Jarl Cordua: En Venstre-oprørers bekendelser

Min ugentlige klumme i Altinget giver mig en anledning til at dvæle lidt ved min rolle som politisk kommentator eller iagttager. For tit og ofte får jeg skældud af vrede uenige læsere, men også af stilfærdige kommentatorkolleger, der mener, at jeg kæmper for den ene eller den anden dagsorden eller er i lommen på Venstres partisekretariat, hvorfor alle klummer skal læses i et bestemt lys.

Sjovt nok så skiftes kritikerne til at stå ved kanonerne, alt efter om det nu er DF, Alternativet, Socialdemokraterne, Liberal Alliance, SF, ja selv mit eget parti Venstre, som jeg har været betalende medlem af siden 1991, der har været genstand for mine kritiske kommentarer.

Min aktive deltagelse i V stoppede helt, brat og egentlig også ulykkeligt ved folketingsvalget i 2005, men det medførte, at jeg allerede året efter begyndte at skrive en særdeles Venstre-kritisk blog ”Jarls Blog”, der i løbet af kort tid gjorde, at jeg kunne indløse billet til de politiske kommentatorers siddepladser. 

Helt grundlæggende har jeg aldrig lagt skjul på, hvor jeg står politisk. Jeg er borgerlig-liberal, men jeg er ikke klakør, hvilket ikke alle borgerlige læsere kan forstå.

Krudtet lå der. Jeg satte en tændstik til. Det gør mig nok til anstifter, men ikke leder af noget oprør.

Jarl Cordua

Til trods for at jeg som den vel nok eneste kommentator ved hvert eneste valg klart har tilkendegivet, hvem og hvad jeg har stemt på, så er det imidlertid ikke tilstrækkeligt i nogens øjne, til trods for at de er trofaste læsere.

Hvorfor bevare mit medlemskab af Venstre? Årsagen er, at jeg mener, at det er naivt at tro, at skiftende kritikere, hvis jeg nu meldte mig ud, stopper med at ane sammensværgelser og konspirationer, som jeg ikke er en del af. Og så har jeg siden min tidligste ungdom, da jeg sammen med min store generation af venstrefolk blev vakt af Uffe Ellemann-Jensens lederskab, følt mig nogenlunde hjemme i det parti.

Kommunalreform og andre reformer, der tømte mange byer – men bestemt ikke alle – for offentlige arbejdspladser, satte ind i årene efter 2005. Man kan næsten kalde det en perfekt storm.

Jarl Cordua

Jeg læser enormt meget vrøvl om komiske konspirationsteorier fra folk, der aner spin, skjulte dagsordner og ikke mindst hemmelige alliancer, når jeg skriver noget her. Og selv om jeg kan slå nok så mange syv kors for mig, så vil det aldrig nogensinde høre op. Man må så give kritikerne, at det bestemt ikke kan udelukkes, at jeg som klummeskribent er påvirket af spin og mine egne politiske præferencer.

Til det er der at sige, at denne klumme er varedeklareret som ”kommentar”, hvilket klart antyder, at der er tale om en subjektiv tekst, der står overfor ”tilstræbt objektivitet”, som bør fremkomme i en almindelig artikel.  Man skal altså huske ”indgangsbønnen”, når man læser med her, og som altid – og det gælder med alt, man læser – være kritisk.

Min kapital hos læserne er grundlæggende min troværdighed. Hvis jeg sjakrer med den, så er jeg ikke værd at spilde tid på. Nu stiller jeg mig an på en måde, hvor jeg må regne med, at troværdigheden bliver yderligere testet. Men det sker med en klar dagsorden: Jeg er imod udflytninger af statslige arbejdspladser, som jeg mener, er dyre, dårlige og unødvendige.

I den sidste uges tid har jeg blandet mig i den politiske debat om regeringens udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen på en måde, hvor man bestemt med rimelighed kan spørge, om jeg ikke blander mig vel rigeligt for en politisk kommentator. Har jeg ”styr på kasketterne”?

Er jeg politisk aktør eller er jeg en neutral iagttager? Det synes jeg faktisk, er en rimelig kritik, og det gjorde jeg mig det sådan set også klart, da jeg selv indledte min kritik af særligt Venstre i Berlingske i sidste uge.

Det er svært at forlange, at man skal ses som objektiv i den situation. Det må læserne hver især selv vurdere. Jeg synes selv, at man skal bruge platformen som debattør, når man har noget på hjerte, og det er sådan set den rolle, jeg udfyldte i Berlingskes klumme.

Det, som siden er blevet beskrevet som et ”oprør”, var ikke tænkt som et oprør. Det var tænkt som en undren og højlydt kritik af beslutningerne og beslutningsprocesserne i mit parti Venstre.

Som mangeårigt Venstre-medlem i hovedstaden, hvor jeg i 1990’erne som aktiv under Uffe Ellemann-Jensen og senere Anders Fogh Rasmussen oplevede en begejstring over og en massiv tilstrømning af vælgerne og medlemmer til partiet i hovedstaden.

Alt det ser jeg nu blive sat over styr. Mere eller mindre bevidst. Og så har jeg et postnummer, der gør, at jeg som vælger og samvittighedsfuld borger i dette land, mener, at det er i orden, at jeg blander mig. Og det er mest af alt sket, fordi ingen andre i Venstre i hovedstaden har gjort det offentligt. Heller ikke de folkevalgte. Før nu. 

