Jagerpiloten Martin skulle egentlig på skiferie. To dage senere kastede han bomber over Libyen

Foto: Casper Tybjerg
Nogle gange er det nødvendigt at gribe ind militært.
Det er den skinbarlige sandhed ifølge jagerpiloten Martin Jespersen. Han var udsendt som F-16-pilot i den Nato-ledede intervention, som i 2011 bidrog til at vælte diktatoren Moammar Gaddafis regime i Libyen.
Martin, der udtaler sig som privatperson, er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at Danmarks indsats var med til at forhindre et folkedrab, som var godt undervejs.
"Havde vi ikke grebet ind, kunne vi have stået med op mod en halv million civile døde," siger han over et videolink til Altinget og fremhæver Bashar al-Assads Syrien som et skræmmende eksempel på, hvad der kan ske, når det internationale samfund vælger at lade stå til.
Kort forinden Martin og hans kollegaer befandt sig i Libyen, havde ingen af dem rigtig troet på, at de ville blive udsendt til en så skarp mission.
"Der var mange i Flyvevåbnet, der ikke troede, at vi ville blive udsendt," forklarer jagerpiloten. "Især fordi de danske politikere konsekvent havde undgået at sende kampfly til Afghanistan de foregående år."
Når man kaster 923 bomber, er det urealistisk at tro, at der ikke sker en eller anden form for fejl.
Jagerpilot
Martin beskriver perioden fra til Folketingets beslutning om at sende Danmark i krig, til de første F-16-kampfly landende på den italienske ø Sicilien, nord for Libyens hovedstad, Tripoli, som "nogle meget hektiske dage".
"Jeg havde faktisk kurs mod en tiltrængt skiferie, da min chef ringede, og jeg fik besked på, at jeg godt kunne se at vende om," siger han med et smil og fortæller, hvordan han måtte sige farvel til familien, der fortsatte på ferie uden ham.
Få dage senere fløj han sit første bombetogt i Libyen.
Inferno over Libyen
Da Martin sætter sig i sit F-16-kampfly og cockpittet lukker sig omkring ham, kommer han straks i en missionsboble. Her tager rutinen over, og resultatet af de sidste ti års træning manifesterer sig.
"Det var en smuk forårsdag i Syditalien. Middelhavet lå azurblåt under os, og himlen var fuldstændig skyfri," fortæller jagerpiloten om sin første mission i Libyen.
Over en skrattende radio får Martin kontakt med et amerikansk flådefartøj, der tildeler de danske piloter en rekognosceringsopgave: De skal undersøge, om der er pro-Gaddafi-styrker i det østlige Libyen. "En rimelig udramatisk opgave," siger han, om hvad der kan beskrives som en let opvarmning til de intense kamphandlinger, han allerede natten efter blev kastet ud i.
Det Arabiske Forår kastede i februar 2011 Libyen og dets omtrent seks millioner indbyggere ud i en blodig borgerkrig, der fik Moammar Gaddafis 42 år lange styre til at vakle. I frygt for et forestående folkemord gav FN’s Sikkerhedsråd den 17. marts 2011 grønt lys til at beskytte civile med "alle nødvendige midler". Dagen efter besluttede et enstemmigt Folketing at sende Danmark i krig. Senere samme døgn landende seks F-16-kampfly på den italienske ø Sicilien, nord for Libyens hovedstad, Tripoli. Under den syv måneder lange Nato-ledede intervention kastede Danmark 923 bomber og fløj 600 missioner. 338 danske mænd og kvinder var udsendt i perioden.
"Himlen var lyst op af sporprojektiler, og missionen blev hurtigt voldsom," forklarer jagerpiloten, der særligt husker eksplosionen fra et ammunitionsdepot, som hans kollega rammer med en fuldtræffer.
"Jeg har aldrig nogensinde i mit liv set noget lignende. Det var meget overvældende og føltes som om, at ildsøjlen ville nå helt op til vores højde."
En klinisk krig
Det er vigtigt for Martin, at man sætter krigen i Libyen i den rette kontekst og ikke bedømmer den ud fra de referencerammer, vi har hjemme i trygge Danmark.
"Hver eneste civile tab i krig og konflikt er naturligvis en tragedie, men man er nødt til at forholde sig til vores deltagelse i Libyen ud fra de rette præmisser," lyder det fra jagerpiloten, der med egne øjne har været vidne til grusomheder begået af Gadaffis styrker.
