Ida Aukens møde med embedsværket: ”Det kunne føles som at have en anstandsdame”

MIG OG EMBEDSVÆRKET: Ingen embedsmand skulle fortælle daværende miljøminister Ida Auken, hvor skabet skulle stå i Miljøministeriet. Samtidig ville hun indgyde selvtillid og gøre op med nulfejlskulturen. Og så går hun ind for flere politiske embedsmænd, siger hun i Altingets interviewserie.

Da Ida Auken (R, dengang SF) blev udnævnt til miljøminister, var det fra første færd en styrkeprøve.

Hvem skulle sætte dagsordenen? Hende? Eller embedsværket?

Det fortæller hun i et interview med Altinget, der i sommeren zoomer ind på flere politikeres første møde og samarbejde med embedsværket.  

Og for Ida Auken er en af de ting, der i høj grad prægede hendes første tid som minister, magtkampen om dagsordenen i hendes eget ministerium.

I de første par uger af sin ministertid oplevede hun gentagne gange, at embedsværket kom til hende og ville fortælle hende, hvilke opgaver der skulle prioriteres.

”Derfor var jeg fra start meget klar, og blev ved med at sige: ’Nej, det må vente, nu skal jeg fortælle, hvad vi skal lave.’ Det tog nogle runder armlægning, før de fandt ud af, at det var sådan, man skulle arbejde med mig,” siger hun.

Hun ville lave inspirationsworkshops og nytænke miljøpolitikken, der efter ti år med borgerlig ledelse - primært under Anders Fogh Rasmussen (V) - ifølge Ida Auken havde fået en stedmoderlig behandling. Derfor skulle hendes dage ikke fyldes ud med daglig drift og ekspedering af sager, som enhver minister uanset partifarve kunne have skrevet under på.

“Hun kommer alene”
I embedsværket var man heller ikke vant til, at ministeren tog alene på visit i andre ministerier.

En dag ville Ida Auken over og tale med finansministeren. Hun havde nemlig hørt at klimatilpasning var et fy-ord på den anden side af gaden, da det er dyrt at forberede veje og kloaker på de mange mængder ekstra vand, der i fremtiden vil regne ned over Danmark. Men nu skulle hun som miljøminister nok forklare, hvad det gik ud på. Derfor gik hun ned og svang sig op på sin cykel, men inden hun nåede at træde i pedalerne, stod hendes departementschef ved siden af.

”Jeg skal da med,” lød indvendingen.

Men det huede ikke ministeren.

”Der sagde jeg: ’Nej, du skal ej, jeg skal bare over og tale med finansministeren.’Da jeg så kom over i Finansministeriet, gik det som et ekko gennem hele ministeriet. ’Hun kommer alene, hun kommer alene’. Det kunne godt føles som at have en anstandsdame,” siger Ida Auken.

Departementschef fyret
Godt et år efter, at Ida Auken var blevet miljøminister, blev hendes departementschef  Marianne Thyrring flyttet fra posten med øjeblikkelig virkning. Hun skulle nu i stedet undersøge lokaldemokratiets tilstand efter kommunalreformen i en stilling i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Hun fortalte selv til Altinget, at det ikke var hendes egen beslutning, og det vakte opsigt på Slotsholmen.

Det er uklart, om fyringen havde noget at gøre med ministerens opfattelse af et embedsværk, som slæbte på fødderne i forhold til at levere på ministerens ønsker. Og da Altinget spørger ind til baggrunden, er svaret fra Auken kort:

”Hun skulle noget andet.”

Ville ruske op i mentaliteten
Da snakken falder på Marianne Thyrrings efterfølger, Henrik Studsgaard, glider samtalen igen mere let.

”Han kunne blive begejstret over mine idéer og ville levere på dem. Og så havde han nogle gode indspark til, hvordan vi kunne komme videre med det politiske projekt, jeg havde,” siger Ida Auken, som er datter af præst og europaparlamentariker Margrete Auken, og hvis far er litteraturprofessor.

Og hendes politiske projekt krævede blandt andet at ruske op i Miljøministeriet. Ikke fordi embedsværket var blevet politiseret, men fordi der efter mange års borgerlig ledelse ifølge Ida Auken var opstået en kultur, der ikke var gavnlig for den type miljøpolitik, hun gerne ville føre.  

