for det mislykkede Brexit?


Theresa May kneb en tåre, da hun torsdag annoncerede sin afgang.

 

På selve dagen for det britiske europaparlamentsvalg – i torsdags – meddelte Theresa May, at hun træder tilbage som premierminister 7. juni. Timingen illustrerede absurditeten i, at briterne skal vælge politikere til Europa-Parlamentet, mens deres regering er i dyb krise, og deres land er på vej ud af EU. Snart tre år efter den skæbnesvangre folkeafstemning må May erkende, at det er mislykkedes for hende at levere en aftale om Brexit.

Selvom briterne altså har stemt, så bliver også Storbritanniens valgresultat først offentliggjort søndag aften. Alle målinger op til dette højst usædvanlige britiske europaparlamentsvalg har peget i retning af et historisk nederlag til Theresa Mays konservative regeringsparti, formentlig partiets dårligste resultat nogensinde.

Den store vinder står til at blive Nigel Farage, tidligere formand for UK Independence Party. Hans nyskabte Brexit Party ser ud til at kunne løbe med omkring en tredjedel eller endnu flere af briternes stemmer ved dette valg. Det betyder i så fald, at det nye Europa-Parlament vil omfatte 25-30 højtråbende EU-modstandere fra Storbritannien. Så længe det varer. Ifølge den nuværende plan forlader Storbritannien Den Europæiske Union 31. oktober.

Forrige artikel Her går spærregrænsen til europaparlamentsvalget Her går spærregrænsen til europaparlamentsvalget Næste artikel De vil i EU-Parlamentet: Mussolinierne, Jesus Lever-partiet og alle præsidentens koner De vil i EU-Parlamentet: Mussolinierne, Jesus Lever-partiet og alle præsidentens koner
Finansministeriets departementschef stopper

Finansministeriets departementschef stopper

EXIT: Martin Præstegaard fratræder sin stilling som departementschef i Finansministeriet. Han skal i stedet være viceadministrerende direktør og finansdirektør i ATP.