Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Elbæks grønne revolution fes ud i småpartier og stemmespild

Uffe Elbæks 2015-revolution er endt i grøn splittelse på venstrefløjen, og det kommende folketingsvalg ligner et forventeligt og ikke helt ufortjent nederlag til resterne af Alternativet, der bragede ind i Folketinget for syv år siden, skriver Jarl Cordua.

I foråret 2015 havde Elbæk dog indfanget en vælgerstrømning, men intern ballade og umulig ledelse fik snart bevægelsen til at forvitre, skriver Jarl Cordua.
I foråret 2015 havde Elbæk dog indfanget en vælgerstrømning, men intern ballade og umulig ledelse fik snart bevægelsen til at forvitre, skriver Jarl Cordua.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ikke så tit, at denne kommentator bruger spalteplads på at dvæle ved kongerigets efterhånden lange liste over småpartier. Men mens vi venter på Minkkommissionens rapport og navnlig en konklusion, så kan man udnytte tiden til at dvæle lidt ved fænomenet.

Småpartierne findes i stigende grad også på højrefløjen, hvor et nyt højrefløjsparti forventes at være under stiftelse. De får deres opmærksomhed. Men småpartierne findes også på den grønne fløj, der tilsammen udgør resterne af Uffe Elbæks 2015-revolution.

I 70'erne og 80'erne var det ellers venstrefløjen, der var mest leveringsdygtig i sekteriske småpartier. "SAP, KAP, Chip og Chap", som det dengang spøgefuldt hed.

Dengang var de socialistiske partier adskilt fra den ideologiske retning – eller kirke om man vil – som tilhængerne bekendte sig til.

Alt tyder derfor på, at Alternativet glider ud af Folketinget efter næste valg. Det vil faktisk være en sensation, hvis det ikke sker

Jarl Cordua

DKP havde siden sin stiftelse i 1919 i tykt og tyndt fulgt moderkirkens paroler og ordrer, der udgik fra Sovjetunionens hovedstad Moskva.

SAP fulgte Lev Trotskys lære. Han, der stiftede Den Røde Hær, tabte siden magtkampen til Stalin i slutningen af 1920'erne og endte i eksil, hvor han i 1940 blev myrdet med en issyl af Sovjetagenter. Enhver Sovjetborger, der bare var under mistanke for at nære trotskistiske sympatier blev med tiden skånselsløst udrenset og likvideret i løbet af 1930'erne. Følgelig måtte SAP være kommunister i opposition til Sovjet.

Hos miniput-partiet DKP/ML hyldede man den albanske diktator Enver Hoxha, der prædikede national selvisolation og totalmobilisering af befolkningen i en kasernestat.

I KAP vendte man blikket endnu længere mod øst til Kina, hvor ledestjernen var massemorderen Mao Tse-Tung, og hvis "lille røde" også for mange venstreintellektuelle herhjemme i en periode udgjorde den hellige skrift.

Til alt held for Schlüter-regeringerne i 1980'erne var rivaliseringen og hadet så stærkt mellem partierne, så det splittede de røde stemmer, fordi partierne hver for sig opstillede til Folketinget. Splittelsen bidrog formentlig til, at Venstresocialisterne, der dengang var venstrefløjens største parti og samtidig var 68-ungdomsoprørets flagskib, til sidst gled ud af Folketinget i 1987, for først at genopstå som Enhedslisten i 1994.

I 2020'ernes Danmark er atomiseringen af venstrefløjen anderledes end i 1980'erne. Hvor der nu i 30 år har været rød samling, så er der i disse år grøn splittelse.

Hovedmanden bag den grønne bevægelse var Uffe Elbæk, som stiftede Alternativet efter at han som vingeskudt radikal kulturminister i Thorning-regeringen fik den åbenbaring, at der igen var brug for en grøn politisk bevægelse.

