Når Novo Nordisks ledelse fylder mere end fondens formål, har vi et problem

Lad mig starte med den indgangsbøn, at jeg grundlæggende finder, at der kan være mange stærke kvaliteter i, at nogle af de store kapitalforvaltere i Danmark er fonde, der har et andet og større formål end blot at samle penge og udlodde dem.

Jeg tror ud fra et perspektiv om sammenhængskraft, at vi skal være glade for, at nogle af de helt store spillere på kapitalmarkedet i Danmark, erhvervsdrivende fonde og pensionskasser, har et langsigtet perspektiv, og at deres forretning skal komme mange til gavn.

Ingen er uundværlige. Hvis en ledelse ikke indretter sig herefter, svigter den noget af sit mest centrale ansvar.

Jesper Olsen

Pensionskasserne er tæt regulerede. Der er også en betydelig regulering af de erhvervsdrivende fonde, hvor man fra myndighederne særligt holder øje med, at man bliver inden for sin fundats. Så langt så godt.

Men de seneste sager har givet et indblik i nogle af de farer, der altid lurer, når det at have magten bliver selvindlysende, og man forvalter penge, der ikke er nogens. For hvem er det så, man står til ansvar for?

Den nemme løsning vil være den politiske automatreaktion: Mere regulering.

Da jeg blev bedt om at skrive denne kommentar, skulle jeg lede længe efter argumenter for ikke bare at hoppe på den vogn. Derfor har jeg prøvet at gå til sagen på en anden måde. Hvis vi skulle foreslå nogle regler, hvad skulle kernen i dem så være?

Når jeg åbner den værktøjskasse, handler det om, at man kun kan have ledende poster i en begrænset årrække. At ledelsen skal sammensættes, så den varetager forskellige interesser, herunder uafhængige personer udefra.

Robuste udpegningsprocesser med åbne opslag. Øvre grænser for vederlag. Åbenhed om den løbende forvaltning, udover årsrapporter.

Det er en gammel sandhed, at ingen er uundværlige. Nuvel, nogen er sværere at undvære end andre. Men nej, ingen er uundværlige.

Hvis ledelsen i en organisation ikke indretter sig herefter, svigter den noget af sit mest centrale ansvar, nemlig organisationens overlevelse på den lange bane.

Det er vel her, at et af de største svigt i den aktuelle sag fra Novo Nordisk Fonden er. Det skulle da lige være, at man ikke har evnet at omgive sig med mennesker, der evner at sige den øverste ledelse imod.

Jo større magt, jo større ansvar – og jo større krav må vi også som samfund kunne stille.

Jesper Olsen

Det kan være svært at afgive magten. Især mens man stadig er ret god til at forvalte den. Det tager en vis tid at opnå den dybe forståelse af en organisation og dens omgivelser og marked.

Hvis man har faste regler om, at man eksempelvis skal fratræde sin post efter en bestemt periode, kan det meget vel være, at det skal ske, mens man er allerbedst. Eller at der ikke ligger en arvtager, der ville kunne gøre det lige så godt. I hvert fald ikke fra dag ét.

Især i den situation kan det være svært både for ledelsen og organisationen ikke at falde for fristelsen og forlænge funktionsperioden. Men det vil være en fejl.

Men er der dygtige folk nok på det niveau? Det korte svar er ja. Det lidt længere svar er, at hvis ikke der er, er det udtryk for en samlet forsømmelse ikke at give plads og udvikle talenterne, eller man ser for lidt uden for de sikre snævre netværk.

Jeg er over den seneste tid blevet optaget af et begreb, som jeg kalder demokratisk risikospredning. I en fondsverden handler det også om, at vi skal fordele posterne på en bred kreds af personer og være åbne for andre typer.

Der er ikke bare nok, der gerne vil. Jeg er helt sikker på, at der også er nok, der kan. Også med de fornødne faglige kompetencer.

Især det sidste er vigtigt. Det er godt med et stort netværk. Det tror jeg, det er for enhver organisation, at dens øverste ledelse har. Men det kan aldrig overtrumfe kompetencer i mere klassisk forstand.

Jeg er helt med på, at der er forhold omkring fonde, der gør, at de skal have en del af deres indre liv for sig selv. Lige så meget som jeg generelt tror på åbenhed, tror jeg ikke på, at alle beslutninger bliver gode, hvis de skulle træffes i fuld åbenhed.

Vi har inden for den seneste tid set to meget synlige eksempler på den svære kunst at forvalte penge, der ikke tilhører nogen. 

Jesper Olsen

Det sagt tror jeg, at det ville være godt, hvis man arbejdede med en større grad af åbenhed i det daglige arbejde – også om det svære.

I et klassisk børsnoteret aktieselskab er der klare regler herfor. Fondsbørsmeddelelser er en del af dagligdagen. Det bagvedliggende hensyn er, at man skal sikre, at markedet fungerer på fair vilkår. At man ikke kan bruge insidervider til at berige sig eller ikke stille markedets aktører lige.

Det er nogle ret gode grunde, som kan overføres på andre – og måske i særdeleshed når det som i nogle af de store fonde ikke er "nogens penge". For der er nogle andre mekanismer, der skal bringes i spil, for at man vedblivende forvalter godt, sundt, økonomisk forsvarligt og ikke plejer egne interesser.

Jo større magt, jo større ansvar – og jo større krav må vi også som samfund kunne stille.

Vi har inden for den seneste tid set to meget synlige eksempler på den svære kunst at forvalte penge, der ikke tilhører nogen. Men er det de to undtagelser, der bekræfter reglen om, at alt er godt?

Eller er det netop to gode anledninger til, at alle får set egne processer igennem?

Det er i hvert fald altid en sund øvelse, der samlet vil gøre os som samfund mere robust, givet den vigtige samfundsbærende rolle, som fondsverden spiller.