Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Farvel til Ridder Pind

KOMMENTAR: Søren Pinds intellekt, politiske tæft, drivkraft og charme vil mangle i politik, men udsigten til en politisk tilværelse i opposition på Borgen med Kristian Jensen som V-formand er i Pinds optik en skæbne – næsten – værre end døden, skriver Jarl Cordua.

<b>MANGELVARE:</b> Søren Pind er både som menneske og type en yderst sjælden fugl i dansk politik, mener Jarl Cordua.
MANGELVARE: Søren Pind er både som menneske og type en yderst sjælden fugl i dansk politik, mener Jarl Cordua.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var ingen kæmpe overraskelse for Christiansborg, da uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i går meddelte via Berlingske og Facebook, at han nu forlader politik.

At nyheden kom en sen eftermiddag på en 1. maj, der ellers havde været fyldt med de traditionelle røde taler, var dog ikke forudset. Det fik så den konsekvens, at medierne ryddede forsiden og lod Pinds – og siden miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens mere overraskende – bebudede exit fra politik fylde nyhedsfladen hele tirsdag aften.

Formentlig var det Pind selv, der valgte timingen, henset til at udenrigsministeren opholder sig i Amerika, og majestæten var på vej på togt med Dannebrog.

Pind har i nogen tid signaleret på forskellig vis, at han ikke befandt sig vel i politik og ledte efter en passende udgang.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Debatredaktør: Søren J. Damm

Søren Pind skal kunne se sig selv i en politisk fremtid, hvor Kristian Jensen skal lede Venstre. Det kan Pind ikke.

Jarl Cordua

At han var på vej væk, blev tydeligt for alle, da det for nyligt kom frem, at han var ansøger til posten som chef for Det Kongelige Teater, men blev fravalgt af scenekunstnerne, der hellere ville have Kasper Bech Holten. De havde nok ikke helt blik for, at Pind kunne blive en stærk forsvarer for institutionen og ikke mindst bevillingerne.

Som tidligere politisk leder af en stor forvaltning i Københavns Kommune og med en fortid på fire ministerposter i tre ministerier så ville han også have tilstrækkelig erfaring i jobbet. Der var imidlertid nok andre ting, der skyggede for Pinds muligheder, og så var han også oppe imod en meget stærk modkandidat. Ikke desto mindre: Jobbet som teaterchef havde Pind næppe søgt, hvis han skulle have planlagt en alternativ fremtid i politik.

Resultatet blev et politisk trafikuheld, som Pind fik skylden for og blev sat i køleskabet i stort set resten af Foghs statsministertid.

Jarl Cordua

Hvis man leder efter årsagerne til Pinds trang til et liv uden for Slotsholmen, så vil jeg – som har kendt ham siden 2.g på Bornholms Amtsgymnasium (vi fejrer 30-års studenterjubilæum til sommer) – pege på det, han selv angiver som forklaring: At han har svært ved at finde energien og motivationen til at bruge yderligere tid på en politisk karriere, hvor han ikke kan se sig selv nå meget videre i politik.

Især skal man nok bide mærke i, at Pind beskriver, at spillet om, hvem der skal efterfølge Løkke, blev lukket efter formandsopgøret i 2014. Det betyder, at Søren Pind skal kunne se sig selv i en politisk fremtid, hvor Kristian Jensen skal lede Venstre. Det kan Pind ikke.

Og det er han i øvrigt næppe alene om. Det kan i al fald forklare, hvorfor gruppeformand Søren Gade hellere vil til Bruxelles end at drive det videre i toppolitik på Christiansborg.

Ville Pind kunne blive minister igen, også under Kristian Jensen? Sikkert, men næppe på poster, der ville være tungere end dem, han hidtil har bestridt. Der er ingen udsigt til en udenrigsministerpost eller andet, der kunne friste ham. Det er nok det, Pind mener med, at han har fået stillet sin sult. Og så er Pind heller ikke kendt som en stor beundrer af Jensens politiske dømmekraft.

Det samme gør sig sikkert gældende den anden vej rundt, hvor mange i Venstre, især her på det sidste, har undret sig over, hvorfor Pind har brugt sin tid på en tabt kamp for at få vandtrykket op i København og et noget sælsomt, men opsigtsvækkende kamikaze-stunt på overborgmester Frank Jensen, som Pind mener, har snydt ham for muligheden for at få opstillet en statue af den amerikanske præsident Ronald Reagan.

