Hvis Støjberg bliver DF-formand, er det farvel til EU-modstanden

I denne uge sluttede rigsretssagen mod Inger Støjberg. Nu mangler kun dommen, som kommer 13. december kl. 13.00.

Selvom om Støjberg mod hendes egen forventning idømmes de fire måneders fængsel, som anklagerne har krævet, er hendes politiske karriere langt fra færdig. Tværtimod, kunne man fristes til at sige. Rigsretssagen har maksimalt sat hendes muligheder for komme politisk videre ovenpå bruddet med Venstre midlertidigt på pause.

Der er ingen tvivl om, at en fængselsdom vil være en betydelig streg i regningen for Støjberg og også midlertidigt gøre hende uværdig til at sidde i tinget, men heller ikke meget mere end det. En dom vil ikke svække hendes folkelige popularitet nævneværdigt, nok snarere tværtimod, og det vil med sikkerhed ikke gøre hendes politiske muligheder færre, end de er i dag.

Når man taler med personer tæt på Støjberg om hendes politiske fremtid, er der to ting, der går igen:

For det første er det afgørende for hende, at det projekt, hun begiver sig ind i, hverken politisk eller strategisk udelukker hende fra at blive minister igen. Støjberg ved, hvor stor magten og indflydelsen er, når man er minister, og det vil hun gerne opnå igen.

For det andet skal der ikke være for lang politisk afstand mellem Støjberg og partiet. Politisk ligger Støjberg samme sted, som hun altid har gjort, og det sted passer hende fint. Det vil i denne forbindelse blandt andet sige, at hun ikke som Nye Borgerlige går ind for at skære det offentlige ned til sokkeholderne, og – ikke mindst - at hun grundlæggende er EU-positiv. Hun vil gerne udfordre EU og EU-domstolen, og hun er ikke nær så EU-positiv som for eksempel Jakob Ellemann-Jensen, men hun ønsker ikke, som DF, at Danmark skal melde sig ud af EU.

Inden Folketinget stemte om, at der skulle rejses en rigsret mod Støjberg, var der blandt andet fokus på, om Konservative eventuelt kunne være næste stop. Gruppeformand Mai Mercado havde offentligt sagt, at Støjbergs holdninger ville ”passe fint til vores værdier og politik”, og det var velkendt, at hun og Pape var personlige gode venner. Endelig havde hendes meningsfælle og nære allierede, Markus Knuth, allerede taget skridtet.

Det skifte er i dag helt urealistisk.

Forudsætningen for, at Støjberg vælger Dansk Folkeparti, er, at de er reelt regeringsduelige, når der igen kommer et borgerligt flertal.

Venskabet mellem Pape og Støjberg er i dag kølnet betragteligt, ja, flere hævder ligefrem at det er ikkeeksisterende. Da Konservative besluttede at stemme for rigsretten mod Støjberg, var det ikke Pape selv, der overbragte hovedpersonen den kedelige besked. Den opgave overlod Pape til gruppeformand Mai Mercado. En handling, som Støjberg ikke tog pænt. Siden har Pape og Støjberg angiveligt ikke talt nævneværdigt sammen. Noget de ellers ofte gjorde tidligere.

Til det anstrengte forhold mellem Pape og Støjberg skal også lægges, at der indtil nu har været betydelig intern modstand i Konservatives bagland mod at optage Støjberg. Hvis Støjberg pure frikendes i rigsretten, kan sagen stille sig anderledes, men tidligere har blandt andet næstformand Michael Ziegler og konservative koryfæer som Helge Adam Møller blankt afvist muligheden.

Et skifte til Nye Borgerlige er heller ikke aktuelt længere. Støjberg og Vermund har haft møder om sagen og talt seriøst om det, men den politiske afstand viste sig til slut at være for stor.

