Jæger efter ulvedrab: Faunaforbrydelser skal efterforskes og straffes hårdere

For nogle få dage siden udtalte John Jensen, formand for Hovborg Jagtforening, som er en lokalafdeling af foreningen Dansk Land- & Strandjagt, til avisen Jydske Vestkysten:

"Debatten om ulven har fået ny næring af, at de folk på Aarhus Universitet, som holder øje med ulvene, mener, at der mangler ti ulve, som tidligere har været her i landet. Det regnestykke kan jeg nu ikke forstå, for ifølge den optælling, jeg har set, er der skudt en del flere. Det fører man statistik over i jagtkredse".

Altså en vestjysk jagtforeningsformand, som erklærer, at man i hans omgangskreds fører statistik over ulovligt nedlagte ulve, og at han har set "optællingen".

John Jensen drager desuden analogier imellem faunaforbrydere, som efterstræber ulve, og de kvinder og mænd, som gav deres liv for Danmarks frihed i kamp imod tyskere under besættelsen.

Jægere udgør ikke et lyssky broderskab
Indledningsvis vil jeg gerne slå fast med syvtommersøm, at jeg ikke tror et øjeblik på, at der føres nogen form for troværdig statistik over illegale ulvedrab i en lille hård kerne af vrede vestjyske jægere, ligesom jeg ikke tror på, at disse typer skulle have nedlagt flere ulve end forskerne har styr på.

Det er helt enkelt ikke plausibelt, og mit gæt er, at politiet kan lægge udtalelsen over i den voksende stak af ubekræftede rygter om illegal ulvejagt i Danmark.

Men det rokker desværre ikke ved, at der tydeligvis findes jagttegnsløsere, for hvem illegal jagt på ulve kan sidestilles med frihedskamp imod en brutal besættelsesmagt. Det finder jeg ganske skræmmende.

At indløse sit jagttegn er ikke det samme som at melde sig ind i et lyssky broderskab baseret på organiseret kriminalitet og en udbredt tavshedskultur

Jens Ulrik Høgh
Kommunikationsansvarlig, Nordisk Safari Klub

I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at det eneste, som med sikkerhed forbinder alle Danmarks jagttegnsløsere, er, at vi indløser vores jagttegn.

I gruppen af jægere findes der alle typer af mennesker med vidt forskellig baggrund. I Danmark er jagttegnsuddannelsen tilgængelig for alle over 15 år, og man kan indløse sit første jagttegn som 16-årig, hvis politiet godkender det ud fra en vandelsvurdering.

At indløse sit jagttegn er ikke det samme som at melde sig ind i et lyssky broderskab baseret på organiseret kriminalitet og en udbredt tavshedskultur.

Vi har som jægere ikke noget kollektivt ansvar for, hvad andre jagttegnsløsere foretager sig (men vi er meget bevidste om, at vore modstandere hele tiden står på spring for at uddele både kollektivt ansvar og afstraffelse).

Den store, landsdækkende jagtforening Danmarks Jægerforbund organiserer omkring 50 procent af de cirka 180.000 aktive danske jægere. Den mindre landsdækkende forening Dansk Land- & Strandjagt, som John Jensen er formand for en afdeling af, organiserer højt sat en procent.

Hans udtalelser som jagtforeningsformand repræsenterer med andre ord ikke en ud af hundrede danske jægere. Det er værd at huske på, når massebetegnelser som "jagtkredse" kastes i grams.

En livsstil
Da den første danske jagtforening, "Dansk Jagtforening," blev stiftet i 1884, skete det på initiativ af danske jægere, som ønskede ordnede forhold med fredningstider, der tog hensyn til vildtet, og regler for, hvordan jagten må udøves.

Samme historik findes i hele den vestlige verden. Det er jægerne selv, der har taget initiativet til lov og orden omkring jagten, og det er da også mit klare indtryk efter 25 års professionelt virke i den danske jagtverden, at der hersker en udbredt respekt for lovgivningen blandt det store flertal af danske jægere. Det gælder også, når det kommer til lovgivning, som man i bund og grund ikke bryder sig om.

Husk i den forbindelse på, at vi går på jagt, fordi vi sætter stor pris på oplevelsen. Det er en livsstil for mange af os, og vi er meget bevidste om, at det kan få vidtrækkende konsekvenser for vores vilkår, hvis vi ikke "maler indenfor stregerne".

Derfor er der blandt det store flertal af de danske jægere en voldsom afsky for faunaforbrydelser i form af for eksempel giftdrab på rovfugle, illegale ulvedrab, krybskytteri og så videre.

Mere efterforskning af faunaforbrydelser
Eftersom at konsekvenserne for jægerne er vidtrækkende, hver gang der enten sker en faunaforbrydelse, eller der rasles med sablen, som John Jensen gør det med sin udmelding om omfattende kriminalitet, så ser mange jægere et voksende behov for en mere konsekvent og professionel politimæssig efterforskning af de (heldigvis få) faunakriminalitetssager, der opstår.

Det må være i alles interesse at vide, hvad der reelt sker, så gerningsmændene fanges og dømmes til skræk og advarsel for dem, der måtte leve med lignende formørkede tanker – uanset om de har jagttegn eller ej.

Samfundet er inde i en natursynsrevolution. Den vilde natur er ikke længere noget billigt skidt. Der er ikke plads til faunaforbrydelser.

Som det er lige nu, "efterforskes" faunaforbrydelser ofte af selvbestaltede politimyndigheder i form af interesseorganisationer, der også gladeligt agerer domstole, udpeger skyldige og råber på kollektiv afstraffelse.

Det er retsmæssigt fuldstændigt uholdbart, og det står i vejen for reel politimæssig efterforskning, når der trampes rundt på gerningssteder og fjernes bevismateriale. De private hobbyefterforskninger fører ikke til andet end udokumenteret kasteskyts i en evig skyttegravskrig imellem interessegrupper.

Det er på tide, at vi får opprioriteret efterforskningen af faunaforbrydelser i Danmark. Gerne med oprettelsen af en mindre specialenhed i politiet, som bliver klædt fagligt på til at håndtere disse sager.