Hvis jeg var hviderusser, ville jeg sidde i fængsel

Der er ikke engang tusind kilometer fra Minsk til København, men alligevel er forskellen på Hviderusland og Danmark som nat og dag:

Den gamle Sovjet-republik er et diktatur, styret med jernhånd af Aleksandr Lukasjenko siden 1994, hvor menneskerettigheder i ordets egentlige forstand er en by i Rusland. Her spærres dissidenter vilkårligt inde. Her tortureres politiske modstandere uafladeligt.

Vores smørhul af et land er naturligvis et demokrati, som siden Lukasjenko tiltrådte har haft fem statsministre (Nyrup, Fogh, Løkke, Thorning-Schmidt, Frederiksen) for regeringer med deltagelse af seks forskellige partier (S, R, KD, CD, V, K, SF). Alle kan sige, hvad vi vil.

Lukasjenko tvang for nyligt et Ryan Air-fly på vej fra Athen til Vilnius til at lande i Minsk – ved hjælp af falske bombetrusler og MiG-kampfly – for at tilfangetage to frihedskæmpere. Raman Protasevich, 26 år, og Sofia Sapega, 23 år, er nu politiske fanger.

Det unge kærestepar nyder en vis form for beskyttelse, idet USA og EU har maksimal fokus på deres vilkår. Alligevel er forældrene til Raman og Sofia overbeviste om, at de begge udsættes for tortur. Alle ved, at Lukasjenko er villig til alt for at holde på magten.

Under radaren er Hviderusland et endnu værre helvede på jord, end vi opdager. Danske Jonathan S.H. Nielsen, som har studeret på universitet i Minsk og er tidligere særlig rådgiver i Økonomi- og Indenrigsministeriet, beretter dagligt på Twitter om rædslerne:

"I sidste uge sprang en 17-årig dreng ud fra et højhus og slog sig selv ihjel, fordi den belarussiske anklagemyndighed truede ham med 15 års fængsel for hans demokrati-arbejde. I dag skar en politisk fange halsen over på sig selv under en retssag."

Jeg har selv besøgt landet nogle gange i 1990’erne. Dengang blev det med et smil kaldt et ’sovjetisk frilandsmuseum’. I dag smiler ingen.

David Trads

Det er sådan, livet er i en europæisk hovedstad, som er lige så tæt på os som Paris. Hviderusland er naturligvis ikke medlem af EU, men det grænser op til tre medlemslande, nemlig Letland, Litauen og Polen. Hviderusland er det sidste diktatur i Europa.

Jeg ved, at hvis jeg i dag boede i Hviderusland og brugte min ytringsfrihed, som jeg er fri til at gøre i Danmark, så ville jeg sidde i fængsel. Det er sådan, det er, for alle de ufatteligt modige hviderussiske kvinder og mænd, der med livet som risiko kæmper for friheden. Tak til dem.

Isoleret set er Hviderusland og Lukasjenko slemt. Dets borgere pines og plages med elendig økonomi og urimelig tilbageståenhed.

Jeg har selv besøgt landet nogle gange i 1990’erne. Dengang blev det med et smil kaldt et ’sovjetisk frilandsmuseum’. I dag smiler ingen.

Hviderusland er imidlertid endnu værre – for det er, som om Vladimir Putin, den evige tsar i Moskva, bruger det fattige land som en frontpost i hans kamp for russisk indflydelse. Lukasjenko var for nylig på besøg hos Putin. De to anti-demokrater hyggede sig åbenlyst.

Med Putin i ryggen – og med moralsk opbakning fra Xi Jinping i Beijing – er Lukasjenko ikke bare et isoleret problem, men en del af en endnu større kamp for frihed og demokrati. Denne verdens halv- og hel-diktatorer har medvind i disse år. Vi skal bekæmpe dem hårdt.

Det er opmuntrende at se, at Europa og Amerika viser tænder over for ikke bare Lukasjenko, men også Putin og Xi. EU’s reaktion, anført af kommissionsformand Ursula von der Leyen, og USA's, afleveret af præsident Joe Biden, er befriende klare. Vesten kæmper.

Historien er aldrig slut, selv om Francis Fukuyama i sin tid skrev det. Den kamp for frihed, som blev udkæmpet under eksempelvis Anden Verdenskrig mod fascismen og Den Kolde Krig mod kommunismen, skal kæmpes hver eneste dag.

Lige nu er frontlinjen i Hviderusland, men hvis vi lader den passere, så vil autoritære kræfter få endnu større styrke. Det må ikke ske.