I dag har Vermund heller ikke så meget behov for Støjberg, som hun havde for et år siden. Vermund har lige haft et flot lokalvalg, og en stærk Støjberg i Nye Borgerlige vil skabe støj om, hvem der reelt leder forretningen. Og man kan da også konstatere, at Nye Borgerliges offentlige frieri til Støjberg gennem annoncer og indsamlinger stort set er forsvundet.

Tilbage står derfor to muligheder: Et skifte til Dansk Folkeparti, hvor hun vil blive båret ind på skjolde, hvis hun siger ja til at overtage efter Thulesen Dahl, eller et nyt eget parti. Det sidste først.

Dem, der kender Støjberg, afviser på ingen måde, at hun laver noget selv, hvis hun ikke kan få sine krav opfyldt andre steder. Hun har det folkelige bundtræk til hurtigt at samle de nødvendige underskrifter og vil sandsynligvis også kunne trække flere profiler med. Flere peger på, at en person som europaparlamentsmedlem Søren Gade kunne være fristet til at gå med i et sådant projekt. Gades forhold til Ellemann er notorisk dårligt, og omvendt er hans politiske og især personlige forhold til Støjberg kendt for at være godt.

Imod taler, at det er yderst hårdt arbejde at starte et parti selv – også selvom du som Støjberg har godt 193.000 følgere på Facebook. Og så kræver det betydelige økonomiske ressourcer. Til forskel fra Lars Løkke Rasmussen er især det sidste noget, Støjberg mangler. Hun er ikke kendt for at have et specielt godt erhvervsnetværk, og hendes udlændingepolitiske synspunkter har aldrig haft den store genklag i erhvervslivet - tværtimod. Det sidste kunne Gade, med hans fortid i Landbrug & Fødevarer hjælpe med, men det vil stadig være et endda ganske svært projekt.

Derfor tyder alt på, at Støjbergs politiske fremtid skal findes som formand i Dansk Folkeparti. Det, Dansk Folkeparti Støjberg bliver formand for, vil dog, hvis man skal tro kilderne tæt på Støjberg, relativt hurtigt blive anderledes, end det DF vi kender i dag. Både politisk og strategisk.

Når det kommer til stykket, har det aldrig været Dansk Folkepartis EU-modstand, der har trukket stemmerne til.

Forudsætningen for, at Støjberg vælger Dansk Folkeparti, er, at de er reelt regeringsduelige, når der igen kommer et borgerligt flertal. Det vil først og fremmest sige, at DF skal ændre EU-politik og droppe EU-modstanden. Dansk Folkeparti må gerne være EU-skeptiske og mene, at EU-domstolen og de internationale konventioner skal udfordres. Det er et synspunkt, der også trives i blandt andet K. Når det kommer til stykket, så er de dog nødt til at bakke op om dansk EU-medlemskab og i højere grad acceptere at tage ansvar, hvis de skal være regeringsduelige. Det kræver svære, upopulære beslutninger, som tærer på baglandet, at være i regering. Det skal partiet være klar til.

På det velfærdspolitiske område vil Støjberg sandsynligvis være lidt mindre tilbøjelig end den nuværende DF-ledelse til at gå med S-regeringen, som det for eksempel skete i sidste uge med pakken for flere almene boliger. Et fundamentalt skifte på velfærdsområdet er dog ikke garanteret med Støjberg. En mere ”rød” velfærdspolitik er sammen med udlændinge det, der adskiller DF fra de andre borgerlige partier og potentielt gør partiet farlige for Socialdemokratiet. Det er en god handelsvare internt i blå blok, som Støjberg vil kunne udnytte.

Men er der så politisk plads til et – nogen vil kalde det mere stuerent - Dansk Folkeparti med Inger Støjberg i spidsen? Det korte svar er ja.

Støjberg har gennemslagskraften til at kunne vende Dansk Folkepartis nedgang og potentielt true Vermund. Og når det kommer til stykket, har det aldrig været Dansk Folkepartis EU-modstand, der har trukket stemmerne til. Det har været modstaden mod eliten i Købehavn og ikke mindst den markante udlændingepolitik. Her har Støjberg fuld DF-plade!