Hvis ikke et internationalt retssystem, hvad så?

Der er allerede noget dejligt velkendt over duoen Støjberg-Thulesen Dahl. Det er tydeligt, når de to kommer gående imod kameraet, venligt smilende mellem Christiansborgs provianthus og Det Kongelige Bibliotek på Københavns havn.

De ved det godt, begge to. Og vi ved det. Hun har brug for ham, og i ham, en ny havn og en ny platform. Og han har brug for hende for at kunne tage kampen op imod den lille, frække formand for de konkurrerende Nye Borgerlige og imod partiets nemesis, Socialdemokratiet.

De kunne blive et gensidigt frelsende dansk svar på Annalena Baerbock og Robert Habæk, den duo, der står i spidsen for de tyske grønne.

Men indtil videre ser de tiden an. Måske til en vis rigsretssag er slut.

I mellemtiden lægger de lunser ud til pressen og deres følgere og vælgere. Små hapser, der antyder, hvad de kunne bedrive det til, og vænner offentligheden til at se dem sammen.

Og sådan en godbid kunne den danske offentlighed så logrende fange i luften i denne uge, da duoen præsenterede deres første fælles politikudspil.

Det var naturligvis de danske udlændinge, der måtte lægge eksistens og krop til den fælles positionering. Nu sammenlignet med kuldioxid, altså CO2, det, der snigende og usynligt er ved at ødelægge vores klima og klode. Billedsproget er ikke til at tage fejl af.

Og skulle nogen misse pointen, så er præsentationen lagt an så den cementerer pointen: Den foreslåede ”udvandringslov” sætter nemlig såkaldte reduktions-mål: ”Inden 2030 skal vi have 70 procent færre uintegrerede udlændinge i Danmark,” lyder det.

Konkret foreslår den dynamiske duo ifølge Jyllands-Posten, at 70 procent af de personer, som er kommet til Danmark som flygtninge eller familiesammenførte siden 1983, udvises, hvis de er omfattet af et eller flere af følgende kriterier:

• Ikke har gennemført bestemte integrationsprogrammer
• Ikke har bestået en danskprøve på et vist niveau
• Ikke har været i ordinær beskæftigelse i syv af de seneste ti år
• Har været på kontanthjælp i mere end 12 sammenhængende måneder
• Har fået en fængselsstraf på mere end tre måneder
• Har været på offentlig forsørgelse i mere end otte af de sidste ti år

Nu er det naturligvis ikke sådan, at asyl i Danmark gives på betingelse af sociale og økonomiske bedrifter, men med en garanti om at flygtningen vil blive behandlet ligesom andre borgere i samfundet, hverken værre eller bedre. Et eventuelt statsborgerskab kan ikke annulleres, hvis indehaveren begår kriminalitet. Det burde være en dejlig påmindelse for kriminelle i alle lag af samfundet. Ingen bliver lænket til drivtømmer og sejlet ud i Atlanten. Faktisk bør formelle rettigheder ikke kunne annulleres med tilbagevirkende kraft i et retssamfund.

I stedet for at gøre menneskerettighederne og det internationale retssystem, der er sirligt bygget op gennem generationer af hårdt arbejde, til fjenden, burde danske politikere som Inger og Kristian give et bud på, hvordan det kunne udvikles og styrkes, eller hvad man skal sætte i stedet for det.

Anne Sofie Allarp

Dansk politiks nye duo anerkender da også, at deres forslag går til »yderkanten« af konventionerne. De kan ikke garantere, at de her konventioner er overholdt.

Og her må man formode, at meget af den politisk-strategiske pointe med forslaget er at være de farligste og modigste politikere på tinge, når det kommer til at såkaldt "udfordre konventionerne". Andre vil kalde det at underminere dem, eller tømme dem for indhold. Det er et vigtigt signal at sende til vælgere, der kunne finde på at søge mod regeringspartiet Socialdemokratiet og til Nye Borgerlige.

Men de to skylder os at sige, hvad de ønsker i stedet for de konventioner. Og hvorfor de er så vrede på dem.

Menneskerettighederne, flygtningekonventionen, reglerne for stater, for krig, for udvisning og udlevering, og masser af andre internationale bestemmelser, principper og konventioner er jo en gensidig forsikring.

Vi ville være ganske ilde stedt, hvis Tyrkiet og Libanon gav sig til at smide millioner af flygtninge ud på baggrund af deres ringe eller inferiøre tilknytning til arbejdsmarkedet eller ringe tyrkisk- eller arabisk-kundskaber.

Menneskerettighederne er en gensidig ambition blandt verdens lande om at værdisætte menneskeliv og garantere visse fundamentale rettigheder. Det vi med sikkerhed kan påregne er, at hvis de rigeste og mest privilegerede lande ikke insisterer på, at et menneske har grundlæggende rettigheder, der skal respekteres, så vil dette brede sig til andre lande. Vi har ikke i dette århundrede behov for at slække på den ambition. Vi har behov for at styrke kravene til hinanden om at respektere værdien af et menneskeliv og af den menneskelige frihed og værdien af menneskets grundlæggende rettigheder.

I stedet for at gøre menneskerettighederne og det internationale retssystem, der er sirligt bygget op gennem generationer af hårdt arbejde, til fjenden, burde danske politikere som Inger og Kristian give et bud på, hvordan det kunne udvikles og styrkes, eller hvad man skal sætte i stedet for det.

I sin åbningstale til Folketinget tirsdag opfordrede statsministeren til, at dansk politik skulle lave mindre forhastet lovgivning, og bad om færre og til gengæld bedre gennemarbejdede lovforslag. 

Jeg synes, vi skal lade den opfordring gå videre til duoen Støjberg-Thulesen.