Jarl Cordua: Forslag om tobak og alkohol ligner en afledningsmanøvre fra et svagt sundhedsudspil

Regeringens mest populære minister, Magnus Heunicke, lancerede tirsdag sit sundhedsudspil på Rigshospitalet i København.

To lækkede forslag havde forinden taget hele opmærksomheden. Slut med salg af tobak for alle individer med et personnummer udstedt i 2010 og højere og slut med 16-åriges adgang til at købe øl og andre lavalkoholholdige produkter.

Tobaksforslaget er mest vidtgående. 12-årige født i 2010 kan i dag ikke købe tobak, men det kan de altså heller ikke om seks år, når de fylder 18 år. Alle venter allerede nu i spænding på, hvordan det forslag skal administreres i praksis.

Formentlig dør forslaget, fordi det ikke kan samle politisk opbakning bortset fra rækken af sundhedsorganisationer af råd og nævn, der jubler. Ministeren hævder desuden at han læner sig op ad New Zealands socialdemokratiske regerings politik på området, bortset fra at stillehavsstaten faktisk kun forbyder røgtobak og ikke snus med videre for den opvoksende ungdom. 

Den danske regering går dermed et skridt længere, og det er en total kovending i forhold til meldinger fra 2019-valgkampen, hvor Mette Frederiksen var fodslæbende på hele forebyggelsesområdet og endda ville friholde ældre fra afgiftsstigninger på cigaretter.

Bedre ser det ud med forslaget, der sløjfer forskellen i aldersgrænse på at købe vodka og gin og øl, vin og eksempelvis de populære Bacardi Breezers.

Eksempelvis har Radikale Venstre længe været for et forbud, og meningsmålinger viser, at der er politisk forståelse for forslaget langt ind i befolkningen for at begrænse unges adgang til at købe alkohol.

Interessant nok viser det sig allerede nu, at socialdemokraternes egen ungdomsorganisation DSU med den allestedsnærværende og ualmindeligt talentfulde formand Frederik Vad i spidsen er totale modstandere af forslaget, og som bekæmper det hårdt allerede nu på de sociale medier.

Man må også forvente, at borgerlige partier stejler over indgrebet i fremtidens voksnes personlige frihed.

Fælles for begge forslag er, at de skal forebygge den fremtidige sundhedstilstand i befolkningen, men ikke er et svar på nutidens meget mere presserende problemer i sundhedssektoren.

Kritikere ser de to forslag som fremragende opmærksomhedsafledere for resten af Heunickes sundhedsudspil, som har langt større betydning for nutidens befolknings behandling i sundhedsvæsnet, og som skal løse den bundne opgave med at sikre kvaliteten af sundhedsbehandlingen lokalt i en tid med akut mangel på arbejdskraft.

Et udspil, som regeringen altså først nu i afslutningen af sit tredje regeringsår spiller ud med.

Og hvad falder så mest i øjnene? At regeringen ikke selv har noget svar på, hvordan den vil skaffe hænder til sundhedssektoren, men parkerer spørgsmålet i en kommission, som Sundhedsstyrelsens populære direktør Søren Brostrøm skal lede.

Det ligner en halv kapitulation, hvor regeringen nu vægrer sig for at træffe ubehagelige beslutninger så tæt på valget. For hvordan får man flere til at søge ind på eksempelvis sygeplejerskeuddannelsen?

Jarl Cordua

Det ligner en halv kapitulation, hvor regeringen nu vægrer sig for at træffe ubehagelige beslutninger så tæt på valget. For hvordan får man flere til at søge ind på eksempelvis sygeplejerskeuddannelsen? I denne uge kom opgørelsen fra Forsknings- og Undervisningsministeriet over ansøgninger til videregående uddannelser, der viste et fald på 36 procent i antallet af ansøgninger til sygeplejerske-uddannelsen.

I forvejen slås området – og dertil kan man også regne social- og sundhedsassistenter – med stor afgang fra faget. Regeringen har kendt til problemerne i årevis, men har ingen svar på, hvordan den kan fastholde og rekruttere flere hænder. Mere i løn er åbenbart ikke svaret.