Siddique har slået ind på en aktivistisk linje, der er markant anderledes, end da Elbæk stod i spidsen for Alternativet

Jarl Cordua

Før Alternativet så dagens lys, havde partiet De Grønne eksisteret, men i 1990'erne og efter en kort opblomstring i slutfirserne – især på kommunalplan hvor partiet blev repræsenteret i flere amtsråd og kommunalbestyrelser – led det skibbrud som parti på nationalt plan. De Grønne bidrog i øvrigt også til splittelsen på venstrefløjen, da partiet ved folketingsvalget i 1987 fik 1,3 procent og året efter i 1988 fik 1,4 procent.

I foråret 2015 havde Elbæk dog indfanget en vælgerstrømning, der var træt af de radikales økonomiske jerngreb om regeringen, og som ikke mindst var under påvirkning af debatten om klimakatastrofens snarlige ankomst. Alternativet bragede ind i Folketinget i 2015 med 4,8 procent og ni mandater, men intern ballade og umulig ledelse fik snart bevægelsen til at forvitre.

I 2019 blev det kun til tre procent og fem mandater. Det førte til krav om lederskifte, yderligere spektakulær magtkamp, og da en efterfølger endelig var valgt, forlod Elbæk og fire ud af fem folketingsmedlemmer Alternativet, der lige siden kun har været repræsenteret i Folketinget ved Torsten Gejls enlige mandat.

Partiets nuværende forperson, Franciska Rosenkilde, der indtil årsskiftet også var kulturborgmester i København, har, hvis man ser på meningsmålingerne, endnu ikke formået at genrejse partiet. Liste Å har i meget lang tid ikke formået at passere spærregrænsen, og ligger typisk omkring én procent i vælgeropbakning.

Alt tyder derfor på, at partiet glider ud af Folketinget efter næste valg. Det vil faktisk være en sensation, hvis det ikke sker.

Elbæk har med to andre frafaldne folketingsmedlemmer dannet det nye parti 'Frie Grønne', der ledes af den markante Sikandar Siddique, der nok mest har bemærket sig i den brede offentlighed ved at gøre højlydt opmærksom på den racisme, som han selv og andre omkring ham oplever.

Hvor Elbæk selv er gledet mere og mere i baggrunden og allerede i september 2020 bebudede, at han forlader Folketinget ved næste valg, så har Siddique slået ind på en aktivistisk linje, der er markant anderledes, end da Elbæk stod i spidsen for Alternativet. Den grønne dagsorden fylder stadig, men kampen mod oplevet diskrimination mod muslimer og racisme har givet langt mere omtale til Siddique.

Under Folketingets spørgetime med statsministeren, hvor der er mulighed for at få opmærksomhed om sine sager, har Siddique generelt ført en mere uforsonlig og konfrontatorisk linje over for regeringen, der ligger et stykke fra Alternativets.

Også den yderste højrefløj har følt sig provokeret af Siddique, hvilket har ført til en stribe verbale slagdueller i folketingssalen.

Senest var Siddique i vælten, da han på Folkemødet i weekenden, og nok ikke helt grundløst, mente, at han og hans venner, der er lidt brunere i gløden end så mange andre danskere, var blevet raceprofileret af bornholmsk politi, da ordensmagtens repræsentanter pludselig ville tjekke deres ID, efter at nogle aktivister forinden havde afbrudt en DR-debatudsendelse på havnen i Allinge.

Men til trods for synlighed ved denne lejlighed og andre lignende lejligheder, hvor en højlydt Siddique har kunnet sandsynliggøre, at han er blevet chikaneret og forskelsbehandlet, er det ikke blevet til megen opbakning i meningsmålingerne.

Måske Siddique efter et forventeligt skuffende valg blot må nøjes med at glæde sig over, at hans politiske skæbne trods alt ikke blev så brat og trist som den myrdede amerikanske aktivist med det i øvrigt noget blakkede ry

Jarl Cordua

Voxmeter har længe haft Frie Grønne under én procent i vælgeropbakning. I nogle målinger i juni lå partiet helt nede på 0,3 procent. Kigger man på Epinions måling for Altinget og DR fra maj, så kan der være mere optimisme at spore. Her får Liste Q, som ellers engang var Kristeligt Folkepartis partibogstav, hele 1,6 procent.

