Jarl Cordua: Her står Venstre efter Brejning

Tirsdag aften lidt før klokken 21 kom den ventede nyhed om, at Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, stiller op til posten som formand for det store oppositionsparti.

Lanceringen skete med solointerview til den store landsdækkende, men Jyllands-baserede morgenavis Jyllands-Posten og var veltimet til at komme med i de øvrige morgenaviser og sene nyhedsudsendelser på tv.

Ellemann lod sig interviewe i Folketingets samtaleværelse, hvor der hænger portrætter af de tidligere store navne i dansk politik, og hvor der tit modtages statsoverhoveder. Samme sted producerede man desuden en lille valgfilm, der formelt lancerer hans kandidatur med den let påtagede ydmyghed, der kan mobiliseres i en situation, hvor alle ved, at der ikke kommer modkandidater.

Før det har Venstre måttet gennemleve en uge, som ikke kender sin mage i partiets historie. Aldrig er en Venstre-høvding blevet væltet af sine egne på så dramatisk en måde, som det skete fredag aften på forretningsudvalgsmødet i Brejning.

Kort fortalt stillede de velforberedte FU-medlemmer op med en plan, der skulle tvinge Løkke til at indse, at det var slut, og få ham til at opgive magten. Næstformanden Kristian Jensen førte an i angrebet med en meget kritisk tale, der også indebar et klart løfte om kampvalg.

Ingen forestillede sig, at Jensen kunne vinde kampvalget, men manøvren tjente det formål, at han agerede hare, det vil sige løb i forvejen, sådan at andre kandidater kunne melde sig. Det ville udstille, at Løkke havde mistet kontrollen med partiet og sætte ham under yderligere pres.

Chok og vrede har også været en holdning, som flere af Løkkes håndgangne trofaste støtter i folketingsgruppen har givet udtryk for, men forbavsende få har fulgt trop i Løkkes mulige forsøg på at fortsætte Løkkes tabte kamp om at bevare magten.

Jarl Cordua

Yderligere afviste FU blankt Løkkes forslag om at fremrykke det ordinære landsmøde i november, sådan at han fik den nødvendige scene, hvor han kunne præsentere sit varslede politiske projekt.

Forretningsudvalget, der havde læst på vedtægterne, tvang i stedet en beslutning igennem med det ydmygende stemmetal 22-1, hvor Venstre i stedet holder et ekstraordinært landsmøde 21. september, hvor iscenesættelsen af Løkke og hans politiske projekt ville blive minimeret til den valgtale, som han kunne få lov at holde som kandidat.

Ydermere var Løkke afskåret for at bruge Venstres sekretariat, da han fremover var at betragte som en kandidat blandt flere. Stillet over for de betingelser indså Løkke, at han ikke længere havde mulighed for at kontrollere begivenhederne.

Undervejs rullede Løkke hele arsenalet ud af forskellige muligheder for at sætte FU under pres. Han nævnte blandt andet muligheden for at danne sit eget nye parti, men med tiden skiftede Løkke strategi, hvor han i stedet forsøgte at vinde sympati ved at skabe forståelse for sin personlige situation, som derved blot fik understreget Kristian Jensens nådesløse pointe, om Venstre nu var formandens parti eller et parti med en formand.

Løkkes kamæleonagtige falbelader fik dog ikke FU til at ryste på hånden, selvom gemytterne til sidst røg helt op under loftet. Her bidrog ikke mindst Claus Hjort Frederiksen med en gedigen skideballe til hele FU, efter at Løkke brat forlod mødet, der efterlod medlemmerne dybt rystede i stolene.

Dagen efter på hovedbestyrelsesmødet kom Løkke 15 minutter for sent og holdt en tale, der på ny bragte en intetanende forsamling ud af fatning og indeholdt det uigenkaldelige og klare budskab, at han nu øjeblikkeligt forlod formandsposten. Løkke forsvandt ud af lokalet og kørte væk i en ventende bil og er ikke blevet set offentligt siden.