”Det var ikke sådan, at der sad embedsfolk og ville lave Venstre-politik. Men konsekvensen af ti års borgerlig politik var, at Miljøministeriet opfattede sig selv som et besværligt forbuds-ministerium, der ikke måtte gå i vejen for de andre. Det skulle jeg ruske op i,” siger Ida Auken.

Ida Auken ville have, at Miljøministeriet så sig selv som et stærkt og stolt ministerium, der kunne bidrage til vækst og arbejdspladser. Blandt andet ved at lave affaldsstrategien til en ressourcestrategi. Her viste hendes embedsværk nemlig, at der var god økonomi i det for både erhvervsliv, stat og borgerne. Og der var det en meget begejstret miljøminister, der kunne fremlægge beregningerne i Finansministeriet.

”Det var virkelig imponerende, hvad de leverede. Jeg troede knap mine egne øjne,” siger hun.

I Finansministeriet troede de heller ikke deres egne øjne, og ifølge Ida Auken blev beregningerne gået igennem flere gange af deres egne embedsfolk.  

”De troede, at der var byttet om på plus og minus. Men til sidst måtte de bøje sig.”

Når Ida Auken ser tilbage på sin tid som minister, er der kun en enkelt ting, hun ville gøre anderledes i forhold til sit embedsværk.

”Jeg har en følelse af, at det havde været mere fair, hvis jeg havde været mere tålmodig,” siger hun og fortsætter:

”Men samtidig har man utrolig kort tid som minister, og derfor giver det god mening, at man gerne vil ud over rampen. Og det er også min fornemmelse, at det er noget, de fleste embedsfolk godt kan forstå.”

Forløs kreativiteten og ansæt politiske embedsmænd
Det danske embedsværk nyder stor respekt hos Ida Auken, og hun har en høj agtelse for den store faglighed, hun i sin tid har oplevet blandt medarbejderne i Miljøministeriet.

”Den høje respekt for fagligheden betyder, at der ikke er gået partipolitik i vores embedsværk. Det er ret enestående. ”

Ida Auken var miljøminister i Thorning-regeringen fra 2011-2014, hvor SF trådte ud af regeringen. Dagen efter skiftede hun parti og blev radikal.

Hun mener, det har stor værdi, at embedsværket netop kan blive siddende under skiftende politisk ledelse og på den måde opsamle erfaring. Samtidig kan de også hjælpe ministeren med at se hele billedet inklusive bagsiden af en politisk vision der, som hun selv pointerer, altid vil ramme nogen i samfundet.

”Jeg var selv overbevist om, at det ville være godt for luftforureningen i København, hvis man fik partikelfiltre på alle biler. Men da jeg så tallene, kunne jeg godt se, at det ikke gav mening at bede folk betale flere tusinde kroner for et partikelfilter, i forhold til hvor lidt det gavnede,” siger hun.

Et sted, man dog med fordel kunne forbedre forholdene i embedsværket, er ifølge Ida Auken ved at gøre op med nulfejlskulturen.

”Der hersker nogle gange en stor frygt for at lave fejl. Og den frygt kan gøre, at man i nogle tilfælde hellere gør for lidt end for meget,” siger hun.

Og den kultur mener hun, at man bør gøre noget ved for at forløse den kreativitet og viden, der ligger hos embedsværket.

Hun vil også gerne styrke den politiske ledelse. Nærmere bestemt ved at opmande den politiske ledelse i ministerierne. På den måde vil det ifølge Ida Auken være mere demokratisk, hvis man sikrer, at det er de folkevalgte, der styrer dagsordenen i ministerierne.

Selv gjorde hun en dyd ud af at sætte sit eget hold, når det var muligt, og hun var inde over alle ansættelser med en lønramme på 37 eller over. Men for at give demokratiet et ekstra boost, kunne man med fordel lade ministeren tage flere folk med ind fra starten.

”Man kunne eksempelvis have et kabinet med op til ti mennesker, som skulle hjælpe ministeren med at lede ministeriet,” foreslår hun.

Forrige artikel Dagens overblik: Tørkehjælp til landbruget og valgforskere kobler Løkkes ry til vælgertab Dagens overblik: Tørkehjælp til landbruget og valgforskere kobler Løkkes ry til vælgertab Næste artikel Vestegnsborgmestre i opråb: Kampen mod trafiklarm må på finanslov Vestegnsborgmestre i opråb: Kampen mod trafiklarm må på finanslov
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.