Denne mærkværdige hang (eller trang) til at ”slå skæverter” hører også med til billedet af Pind. På den ene side kan han skrive begavede og reflekterende bøger, holde inspirerende taler og skrive veloplagte kronikker, også om svære og dybe religiøse emner.

Når han var stærkest, kunne man ane den politiske leder, som Pind altid gerne har villet være. På den anden side kunne Pind skyde så hurtigt og upræcist fra hoften, ofte drevet af et til tider opfarende temperament, at han ofte ramte helt ved siden af eller kom helt galt af sted – og hvor folk i Venstre hovedrystende vendte ryggen til.

Denne dobbelthed har været der helt siden ungdommen. Alle os, der holder af ham, har måttet tage hele pakken og har lært at leve med den side af ham. Det tager vi ikke så tungt. Men det har været alt for nemt for hans politiske modstandere, rivaler og kritikere at pege på Pinds krukkeri mv. og fejlvurderinger, som skyggede for, at flere i ham kunne se Venstres næste formand, en troværdig statsministerkandidat og måske en chef for Det Kongelige Teater. 

Derfor var det altid en ”overraskelse” for offentligheden og især journalister, når Pind – trods disse odds imod sig – alligevel blev teknik- og miljøborgmester i 1998 og siden folketingsmedlem og minister, når han nu var så flamboyant med hang til sang og entertainment.

Man syntes umiddelbart altid, at det da lød som en dårlig joke. Kendsgerningen viste sig at blive en anden. ”Pind in office”, viste sig hver gang at blive en rimelig stor succes. Man kunne være uenig i de beslutninger og den politik, der blev bedrevet, men Pind fyldte altid ministeriet ud, fik idéer, traf beslutninger, lavede brede forlig og kommunikerede ministeriets område, som det kun er få forundt.

Den knap så kendte Pind var ham, der faktisk viste sig særdeles driftsikker på svære poster som justitsminister og som udlændinge -og integrationsminister, som lynhurtigt kunne sætte sig ind i det politiske stof, se de politiske muligheder for både markeringer og for at få forlig igennem Folketinget. Vel at mærke uden at snyde på vægten og med respekt fra de politiske modstandere i tilgift.

De mange positive hilsner tirsdag aften fra politiske modstandere var faktisk velmente. Hans våben er en knivskarp intelligens, et usædvanligt veludviklet blik for at se de politiske muligheder, stor energi, utrættelig drivkraft, en raffineret humor og en ikke ubetydelig charme. 

Da Pind blev minister første gang, var det i Udenrigsministeriets bagbutik som udviklings- og bistandsminister, et område, som normalt lever et liv uden for radaren hos de fleste medier og vælgere. Med Pind i spidsen som ”frihedsminister” blev det gjort til en offensiv kamporganisation på en måde, som det aldrig før eller siden er set. Billederne af den tropehjelmklædte ”Pind-Pind i De Varme Lande” bliver et varigt minde om hans enestående synlige tid på den post.  

”De gode gamle dage under Pind i København” er stadig et urealistisk højdepunkt for Venstres potentiale i hovedstaden, selv om det i høj grad også blev nået i kraft af Anders Fogh Rasmussens jordskredsvalg ved Folketingsvalget, der blev holdt samme dag.

I den kampagne – som jeg selv deltog i – spillede Pind dygtigt med i en grad, så den politiske holmgang i november 2001 om Københavns Rådhus blev beskrevet som ”Det lille præsidentvalg”. Det var en tid, hvor Pind lærte at tackle hårdt igennem og blev udsat for lidt af hvert. Han lærte dog hurtigt kunsten at give tilbage af helt samme mønt.

Fire år efter begyndte det dog at gå galt, hvor nedslidningen af både Venstre og Pind så småt var begyndt. Forinden havde den københavnske borgmester kastet sig ud i et opgør med Anders Fogh og Claus Hjorts ”små skridt-strategi”, hvor stort set alt ideologisk debat blev bandlyst.

Imidlertid havde ledelsen det problem, at tiden var kommet til, at der skulle skrives et nyt partiprogram, og så var ballet ligesom åbent for idéer og politisk debat. Det blev i Pinds fortolkning til ti teser, som han fik flere MF’er med på. Det kolliderede med V-strategien om aldrig at præsentere politik, der ikke var parlamentarisk dækning for.

Resultatet blev et politisk trafikuheld, som Pind fik skylden for og blev sat i køleskabet i stort set resten af Foghs statsministertid. Det morsomme er imidlertid, at adskillige af de ti teser og forslag, som Pind satte på dagsorden, siden blev vedtaget af skiftende regeringer.

