Jarl Cordua: LA-topfigurers exit er et længe ventet befrielsens øjeblik

KOMMENTAR: Liberal Alliances to markante skikkelser Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har forladt partiet. Det er et befrielsens øjeblik for partileder Alex Vanopslagh, som ikke længere skal sikre sig, at alle er enige i den politiske kurs, skriver Jarl Cordua.

Ikke uventet kom meddelelsen tirsdag aften om, at Liberal Alliances mangeårige frontfigur og tidligere politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, forlod partiet.

Det sker blot en uge efter, at en anden markant skikkelse – og tæt allieret med Ammitzbøll-Bille – Christina Egelund sagde farvel, i øvrigt med omtrent den samme begrundelse.

Der er ikke enighed om begrundelsen for, at de to markante folk nu er fortid i partiet. Ammitzbøll-Bille betoner årsagen som et politisk skisma mellem forskellige fløje. "Pro-verden-liberale versus nationalkonservative".

Det er især synet på EU og udlændinge/flygtninge/truslen fra Islam, som skiller vandene i partiet, mener de nu partipolitisk hjemløse liberale. Sådan ser man slet ikke på tingene hos de tilbageblevne kræfter i partiet.

Her ser man på Ammitzbøll-Billes og konsorters afsked som resultatet af en for længst tabt magtkamp, der dybest set ikke har rod i nogen større politisk uenighed, men alene handler om Ammitzbøll-Billes uindfriede ambitioner om at blive leder af partiet.

Man fremhæver ved den lejlighed, at partiet heller ikke har ændret politik siden valget, og i de få tilfælde, hvor det er sket, så er man faktisk gået i en mere liberal retning mere end noget, som kunne udlægges som "nationalkonservativt".  

Historien om skismaet i LA er vigtig for begge parter. For LA's ledelse med Alex Vanopslagh gælder det om at bevare fortællingen om et parti, der kørte frontalt ind i muren med den tidligere ledelse, men nu med en ny chauffør, der er på vej frem med omtrent det samme på hylderne i varebilen ligesom i velmagtsdagene omkring 2015, hvor partiets vælgeropbakning stod i zenit.

Anders Samuelsen, som der stadig er stor veneration for i partiet, har vælgerne dømt ude. Ammitzbøll-Bille, som nu er gået selv, var den anden lederskikkelse, som man heller ikke længere skal tage hensyn til. 

Spørger man i lejren blandt de tilbageblevne, så brugte partiet længe alt for mange kræfter på at nurse Ammitzbøll-Bille, som, de mener, var ved at tiltage sig en "Svend Auken-rolle" i partiet med vetoret i alle beslutninger om, hvad partiet skulle mene i fremtiden.

Især sommergruppemødet handlede om, hvordan man fik sikret sig, at Ammitzbøll-Bille fortsat kunne føle sig godt tilpas i partiet. 

Det lyder umiddelbart heller ikke som opskriften på en stærk ledelse omkring den nyslåede partileder på kun 27 somre, Alex Vanopslagh, der pludselig skulle forholde sig Ammitzbøll-Billes og Egelunds fælles debatindlæg i Berlingske lige efter sommerpausen, hvor de blæste til angreb på det, som de så som en nationalkonservativ fælde, som partiet havnede i, da LA kom i regering:

"Vi kom med over i den gamle borgerlige cigarkasse, hvor det var de lidt for småsure løsninger, som blev svarene på tingene. Vi røg for ofte i den nationalkonservative fælde," sagde Ammitzbølle-Bille til Berlingske og fremhævede partiets støtte til burkaforbuddet som eksempel.

Her peger interne kritikere på, at netop Ammitzbøll-Bille ellers selv var tidligt ude i partiets historie med at foreslå, at partiet rykkede til højre i udlændingepolitikken med blandt andet et flygtningestop.

Deres analyse er, at Ammitzbøll-Bille og Egelund siden sommerferien har ledt efter en udgang, og da ingen af parterne fremhæver særlige personlige uoverensstemmelser, så må afgangen nødvendigvis skulle begrundes med politisk uenighed om kursen, selvom man blandt de tilbageblevne bedyrer, at uenigheden er på skrømt, at der højst er tale om nuanceforskelle.

Ammitzbøll-Bille har derudover også haft det kort at spille, og som nok hele tiden har ligget i baghovedet hos alle partier undervejs, at partiet ved at blive reduceret fra fire mand til tre dermed mister 3,2 millioner kroner i sekretariatsstøtte fra Folketinget, hvilket svarer til 265.000 kroner per måned.

Det er en anseelig sum, som man nu siger farvel til, og som det bliver svært at undvære i hverdagen og til driften af et lukningstruet småparti.

Spørgsmålet er, om man nu går til partiets tidligere mæcen Lars Seier Christensen og får held med at få hans økonomiske støtte som kompensation for de tabte skattefinansierede tilskud, som de liberale i øvrigt selv mener, at der er alt for meget af.

