Kommunalt optællingssystem er til ulempe for de små partier

Optællingsmetoden til kommunalvalget er til fordel for de store partier.

Det er en gammel sandhed, og den blev genbekræftet for nyligt af en undersøgelse af valgresultaterne fra det seneste kommunalvalg i november 2017. De store tabere blev de små partier: Alternativet, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Vinderne med det særlige kommunale optællingssystem er primært Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. De traditionelle borgmesterpartier.

Nørderierne først: I Danmark har vi et proportionalt valgsystem. Det betyder, at sammensætningen af den forsamling, der stemmes til, (så nogenlunde) afspejles af den andel af stemmerne som de respektive partier får ved det pågældende valg.

Det er i modsætning til det britiske system, hvor der til parlamentsvalgene stemmes i enkeltmandskredse, og kandidaten fra det parti, der får fleste stemmer, er valgt og resten af stemmerne i kredsen slet ikke tæller med.

Til folketingsvalg klarer vi det ved både at have kredsmandater og så en række tillægsmandater, der sikrer, at partierne får det antal mandater, de har stemmer til.

Når de sidste skal opgøres, bruger man den såkaldte største brøks metode. På almindeligt dansk sikrer man, at partierne så vidt muligt får det antal mandater, som deres stemmer berettiger til. Metoden kaldes populært den mest retfærdige optællingsmetode.

Metoden risikerer endda, at partier, der til sammen har flertal blandt vælgerne, ikke får flertal i kommunalbestyrelsen.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
MF, løsgænger og fhv. økonomi- og indenrigsminister

Retfærdighed kan du få i himlen, sagde min far til mig, når jeg var utilfreds som barn. Og sådan er det også for de mindre partier til kommunalvalg. Her bruger man nemlig en anden optællingsmetode, nemlig den d’Hondtske.

Metoden sikrer, at et parti, der har flertal blandt vælgerne, altid har flertal i kommunen. Men den er til ulempe for de små partier, der risikerer ikke at blive valgt ind, selv om de egentlig har stemmerne til det. Og metoden risikerer endda, at partier, der til sammen har flertal blandt vælgerne, ikke får flertal i kommunalbestyrelsen.

Den nye forskning viser, at denne tendens bliver yderligere forstærket, fordi den d’Hondtske metode også bliver brugt inden for valgforbundene mellem partierne.

Men når nu det er en gammel sandhed, og ny forskning endda bekræfter det, hvorfor gør politikerne så ikke noget ved det?

Det har man skam også forsøgt. Så sent som i foråret 2017 stillede Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten et fælles beslutningsforslag om at indføre største brøks metode til kommunalvalg.

Jeg husker det tydeligt. Jeg var nemlig økonomi- og indenrigsminister på det tidspunkt. Så det var min opgave at afvise forslaget, selv om jeg havde den allerstørste sympati for det.

Sagen er nemlig den, at de tre store borgmesterpartier, Socialdemokraterne, Venstre og Konservative, er imod. Og jeg sad i regering med de to sidstnævnte.

Det vil som beskrevet svække deres mulighed for at få absolut flertal i de kommuner, hvor de sidder på flæsket, hvis man skiftede optællingsmetode. Og magt er som bekendt både vanedannende og besværligt at dele.

Af samme årsag er det svært at få lirket lukketheden i den nugældende offentlighedslov op. Socialdemokratiet og Venstre er imod. Hvorfor opgive regler, der gør det nemmere at fastholde magten? Den demokratiske lovsang gemmes til grundlovsdag, mens man fornøjer sig med optællingen på valgdagen og med borgmesterkæderne de fire efterfølgende år.

Magt er som bekendt både vanedannende og besværligt at dele.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
MF, løsgænger og fhv. økonomi- og indenrigsminister

Skal der forandring til, kræver det altså, at vi får et Folketinget, hvor Socialdemokratiet, Venstre og Konservative ikke har flertal? Og måske Lars Løkkes Moderaterne? Han har jo også smagt magtens sødme… Eller også kræver det, at mindre partier går i regering med Socialdemokratiet eller Venstre og får held til at overtale dem til at demokratisere reglerne.

Og det er jo ikke helt utopisk. Som jeg forklarede ved den seneste behandling af dette spørgsmål i folketingssalen for lidt over fire år siden:

”Vi har lige behandlet to andre forslag på valgområdet, hvor det var lidt anderledes, hvordan regeringspartierne havde stillet sig ved den seneste lejlighed, og sådan er det. Nogle gange bliver det, som man selv mente – det gjorde det så i de to forrige – og den her gang bliver det, som andre mente”.

Så håbet lever, selv om det nok ikke ligger på den flade.