Det blev imidlertid endnu værre, da Pind i 2004 mente, at han var stærk nok til at udfordre V-ledelsen, da de måtte finde en kreds til Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde i den daværende københavnske søndre storkreds.

Pind så, at han måtte i Folketinget, hvis han også ville have en fremtid i landspolitik, og det gik så helt galt, da han ved folketingsvalget i februar 2005 per stedfortræder lod Martin Geertsen konkurrere med Rohde, som Pind følte trængte ind på hans enemærker.

Det endte med et ret så uskønt og profileret forløb, hvor Rohde klart vandt ”slaget om Søndre Slagmark”, mens undertegnede – som Pind/Geertsens kampagnemand af V-toppen via den meget hjælpsomme og i den ombæring ikke alt for kritiske presse – blev beskyldt for urent trav, så jeg måtte forlade mit job og tog et halvt år til udlandet, mens gemytterne faldt til ro.

Pind selv blev valgt i Folketinget, men blandt sine egne på Christiansborg blev han fra dag et holdt helt ud i strakt arm. Da efterårets kommunalvalg nærmede sig faldt hans skyggekoalition uforskyldt hurtigt sammen, da Louise Frevert måtte trække sig som DF's spidskandidat.

Pind blev af pressen let stemplet som ”enfant terrible”, og hans Clinton-inspirerede valgkampagne, der handlede om bekæmpelse af vold i byen ”Three Strikes",  skød over mål i en grad, så forfatteren Ole Hyltoft beskrev den, som om Pind havde ført valgkamp i Sydstaterne og ikke i det noget mere frisindede København. Ritt Bjerregaard vandt let blandt andet på en overbudskampagne om billigere boliger, og Pind fortrak til Christiansborg.

Med Løkke som statsminister kom Pind på ministerholdet, og har været det siden – kun afbrudt af de fire år i opposition. Nu kan Pind ane, at Løkkes tid snart rinder ud.

Vinder Løkke trods alle odds folketingsvalget, så går der næppe lang tid, før at Jensen sætter sig i statsministerstolen. Pinds politiske ledestjerne siden ungdommen er og var Lars Løkke Rasmussen.

Kan Pind ikke selv blive formand, så foretrækker han at trække sig fra politik, fremfor udsigten til at skulle kæmpe måske mange år i opposition under Kristian Jensen. Det er i Pinds optik en skæbne – næsten – værre end døden. Og måske som følge af det, så er han løbet tør for energi. Pind har indset, at hans politiske fremtid er udsigtsløs.

Kommer han tilbage? Det er nok mere end tvivlsomt. Pind er – hvad der er lidt overset i denne sammenhæng – en meget arg modstander af Finansministeriets dominans over de enkelte ministerier. Han har haft flere opgør med det stærke ministerium, der som bekendt ledes af Kristian Jensen, som Pind decideret har bedt om at holde sig fra at instruere sine embedsmænd om, hvad de skal gøre.

Pind, som i mange år har undervist i statsret, vil formentlig bruge noget af sin nyvundne frihed til at kritisere Finansministeriets rolle. Jeg vil i øvrigt ikke blive overrasket, hvis man ser Pind forblive i rollen som aktiv samfundsdebattør og kronikør. 

Meget typisk leverer Pind en afskedssalut ved at optræde i ministeruniform, som De Radikale ellers afskaffede tilbage i 1909. Det forlyder, at uniformsskrædderne hos Seifert har slikket sig om munden, da de fik opgaven og har måttet foretage nærmest arkæologiske udgravninger i deres arkiver for at finde tegningerne frem fra sidst, de gav sig i kast med at sy ministeruniform.

Det vil som altid dele befolkningen midtover. Dem, der synes, at Pind går planken ud som latterlig og patetisk karnevalsfigur, og dem, der ser det festlige, traditionelle og det farverige i hans karakter.

Sådan har det altid været med Pind. Han har altid kunnet gøre diskussionen til en folkeafstemning om sig selv. Lige fra han første gang blev landskendt i TV 2-programmet ”Eleva2ren”, efter at han som helt ung VU’er skrev en kronik i et formiddagsblad, hvor han foreslog en afskaffelse af folkepensionen.

Nu får vi endnu et billede på nethinden af en stilsikker minister med effektfuld sans for selviscenesættelse. Her har Pind under alle omstændigheder vist sig som en mester. 

---------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Søren Pind

Bestyrelsesformand, Danish Cyber Defence, formand, The Danish Ronald Reagan Society, fhv. uddannelses- og forskningsminister, MF (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00