I øvrigt får direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, også fornøjelsen af at kigge på, hvad man kan gøre for at opløse faggrænserne i sundhedsvæsnet, der i dag forhindrer folk med specialkompetencer i at fokusere på det de kan, fordi de også skal lave andre ting.

Det er også kontroversielt, da mange faggrupper slet ikke er interesseret i at opløse disse grænser. Det er op til politikerne i en fremtidig aftale at beslutte sig for, hvad kommissionen skal undersøge, og hvor lang tid den har til at komme med forslag.

Hvis ikke Magnus Heunicke havde så stor goodwill for sin fremragende håndtering af coronaepidemien, så er det meget svært at forklare, hvorfor han ligger i toppen som mest populære minister i befolkningen, når han præsenterer et så svagt udspil, der ikke kan svare på helt centrale spørgsmål, og på mange andre felter ligner udspillet genbrug af VLAK-regeringens tre år gamle udspil minus nedlæggelsen af regionerne. 

Det er svært at se, hvad Sundhedsministeriet og regeringen egentlig har bidraget med af egentlige store nye forslag, når der ses bort fra de to forbudsforslag.

For den forrige regering handlede det også om at øge kvaliteten i sundhed for den enkelte patient, og det skulle foregå så tæt på som muligt, om det så hedder "nærsygehus" eller i regeringens forslag fra sidste efterår om "nærhospitaler".

Alle har vist fanget, at disse steder, der skal behandle patienter rundt om i landet, kun kom til at hedde nærhospital for at camouflere genbruget.

Hvis ikke Magnus Heunicke havde så stor goodwill for sin fremragende håndtering af Corona-epidemien, så er det meget svært at forklare, hvorfor han ligger i toppen som mest populære minister i befolkningen, når han præsenterer et så svagt udspil, der ikke kan svare på helt centrale spørgsmål

Jarl Cordua

Der udestår selvfølgelig en politisk armlægning om placering af disse nærhospitaler, der i øvrigt intet har med egentlige hospitaler at gøre, da der ikke skal foregå operationer, men opfølgende pleje af patienter, der endnu ikke kan sendes hjem.

Den nære sundhedsbehandling i kommunerne er i det hele taget et meget svært og kompliceret område, der forbruger store ressourcer, men som i dag foregår ineffektivt. 

Allerede nu ligner det et problem, som regeringen er i vildrede over, hvordan den skal løse. Og problemet bliver ikke mindre, da antallet af ældre vil stige i de kommende år.

Regeringens udspil analyserer dog en række problemer med deling af og brug af patienters sundhedsdata mellem de praktiserende læger og hospitalerne og kommunerne, men kommer ikke med løsninger på, hvordan det skal ske.

Og vil man sende penge til kommunerne, så de kan gøre brug af disse oplysninger? Det svarer regeringen ikke på i udspillet.

Regeringen håber på hurtigt at få en aftale hen over midten, der formentlig også omfatter hele rækken af borgerlige partier, hvad angår den del, der omhandler nærhospitaler og nedsættelse af Brostrøm-kommissionen.

Det vil den formentlig få held til, medmindre den insisterer på, at partierne samtidig skal tage ansvar for de to forebyggelsesinitiativer. Der udestår også et spørgsmål om, hvor mange penge der bliver bundet i aftalen. Regeringen foreslår fire milliarder kroner, der dog er øremærket til bygninger, teknisk udstyr og medicinsk apparatur.

For regeringen kan en aftale dog bruges til at parere den langvarige kritik om, at den har siddet på hænderne længe og ikke fremlagt en sundhedsreform, der løser de mest alvorlige problemer i sundhedsvæsnet.

En sundhedsaftale baseret på regeringens idéer vil næppe løse problemerne, er der allerede bred enighed om blandt fagkundskaben og hos oppositionen. Men regeringen kan dog sige, at en reformproces er gået i gang, og så må man afvente Brostrøm-kommissionens forslag.

Det bliver spændende at se om en runde to af en ny sundhedsreform vil kunne opnå enighed og vedtages så tæt på et folketingsvalg.