Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Bagmandspolitiets nøl forlænger Thulesen Dahls formandstid

KOMMENTAR: Så længe Meld/Feld-sagen er uafklaret, kan Thulesen Dahl blive siddende som formand. I mellemtiden er partiets ledelse splittet midtover, og partiet får mere opmærksomhed for interne magtkampe end deres politik, skriver Jarl Cordua.

Rivaliseringen mellem Thulesen Dahl og Messerschmidt gør fremtiden usikker for partiet, skriver Jarl Cordua.
Rivaliseringen mellem Thulesen Dahl og Messerschmidt gør fremtiden usikker for partiet, skriver Jarl Cordua.Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvor længe kan Kristian Thulesen Dahl blive siddende som formand for Dansk Folkeparti? Det er – stadigvæk – et af de store spørgsmål i dansk politik. Det korte svar er, at det kan han formentlig gøre lige så længe, at to afgørende forudsætninger ikke ændrer sig:

For det første skal det komme til en afklaring af Morten Messerschmidts sag om hans andel i ansvaret for ulovligt brug af EU-midler vedrørende Meld/Feld. Udfaldet afhænger af vurderingen hos SØIK (”Bagmandspolitiet”), hvor vel kun en beslutning om at rejse tiltale mod DF-politikeren har potentiale til at torpedere Messerschmidts formandsambitioner. Længe har gisninger og vurderinger, særligt i DF-kredse der står Messerschmidt nær, hævdet, at sagen ender i ingenting, men i skrivende stund ved ingen reelt, hvad udfaldet bliver.

Ender det med at, der rejses tiltale mod Messerschmidt, så må truslen mod Thulesen Dahls lederskab være elimineret. I al fald indtil en eventuel retssag er forløbet og en endelig dom blevet afsagt. Man kan heller ikke udelukke, at en sag vil skulle føres ved flere instanser. Perspektivet er dermed flere år, hvor Messerschmidt er kørt ud på et sidespor. 

Den anden afklaring – som hænger tæt sammen med det første spørgsmål – er Pia Kjærsgaards stillingtagen. Kjærsgaard har i nogen tid set Messerschmidt som partiets næste formand, men hidtil er hun veget tilbage med at bede Thulesen Dahl om at gå af.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vil hun satse hele butikken ved, før Bagmandspolitiet er nået til en konklusion, at pege på Messerschmidt som ny formand? Det er en satsning, som ikke umiddelbart ville ligne Kjærsgaard. Hun lever velsagtens med endnu nogle måneders uvished fremfor at skulle stå i en situation, hvor hun har måttet pege på en anklaget i en sag om misbrug af offentlige EU-midler, som den, hun mener, bør blive partiets næste formand. 

Det er ikke kun et dilemma om partiets fremtid. Det handler også om hendes eget eftermæle med hensyn til at undgå at træffe fatale beslutninger.

Meld/Feld-sagens uafklaring gør det tilsyneladende umuligt for Messerschmidt og Pia Kjærsgaard at sætte det sidste stød ind mod Thulesen Dahl.

Jarl Cordua

Således står Thulesen Dahl i den heldige situation, at han reelt ikke bliver udfordret som formand, så længe Bagmandspolitiet endnu ikke er nået til en endelig konklusion.

Det bliver derfor interessant at se, om man i hans ansigtsmimik fremover kan spore ansatser til hykleri og smil, når han tordner mod Bagmandspolitiet for at nøle med en konklusion på Meld/Feld-sagen. For i realiteten bliver hans formandstid levetidsforlænget for hver dag, der går med, at juristerne gransker sagen og de oversendte dokumenter fra EU's svindelenhed OLAF.

Meget polemisk sagt, så giver det pludselig mening, at Thulesen Dahl ikke har helt så travlt med at få DF ud af EU som Messerschmidt, om end begge parter tilsyneladende ingen problemer havde med (tilsyneladende) ulovligt at bruge skatteyderfinansierede EU-penge eksempelvis til partiaktiviteter, der blandt andet omhandlede et EU-sponsoreret EU-seminar for partiets folketingsgruppe på Hotel Koldingfjord tilbage i 2014, hvor tiden i stedet blev brugt på museumsbesøg og at spille fodbold.

På den korte bane har Thulesen Dahl fat i den lange ende. Messerschmidt kan intrigere i kulissen og lægge planer for fremtiden med Pia Kjærsgaard og andre, der for længst er nået til den konklusion, at Thulesen Dahl er fortidens mand, som vælgerne og medlemmerne i stigende grad vender ryggen til.

Alle og enhver kan se, at partiet siden katastrofevalget fortsat bløder i meningsmålingerne, og en stribe byrådsmedlemmer har forladt partiet. Ingen aner selv den mindste interne begejstring for formanden, som i stigende grad fremstår som desperat klamrende sig til magten.

Alligevel viste Thulesen Dahl i weekenden, at han stadig er i kontrol over partiet. Det skete, da han pludselig afskaffede det såkaldte koordinationsudvalg, også kaldet K-udvalget, der i de sidste otte år har været det reelle magtorgan i partiet. Den beslutning sendte blandt andet to formodede Messerschmidt-støtter, Pia Kjærsgaard og Peter Kofod, ud i kulden.

Baggrunden, hævder nogle, er, at Thulesen Dahl i sommer kom i mindretal i udvalget i spørgsmålet om DF's holdning til fortsat dansk EU-medlemskab. Efter mødet gik DF pludselig fra at være hårde EU-skeptikere, der ville afvente Storbritanniens Brexit-aftale, til pludselig at blive et fuldtonet EU-modstanderparti, der kræver Danmark ud af EU hurtigst muligt. En beslutning som Kofod, Kjærsgaard og Søren Espersen var for, mens Thulesen Dahl var imod.

