Med vælgernes stærke fokus på økonomien er "Indvandringens pris" en oplagt mulighed for at vitalisere udlændingedebatten ud fra en ny synsvinkel. (Foto: People’sPress)

Indvandringens økonomiske konsekvenser

27. juni 2012 kl. 11:15
ANMELDELSE: Påstanden om, at indvandring er nødvendig for at redde velfærdssamfundet, bliver effektivt gennemhullet i bogen "Indvandringens pris". Indvandring fra ikke-vestlige lande er en massiv underskudsforretning, uanset hvilken integrationspolitik de enkelte modtagerlande har. Østasiater skiller sig ud som positive undtagelser.
| Flere

Den alvorligste trussel mod velfærdssamfundet er hverken ældrebyrden eller for mange feriedage. Derimod koster indvandringen fra den tredje verden enorme summer og truer på længere sigt med helt at underminere de europæiske velfærdssamfund.

Det er budskabet i Morten Uhrskov Jensens på en gang tørre og kontroversielle debatbog om udlændingepolitik: Tør, fordi bogen er fyldt med statistisk dokumentation, kontroversiel med budskabet om et totalt stop for ikke-vestlig indvandring.

I et en tid, hvor udlændingepolitikken - for en periode - er helt fortrængt af den økonomiske dagsorden, kæder Uhrskov effektivt de to elementer sammen: Titlen "Indvandringens pris" skal forstås helt bogstaveligt.

En kortsigtet gevinst
Uhrskovs bog er ikke godt nyt for dem, der hævder, at de europæiske lande af økonomiske grunde bliver tvunget til at øge indvandringen fra den tredje verden. For alt peger på, at det forholder sig stik modsat:

De "gæstearbejdere", der kom i 60'erne var i de første år en samfundsøkonomisk god forretning. De udfyldte huller i industrien i en tid med højkonjunktur og arbejdskraftmangel. Men i samme sekund, konjunkturerne vendte i 1973, blev indvandrergruppen en dårlig forretning rent økonomisk. Og har været det lige siden.

Det deprimerende budskab i Uhrskovs veldokumenterede bog er nemlig, at også efterkommere fra den tredje verden klarer sig langt dårligere end den etniske europæiske befolkning. Det gælder i uddannelsessystemet, og det gælder på arbejdsmarkedet.

Opgør med myter
Ganske vist klarer efterkommer-pigerne fra ikke-vestlige lande sig klart bedre end efterkommer-drengene, hvor det er gået helt galt. Men det er en myte, at etniske piger bare stormer frem, understreger Uhrskov. Mange piger med etnisk baggrund starter på en uddannelse, men kigger man på andelen, der også fuldfører, klarer de etniske piger sig væsentligt dårligere end både piger og drenge med dansk baggrund.

Og det er trist nok ikke noget, der "går over". Det viser erfaringerne fra Tyskland, hvor man startede lidt tidligere med indvandringen end i Danmark. Heller ikke tredjegenerations indvandrere fra lande som Marokko og Tyrkiet klarer sig tilnærmelsesvist så godt som de etniske tyskere.

Men enkelte indvandrergrupper skiller sig ud.   

Kinesere og somaliere
Det er tankevækkende, at det overalt i den vestlige verden er de samme etniske grupper, der giver et positivt tilskud til samfundsøkonomien, og de samme grupper, der bliver en belastning. Gennemsnitligt set naturligvis, for selv i de dårligst integrerede grupper, er der heldigvis positive individuelle undtagelser.

Mønstret er krystalklart: Østasiatere som kinesere, koreanere, japanere klarer sig som grupper betragtet flot i deres nye hjemlande. Ja, i et land som USA overhaler unge af østasiatisk afstamning unge af europæisk afstamning.

Men bortset fra disse undtagelser klarer indvandrere og efterkommere fra den tredje verden sig markant dårligere end andre: Det gælder for grupper som somaliere, irakere, pakistanere, marokkanere, libanesere og tyrkere, ja stort set alle ikke-vestlige uden for den østasiatiske kulturkreds. 

Uhrskov dokumenterer konsekvent sine påstande med statistisk materiale, ja en sjettedel af bogen består ligefrem af noter! Det er normalt en dødssynd i en debatbog, men det er fornuftigt lige præcis i dette tilfælde. Forfatterens synspunkter er mildt sagt omstridte, og intet ville være mere bekvemt end at feje dem af bordet. Den refleksreaktion bliver forhindret af dokumentationen.

Kulturelle årsager
Forskellene på østasiater og andre indvandrergrupper er interessant, fordi de ikke kan forklares ud fra de traditionelle sociale eller uddannelsesmæssige forklaringsmodeller. Mange af østasiaterne var fattige og uuddannede, da de kom til deres nye værtslande, men mange af dem formåede alligevel at sikre, at deres børn fik gode uddannelser og en høj beskæftigelsesprocent.

De socio-økonomiske forklaringsmodeller kommer til kort her. Det samme gør racisme som forklaringsmodel.

