Idéhistoriker: Politikens store debatdyst opdrager fremtidens politikere til en syg kultur

En forlomme til eliten

Turneringens finale bliver holdt på en af Folkemødets største scener foran et enormt publikum med hujende heppekor fra de repræsenterede organisationer – oftest ungdomspartierne. Vinderen får helsidesartikler i de landsdækkende aviser og bliver udråbt til det nyeste stjerneskud på den politiske himmel.

Med andre ord: DM i debat er på én og samme tid en venskabelig kappestrid og en dybt alvorlig kamp om at få en forlomme til den politiske elite.

Deltagerne giver hånd, lykønsker hinanden, og deler sandsynligvis en øl om aftenen til en af Folkemødets mange fester. Samtidig ved deltagerne også, at det ikke blot er æren og pokalen, der dystes om, men en adgangsbillet til offentlig eksponering.

En dygtig debattør er ikke nødvendigvis en dygtig, endsige efterstræbelsesværdig politiker.

Jeppe Riis
Idéhistoriker

Men DM i debat er ikke en konkurrence i politik. Det er en konkurrence i ord. DM i debat sætter midlet over målet og formen over indholdet – det er debatevnerne i sig selv, der er i fokus, ikke de politiske projekter.

Du får ikke point for at præsentere et originalt politisk projekt – eller for at komme med skarpe kritikker af samfundssituationen. Du får i stedet point for din humor, dine talegaver og din evne til at være god til at bruge farverigt billedsprog og metaforer.

Du slipper ofte afsted med at tale højere end din modstander og afbryde dem – dommerne vil sandsynligvis se igennem fingre med, at du reelt har stoppet en god pointe, hvis du virker tilpas vred og indigneret.

Kort sagt: Du vinder ikke ved at have ret – men ved at få ret. Og det er vel at mærke ikke med et velforberedt oplæg, men snarere med korte, kække oneliners.

En usund debatkultur

DM i debat fremmer i min optik ikke en sund debatkultur, men opdrager i stedet vinderen til en politisk virkelighed, hvor form er vigtigere end indhold. Hvor mediernes og kommentatorernes fokus er på markering, positionering og strategi frem for reelt politisk indhold.

Hvor det ikke er dybden eller kvaliteten af din politik eller din samfundskritik, der giver debatpoint, men hvorvidt du kan levere den på to sekunder for rullende kameraer, og hvorvidt du kan få folk med på vognen – uanset hvor god din politik så måtte være.

DM i debat er en spejling af denne politiske kultur, og bidrager derfor også til at give den videre til de næste generationer af politikere.

DM i debat er med til at danne rammen for en politisk sfære, der i stigende grad lukker sig om sig selv.

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at DM i debat klart domineres af ungdomspartierne. Det er nemlig netop DM i debats sprog, der tales til debatarrangementerne og debatoplæggene her.

Ikke fordi hverken ungdomspartierne eller deres medlemmer gør det i ond vilje – de navigerer i netop det beskrevne system, hvor der ikke er plads til reel samfundsanalyse, men kun til rappe replikker og slagkraftige paroler.

Det er de nødt til, hvis de vil skabe forandring på den præmis, partierne og deres respektive ungdomsorganisationer – og i øvrigt også de mange andre organisationer, der deltager til DM i debat – eksisterer under.

En selvopfyldende profeti

Det samme gør DM i debat. Arrangementet er ikke isoleret set et problem – det er den omkringliggende formsyge og indholdsløse politiske kultur, som arrangementet medvirker til at reproducere, den er gal med.

Med den implicitte reproduktion af en usund kultur for politik og debat, er DM i debat også med til at danne rammen for en politisk sfære, der i stigende grad lukker sig om sig selv og skaber sit eget økosystem.

Jeg benægter ikke, at karisma kan hjælpe en politiker godt på vej med at nå til tops.

Konkurrencen udråber en debattør til et politisk stortalent og skaber dermed sin egen selvopfyldende profeti: Vinderen af DM i debat er et politisk stortalent, fordi de bliver udråbt til at være det.

For sandheden er: En dygtig debattør er ikke nødvendigvis en dygtig, endsige efterstræbelsesværdig politiker. Mange dygtige debattører er elendige politikere – og mange enormt dygtige politikere vil nok af politiske kommentatorer blive betegnet som ualmindeligt tørre kiks.

Hvad skaber en dygtig politiker?

Dette indlæg skal bestemt ikke forstås som en kritik af de enkelte debattører. Tværtimod oplever jeg mange af debattørerne have nogle enormt spændende og vigtige mærkesager på hjerte.

Det er dog bare ikke dem, der er i centrum for hverken konkurrencen, endsige dækningen af den: Når vinderen præsenteres i dagbladenes spalter, er det ikke deres mærkesager, der er i fokus, men snarere forskellige spådomme om deres fremtid i dansk politik.

I hvert fald bør vi overveje, hvad der skaber en dygtig politiker – hvilke kvaliteter, vi helst ser i en politiker.

Jeg benægter ikke, at karisma kan hjælpe en politiker godt på vej med at nå til tops.

For det er ikke fordi, de nødvendigvis har ret – det er fordi, de er gode til at overbevise andre om, at de har ret.

Jeg tillader mig retorisk at spørge læseren: Er det de kvaliteter, vi skal definere fremtidens politiske stortalent ud fra?