To gange har partiformanden ladet høre fra sig på de sociale medier; dels med en erklæring på Twitter om, at han nu forlod formandsposten, fordi partiets organisation ville forhindre ham i at præsentere hans politiske projekt.

Det kom så alligevel til offentlighedens kendskab, da Løkke lagde skitsen til sin valgtale ud på Facebook søndag eftermiddag. Formålet var formentlig at retfærdiggøre sin noget usædvanlige exit fra hovedbestyrelsesmødet og fra Venstres formandsstol.

På andre virkede manøvren som endnu et tegn på, at Løkkes engang enestående dømmekraft med hensyn til at læse den politiske situation ikke længere er, hvad den har været.

Det kaotiske halve døgn i weekenden har sendt chokbølger igennem partiet, hvor enkelte bestyrelser har meldt om pludseligt mandefald, og de sociale medier koger over med individer, der har meldt sig ud af Venstre i ren protest mod behandlingen af formanden, mens andre i følelsesladede vendinger bekendtgør, at det nu er endegyldigt slut med at stemme på partiet.

Det er dog kun partiets sekretariat, der har det fulde overblik over nettobalancen i medlemskartoteket. Et gæt er dog, at der har været et mindre svind i beholdningen af Venstre-medlemmer, der p.t. er på cirka 35.000.

Chok og vrede har også været en holdning, som flere af Løkkes håndgangne trofaste støtter i folketingsgruppen har givet udtryk for, men forbavsende få har fulgt trop i Løkkes mulige forsøg på at fortsætte Løkkes tabte kamp om at bevare magten.

Eneste undtagelse er Claus Hjort Frederiksen, som med sit iltre tøjlesløse temperament må betragtes som hovedansvarlig for, at partiets lederskab gennem ti år nu er væk.

Havde Claus Hjort ikke karaktermyrdet Kristian Jensen over for pressen på sommergruppemødet, hvor en ydmyget næstformand havde bøjet nakken og erkendt, at det var en fejl at undsige formandens strategi, i Berlingske, så havde situationen næppe eskaleret, som den gjorde. Det var præcis den situation, der igangsatte baglandsoprøret og gjorde det klart for mange flere, at tiden var kommet, hvor Løkke og Jensen måtte væk.

En anden meget udbredt oplevelse i Venstre er en lettelse, der tåler sammenligning med Løkkes eget "befrielsens øjeblik". Den tidligere formand og forhenværende statsminister har fyldt meget i partiet. Nogle mener alt for meget.

Løkke forsøgte at bestemme alt i gruppen, blandt andet ledelsens sammensætning, hvilket antændte gnisten til oprørets bål, da Inger Støjberg tabte kampvalget om gruppenæstformandsposten til Sophie Løhde. Da Hjort halshuggede Kristian Jensen blev der dermed hældt en dunk benzin på bålet.

Med Løkkes exit mener mange, at en ny tid kan oprinde, hvor formanden ikke har for vane at træffe alle beslutninger helt uden at rådføre sig med de nærmeste i den formelle ledelse, der ellers bliver orienteret nærmest på lige fod med offentligheden.

Skrækeksemplet er SV-strategiskiftet få uger før valget, men det er ikke et enestående eksempel under Løkkes regime. Løkkes tiltagende enerådende ledelsesstil fandt stadigt flere i folketingsgruppen stadigt mere utålelig og kritisabel og bidrog følgelig til hans fald.

I tiden, efter at de chokerede medlemmer af hovedbestyrelsesmedlemmer vantro stirrede ud i luften efter Løkkes dramatiske farvel, holdt Kristian Jensen en berømmet afskedstale, men efterlod alligevel tømmerne til partiets fremtid.

Da fangede den politiske ordfører øjeblikket, hvor han kunne tale forsamlingen op af hullet, som bomben lige havde sprængt, og med nogle velvalgte alvorlige ord mane til sans og samling blandt de tilstedeværende Venstrefolk, der havde svært ved at orientere sig i situationen.