Krudtet lå der. Jeg satte en tændstik til. Det gør mig nok til anstifter, men ikke leder af noget oprør.

Jeg undrer mig over, at oprøret ikke er sket for længst og anstiftet af dem, der er valgt af Venstre – og de øvrige borgerlige partier i hovedstadsområdet – og ikke bare en klummeskribent med et V-medlemskort i bagagen.

Min naivitet er dog ikke større, end at jeg godt ved, at min klumme og medvirken i diverse interviews og den kritik, jeg fremkommer med, ikke opleves som hjælpsomt af Venstres top, men tværtimod som noget ret så uvelkomment. Det opfattes konkret som indblanding i interne magtkampe, som politiske kommentatorer skal holde sig ude af. 

I den her situation overtog rollen som debattør. Men mine synspunkter i sagen bygger på en analyse af de politiske processer i Venstre, som er hinsides politiske præferencer.

I flere år har en række jyske folketingsmedlemmer – og på det seneste også fynske – krævet statslige arbejdspladser udflyttet til provinsen.

Det er sket på bagtæppet af finanskrisen, der gik hårdt ud over udkantsområderne. Blandt andet sørgede politikerne for, med diverse stramninger, at bankerne ikke kunne låne penge ud til ejendomme i provinsen, hvor risikoen er større. Det forstærkede krisen og mismodet yderligere.

Kommunalreform og andre reformer, der tømte mange byer – men bestemt ikke alle – for offentlige arbejdspladser, satte ind i årene efter 2005. Man kan næsten kalde det en perfekt storm. Dertil er det en international tendens, at der er opstået en tillidskløft mellem det politiske centrum og dens periferi. København er blevet prygelknabe ligesom Washington, Bruxelles, London etc.

Det er ikke sært, at folketingspolitikere i et regeringsparti oplever et pres fra baglandet om at gøre noget. Man kan sådan set godt forstå rimeligheden, at der tilrettelægges en politik, der gør en indsats for at imødegå afvikling.

Spørgsmålet er bare, om midlerne er de rigtige, og her har de regeringsbærende partier som regel kunnet imødegå de værste populistiske tendenser, hvor man har imødekommet nogle af kravene, men afvist idéer om at bruge en milliard kroner på at eksportere det politiske centrums institutioner ud til provinsen.

De bremser er nu væk i et parti som Venstre, hvor en svag ledelse, efter et meget dårligt folketingsvalg i 2015 i Syd -og Sønderjylland, nu giver efter for presset.

Partiformandens ikke voldsomt store popularitet har medført, at man har lagt sig fladt ned for "sognerådspolitikken", hvor de nationale hensyn som forholdsvis veldrevne og effektive institutioner, der er sat i verden for at implementere politiske beslutninger, flyttes ud i den politiske periferi for at imødekomme ønsket om en mere rimelig fordeling af statslige arbejdspladser.

Hvis Venstre for eksempel i stedet havde lavet en større plan, hvor man for eksempel havde flyttet nogle driftsenheder ud af hovedstaden, der ikke har så meget med de politiske beslutningsniveau at gøre og eventuelt kombineret det med en indsats for hovedstaden, så havde flere vælgere i hovedstaden måske kunnet se sig selv i et parti, der nu entydigt vælger at være regionsparti for Jylland og Fyn.

Det, Venstre gør nu, er at prisgive deres endnu få folkevalgte i hovedstadsområdet efter kommunalvalget i et desperat forsøg på at vinde vælgerne tilbage i Syd- og Sønderjylland fra DF, der i øvrigt stillede med en meget stærk kandidat i kraft af Kristian Thulesen Dahl.

Intet tyder i øvrigt indtil videre på, at man har tænkt sig at indstille udflytningspolitikken. Genvælger man VLAK-regeringen, så skal man nok regne med, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) fortsætter sine udflytningsplaner i tredje og fjerde bølge, og som blandt de mest administrations-skeptiske liberale – også i hovedstaden – ses som den rene lykke.

Nu bliver der endelig taget et opgør med de akademiske venstreorienterede papirnussere i København. Det kan kun gå fremad, hvis man starter forfra et helt andet sted!

I min verden – som vælger, københavner og dansker – er det radikaliseret, uansvarlig og skadelig politik, som jeg ikke kan lægge stemme til.

I øvrigt er bevægelsen så stærk, at man skal lægge mærke til, at Socialdemokratiets øverste niveau er meget varsomme med at kritisere udflytningsplanerne.

Isoleret set er det klogt, for valgmatematikken er klar. Hvis de borgerlige får held til at brande S som hovedstadsparti, så kan den valgsejr, som Mette Frederiksen øjner, hurtigt fordufte. Og det er heller ikke sådan, at man ser socialdemokrater i provinskommunerne ligefrem sige nej til de statslige institutioner, der lander i deres pastorat.

Det er også svært, henset til at den person, der har leveret skytset mod hovedstadens favorisering på bekostning af provinsen, er et socialdemokratisk folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek, hvis påstande i bogen ”Udkantsmyten” nu blandt venstrefolk i provinsen har fået sandhedsstatus på niveau med Moses' stentavler, da han kom ned fra bjerget. 

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.