'Imperiets børn' kræver opgør med den danske udlægning af kolonitiden

Titlen varsler i sig selv konklusionen i journalist og antropolog Anne Kirstine Hermanns slagkraftige bog "Imperiets børn - da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni".

Bogen afdækker især to hovedforløb i afkoloniseringen af Grønland i årtierne efter anden verdenskrig: Hvad skete der egentlig i København og i Grønland? Og hvordan håndterede Danmark udfordringen fra FN, der ville sætte kolonierne fri?

De to forløb fører til Anne Kirstine Hermanns hovedkonklusion: Afkoloniseringen fandt ikke sted med det sigte at gøre godt for Grønland, men fordi den danske regering med næb og klør ville bevare den fulde kontrol over sin sidste koloni - uanset at verdenssamfundet med den ny FN-pagt krævede koloniernes frihed. Også den kontroversielle, dansk-styrede modernisering af Grønland i 1950'erne og 1960'erne må forstås i det lys, mener forfatteren.

Hermann argumenterer for et fuldstændigt opgør med den mere end 100 år gamle fortælling om Danmark, der gør, hvad der skal gøres, "til gavn for Grønland, til ære for Danmark."

'Imperiets børn' skriver sig derfor direkte ind i den aktuelle politiske diskussion mellem det flertal i Grønland, der sigter mod en opløsning af riget, så Grønland kan blive en selvstændig stat, og på den anden side de kræfter i Danmark med kongehuset, regeringen og de toneangivende partier på Christiansborg i spidsen, der ønsker at fastholde Grønland som en del af kongeriget og grundloven som fast ramme om arrangementet.

Mange af detaljerne er ikke ukendte, men de har aldrig på samme vis været bøjet i neon og præsenteret for offentligheden som i 'Imperiets Børn', og effekten er markant.

Martin Breum

Anne Kirstine Hermann præsenterer målrettet og med stålsat ulyst til tvivl først og fremmest en serie kritiske fakta om de begivenheder, der afsluttede Grønlands status som koloni og i stedet gjorde Grønland til et dansk amt og grønlænderne til danske statsborgere.

De centrale detaljer i kritikken har været offentliggjort før; blandt andet i en rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) fra 2007, som Anders Fogh Rasmussens regering bestilte, efter at en første samlet kritik var rejst af Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget.

Mange af detaljerne er altså ikke ukendte, men de har aldrig på samme vis været bøjet i neon og præsenteret for offentligheden som i "Imperiets Børn," og effekten er markant.

Politiken afsatte forsiden af en søndagsavis og fem sider til det essentielle. TV2 News var på sagen; Ritzau udsendte et fyldigt resume med videre. En pæn del danskere har derfor nu formentlig for første gang snuset til den analyse, Anne Kirstine Hermann selv sammenfatter i fem punkter sidst i bogen - her i kortform:

1. Den danske regering hævdede over for FN, at det grønlandske landsråd selv ønskede den grundlovsændring, der gjorde Grønland til en del af Danmark. Det er ikke rigtigt, hævder Hermann. Det var statsminister Hans Hedtoft (S), der lancerede planen, og den danske landshøvding i Nuuk, der tromlede den igennem.
2. Danske diplomater med den navnkundige Hermod Lannung i spidsen hævdede i FN, at grønlænderne udmærket kendte til de tre muligheder, FN-pagten gav dem a) fuld uafhængighed, b) hjemmestyre med mulighed for senere selvstændighed eller c) integration i moderstaten. Det er ikke sandt, mener Anne Kirstine Hermann. Hun har pløjet den grønlandske presse fra de relevante år igennem og har ikke fundet belæg for påstanden: Især havde grønlænderne ikke reelt kendskab til muligheden for hjemmestyre med udsigt til mere.
3. Danmarks førende statsretsekspert, juraprofessor Alf Ross, skrev i et responsum bestilt af Hans Hedtofts regering, at grønlænderne netop burde have hjemmestyre og udsigt til egentlig selvstændighed. Det var det, FNs afkoloniseringsprojekt gik ud på, forklarede han, men regeringen holdt Alf Ross' responsum skjult for de grønlandske politikere. Den danske landshøvding, der ledede de afgørende forhandlinger i Nuuk i 1952, var orienteret, man havde ordre om at holde Alf Ross' notat hemmeligt.
4. Landsrådet fik i 1952 kun to dage til at beslutte sig for et ja eller nej til Grønlands indlemmelse i Danmark. Et ønske om betænkningstid blev tromlet til side; statsminister Erik Eriksen (V), der havde afløst Hedtoft, mente, at sagen hastede.
5. Landsrådets endelige beslutning blev truffet på et lukket møde. Ingen ved i dag præcis, hvad der skete, men pludselig var al uenighed borte. Anne Sofie Herman aner et ubehageligt rænkespil.