Ammitzbøll-Bille og Egelund er ikke de eneste i LA, der nu siger farvel. Siden førstnævnte erklærede sit exit har en stribe lokale støtter på Facebook meddelt, at de nu også melder sig ud.

Det er formentlig folk, der alle ser sig som abonnenter på Ammitzbøll-Bille og Egelunds politiske analyse af LA som et parti, der skal være "mere pro-verden". Måske er det også folk, der skal udgøre rygraden i et nyt liberalt politisk projekt, som skal ligge mellem De Radikale og den nationalkonservative blok, som foruden Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti også tæller kræfter i Venstre, De Konservative og – mener altså Ammitzbøll-Bille – også nu LA.

Internt har Ammitzbøll-Bille analyseret sig frem til, forlyder det, at her ligger cirka ti procent af de borgerlige vælgere og venter på at blive samlet op. De befinder sig formentlig i omtrent de samme farvande, som Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen med stort held fiskede i efter sit første befrielsens øjeblik i de sidste par uger af valgkampen tidligere i år.

Spørgsmålet er, om Ammitzbøll-Bille og Egelund er de rigtige figurer til at skabe samling omkring sådan et muligt projekt.

Er man mange – og stærke nok? Og hvad vil Venstres Jakob Ellemann-Jensens modtræk blive til en sådan mulig rivalisering?

Skulle de frafaldne prøve blandt de eksisterende partier? Kunne Ammitzbøll-Bille og hans folk ikke gå sammen med de samme folk i Venstre som blandt andre Jan E. Jørgensen, der mener omtrent noget lignende?

Hvad bliver Inger Støjberg-fløjens modtræk til et politisk projekt, der pludselig skal rumme Ammitzbøll-Billes formulerede tanker om at være "pro-verden"? Det er i øvrigt ikke alle i Venstre, der er overbevist om garantien i Støjbergs loyalitetserklæringer i forbindelse med landsmødet.

Her og nu ligner det dog mere, at Ammitzbøll-Bille vil forsøge at afsøge mulighederne for et liberalt parti mellem Venstre/LA/K og De Radikale. Han har tidligere forsøgt sig med et lignende projekt, Borgerligt Centrum, da han brød ud fra De Radikale tilbage i 2008, hvilket dog efter et møde med Anders Samuelsen endte med en hastig nedlæggelse af projektet og optagelse i LA.

Nu er det gamle projekt måske på vej op af skuffen med modstanden mod nationalkonservatismens hærgen på højrefløjen som anker for et nyt liberalt politisk projekt.

Andre i LA ser omvendt Ammitzbøll-Billes frihedsbrev til sig selv som en lang jobansøgning, der skal berede en vej til politikeren, der kunne føre til en ny karriere i det private erhvervsliv eller organisationsverdenen.

I det nu yderligere decimerede parti håber man nu på, at roen og enigheden i partiet kan skabe klarhed omkring et politisk projekt og den endnu ikke så erfarne leder Alex Vanopslagh, der nu ikke længere skal udtale sig i frygt for at blive korrigeret og udfordret af en bivogn, der kunne skabe slinger i den politiske kurs for partiet.

Så også for ham og hans resterende partifæller ses situationen som et længe ventet befrielsens øjeblik, hvor man ikke længere skal se sig tilbage for at sikre sig, at alle nu er med.

Man kan dramatisere situationen en kende ved at påpege, at en gruppe hovedbestyrelsesmedlemmer i et nu offentliggjort brev stilet til partiets ledelse foreslog at stille Ammitzbøll-Bille et ultimatum om at rette ind eller forsvinde.

Brevet overvintrede dog nogle dage, inden hovedpersonen blev gjort bekendt med indholdet. Spørgsmålet er, om det fik nogen betydning i sidste ende, da Ammitzbøll-Bille selv hævder, at han længe inden havde gjort sin stilling op.

Det er nok bedst for alle parter at skilles i noget, der på overfladen minder om mindelighed. Nu kan Vanopslagh eller andre i LA så ikke længere bruge blandt andre Ammitzbøll-Bille som undskyldning for ikke at levere på vælgeropbakning.

Spørgsmålet er så, om dette nu tredje LA-projekt – og eventuelt Ammitzbøll-Billes projekt – er levedygtige hver for sig. De er i al fald begge parlamentarisk uinteressante på denne side af folketingsvalget.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Carolina M. Maier: Socialdemokrater er enormt dygtige, men kyniske strateger Carolina M. Maier: Socialdemokrater er enormt dygtige, men kyniske strateger Næste artikel Peter Loft: Der er ingen vej tilbage, hvis vi indfører politiske embedsmænd ad bagdøren Peter Loft: Der er ingen vej tilbage, hvis vi indfører politiske embedsmænd ad bagdøren