Opgøret er beskrevet i den på mange måder ganske indsigtsfulde bog 'Kong Kristian' om DF's indre liv, der for nyligt er udkommet, og som har sat strøm til de i forvejen store spændinger i partiet. Der spekuleres blandt andet også i, at nedlæggelsen af  K-udvalget er en hævnaktion fra Thulesen Dahls side, fordi så mange af Messerschmidts støtter skulle have medvirket anonymt i bogen.

Nedlæggelsen af K-udvalget understreger blot en anden vigtig pointe om, at Thulesen Dahl – og hans stadig loyale wingman Peter Skaarup – er mestre i politisk powerplay. Hvis ikke man kan lide spillereglerne, eller den måde bordet står på, og kortene er fordelt, ja, så laver man det bare om, så man får fordel af det. Der er ingen grund til at opretholde et udvalg, hvor man har mistet magten, når man alternativt kan bevare kontrollen og magten i gruppebestyrelsen.

Både Thulesen Dahl og Skaarup er vokset op i Fremskridtspartiets farverige og ofte kaotiske foreningskultur, hvor der blev ført en intens kamp om fortolkningen af hver eneste paragraf i partivedtægterne for at kunne fastholde magten over partiet.

Den nye DF-generation kender slet ikke til det spil. De er vokset op med 25 års fremgang, hvor man godt nok oplevede bump på vejen med vælgerskuffelser, men hvor der aldrig blev sat spørgsmålstegn ved en rimelig enig ledelse, som i øvrigt også var i fuld kontrol over magten. Dem, der alligevel brokkede sig for højlydt, røg ud af partiet med kort varsel og uden større diskussion. Allerede fra DF's begyndelse gjorde man kort proces med genstridige folketingsmedlemmer, som helt havde misforstået, at DF's ledelsesbeslutninger var til diskussion. Nedlæggelsen af K-udvalget understreger bare Thulesen Dahls erfaring i - og evne til - at tænke mange træk frem.

BT kan i dag beskrive, at Pia Kjærsgaard var uenig i beslutningen om nedlæggelsen af udvalget, som bliver udlagt af andre DF’ere som en ”fyring”. At stemningen mellem Thulesen Dahl og partiets moder er på det absolutte nulpunkt understreges af, at Thulesen Dahl og Kjærsgaard er helt uenige om, hvorvidt Kjærsgaard på forhånd var orienteret om beslutningen.

Thulesen Dahl hævder, at han tog en snak med Kjærsgaard forinden, og at hun var enig i beslutningen. Til BT i dag forklarer Kjærsgaard, at hun var hverken forhåndsorienteret eller enig i beslutningen: ”Det her er Kristians beslutning. Den tager jeg til efterretning. Nu må han også selv tage ansvar for den”. Hvis det går galt herfra, så er det altså ikke noget Kjærsgaard har lod eller andel i, må man forstå.

Den nye situation er som illustreret så rigeligt ovenfor, at den tidligere så harmoniske ledelse, der har ledet partiet så succesfuldt i et kvart århundrede, er splittet midtover, og det gør fremtiden ekstremt usikker for partiet, måske endda farlig. Alle kan med et halvt øje se, at DF's politiske betydning på Christiansborg er hastigt dalende, og meningsmålinger viser, at partiets troværdighed og opbakning hos vælgerne falder måned for måned.

DF er blevet et parti, som efterhånden ikke længere får opmærksomhed på, hvad man mener om politik, men i stedet skærpes interessen for den magtkamp, som offentligheden via bogen 'Kong Kristian' nu har fået yderligere indblik i, og som vil blive intenst mediedækket lige indtil, enten Thulesen Dahl eller Messerschmidt har erkendt et nederlag. 

Rivaliseringen i DF ligner en genopførelse af persondramaerne mellem Ninn-Hansen vs. Clemmesen, Nyrup vs. Auken, Glistrup vs. Pia Kjærsgaard, Engell vs. Per Stig/Pia Christmas og Kristian Jensen vs. Løkke.

Kigger man tilbage på historien, så er rædselsscenarierne især de uafklarede rivaliseringer over længere tid, hvor partiet blev taget som gidsel i uendelige magtkampe, der førtes med stadig større bitterhed og uforsonlighed. Det var især situationen hos de konservative ad to omgange, hvor konsekvensen begge gange nærmede sig en nærdødsoplevelse for partiet.

Måske er det derfor, at den tidligere Venstre-rådgiver og journalist Mikkel Faurholdt har fattet interesse for et nyt bogprojekt, som han vil skrive sammen med en anden tidligere V-rådgiver, Søs Marie Serup, hvor de har sat sig for at analysere DF fra partiets begyndelse over de gyldne år til nutidens hastige forvitring. Faurholdt har levende i to tidligere fremragende bøger beskrevet de ødelæggende personmagtkampe hos de konservative.

Meld/Feld-sagens uafklaring gør det tilsyneladende umuligt for Messerschmidt og Pia Kjærsgaard at sætte det sidste stød ind mod Thulesen Dahl. Omvendt står Messerschmidt nu i en langt mere sårbar situation som næstformand og erklæret kronprins og efterfølger. Det gør det rimelig let for Thulesen Dahl at tilskrive Messerschmidt og hans støtter enhver form for illoyalitet, som han kan få øje på.

Trods alle Messerschmidts besværgelser så har han længe i det politiske miljø fremstået som tegneseriefiguren Iznogood, der udadtil hyklerisk bakker op om kaliffen og konstant understreger sin loyalitet, men i virkelighedens verden, i det interne magtspil og i sin udstråling, ses som fuldstændigt optaget af – og med alle tænkelige midler - at arbejde for at blive ”kalif i stedet for kaliffen”.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00