Ingen praktikpladsgaranti på finansloven

FINANSLOV: En garanti for praktikplads på erhvervsuddannelserne kommer ikke på finansloven i denne omgang. Til gengæld vil regeringen oprette 1.500 ekstra skolepraktikpladser i 2012. Et plaster på såret, siger Venstre, der også sætter spørgsmålstegn ved finansieringen.
Foto: Colourbox.com

"En uddannelsesgaranti på erhvervsuddannelserne - med sikkerhed for praktikpladser."

Sådan står der i det regeringsgrundlag, de tre regeringspartier præsenterede i starten af måneden.

På torsdag præsenterer regeringen så dens første finanslov, men praktikpladsgarantien er ikke en del af statens budget for 2012.

Det bekræfter Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Troels Ravn.

"På sigt skal vi sikre, at der er en uddannelses- og praktikpladsgaranti for alle unge, men der er ingen deadline," siger han til Altinget.dk.

Flere i skolepraktik
I stedet for garantien vil regeringen oprette 1.500 ekstra praktikpladser i 2012. Til sammenligning var der ifølge Undervisningsministeriet 3.536 praktiksøgende elever i skolepraktik i slutningen af august.

Og selv om regeringen endnu ikke kan præsentere en praktikpladsgaranti - noget den altså har lovet at opfylde inden for regeringsperioden - er Troels Ravn tilfreds med aftalen.

"Det her er et skridt i den rigtige i retning, og det er positivt, at der nu er blevet afsat midler," siger han og forklarer, at indsatsen mod praktikmangel er "en indsats på to ben".

Spørgsmålet om praktikpladser vil nemlig blive taget op under trepartsforhandlingerne, der vil finde sted i løbet af foråret 2012.

Praktikpladsgarantien er et tomt valgløfte, for man kan ikke opfylde sådan en garanti.

Peter Juel Jensen (V)
Uddannelsesordfører

Et plaster på såret
Hos Venstre mener uddannelsesordfører Peter Juel Jensen imidlertid, at regeringen løber fra et løfte.

Den daværende opposition gav under valgkampen udtryk for, de ville indføre garantien med det samme, siger han.

Og ifølge ham er en praktikpladsgaranti slet ikke muligt i praksis.

"Jeg kan ikke se, hvordan den skal kunne skrues sammen. Det er et tomt valgløfte, for man kan ikke opfylde sådan en garanti," siger Peter Juel Jensen, der heller ikke har megen fidus til de 1500 ekstra skolepraktikpladser.

"Det er et plaster på såret," siger han.

Der er ikke noget, der hedder 100 procent i denne her verden, og set ud fra den måde økonomien er låst fast på, er det et flot initiativ fra regeringen

Kim Simonsen
Formand, Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne

DE-Lederne: "Lappeløsning"
Den mening deler direktør fra Danske Erhvervsskoler - Lederne, Lars Kunov. Selv kalder han flere skolepraktikpladser for en lappeløsning.

"Hvis man er gået i gang med en uddannelse, skal man også kunne gøre den færdig. Det kan man med alle andre ungdomsuddannelser. Og hvis man vil have, at erhvervsuddannelserne skal ligestilles med de gymnasiale uddannelser, er man nødt til at love, at de også kan gøre den færdig. Og hvis man ikke kan love dem det, så er alt andet i sidste ende lappeløsninger," siger Lars Kunov, som altså ikke mener, at regeringens tiltag vil løse noget.

"Det grundlæggende problem har man ikke ændret på. Det er et kraftigt signal til de unge mennesker," siger han.

DE-Bestyrelserne: "Super glad"
Anderledes positiv er formand for Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne, Kim Simonsen.

Han er med egne ord "super glad" for de 1.500 praktikpladser. De viser, at regeringen tager situationen alvorligt, siger han.

"Man kan altid lede efter hår i suppen. Jeg er glad for ethvert initiativ, der hjælper elever igennem uddannelserne. Der er ikke noget, der hedder 100 procent i denne her verden, og set ud fra den måde økonomien er låst fast på, er det et flot initiativ fra regeringen," siger Kim Simonsen.

Han forstår ikke, hvorfor Lars Kunov ikke er glad for de 1500 ekstra praktikpladser. Selv siger Kim Simonsen dog, at han allerede nu kender til flere af regeringens initiativer på erhvervsskoleområdet, og at det også påvirker hans syn på forslaget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Ravn

Fhv. MF (S) og byrådsmedlem, Vejen
lærer (Ribe Statsseminarium 1985)

Peter Juel-Jensen

MF (V)
linjeofficer (Frederiksberg Slot 1993), lærer (Hjørring Seminarium 2000)

Lars Kunov

Rådgiver, KunovConsult, fhv. direktør, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
major (1997), cand.jur. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00