Det kontroversielle forløb tog sin begyndelse for mere end 70 år siden, men 'Imperiets børn' er topaktuel; slaget om Grønlands historie har aldrig været mere ophedet end i dag.

Grønlands politiske ledelse har eksempelvis som bekendt udpeget en ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender, Pele Broberg, der ihærdigt italesætter sin lyst til at løsrive Grønland fra Danmark og i stedet styrke båndene til USA.

Det gjorde Broberg i maj under USAs udenrigsminister Antony Blinkens besøg i København og Grønland, og i disse dage kritiserer Broberg så den planlagte udvidelse af Arktisk Kommandos aktiviteter til 1,5 milliarder kroner. En såkaldt Arktisk Kapacitetspakke faldt på plads mellem regeringen og forligskredsen bag forsvarsforliget på Christiansborg tidligere i år.

"Vi har en klar strategi om demilitarisering, og vi er ikke interesserede i hverken droner, forsvarsuddannelse eller dansk militær tilstedeværelse i Grønland," sagde Broberg forleden til TV2.

Det er et alvorligt grønlandsk angreb på forsvarets indsats i Grønland, som varsler nye problemer for Danmark. To nye kæmpedroner til udkig efter russiske fartøjer i Grønlands farvande udgør pakkens centrale element. Dronerne skulle ikke mindst gøre USA mere tilfreds med Danmarks indsats, men er nu draget i tvivl.

Også i en sådan kontekst kan 'Imperiets børn' få effekt. Pele Broberg mistænker Danmark for at omklamre Grønland med sin stadig mere massive militære aktivitet - uanset, at regeringen i København begrunder udvidelserne med nye trusler i Arktis. 'Imperiets børn' vil bestyrke mistanken.

Anne Kirstine Hermanns grundtese er, at både koloniseringen og afkoloniseringen af Grønland var styret af et ønske om at sikre Danmarks kontrol over Grønland. Afkoloniseringen var et skalkeskjul for de egentlige hensigter, der blev sikret ved svig, manipulation og fordrejninger. Accepterer man den tese, er det nærliggende også at tvivle på Danmarks aktuelle hensigter.

Det hele gik i bund og grund ud på at gøre Grønland så dansk som muligt, så risikoen for at miste Grønland forsvandt, lyder tesen.

Martin Breum

To af de hovedspørgsmål, bogen genrejser, findes der til gengæld ikke endegyldige svar på.

Ville grønlænderne i 1952 have besluttet sig for noget andet end et ja til fuld indlemmelse i Danmark, hvis alle oplysninger var blevet lagt åbent frem, hvis man havde afsat til mere diskussion — og hvis en folkeafstemning var blevet afholdt?

De fleste historikere har hidtil sagt nej: Folk ønskede faktisk lige præcis det, de fik, lyder den mest gængse tese. Grønlands elite, inklusive stærke stemmer som politikeren Augo Lynge, præsten Mathias Storch med flere havde i årtier argumenteret for, at Grønlands udvikling måtte finde sted ved ligestilling med danskerne, udbredelse af det danske sprog og så videre, men ingen ved præcis, hvad grønlænderne mente dengang.

Der var som antydet ingen folkeafstemning i Grønland, de centrale aktører er alle døde, og de skriftlige kilder begrænsede. Anne Kirstine Hermann fremhæver markante afvigere fra hovedstrømmen, en tvivl består.

