Interview med KD-formand Stig Grenov: En pæn mand i en brutal tid på en svær mission

"Hvis vi nedlagde os selv og genopstod som de grøn-lyseblå i morgen, ville pressen stå i kø for at høre, hvad vi havde at sige. Det er vores styrke at være et kendt parti. Så ved folk, vi ikke er en døgnflue. Det er samtidig vores problem, når folk sjældent hører os ad, fordi de ved, hvad vi mener i forvejen – eller tror, at de ved det,” siger Stig Grenov bag rattet i Fiat Puntoen.

Det var på en måde Grenovs egen idé at tage det her roadtrip. Op til kommunalvalget havde Hørsholm Posten spurgt kandidaterne, hvem de gerne ville på roadtrip med. Folk kører ikke på roadtrip med kristendemokrater, svarede Grenov spøgefuldt.

Så nu måtte fotografen og jeg på roadtrip med Grenov, fra denne tidlige morgenstund i maj, kyst til kyst mod Ringkøbing-Skjern Kommune. For at blive klogere på, hvorfor han gør det. Hvorfor de gør det. Fire valg er der gået, siden partiet forlod Folketinget i 2005, og næste valgkamp er de der alligevel igen.

På dette roadtrip skal vi på værested i Skjern, besøge en trængt landmand i Videbæk og slutte af i Hedensted – og undervejs finde ud af, hvad Kristendemokraterne egentlig vil.

Hvis vi taler sammen privat, fortæller jeg dig gerne om Jesus, og hvordan han er den sejeste ven, du kan have. Men det er ikke min opgave som politiker at missionere eller kun arbejde for kristne vælgere.

Stig Grenov

Hjulene sættes i gang
Allerede fra morgenstunden er Stig Grenov hjertelig og lattermild. Han virker som et morgenmenneske. Andre – som for eksempel undertegnede – skal lige bruge en time eller to for at komme i gang, før vi tager hul på de store spørgsmål i bilen.

Stig Grenov, hvad adskiller Kristendemokraterne fra så mange andre politikere?

”En ting er, at andre partier er materialistisk funderede. Vi er ikke primært et fordelingspolitisk parti. Vi tager udgangspunkt i det gode liv for det enkelte menneske frem for en kassetænkning,” svarer manden bag rattet.

Så vant en politiker er Grenov, at han forstår værdien i det konkrete eksempel fra morgenens radioavis. Det vil blive muligt at smide hele familier ud af lejligheder, hvis en enkelt person render og begår kriminalitet.

”Det kan da godt være, det er nødvendigt nogle steder. Mit problem er bare, at diskussionen er stoppet der. Skulle vi ikke også snakke om, hvad der sker med de mennesker bagefter? Hvad vi kan gøre for den familie, så lillebror ikke også bliver kriminel?” spørger Grenov.

Han tjekker lige, han holder sig inden for fartgrænsen. I de tidlige morgentimer er det nemt at komme ud af byen.

”Vi skal jo til Vestjylland nu. Vestjylland er danmarksmester i integration, fordi der er så mange frivillige foreninger. Det er der, man kommer nogen vegne med mennesker. I stedet for at prøve at redde Danmark med etårige børn i institutioner og heldagsskole, og hvad ved jeg ...”

Det med børn og unge og uddannelse vender vi tilbage til, for det har den storsnakkende mand rigeligt at sige om. Passende nok, også i lyset af at manden jo er lærer. Kristendemokrat har han kun været siden 2005. Men efter den konservative afhopper og MF Per Ørum Jørgensen ikke havde held til at sikre partiet nok stemmer i 2011, blev Stig Grenov enstemmigt valgt som ny leder. Selvom han hverken dengang eller nu er blevet folkevalgt politiker:

”I 2017 fik jeg knap 100 stemmer i Hørsholm. Det var en fremgang. Jeg befinder mig i et konservativt rum, vi er ikke inde i det politiske game. Jeg havde egentlig heller ikke regnet med at komme ind, men vi gjorde os godt bemærket, og det tæller alt sammen.”

Andre steder gik det godt for partiet, der fik ni kommunalpolitikere og et regionsrådsmedlem. Flest af dem – seks styk byrødder – er netop i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor vi er på vej hen.

Velkommen i den grønne lund
Grenov kender en lund langs den fynske motorvej. Han har chokoladecroissanter med – en last skal man jo have – og snart sidder vi bænket og snakker om forholdet mellem politiker og presse.

