Inger Støjberg udløste sit eget fald

Da Cæsar i år 44 f.Kr. blev advaret om, at han ville blive angrebet på den midterste dag i marts – idus martiae, eller Ides of March på engelsk – slog han det hen. Da datoen oprandt, koketterede han med, at nu var dagen var kommet. Ja, svarede en af hans rådgivere, men den er endnu ikke overstået.

En sen tirsdag i december 2020 blev Støjbergs Ides of March – den dag, hun som Cæsar blev myrdet af sine egne.

Nøjagtig som Cæsar var hun behørigt advaret. Og nøjagtig som den romerske kejser antog hun alt for længe, at hun var urørlig.

Beruset af folkets hyldest
Der er på den måde noget sært fascinerende over historien om Inger Støjberg.

I fire år har hun haft mulighed for at dæmpe sin retorik og afdramatisere sagen om de unge asylpar – eller måske lukke den med en undskyldning.

Men i stedet er det, som om Inger Støjberg er blevet mere og mere opsat på at slås, i takt med at hendes forklaringer er blevet pillet fra hinanden af fakta, frembragt af kritiske journalister og krakilske advokater i Instrukskommissionen.

Som en kriger beruset af folkets hyldest er hun stolt vandret frem mod det næste slag med sin faste formulering om, at hun næsten ikke kan beskrive, hvor inderligt hun er imod det ækle fænomen, som barnebrude er.

På den måde udløste Inger Støjberg sit eget fald.

Hendes kompromisløse insisteren på at tale om barnebrude, mens andre talte om lovbrud, tvang et flertal til at nedsætte Instrukskommissionen. Den tvang Ellemann til at fælde hende. Og om få uger vil den formentlig tvinge Folketinget til at anlægge sag ved Rigsretten for første gang i 27 år.

Kunne være ordnet med en næse 
Har man læst rapporten fra Instrukskommissionen, er der næppe nogen tvivl: Inger Støjberg var fuldstændig klar over, at det var ulovligt at adskille alle unge asylpar uden mulighed for undtagelser. Hun måtte også vide, at de svar, hun både mundtligt og skriftligt gav Folketinget, var misvisende eller vildledende.

Dermed er loven om ministres ansvar overtrådt på to måder: Ministre kan straffes, hvis de er vidende om ulovligheder, men undlader at standse dem. Og de kan straffes, hvis de lyver for Folketinget.

Men dermed ikke sagt, at sagen automatisk ender i rigsretten. Der er adskillige eksempler på ministre, der har løjet for Folketinget eller stået i spidsen for tvivlsomme tiltag uden at ende med en rigsretssag.

Normen er, at Folketinget anvender nogle af de mindre dramatiske værktøjer, som politikerne råder over, når de skal irettesætte deres kolleger.

Den milde version er kritik i form af en såkaldt næse fra det relevante udvalg i Folketinget. I grovere sager kan politikerne vælge at formulere næsen som en beslutning, hele Folketinget stemmer om. Og næste trin er selvsagt, at en minister tvinges til at gå af, som det skete for nylig for fødevareminister Mogens Jensen (S).

Der skal meget til, før et flertal i Folketinget vælger at nedsætte en kommissionsundersøgelse. Og der skal endnu mere til, før et flertal reagerer på sådan en undersøgelse ved at kræve en rigsretssag.

Ville ikke afdramatisere
Man kan aldrig vide, hvordan historien ellers kunne have udspillet sig, men det er sandsynligt, at sagen om de unge asylpar kunne være standset langt tidligere.

Hvis Inger Støjberg tidligt i forløbet havde erkendt, at hun havde begået en fejl ved at udsende den kontroversielle pressemeddelelse i marts 2016, var pressen måske ikke begyndt at grave dybere i sagen.

Og hvis hun var gået af som minister i VLAK-regeringen, da de belastende oplysninger for alvor dukkede op i 2018, er det svært at forestille sig, at Folketinget senere ville have brugt kræfter på en langvarig kommissionsundersøgelse af sagen.

Men Inger Støjberg stod fast – i øvrigt med fuld opbakning fra sit eget parti og mange andre, som beskrevet i denne artikel.

Derfor endte det med, at det nye flertal i Folketinget nedsatte Instrukskommissionen i 2019. Og igen har der været adskillige lejligheder for Inger Støjberg til at afdramatisere sagen eller beklage sin egen rolle.

Men hun har konsekvent gjort det modsatte.

For eller imod barnebrude

Under afhøringerne i kommissionen har hun holdt fast i en meget tvivlsom fortælling om, at hun aldrig betragtede den kontroversielle pressemeddelelse fra 2016 som en instruks – også selv om hun dengang netop konsekvent omtalte den som en instruks.

Og på sociale medier har hun insisteret på, at hele sagen handler om at være for eller imod barnebrude, selv om enhver kunne se, det ikke var sagens kerne.

På den måde har Støjberg måske nok høstet mange likes fra sine Facebook-følgere og stor ros fra både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige; men hun har samtidig gjort det stadig mere svært for sine partifæller at bakke hende op.

Næste skridt er rigsretten
Ikke desto mindre har de forsøgt. Så sent som midt i december forsøgte Jakob Ellemann-Jensen at være solidarisk med Inger Støjberg, da han i sin første kommentar til rapporten fra Instrukskommissionen overtog hendes argument om, at der ikke er fundet nogen direkte ordre fra Støjberg om at begå ulovligheder.

Problemet med det udsagn er, at det ikke har så meget med sagen at gøre. Der behøver ikke foreligge en ordre; det er nok, at en minister har været vidende om de ulovlige forhold og har undladt at gribe ind.

Hvad nu, hvis Inger Støjberg havde reageret på rapporten med en uforbeholden undskyldning og erkendelse af de fejl, som juristerne peger på?

Kan man forestille sig, at et flertal i så fald havde foretrukket at udstyre Støjberg med en næse så stor, at hun kunne lugte sig selv i nakken – men så i øvrigt lægge sagen til ro?

Vi kan ikke vide det. Men det er nemt at forstå, at Folketinget følte sig tvunget til at følge op på sagen, når nu Støjberg fortsat benægter at have gjort noget galt.

Det er blevet et spørgsmål om principper.

Derfor er to advokater nu ved at vurdere, om en rigsretssag mod Inger Støjberg realistisk vil føre til en dom. Baseret på Instrukskommissionens rapport er det meget sandsynligt, at deres svar vil være ja.

Dermed er det efterhånden svært at se nogen begrundelse for, at Folketinget pludselig skulle lægge sagen tilbage i skuffen.

Terningen er kastet
Hvis sagen bliver droppet nu, er der ingen tvivl om, at Inger Støjberg og hendes støtter i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil fejre det som en sejr og som et bevis på, at hele sagen fra begyndelsen har været et politisk komplot.

Støjberg har på den måde tvunget sine modstandere til at føre sagen til ende, uanset om de har lyst eller ej.

Efter tirsdagens dramatiske møde i Venstres forretningsudvalg, opsummeres sagen måske bedst med et berømt citat, der tilskrives Julius Cæsar: Terningen er kastet.

Og nøjagtig som Cæsar selv valgte at krydse floden Rubicon, er det Inger Støjberg selv, der har valgt at optrappe sagen om unge asylbrude, så den nu sandsynligvis ender i Rigsretten. Hun har udløst sit eget fald.