På samme vis med det andet store spørgsmål: Ville FN have afvist ideen om at afslutte Grønlands kolonistatus ved at gøre Grønland til et dansk amt, hvis de danske diplomater havde stemt gulvbassen mindre snydefuldt, da de fremlagde sagen i New York?

DIIS-rapporten fra 2007 beskriver en del af de fordrejelser, danskerne gjorde sig skyldige i, men en af rapportens forfattere, juraprofessor Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet, afviser i 'Imperiets børn' tesen om, at FN selv på et mindre sminket grundlag ville have afvist den danske model. Igen er kilderne diffuse, og noget entydigt svar får vi aldrig.

Den politiske effekt af 'Imperiets børn' vil opstå, fordi, Anne Kirstine Hermann hermed indlemmer langt flere menige danskere og grønlændere i den centrale diskussion om de overvejelser, Danmark gjorde og gør sig i forhold til Grønland, men den kontrafaktiske tvivl slipper vi ikke for.

Hermann mener, at den omfattende reformproces i Grønland i 1950'erne og 1960'erne ligesom den spegede grundlovsændring primært havde til sigte at opnå resten af verdens accept af, at Grønland nu var en del af Danmark og ikke længere en koloni, der fortjente FNs opmærksomhed.

Her lærer vi, at den egentlige kolonisering af Grønland måske først begyndte, da kolonitiden holdt op. Hospitalerne, fiskefabrikkerne, de moderne boliger, samlingen af befolkningen i byer med åbent vand til fiskeri, danskundervisningen: Det hele gik i bund og grund ud på at gøre Grønland så dansk som muligt, så risikoen for at miste Grønland forsvandt, lyder tesen. Hensynet til Grønland var ikke styrende; det var alene det nationale, danske hensyn til Danmarks storhed og rigdom.

Denne udlægning vil med sikkerhed få mange i Danmark til at stejle og efterlyse nuancer; 'Imperiets børn' støder frontalt ind i den danske grundfortælling.

De fleste beskrivelser af den omstridte danske indsats i 1950'erne og 1960'erne har hidtil efterladt rigelig plads også til dansk altruisme, kristen omsorg og velment socialdemokratisk velfærdstænkning. Andre, herunder den grønlandske historiker Jens Heinrich, har desuden grundigt dokumenteret, at mange grønlandske beslutningstagere deltog helhjertet i processen, men Anne Kirstine Hermanns har ikke meget tilovers for disse afstikkere.

Til belæg for sin egen skrappere udlægning læner hun sig især op ad en række tankevækkende udsagn fra statsminister Hans Hedtoft, der skubbede reformprocessen i gang:

"Militært vil Danmark have vanskeligt ved at forsvare denne store besiddelse," sagde Hedtoft eksempelvis ifølge bogen i en radiotransmitteret tale. I stedet måtte Danmark "vise verdens andre nationer, hvorledes vi på human måde forstår at føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på. Dette er over for verden vor adkomst til at besidde Grønland."

Anne Kirstine Hermann dokumenterer også, at skiftende regeringer i København var stærkt optaget af de nyfundne forekomster af bly ved Mestersvig i Østgrønland, der lovede rigtig godt for dansk økonomi — præcis som olien og uranen i Grønland senere skabte hede forhåbninger.

En række grønlandske kilder beretter i bogen om de personlige tragedier, den hastige udvikling i Grønland i 1950'erne og 1960'erne medførte, og i bogens forord fletter Anne Kirstine Hermann det hele sammen:

"I den sparsomme offentlige debat bliver de tragedier, som moderniseringen – og daniceringen – medførte, karakteriseret som utilsigtede konsekvenser af en ellers human og godhjertet intention. Den danske politik i Grønland var i disse år "i den bedste mening," hedder det. Men denne bog viser, hvordan de reformer, som blandt andet skulle assimilere grønlænderne til dansk kultur, var motiveret af Danmarks territoriale interesser. Det handlede med daværende statsminister Hans Hedtofts ord om at fastholde retten til Grønland over for resten af verden", skriver hun.