Alligevel spår jeg, at Siddique og Frie Grønne glider ud af Folketinget efter næste valg. Det til trods for, at Uffe Elbæk ellers spåede Siddique til at blive Danmarks Malcolm X.

LÆS OGSÅ: Siddique kæmper imod splittelse, men deler selv vandene

Måske Siddique efter et forventeligt skuffende valg blot må nøjes med at glæde sig over, at hans politiske skæbne trods alt ikke blev så brat og trist som den myrdede amerikanske aktivist med det i øvrigt noget blakkede ry.

Sidste kvist på den grønne gren, der ligesom de to øvrige grønne partier, ligeledes er opstillingsberettiget ved næste folketingsvalg, er Veganerpartiet.

Partiet, hvis særlige varemærke er at kæmpe for dyrs rettigheder, opnåede ved sin stiftelse en kort opblomstring i meningsmålingerne, men ligger nu sjældent over en opbakning, der højst kan tælles i én til to promiller.

En forklaring på det er formentlig, at partiet, siden det blev opstillingsberettiget i 2020, har ligget i nærmest permanent total borgerkrig mellem et par af partistifterne. Magtkampen er dog endt med en afgørelse, hvor taberen, Michael Mondberg, nu har forladt partiet til fordel for Alternativet, og vinderen, Henrik Vindfeldt, som ellers i en periode har været ekskluderet, er kommet tilbage for at spille en markant rolle som politisk ordfører.

Han har igennem årene også været partiets mest kendte ansigt i offentligheden. Mest berømt er nok hans korte træfning med daværende fødevareminister for Venstre, Jacob Ellemann-Jensen, foran Christiansborgs Slotskirke i januar 2019, hvor ministeren frejdigt erklærede sig som elsker af bacon, der som bekendt leveres af Vindfeldts firbenede venner.

Det kommende folketingsvalg ligner et forventeligt og ikke helt ufortjent nederlag for den grønne politiske bevægelse, som Elbæk startede

Jarl Cordua

Vindfeldt var tydeligt provokeret af Ellemanns frimodige og ufølsomme erklæring, som den senere Venstre-formand dog sidenhen trak tilbage. Episoden blev sidenhen et viralt hit på de sociale medier.

Magtkampen har tydeligvis slidt på Veganerpartiet, og Vindberg har i et nyligt interview antydet, at et partinavneskifte, hvor ordet "grøn" indgår, kan være undervejs. Måske genopliver man partiet "De Grønne", som først endelig gik i graven tilbage i 2014? Alt peger dog på, at Veganerpartiet – eller hvad det ender med at hedde på stemmesedlen – kun bidrager til stemmespildet på venstrefløjen.

Hvis man lægger meningsmålingerne til grund, så ligner det kommende folketingsvalg et forventeligt og ikke helt ufortjent nederlag og et foreløbigt endeligt på Christiansborg for den grønne politiske bevægelse, som Elbæk startede for kun otte-ni år siden.

Det kan undre henset til, at den klimapolitiske dagsorden fylder stadigt mere i dansk politik, men kan til dels forklares ved, at andre partier på særligt venstrefløjen har evnet at omfavne den grønne dagsorden, uden at partierne samtidigt er gerådet ud i de drabelige magtkampe, som i nogle vælgeres øjne har kompromitteret den grønne bevægelses partier.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Elbæk

Forfatter, fhv. MF (ALT), fhv. kulturminister (R)
socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1987)

Sikandar Siddique

Politisk leder, Frie Grønne
cand.comm.

Henrik Vindfeldt

Fhv. partileder, Grøn Alliance









0:000:00