"Jeg har set civile blive bombet i meget voldsomt omfang af Gadaffis styrker. Jeg har set en kampvogn beskyde et lejlighedskompleks på klos hold. Jeg har set Gaddafis styrker beskyde en flygtningelejr med artilleri. Og sådan kunne jeg blive ved," fortæller Martin, der ofte følte sig meget tæt på krigen, selvom han sad i sit F-16-kampfly og så ned på slagmarken.
"Der har været situationer, hvor vi ikke kunne gribe ind for at hjælpe civile, fordi Gaddafis styrker befandt sig for tæt på strukturer, vi ikke ønskede at skade," siger han og tilføjer, at "det er dybt frustrerende bare at sidde og se på."
Martin påpeger i samme omgang, at han og hans kollegaer gennemgår en række omfattende procedurer, før de kaster en bombe, for at sikre, at de rammer det rette mål.
"Det er noget, vi tager ekstremt seriøst," understreger jagerpiloten, der flere gange er vendt retur med fuld bombelast, når der har hersket tvivl om målet.
Den store fejl i Libyen var ikke vores militære indsats, men den manglende opfølgning.
Jagerpilot
I visse tilfælde har efterfølgende analyser vist, at et angreb godt kunne have været gennemført, men hellere "better safe than sorry," tilføjer Martin.
Betyder det, at der ikke er sket fejl?
"Når man kaster 923 bomber, er det urealistisk at tro, at der ikke sker en eller anden form for fejl," siger Martin med reference til det præcise antal bomber, danske jagerpiloter kastede under krigen i Libyen.
Når du siger fejl, mener du så civile tab?
"Nej, når jeg siger fejl, mener jeg, at en bombe fejlfunktionerer og rammer nogle meter ved siden af målet, således at det skal angribes igen."
Hvordan vil du have det, hvis du har dræbt civile?
"Det er et lidt hypotetisk spørgsmål, da jeg ikke har nogen konkret viden om, at de missioner, jeg deltog i, har medført utilsigtet følgeskade på civile. Men det giver næsten sig selv, hvis man er et ordentligt menneske," siger Martin og fortsætter:
"Civile tab er forfærdelige. Desværre er det en del af krigens brutale natur, og noget som alle soldater, der har været i kamp, mentalt skal kunne håndtere. Men det er ikke let. Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at undgå, at det sker."
En spildt mulighed
Da Martin bliver spurgt ind til, hvem og hvad han gik i krig for, er han ikke i tvivl.
"I sidste ende kæmpede jeg på vegne af den danske befolkning og for at forsvare den verden, det samfund og de værdier, vi har i Danmark og blandt vores allierede," fortæller jagerpiloten. Han illustrerer det ved, at han ved ankomsten til Sicilien fik udleveret en ørkenfarvet flyverdragt – uden nationalitetsmærker.
"Udover det selvfølgelig er væsentligt at bære nationalitetsmærker, når man er udsendt af en stat, kunne jeg mærke, at det betød noget personligt for mig. Så natten inden vores første mission sad jeg og syede et Dannebrog på skulderen."
Gennem danske soldaters egne fortællinger sætter Altinget ansigt på over 30 år med en aktivistisk udenrigspolitik og stiller det centrale spørgsmål: Hvad har vi egentlig lært? Det gør vi netop, som Danmark og det meste af den vestlige verden opruster, alt imens en invasionskrig raser i Europa for første gang siden Anden Verdenskrig.
Men selvom jagerpiloten er stolt over, at han og kollegaerne var med til at forhindre et folkedrab, føler han stadig, at mulighederne i Libyen blev forspildt.
"Den store fejl i Libyen var ikke vores militære indsats, men den manglende opfølgning. Vi fjernede hele magtapparatet uden at erstatte det med noget stabilt, som for eksempel FN-styrker på jorden."
Når Martin her 13 år efter krigen reflekterer over Libyens nuværende tilstand, har han svært ved at skjule sin skuffelse.
"Jeg er selvfølgelig trist over, at Libyen endte i kaos. Vi håbede alle, at vi nogle år senere ville kunne besøge Libyens azurblå middelhavskyst og se et land i fremgang. Men sådan blev det desværre ikke."



