Ellemann fremstod i dét øjeblik blandt mange af de tilstedeværende som eneste overlevende officer med både kompas og retning, efter at en fjendtlig granat lige havde udryddet hele generalstaben. Denne position som reel partileder har han haft og udbygget lige siden.

Blandt andet med en uofficiel valgtale i går ved middagstid i Venstres folketingsgruppe, der blev set som en skitse til en ny politisk strategi for partiet, som umiddelbart mødte bred opbakning både fra tidligere Løkke-støtter som Støjberg og Lars Christian Lilleholt såvel som folk, der før har støttet Kristian Jensen.

Ellemann ventede bevidst længe og klogt med at erklære sit kandidatur. Selvom mange længe har set ham som partiets næste formand, så kan man sagtens ødelægge sine muligheder ved at optræde taktløst og klodset. For eksempel ved at fremstå som en marodør, der nærmest plyndrer liget, mens det endnu er varmt.

Imidlertid har Ellemann forsøgt at optræde med takt hele vejen ved at trække tiden mest mulig ud lige indtil i går aftes, hvor han kom ud af busken. Undervejs har han i øvrigt understreget situationens alvor og prist forgængerens indsats i de højeste toner.

Tiden er dog ikke alene gået med andægtig optræden og med ansigtet i alvorlige folder. Bag kulisserne har Ellemann i samtaler med nøgleaktører, der omfatter i al fald Inger Støjberg, Karsten Lauritzen, Troels Lund Poulsen og Sophie Løhde, efter alt at dømme fået skabt forståelse for en magtfordelingskabale, hvor de alle er inddraget.

Det skal først og fremmest sikre opbakning til hans eget kandidatur, men også skabe ro i partiet, som mange ser som Ellemanns første primære opgave. Venstre sukker efter et lederskab, hvor knivene ikke længer sidder løst, og hvor der i stedet er samling på tropperne, som der engang var, før Løkke med sine mange personsager åbnede for, at en mulig rival fik fodfæste.

En magtkabale kan ikke præsenteres, før en ny formand formelt er valgt, men man må regne med en formel ny konstituering af gruppeledelsen, der flytter rundt på de øverste pladser, nu hvor både Løkke og Jensen er væk.

Spørgsmålet er, om Ellemann fortsat skal være politisk ordfører for partiet. Fordelen er, at han ved at fortsætte på posten bliver mere kendt i offentligheden, da det er en meget synlig position i medierne. Ulempen er dog, at man hurtigt bliver slidt, når man skal stå til rådighed klokken 6.00, når pressen ringer om dette og hint.

Normalt plejer en formand også at fremstå mere tilbagetrukket og "svæve over vandene" fremfor at indgå i hundeslagsmål med politiske ordførere, som rangerer lavere i hierarkiet. Det kunne eventuelt give en Sophie Løhde muligheden på den post.

Gruppeformandsposten bliver under alle omstændigheder ledig og noget usædvanligt i forhold til tidligere tiders tilbageholdenhed, så har Karsten Lauritzen offentligt sagt, at han gerne vil være gruppeformand. Det kan kun betyde, at han regner med at få den post. Det kan dog undre, at Lauritzen med det nylige oprør in mente, føler sig så sikker, at han ligefrem annoncerer sit kandidatur i så god tid.

Mest interesse er der om den ledige næstformandspost, hvor Støjberg onsdag har meldt sig som kandidat. Støjberg har fået mange opfordringer fra flere medlemmer af folketingsgruppen og fra baglandet og støtter ude omkring. Hun må derfor betragtes som storfavorit.

Den sandsynlige nye formand Jakob Ellemann-Jensen har ikke direkte anbefalet hende, men kalder Støjberg et "rigtigt godt bud" og har i øvrigt fremhævet den tidligere udlændinge- og integrationsministers mange talenter – ikke mindst som kommunikator.

Tættere kan Ellemann næppe komme på en anbefaling uden at løbe ind i anklager om at blande sig i processen, der formelt er overladt til de 850 delegerede på Venstres landsmøde om 17 dage.