Hvad lærte du om folketingsvalg i valgkampen 2015, som du kan bruge næste gang?

”Jeg er forberedt på, jeg ikke har nogen venner. Selv når man deltager i udsendelser, der giver sig ud for det ene, kan dagsordenen være en anden.”

Altså, at pressen har en anden dagsorden?

”Jeg tror, jeg er den eneste partileder, der er blevet spurgt, om jeg tror på Jesu Kristi genopstandelse. Det står jeg gerne ved. Men i en udsendelse, hvor man skal diskutere politik, har det kun det formål at tegne et billede af religiøs politik. Det var religionsfobisk,” siger Stig Grenov.

Det er ikke hele journaliststanden, han skyder på, understreger Grenov. Han er meget bevidst om, han ikke skal misforstås. Det er sket et par gange undervejs, mener han.

Kristelig rock over Fyn
Vi har bedt partilederen om at tage noget musik med på roadtrip. Det bliver DC Talks Jesus Freak-plade fra 1995. Så er der kristen rock ud fra højttalerne. Titelnummeret handler om at stå ved sin kristentro, selvom nogen måske griner af dig:

”I don’t really care if they label me a Jesus Freak, there ain’t no disguising the truth,” synger DC Talk, mens Puntoen suser over Fyn mod Jylland.

Det er ikke, fordi vognen altid er fuld af kristelig musik. Det er et indslag fra et humoristisk, selvironisk menneske. I samme stil som når Alternativet laver sjov med at være gøglere, eller Dansk Folkeparti serverer stegt flæsk. Politik er nu engang ikke mission, præciserer Stig Grenov:

”Hvis vi taler sammen privat, fortæller jeg dig gerne om Jesus, og hvordan han er den sejeste ven, du kan have. Men det er ikke min opgave som politiker at missionere eller kun arbejde for kristne vælgere. Derfor kan jeg selvfølgelig stadig have politiske holdninger, der kommer ud fra en kristen livsholdning.”

Om at navigere i landskabet
Vel ankommet til hovedlandet prøver vi med GPS’ens hjælp at navigere rigtigt rundt til Skjern.

”Der er et sted i København, hvor den siger ’hold til venstre’, hvor man så skal dreje til højre. Jeg stoler ikke på helt på den. Man må se godt efter.”

Jeg gør Grenov opmærksom på det lidt morsomme i, at han som formand for et midterparti er lidt i tvivl om højre- eller venstredrejninger. Her minder jeg om bibelordet, at man ikke kan tjene to herrer samtidig, og kristendemokraten klukker lidt.

”Ja, den her rød-blå eller højre-venstre-måde at tænke på … det passer ret dårligt til os kristendemokrater. Men jo, vi er nødt til at sige, hvem vi peger på, og vi peger på Lars Løkke.”

Kristendemokraterne – som dengang hed Kristeligt Folkeparti – har en enkelt gang deltaget i en socialdemokratisk regering. Det var Nyrups første regering 1993-1994. Kristeligt Folkeparti røg derefter ud af Folketinget og fik comeback igen i 1998 som et blåt parti.

”Vi fik ellers meget gennemført med Nyrup på den korte tid. Men vi var ikke gode nok til at sælge vores resultater til vælgerne,” konstaterer Stig Grenov. Snart er vi ved Café Værestedet, som viser sig at være et parcelhus i et villakvarter i Skjern. Det er også kristne værdier, værestedet hører under KFUM. Inden vi stiger ud, vil Grenov gerne sige nogle ord om civilsamfundets betydning.

”Det er fint at have gode offentligt ansatte til at løse vigtige opgaver. Men hvad nu, når klokken bliver mange, og kontoret er lukket? Man kan nå mennesker på en anden måde herinde, hvor klienten ikke bare er en ny sag i et system.

Det er en grundlæggende forskel mellem kristendemokrater og socialister, der mener, staten skal gøre det hele.”

Tanker fra et værested
Café Værestedets leder, Marianne, tager imod. Villaens dagligstue er godt fyldt med værestedets brugere. Dem er der blevet flere af de senere år, fortæller Marianne.

Der er også politikere til stede, Hanne Simonsen fra Ringkøbing-Skjerns byråd og Marianne Karlsmose, tidligere KD-formand og partiets eneste regionsrådsmedlem. Jeg spørger, hvorfor de er så populære i Ringkøbing og omegn. De har haft en populær, karismatisk frontfigur i Kristian Andersen, som næsten blev borgmester. Samtidig har de været gode til at understrege, at kommunen, som fysisk set er landets største, skal være for alle borgere og ikke kun de større byer.

Vi taler lidt om Grenovs chancer. Alternativet, som heller ingen troede, kunne komme nogen steder. Men de fik skabt en mediedagsorden, hvor de ikke var til at komme udenom. Kristendemokraterne har måske en chance på landsplan, siger jeg til KD’erne, hvis de kan komme med nogle klare udmeldinger og ramme ned i en værdidebat.

”Ja, jeg håber, vi især kan komme til at tale meget om de ufødte liv,” siger Hanne Simonsen.

Mens Stig Grenov er et andet sted, prøver jeg at være slangen i paradis. Hvorfor egentlig gå op i Folketinget? Hvis nu bare KD nøjedes med at orientere sig lokalt og regionalt, ville der være flere ressourcer til at få valgt folk som Simonsen og Karlsmose. De lader sig dog ikke friste.

”Hvis vi skal rykke på de store linjer, er vi nødt til at have indflydelse på lovgivningen,” siger Marianne Karlsmose.

Kagen bliver skåret, kaffekopperne klinker, snakken går, og partiet er intakt. Efterhånden skal vi videre. Ombord i Puntoen og videre i det vestjyske.

En sag om liv og død
Et tema hænger stadig ved i min bevidsthed. Det med aborterne. Også fordi Kristeligt Folkepartis gennembrud i 1973 blandt andet hang sammen med, at aborten var givet fri kort forinden.

Formand Grenov, hvor står partiet nu vedrørende abort?

”Vi har vedtaget med massivt flertal på vores landsmøde, at vi vil have det som i Tyskland: Når man ønsker en abort, skal man oplyses lægefagligt om, hvor langt barnet er i sin udvikling, og hvilke risici man udsætter sig for – her tænker jeg også psykologisk. For vi går ind for det oplyste menneske, der ikke skal lukke øjnene. Vi har videnskaben på vores side, når vi siger, livet starter ved befrugtningen, og abort er drab, at slå et menneskeliv ihjel.”

Javel, men hvis nu fosteret virkelig er et menneskeliv med et menneskes rettigheder, skulle I vel logisk gå ud og sige, at under ingen omstændigheder kan I acceptere, det skulle være gyldigt med 15.000 statsgodkendte drab årligt, rådgivning eller ej?

”Først skal jeg lige understrege, at jeg ikke kalder nogen for mordere, som benytter sig af den her legaliserede mulighed. Hvis vi vil nå et medmenneske, har vi reelt kun den mulighed at oplyse folk om deres muligheder. Mange ville alligevel tage til udlandet og få aborter. Går jeg nu ud og råber om forbud, får vi ikke andet end skyld og skyldfølelse ud af det, og det nytter ikke noget,” forklarer Stig Grenov.

Folketinget set fra Videbæk
I Videbæk bor landmanden Niels Peter, som har en svinebedrift. Det vides ikke, om han selv er kristendemokrat. Det vides, at han er højst utilfreds, fordi man vil trække højspændingsledninger hen over hans grund. Det er et stort og vigtigt projekt at trække disse ledninger hele vejen til grænsen. Men det vil forringe værdien af folks ejendom, i kroner og øre såvel som i livsglæde, forstår vi.

Niels Peter viser rundt på gården og taler sin sag hen over kaffe og kage. Stig Grenov lytter. Det er sådan en sag, der gør, at lokalpolitik ikke er nok for Kristendemokraterne, fortæller Grenov tilbage i bilen. For dette kan kun løses af regering og Folketing.

”Selvom vi ikke sidder der endnu, så har vi faktisk en lille mulighed for at påvirke landspolitik, fordi vi er i spil i forhold til Christiansborg. Jeg har allerede skrevet til omegnsbladene. Det, at de andre partier ved, at vi er derude, og vi puster til den her ild, giver dønninger inde på Christiansborg.”

Jeg tænker, at hvis de virkelig har sådan en position på disse kanter, burde de måske satse hele butikken på et stærkt valg i Vestjylland. Der er en relativt ukendt paragraf i valgloven, som betyder, at et stort antal vælgere i en enkelt del af landet kan give valg til Folketinget, selv uden at partiet er over spærregrænsen.

”Ja, det ved jeg godt, og jeg ville tage imod det med kyshånd. Men jeg tror ikke, at vi får nogen mandater i Vestjylland uden samtidig at få to procent på landsplan,” svarer Grenov.

De ringer fra Herning Folkeblad.

”Det, som er problemet i det her, er, at man ikke lytter til den lokale borger,” siger Stig Grenov til lokalavisen.

Midt i en reformtid
Partilederen og jeg taler lidt videre om det med den lokale borger. De lokale kristendemokrater var jo inde på noget af det samme. De store reformer af blandt andet kommuner i nullerne har kostet dyrt, mener Kristendemokraterne. Der er blevet langt mellem borgeren og magten.

Vil du gerne rulle strukturreformen tilbage?

”Hvis jeg kunne, så ja. Det mest realistiske er, at vi begynder en anden opdeling af enheder med lokale råd. Det vil selvfølgelig være et ekstra led og kunne også blive bureaukratisk – jeg skal lige se, at jeg ikke kører for stærkt – 80 kilometer i timen må man køre her …”

Lige nu spiller radioen Fleetwood Macs Don’t Stop Thinking About Tomorrow. Den optimistiske, opbyggelige sang, som Bill Clinton brugte i sine valgkampe. Grenov synger lidt med og trommer med fingrene i takt på rattet. Han har virkelig noget med opbyggelig musik. Puntoen får alt, hvad den kan trække – altså alt inden for landets færdselslov og hensyntagen til køreforhold, altså.

Hvor i alverden er vi egentlig, Stig?

”På prærien! Pas på ulve og bisoner!”

Rejsen ind i udrejsecenteret
Det næste punkt på dagsordenen er noget tungere: Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune. Her bor folk, der formelt ikke har lov at være i Danmark. 

Stig Grenov kender til forskellige komplicerede sager om iranske kristne, der sidder tilbage i Nordsjælland, fortæller han.

Har Danmark et særligt ansvar for verdens kristne i forhold til for eksempel jøder eller muslimer?

”Nej, i den forstand handler det ikke om, at de er kristne, men at de er mennesker.”

Kan en stat udøve næstekærlighed?

”Nej, men staten kan sørge for, at næstekærligheden kan trives blandt civilbefolkningen.”

Prærien bliver til skoven. Det drejer sig vistnok om fyrretræer og rødgraner, siger skolelæreren. Snart er vi ankommet til Kærshovedgårds udrejsecenter, hvor vi bliver mødt af nogle af Indre Missions frivillige.

Vi møder også A, en iraner, som ikke vil tilbage til Iran. Det er blevet en smuk dag i det midtjyske. Mange af centerets beboere er trukket udenfor og sidder i klynger og ryger og snakker. A inviterer selskabet op på det lille værelse, hvor han bor. Han skænker te og taler med Stig Grenov og de frivillige om hans problem. Han er meget bekymret for at blive sendt tilbage til Iran, for der skal man være muslim for at have et ordentligt liv, og han vil ikke være muslim, fortæller han.

På vejen ud kommer vagterne fra Kriminalforsorgen. De mistænker, at nogen har taget billeder inde på centeret. Det er ikke rigtigt, og nu bliver Stig Grenov indigneret.

”Her er min telefon, skal vi gå den igennem for billeder,” udbryder Grenov og slår ud med armene.

Et udrejsecenter er et nervøst sted, selv på en sommerdag, men det bliver ikke til et nærmere tjek af Grenovs telefon. Vi tager afsked, sætter os ind i vognen og sætter kurs mod sidste stop i Hedensted.

Et demonstrativt fravær af menneske
Nå Stig, hvad fik du ud af besøget på Kærshovedgård?

”Jeg kom for at se menneskene. Nu har jeg de mennesker på nethinden, der sad der og nød solen. Det så jo meget godt ud, og det virker som gode, reelle bygninger også. Men jeg bemærker samtidig, når der intet er på væggene inde i spisesalen. Der er ikke noget, der antyder hygge eller menneske; det virker nærmest demonstrativt.”

Men der foreligger da ikke noget i politik eller lovgivning, der forbyder hygge eller menneske?

”Jeg ved, at da man startede centeret, pillede man fjernsyn ned, fordi det sandelig ikke skulle være for godt.”

Skylder man et fjernsyn til folk, der ikke engang har lovligt ophold i dette land?

”Jamen, jeg siger ikke, at nu skal de afviste asylansøgere alle sammen have fjernsyn. Men nu var der altså de fjernsyn i forvejen, og så er det da en voldsom handling aktivt at tage det ned bare for at forringe folks liv og muligheder.”

Hvordan hænger det sammen, at I vil have et opgør med Støjbergs politik, men samtidig støtter en statsminister, der stensikkert vil genudpege hende?

”Vi skal jo netop ind for at præge. For at trække i den retning, vi kender fra politikere som Venstres Poul Hartling eller konservative Poul Møller. De viste, man sagtens kan være økonomisk ansvarlig og samtidig have hjerte for det medmenneske, der ligger ned.”

Jagten på det fejlbarlige
Ude på de små veje kommer jeg i tanke om noget fra tidligere, Grenov sagde med at få ”synderne tilbage i samfundet”.

Hvad mente du med det?

”Ja, det er selvfølgelig ikke synden, jeg efterlyser. Det er det fejlbarlige menneske, jeg ønsker anerkendt igen. Tænk, vi har studerende, der lader sig dumpe til eksamen, fordi de ikke vil nøjes med en almindelig karakter, men vil til reeksamen for et 12-tal. Det er, som om vi absolut skal leve det perfekte liv. Det skal vi ikke, for det kan vi ikke.”

Stig Grenov kan tale rigtig længe om unge mennesker og deres uddannelse.

”Rane og Eske (Willerslev, red.) var ved at drive mig til vanvid, da jeg underviste dem som ung lærer i Hellerup. Du kan tro, der var ramaskrig, da de skulle på gymnasiet! Først senere begyndte man at se, de havde noget helt særligt, og nu er de nogle af vores store forskere.”

De fleste børn har vel ikke forudsætninger som brødrene Willerslev?

”Jeg siger bare, uddannelse ikke handler om at fylde en spand. Det handler om at tænde en ild! Også for de børn, der ikke skal være forskere. Men den etablerede dagsorden er, at vores børn presses hurtigst muligt frem …”

Stig Grenov taler stadig hurtigere:

”… så lige nu nyttiggør man bare barndommen, gør den til et tandhjul i vores samfundsmaskineri. Bare for at vi kan få hurtigst muligt uddannede voksne, der kan konkurrere med kineserne og skabe et større bruttonationalprodukt, så vi igen kan sænke skatten og få mere velfærd … men undervejs manglede vi at få sjælen med!”

Undervejs er vi også faret vild i mere jordnær forstand, og det er for god ordens skyld journalistens skyld og ikke chaufførens. Jeg skulle aldrig have overtaget det GPS-ansvar. Vi ruller rundt mellem skov og fantasiløst fabrikskvarter uden for Hedensted.

”Her har vi vist været før,” klukker Stig Grenov.

Jeg mumler noget om, at han jo angivelig godt vidste, man ikke skal stole på journalister.

Den flinke udfordring
Ved nærmere eftersyn er sjælen godt med i Hedensted. Grenov møder de lokale kommunalpolitikere og skal tale om integration.

Vi tager ud til en café, der er civilsamfund, når det er bedst. Her sidder mennesker af alle aldre og etniske herkomster og sociale baggrunde. Nogle sidder med en gammel kopi af en gammel avis fra befrielsen og får besked om, hvorfor 4.-5. maj er vigtige datoer i Danmark.

Det giver håb for fremtiden. Men omfatter fremtiden også Kristendemokraterne og Stig Grenov som politiker?

Min analyse: Skal man bryde igennem politisk, skal man virke farlig. Eller være forhadt eller blive latterliggjort og allerhelst det hele på en gang, og så vinder man alligevel til sidst. Ligesom Uffe Elbæk, Pia Kjærsgaard og Donald Trump.

Eller Jesus Kristus, sagt uden sammenligning i øvrigt. Så hvis Grenovs force er, at han er en rigtig flink fyr, er det måske også hans ulempe. Ingen frygter og foragter den flinke mand, og så bliver han hurtigt overset. Han kan jo ikke suse rundt et par timer med alle vælgerne.

Jeg gengiver min analyse, inden vi skilles ad efter roadtrippet på Hedensted Station. Stig Grenov køber den ikke hundrede procent. Og han kan ikke grundlæggende lave om på sig selv, som han siger på stationen:

”Men jo, du har en pointe i, at sådan kører man politik i dag. Nogle gange må vi også skærpe vores budskaber ultrakort og så vente med nuancerne til bagefter. Jeg tror, der må være en plads til os. Ellers går vi ned på at bevare ordentligheden. Jeg nægter at prostituere mig selv som partiformand. Jeg vil hellere tabe et valg som leder af et seriøst parti, end jeg vil råbe og skrige for medieomtale til fire mandater.”