De eneste mulige forklaringer, der står tilbage, er de kulturelle: Østasiaterne er tydeligvis mere villige til at lade sig integrere. De bliver ikke assimilerede, men de fungerer på deres nye hjemlandes betingelser og stiller ikke religiøse og kulturelle særkrav. Og de holder skarpt øje med, at deres børn passer deres uddannelse samvittighedsfuldt   

Eliternes alliance
Morten Uhrskov er historiker, og det er en styrke ved bogen, at han giver en gennemgang af indvandringens historie i flere europæiske lande: Det er kendetegnende alle steder, at indvandringen kom i stand efter pres fra arbejdsgivere, der ønskede øget udbud af arbejdskraft.

Derimod er det svært at finde eksempler på, at et flertal i befolkningen i de forskellige europæiske lande på noget tidspunkt har ønsket en større indvandring fra den tredje verden.

Et interessant tilfælde er Storbritannien, hvor den svulstige konservative politiker Enoch Powell i 1968 holdt en berømt apokalyptisk tale om indvandringens konsekvenser på længere sigt. Samtidige meningsmålinger viste, at Enoch Powell havde opbakning fra størstedelen af befolkningen - ikke mindst den engelske arbejderklasse - men politisk blev han en paria.

Man så her den alliance mellem de politiske eliter fra højre og venstre, der sikrede et overvældende parlamentarisk flertal for indvandring: På højrefløjen lobbyede stærke arbejdsgiverinteresser for at øge indvandringen, fordi man på den måde kunne trykke lønnen i industrien, på venstrefløjen så man det som et udtryk for humanisme, at gæstearbejderne kunne blive til indvandrere med ret til familiesammenføring, selvom der ikke længere var arbejde til dem. Samme alliance mellem eliterne sås mange steder i Europa.

I lande som England og Frankrig blev det hele tilsat et skvæt post-kolonial bondeanger, man inviterede folkene fra de tidligere kolonier op som en slags bod for den hvide mands hærgen i de foregående århundreder. Her havde en generøs Marshall-hjælp til de tidligere kolonier nok været en noget mere hensigtsmæssig måde at gøre afbigt på.

"500 indvandrere"
En af bogens tankevækkende pointer er, at det i alle lande blev fremstillet som en ubetydelig ændring, at man åbnede for kædeindvandring. Således også ved vedtagelsen af den meget liberale danske udlændingelov fra 1983. Dengang blev det fremført i Folketinget, at den nye lov formodentlig kun ville betyde, at "500 personer ville få adgang til familiesammenføring i de kommende år". I dag er der over 370.000 ikke-vestlige indvandrere i Danmark.     

Det er dog for ingenting at regne sammenlignet med lande som England og Sverige:

I Sverige kan man få ikke-svensk flertal i årene efter 2050, og i en by som Malmø forventer man, at det sker allerede om få år. I England siger prognoserne lige nu, at man forventer ikke-britisk flertal omkring 2066.

Det, der engang blev fremstillet som en bagatelagtig indvandring, har i størstedelen af Europa ført til afgørende og vedvarende demografiske, kulturelle og økonomiske ændringer. Ændringer som befolkningens flertal aldrig har ønsket.

Regional-egoisme
Uhrskov bruger en del af bogen på at give nogle bud på de vestlige landes fremtidige placering i verden. Her er hans holdning klassisk isolationistisk. Ifølge Uhrskov må Vesten - Europa og USA - indse, at tiden med en dominerende global indflydelse er forbi, andre magter som Kina vil tage over, og Europa må blot optræde pragmatisk i en farlig verden.

Forfatteren forfalder sine steder til en småkynisk "hvad kommer det os ved holdning". Således advarer han kraftigt mod vestlige militære indsatser i andre lande ud fra en ren købmandsbetragtning. Kampen for "menneskerettigheder og demokrati" i Afghanistan anser Uhrskov for "fuldstændig udsigtsløs".

Konsekvensen af denne holdning bliver, at man ikke skal blande sig, når kvinder bliver stenet til døde i islamistiske diktaturer, når etniske grupper bliver massakreret i Afrika - eller når galninge som Pol Pot myrder løs på deres egen befolkning. Det holder bare ikke.

Nationalbanken: Minus 22 mia.
Den største fortjeneste ved "Indvandringens pris" er, at den så klart viser de økonomiske konsekvenser af ikke-vestlig indvandring. Man kan fortsat være tilhænger af indvandring: af politiske grunde, humanistiske grunde - eller for den sags skyld af historiske grunde. Men man kan ikke efter læsning af denne bog argumentere for ikke-vestlig indvandring af økonomiske grunde.

Den liberale tænketank CEPOS har tidligere nået til lignede resultater, og det samme har Nationalbanken, der - diskret - konkluderede, at indvandringen kostede Danmark 22 mia. i 2008, når han holdt plusser og minusser op mod hinanden. Det tal burde være et fast element i diskussionen af enhver 2020-plan.

Med vælgernes stærke fokus på økonomien er "Indvandringens pris" en oplagt mulighed for at vitalisere udlændingedebatten ud fra en ny synsvinkel.

Man kan være enig eller uenig i Uhrskovs konklusioner, men hans statistisk baserede kendsgerninger bør kendes af alle, der deltager aktivt i udlændingedebatten. Eller i debatten om Danmarks økonomiske fremtid for den sags skyld.

Morten Uhrskov Jensens bog "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" er udkommet på forlaget People's Press. Bogen er 150 sider og koster 150 kr.

 
Altinget | Christiansborg

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK