Isabella Arendt: Engang handlede kvindekampen om friheden til at arbejde. I dag handler den om friheden til at lade være

Forsimplende logik

Det er alt for simpelt at sige, at man er hjemmegående, fordi man vælger arbejdslivet fra med dets belastninger og indtjeningsmuligheder. Virkeligheden er jo, at de fleste hjemmegående kvinder vælger familien til.

Vi mangler ganske enkelt fokus på, hvad der findes derhjemme.

Familien er jo netop meget mere end fordelingen af husligt arbejde og mental load. Det er for mange forældre også den største glæde i livet at være netop forældre. Børnenes små fødder en rolig morgen. Tid til at stoppe op og kigge på en snegl og mærke, at den er både hård, blød og slimet. Smilene, når roen sænker sig og barndommen får lov til at forløbe i sit eget tempo.

Var hele formålet med feminismen og kvindefrigørelsen ikke netop, at kvinderne skulle frigøres?

Isabella Arendt

Det undrer mig gang på gang, at så mange feminister har ondt af andre kvinders frie valg, fordi de vælger anderledes end flertallet. Hele præmissen i Løje Nielsens, Nina Smith og andre feministers indlæg om kvinder og økonomi er, at det er et problem, at kvinder vælger økonomi fra til fordel for hjem, børn og familie.

Det handler ikke om, at pension og løn ikke betyder noget. Særligt hvis forældrene bliver skilt senere i livet, er det jo rigtigt, at forskellen bliver tydelig. Jeg tillader mig bare at spørge, om det måske kan være et bevidst valg.

Var hele formålet med feminismen og kvindefrigørelsen ikke netop, at kvinderne skulle frigøres? Frigøres fra formynderi og stramme normer. Frigøres fra bedrevidende mennesker i samfundet, som vil bestemme, hvordan det gode kvindeliv skal se ud?

Dengang handlede det om friheden til at arbejde. I dag handler det om friheden til at lade være for en stund.

Tid er uvurderligt

Meningen med livet kan se meget forskellig ud. Selv nyder jeg ofte at arbejde og beskæftige mig med politiske sager, der er værd at kæmpe for. Kvinders frihed eksempelvis. Men jeg har også været på deltid, da men første datter var lille. Fordi tiden var værdifuld netop dér.

Meningen med livet findes i meget andet end titler og pensionsformuer. Jeg tør godt vædde hele min pension på, at hjemmegående kvinder har meningsfulde liv – også når de en dag bliver gamle og ser tilbage på tiden med små børn og ingen løn.

Hvor meget er minderne fra børnenes første år værd i investeringsvillig kapital?

Isabella Arendt

For hvordan vil Løje Nielsen og andre penge-fikserede feminister regne børnelatter med? Hvor meget må det koste at lære sine børn at cykle? At se stoltheden, når det lykkes? Hvor meget er fuldamning værd på karrierestigen? Hvor meget er minderne fra børnenes første år værd i investeringsvillig kapital? Nej vel?

Barndommen er kendetegnet ved, at tid bliver en ufatteligt dyrebar ressource. Det er pensionsindbetalinger og løn ikke.

Jeg kan vælge at tjene mere senere i livet. Jeg kan vælge at investere mere, når jeg fylder 50. Jeg kan vælge at tage to jobs, når børnene flytter hjemmefra.

Men lige nu kan jeg vælge at lave julenisser med min datter på tre. Jeg kan vælge at tage en lang barsel med min yngste datter om lidt. Hun skal kun ammes én gang. Hvis jeg ikke prioriterer tiden med hende lige i dette dyrebare øjeblik i livet, så kommer chancen aldrig tilbage. Jeg kan ikke amme hende, når jeg bliver 50. Jeg kan ikke se barnlig juleglæde i øjnene dobbelt så meget om ti år.

Jeg kan ikke indhente mine børns barndom. Men jeg kan indhente løn og pension – hvis jeg vil.

Ligestilling handler om frihed

Det er fattigt at reducere menneskelivets mening til løn og pension. Ligestilling må og skal handle om frihed. Frihed til at leve et liv, som er godt og meningsfuld for os selv hver især. Fri for samfundets fordømmende bedrevidenhed og offergørelse af dem, som vælger noget andet end normen.

Og nu vi er ved kvindernes valg eller fravalg, kunne vi måske også bruge at drøfte mændenes valg og muligheder. Alt for få mænd arbejder steder, hvor der er kultur for deltidsjob og hjemmepasning. Vi har brug for at tale hjemmets betydning op for fædrene også.

Rigdom og mening er jo heldigvis mere, end vi kan måle i kroner og ører.

Isabella Arendt

Det kunne jo lige så godt være far, som gik hjemme i en årrække. Den kultur bliver bare talt meget lidt om.

Når jeg argumenterer for hjemmepasning som en frivillig mulighed, er det jo ikke ensbetydende med, at det er kvinderne, som skal bruge muligheden. Det kan lige så godt være mændene. Men det gør de sjældent. Det er ærgerligt.

Så skulle jeg endelig bekymre mig om pensionisttilværelsen på vegne af danskerne, så kan jeg godt være bekymret for, at der sidder mange mænd derude med en formue på kontoen og for få børneminder i hukommelsen. Det kan vi ikke lovgive om, men i debatten om familie, børn, arbejdsliv og kultur, er det ofte mændene, jeg har mest ondt af.

Og så må jeg altså insistere på, at alle debatter om særligt forældres valg i livet også medregner netop børnene og familien.

Jeg ved ikke, hvordan mit liv ser ud, når jeg skal på pension. Men jeg har en klar fornemmelse af, at jeg engang om mange år, når jeg sover ind i en plejehjemsseng, vil tænke markant mere tilbage på min treårige datters julelys i øjnene end på den ekstra lønstigning eller pensionsindbetaling, jeg kunne have fået, hvis jeg havde arbejdet lidt mere.

Og så tror jeg faktisk, at jeg får en rig pensionstilværelse alligevel. Rigdom og mening er jo heldigvis mere, end vi kan måle i kroner og ører.